Nyt topmoderne vandværk i Thorsbro giver blødere vand til borgerne

19. marts 2024

Borgmester Merete Amdisen var med til at indvie HOFORs nye store vandværk ved Thorsbro fredag. Vandværket leverer cirka en fjerdedel af vandet til Ishøj Kommunes borgere og indfører ligesom Ishøj Vandværk blødgøring af vandet med alle dets fordele for borgerne, klimaet og miljøet

Det var en tilfreds borgmester i Ishøj Kommune, Merete Amdisen, der fredag var med til at indvie det nye vandværk, Værket ved Thorsbro, sammen med borgmesterkollegerne fra Albertslund, Vallensbæk og Rødovre.

Ishøjs borgere er nu et stort skridt nærmere at få blødgjort deres drikkevand ned til 10-12 hårdhedsgrader. Det nye vandværk leverer nemlig blødere vand til cirka en fjerdedel af Ishøjs borgere, mens Ishøj Vandværk snart leverer resten. Ishøj Vandværk er i øjeblikket i gang med at tilbygge blødgøring, som forventes færdigt i løbet af maj.

”Ishøjs nye vandværk er ved at blive gjort klar til at blødgøre vandet ved hjælp af ion-bytningsmetoden, som i korte træk betyder, at kalken renses fra ved brug af salt. Ion-bytningsmetoden er valgt, fordi den er sikker og velafprøvet i forhold til at fjerne kalken effektivt. Vandkvaliteten og sikkerheden forbliver i samme høje niveau, som det Ishøj-vand, vi plejer at drikke” fortæller direktør i Ishøj Forsyning Henrik M. Lemée.

Borgerne får gavn af alle fordelene

Det blødere vand vil ifølge Merete Amdisen betyde, at borgerne for eksempel skal bruge færre kemikalier til rengøring og tøjvask samtidig med, at elkedlen og vaskemaskinen holder længere. Hun glæder sig over, at det både vil spare borgerne tid og kræfter samtidig med, at det blødere vand sænker CO2-aftrykket, fordi apparater holder længere.

”Thorsbro Vandværk har eksisteret i 116 år og har gennem alle de år været leverandør af rent drikkevand til København og omegn. Det er tankevækkende at se maskinhuset og de diseltrukne pumper, der dengang sørgede for forsyningen, og så se den nye teknologi, der nu står lige ved siden af og sørger for, at vi kan se frem til, at alle Ishøjs borgere får gavn af fordelene med det blødere vand, som indeholder mindre kalk,” siger borgmester Merete Amdisen.

Fremtidssikrer forsyningen af drikkevand

Det er HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der står bag det nye vandværk. Bestyrelsesformand Susanne Juhl fortæller:

“Vi vil gerne takke for vores stærke samarbejde med Ishøj Kommune, som betyder, at vi nu står med et topmoderne vandværk, der er med til at fremtidssikre forsyningen af drikkevand til både borgere i Ishøj og en række andre kommuner i hovedstadsområdet,” siger Susanne Juhl.

Dagens indvielse gav gæsterne et indblik i vandets vej fra råvand til blødgjort, iltet og til sidst filtreret drikkevand. Her fik både børnehavebørn, borgmestre og andre gæster en drikkeflaske med hjem som minde om dagen, der markerer begyndelsen på et lidt lettere liv for borgerne i Ishøj Kommune.

Se mere om det blødere vand her.