Referat
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 21. april 2020 kl. 16.30

Virtuelt møde via Teams

Resume

Der er frigivet midler til lysprojektets sidste etape, belysning af broerne omkring Ishøj Bycenter. Der er nu udarbejdet et skitseforslag til et koncept for belysningen i samarbejde med Hansen og Henneberg. Center for Park-, Vej- og Miljø ønsker udvalgets godkendelse til at arbejde videre med konceptet.

Sagsfremstilling

Det oprindelige lysprojekt for Ishøj Bycenter tager udgangspunkt i de fire elementer: ild, vand, jord og luft. (bilag A) I lysprojektet er der brugt særlige initiativer til at binde området sammen og til at skabe attraktive og trygge oplevelser omkring Ishøj Bycenter. Centrets oplyste tårne repræsenterer ild, Stationsforpladsens belysnings repræsenterer vand, Byhavens belysning på flader og beplantning repræsenterer jord.

Belysningen af de fem broer henover henholdsvis Ishøj Stationsvej og Stenbjerggårds Allé hører med til fortællingen om lyset omkring Bycentret. Belysningskonceptet til broerne (bilag B) tager udgangspunkt i en grafisk afbildning af elementet luft og vises som organiske mønstre, der snor sig som vindstrømme rundt om brokonstruktionerne og skaber en kontrast til broernes faste form. Mønstrene vil variere fra bro til bro for at skabe både sammenhæng og variation.

Siden lysprojektet blev igangsat i Ishøj Kommune, har klimaet fået en større betydning. Der arbejdes derfor fortsat med LED belysning, men nu med en kombination af LED belysning og reflekterende lys (refleksfolie), som både er klimavenligt og driftsvenligt.

Den tekniske løsning for belysningskonceptet består til dels af en blålig belysning af bropillerne, på samme måde, som vi kender det fra det røde lys på rådhusets facader. De organiske mønstre udføres med refleksfolie, som bliver lyst op, når lyset fra bilernes lygter rammer broerne. På den måde får belysningen også et interaktivt element.

 

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget beslutter, at Center for Park, Vej og Miljø arbejder videre med konceptet for belysning af broerne.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Region Hovedstaden har udsendt forslag til ny regional udviklingsstrategi - En region for den næste generation - i høring. FN`s verdensmål er pejlemærker for udkastet, og regionen ønsker således, at borgerne på tværs af regionen kan leve et godt og sundt liv.

Sagsfremstilling

Udkastet til den regionale udviklingsstrategi - En region for den næste generation - har som sit pejlemærke FN`s Verdensmål. Region Hovedstaden ønsker med udviklingsstrategien, at fremme løsninger der bidrager til en fremtid hvor social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed bliver integreret.

Strategien er opdelt i fire fokusområder:
- Klima og miljø i balance
- Uddannelser og kompetencer til fremtiden
- Effektiv og bæredygtig mobilitet
- Nye muligheder for et sundt liv

Ishøj Kommunes høringssvar følger strategiens fire fokusområder, og det bemærkes bl.a. i høringssvaret, at manglen på kompetente medarbejdere på velfærdsområderne ikke omtales i udkastet til strategi, skønt uddannelser og kompetencer til fremtiden er et af fokusområderne i strategien. Ishøj Kommune har allerede i dag et velfungerende samarbejde med Region Hovedstaden om at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, og kommunen bidrager gerne med tanker og ideer til, hvorledes manglen på arbejdskraft kan løses - også på velfærdsområderne.

I udkastet til strategi angives, at det er en kerneopgave for regionen at øge folkesundheden, hvorfor det forekommer uhensigtsmæssigt, at manglen på praktiserende læger, og den geografisk skæve fordeling af speciallæger, slet ikke omtales i strategien. Region Hovedstaden angiver i strategien, at regionen gerne vil benytte sig af partnerskaber for at løse nuværende og fremtidige udfordringer. Det er Ishøj Kommune indforstået med, da et partnerskab med regionen vil være helt på sin plads når det gælder manglen på læger. Ishøj Kommune har i dag reelt overtaget ansvaret for lægedækningen i kommunen fra Region Hovedstaden. Det er nødvendigt, at Region Hovedstaden tager mere ansvar for lægedækningen, hvis vi skal lægemanglen til livs.

Udkast til høringssvar fra Ishøj Kommune vedlægges denne sag.

