Projekt Ishøjs vilde haver

Sammen med Ishøjs borgere vil Ishøj Kommune styrke engagementet for grønne projekter i folks nærområde. Vi inviterer byens borgere til at deltage for at få inspiration, uddannelse og være sammen om at anlægge nye, vilde levesteder i Ishøjs vilde haver.

Projektet vil gennemføre en række ”bygge”-arrangementer, hvor Ishøjborgere kan samles i en fælles sag om at skabe mere biodiversitet gennem blivende tiltag i haver, på fællesarealer og virksomhedsarealer.

Målet er, at borgere og virksomheder gør noget konkret for biodiversiteten, bliver klogere og får lyst til at inspirere flere til at komme i gang med mere biodiversitet på egne arealer. Haveejere, grundejerforeninger og virksomheder kan melde ind med ønsker om at være med i projektet og med hvilke konkrete arealer, de ønsker at sætte i spil til mere biodiversitet.

Kommunen byder ind med maskiner og eksperter hvis projektet har opbakning fra en borgergruppe, som vil give en hånd med for mere biodiversitet og som kan stå for driften efterfølgende.

Projektet vil sammen med borgergrupper og virksomheder planlægge, etablere og formidle omkring de biodiversitetstiltag, der kommer til live i projektet. Projektet finansieres af Naturmillionen og afholder udgifter til materialer, anlæg og faglig rådgivning.

Målgruppe

Målgruppen er borgere, der ser værdien af høj biodiversitet og gerne vil gøre en forskel for at modvirke biodiversitetskrisen. Det er ikke så vigtigt, hvor meget man kender til natur og biodiversitet, men man skal være nysgerrig på mere viden.

Vi vil ramme målgruppen ved at invitere til at få mere inspiration, viden og uddannelse indenfor emnet og ved at invitere til fælles aktion.

Det er vigtigt også at ramme en målgruppe, som foruden at have interesse for biodiversitet også har egne arealer i form af fællesarealer og/eller egen have og som formår at etablere et netværk omkring biodiversitet i nærområdet.

Ishøjs vilde haver vil:

  • Anlægge og skabe mere biodiversitet med kvashegn, vedmure, vildeng, vandhuller og hjemmehørende planter, træer og buske. Vi søger derfor haver og private fællesarealer til aktiviteterne.

  • Tilbyde Uddannelse af vild-have ambassadører både for borgere med villa/rækkehuse og for de almene boligområder. Interesserede driftsfolk i de almene boligområder, hos virksomheder og i grundejerforeninger skal også have mere viden om, hvordan man tilpasser driften, når der tages initiativ til at arbejde for biodiversitet.

  • Invitere til Inspirationsture for at besøge private haver, hvor der er eller kan skabes mere plads til biodiversitet

Det handler bl.a. om at lade græsslåmaskinen stå og kun slå det mest nødvendige, at nyttiggøre haveaffaldet fremfor at køre det på genbrugspladsen og at tænke i blomstring i hele sæsonen.

Vi vil gerne ændre haveæstetikken til både at være mere bæredygtig og med fokus på at gavner biodiversitet.

Du kan være med i Ishøj Vilde Haver ved at ansøge her: Ishøjs vilde haver

a

De nye vilde levesteder

Kvashegn til fri benyttelse hos Dagrofa , Vejleåvej 13

Hvis din kvasbunke i haven er blevet for stor, så kom forbi med dit afklip på Vejleåvej 13.

Dagrofa har nemlig fået et stort og flot kvashegn som kan benyttes af alle. Kvashegnet har til formål at skabe ly og levesteder for insekter, smådyr og fugle.

 

Du kan benytte kvashegnet i alle hverdage indtil kl. 17. Se hvordan du kommer til kvashegnet her: Vejviser Kvashegn