Spørgsmål og svar

Det kan være svært at forstå, hvad en kommune er, og hvordan din kommune kan hjælpe dig som barn. Her kan du finde svar på nogle af spørgsmål, som vi oftest får stillet

Kommunerne er de 98 områder, som Danmark er delt op i.

I hver kommune er vi medarbejdere, der arbejder med, at der er styr på for eksempel skoler, veje og affald, men også med at hjælpe børn og unge, der har det svært.

I Danmark er det sådan, at det kun er dem, der arbejder i lige præcis i den kommune, hvor du bor, der kan og må hjælpe dig. Derfor er det vigtigt, at du taler med dem, der sidder i din kommune.

Hvis din familie, de voksne i skolen eller andre voksne, som du kender, ikke kan eller vil hjælpe dig, er vi nogle voksne i din kommune, som arbejder med at finde ud af, hvad du har brug for.

Der kan være mange grunde til, at du kan have brug for hjælp.

Det kan være, hvis du føler dig utryg derhjemme, hvis du er ked af det meget af tiden, eller hvis du eller nogen tæt på dig oplever vold eller mange voldsomme skænderier

Men det kan også være andre slags problemer, der er for svære til, at du kan klare det selv.

Det er vores arbejde at finde ud af, om du og din familie har brug for hjælp og støtte, for at du får det bedre.

Hvis du har brug for at få ændret noget i din hverdag, kan du snakke med os. Du har ikke ret til at bestemme det hele selv, men du har ret til at sige, hvordan du ønsker, at det skal være.

Alle familier er forskellige, og derfor kan hjælpen også være meget forskellig.

Måske skal du og din familie have noget hjælp til at klare hverdagen. Det kan være en kontaktperson, som hjælper dig eller jer med det, der er svært.

Det kan også være, at du har brug for at tale med en psykolog, hvis du ikke har det godt.

Eller at hele familien skal have hjælp. Så kan I få besøg af en, der er uddannet til at hjælpe familier – en familiebehandler.

Når du kontakter os, kan det være en børne- og ungerådgiver, du taler med – en person, der giver råd og ved en masse om, hvordan man løser problemer som dine.

De arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt.

Når du ringer, skriver eller besøger os i kommunen, behøver du ikke fortælle, hvad du hedder, eller hvor du bor, hvis du ikke har lyst. Det vil sige, at du kan være anonym.

Men hvis vi mener, at du har det så svært, at du har brug for hjælp lige nu, eller hvis du eller nogen tæt på dig er i fare, kan det være nødvendigt, at vi får dit navn at vide.

Hvis det sker, er du nødt til at fortælle, hvem du er, for at vi kan hjælpe dig.

Og her kan det være, at vi også bliver nødt til at informere dine forældre.

Måske ringer du uden for vores åbningstid, fordi du har så meget brug for hjælp, at det ikke kan vente til i morgen, fx hvis du bliver slået.

Du skal ringe til 114, og telefonen vil blive taget af en fra politiet, som vil finde ud af, om de kan hjælpe dig.

Hvis du er i fare eller har tanker om at skade dig selv, skal du altid ringe til Alarmcentralen på 112 med det samme.

Hvis du har talt med en børne- og ungerådgiver hos os, vil han eller hun prøve at finde ud af, om du har brug for hjælp fra kommunen.

Måske fortæller rådgiveren dig, at vi vil undersøge, hvordan du får den bedste hjælp. Det betyder, hun ringer til dig igen, så I sammen kan aftale, hvad der skal ske.

Det kan også være, rådgiveren foreslår, at du skal tale med en god ven, dine forældre, BørneTelefonen eller en anden telefonrådgivning, der passer til dine problemer.

Børn og unge har også rettigheder. Her kan du læse mere om, hvilke rettigheder du har

Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder barnets lov.

I den står der, at de voksne fra kommunen SKAL undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det, eller hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det.

Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det.

Du har for eksempel ret til at bo i et trygt hjem og gå i en skole, hvor du ikke oplever mobning eller forskelsbehandling.

Og du har ret til at blive hørt.

Det betyder ikke, at du altid kan bestemme – men din mening skal tælle med.