Høringsfristen for den regionale udviklingsstrategi er udsat til den 27. april 2020.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at forslag til høringssvar godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Særindstilling fra Annelise Madsen (A) er vedhæftet som bilag. Johnna Stark (A) tilslutter sig punkt B i særindstillingen.

 

Bilag

Resume

Der ansøges om tilladelse til de nye funktioner i Brohuset. Det ansøgte kræver en dispensation fra byplanvedtægtens krav om anvendelse ift. liberale serviceerhverv. Det indstilles, at der gives midlertidig dispensation på 3 år til at etablere sundhedsfaglige liberale erhverv.

Sagsfremstilling

Brohuset skal anvendes til blandede offentlige formål, herunder Genoptræningscenter, aflastningspladser, foreninger og netværk, Ejendomsservice og andre kommunale funktioner samt sundhedsrelaterede liberale serviceerhverv, herunder lægeklinik mv. Anvendelse i form af liberale serviceerhverv kræver en dispensation fra byplanvedtægten.

Center for Ejendomme søger derfor om en midlertidig dispensation på 3 år, indtil der udarbejdes en samlet lokalplan for hele matriklen.

Området er omfattet af byplanvedtægt 15 – Gildbroterrasserne, Køge Bugt uddannelsescenter.
Af § 5 fremgår, at området forbeholdes til offentligt formål (gymnasium, HF, fagskole, grønt område).

Der kan som udgangspunkt ikke dispenseres fra anvendelsesbestemmelserne i en lokalplan, dog kan der meddeles dispensation til midlertidig ændret anvendelse i op til 3 år. Ved vurdering af, om midlertidig dispensation skal meddeles, skal kommunen bl.a. lægge vægt på indholdet af kommuneplanen og afveje relevante hensyn.

Her er det vurderet, at:
• Den gældende kommuneplanramme 1.D.6, som omfatter hele matriklen, er udlagt til offentligt formål, og der er en særlig bestemmelse, der giver mulighed for at placere kontor og serviceerhverv. Hensynet til borgerinddragelse vurderes at være tilgodeset i kommuneplanprocessen. • Området har fungeret som uddannelsesinstitution, hvor der i forvejen har været forskellige brugergrupper. De kommende funktioner vil derfor ikke ændre områdets karakter i en væsentlig grad.
• Brohuset er et større udviklingsprojekt, der bliver planlagt i etaper. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at udarbejde den endelige lokalplan, når alle planer er kendte, så der bliver skabt ét fælles plangrundlag for hele matriklen.
• Der er tale om ændret anvendelse inden for den eksisterende bygningsmasse og byggefelter, og derfor vil en midlertidig dispensation ikke ændre områdets udtryk i væsentlig grad.

Brohuset er hidtil anvendt som uddannelsescenter. Her er der lagt vægt på, at ændringen i anvendelsen er af underordnet betydning for de omkringliggende naboer. Det vurderes i den forbindelse, at dispensationen skønnes at være af underordnet betydning for naboen, og en naboorientering er derfor undladt.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der meddeles en 3-årig midlertidig dispensation til at etablere sundhedsrelaterede liberale serviceerhverv i Brohuset.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Bilag

Resume

Der skal træffes beslutning om endelig vedtagelse af forslag til lokalplan 1.89 Boligområde, Ny Vestervang samt forslag til kommuneplantillæg nr. 9. Planerne giver mulighed for at ændre zonestatus fra landzone til byzone samt mulighed for at opføre op til 80 nye boliger i den vestlige del af Ishøj Landsby.

Sagsfremstilling

Lokalplanen omfatter fire delområder omkring Køgevej og giver mulighed for, at der kan opføres op til 80 boliger som rækkehuse, dobbelthuse og parcelhuse. Med lokalplanen overføres området fra landzone til byzone. Den eksisterende institution bibeholdes som den er.

Der er udarbejdet et kommuneplantillæg nr. 9, der udlægger tre kommuneplanrammer. I de nye kommuneplanrammer ændres bebyggelsesprocenten fra 25 til 30, og foruden åben- lav bebyggelse er det nu også muligt at opføre tæt-lav bebyggelse. Områderne overføres til byzone med lokalplanen.

Det har været muligt at påklage afgørelsen af miljøscreening i fire uger. Der er ikke modtaget klager.

Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg har været i høring i otte uger. I perioden har Ishøj Kommune modtaget femten høringssvar, der omhandler bebyggelsens omfang og placering, boligtyper, ejerforhold, vejforløb, servitutbehæftede arealer, bebyggelsens ydre fremtræden, forespørgsel om dobbelthus i Delområde C, eksisterende hegn, parkeringspladser, åbenhed i lokalplanprocessen, medlemskab til eksisterende grundejerforening, trafikale forhold, antal af boliger i Delområde B, bebyggelsesprocent samt lokalplanens navn. Beskrivelse af og kommentarer til høringssvarene fremgår af høringsnotatet.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at Lokalplan 1.89 Boligområde, Ny Vestervang samt kommuneplantillæg nr. 9 vedtages endeligt og offentliggøres med de forslåede ændringer.

Beslutning

Tiltrådt.

Lennart Nielsen (V) afventer stillingtagen.

Lovgrundlag

Planloven

Bilag

Resume

Der ansøges om tilladelse til opsætning af digitale skilte i Ishøj Bycenter, hvilket kræver en dispensation fra lokalplanens krav om skiltning.

Sagsfremstilling

Danske Shoppingcentre P/S ønsker at opsætte 13 stk. digitale informations- og reklameskærme (infoskærme) i Ishøj Bycenter, hvoraf en del placeres i bygningens centergader. Deas har sat én skærm op, så det kan ses konkret, hvad der er tale om. Den er til venstre for centerets rådhusindgang (på gavlen ind mod smykkebutikken).

Sagen har tidligere været forelagt Teknik- og Bygningsudvalget den 11. februar 2020, hvor udvalget besluttede at give afslag til det ansøgte, fordi man ønskede mere lokal annoncering samt mere lokal indflydelse på fladen.

Deas A/S og Danske Shoppingcentre P/S er kommet med et nyt tilbud.

Ishøj Kommune vil få tildelt 20 visninger i timen pr. skærm dvs. 260 visninger i timen i alt. Kommunen får selv indflydelse på sin del af sendefladen, og kan dermed anvende skærmene efter eget ønske. Ishøj Kommune betaler intet for de gratis spots. De gratis spots lægges op af Centerforeningen via Vibeke Lønborg, hvorved uploadgebyret spares. Kommunen står selv for betaling af omkostningerne til produktion af eget materiale.

Dansk Shoppingcenter og Centerforeningen vil ligeledes få 20 visninger i timen pr. skærm.

Øvrige medlemmer af Ejerlejlighedsforeningen, vil kunne aftale med centerforeningens marketingchef at benytte nogle af centerforeningens spots. Alle lejere i centret får 50% rabat på annoncering.

Infoskærmene udføres som tv-skærme monteret i en ramme, som er udført af stål, aluminium eller lignende metalbaserede produkter.

Ishøj Bycenter er omfattet af lokalplan 1.42 – Ishøj Bycenter.
Af § 8.2 fremgår, at skiltning og reklamering reguleres i særskilt aftale mellem centret og Ishøj Kommune.

Der er ift. den særskilte aftale udarbejdet en skiltemanual med retningslinjer for skiltning i Ishøj Bycenter. Skiltemanualen foreskriver, at butikker på Lille Torv skal have kvadratiske udhængskilte monteret i loftet eller på facade med en bredde på mellem 60 og 100 cm og en højde på max. 30 cm. Da det ansøgte ligger udenfor aftalen, kræver det en dispensation.

Alle infoskærme i centergaderne ønskes udført som stander med skærme på begge sider eller som vægmonterede.

Infoskærmene ønskes placeret både inde i og uden for centret. Inde i centret placeres skærmene i centergaderne samt som væghængte skærme. Udenfor centeret placeres de ved indgangen til bycenteret. Placeringer kan ses af oversigtskortet, bilag vedlagt.

Infoskærme bliver som udgangspunkt i en standertype med bredde, dybde og højde på hhv. 84,19 og 209 cm. Tegninger er vedhæftet som bilag.

Deas A/S oplyser i deres ansøgning, at Ejerlejlighedsforeningen har accepteret opsætningen af digitale skærme i Ishøj Bycenter.

Ishøj Bycenter fungerer i dag som bymidte i Ishøj og er en del af stisystemet og det offentlige rum.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der gives dispensation til opsætning af digitale skilte i Ishøj Bycenter.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Bilag

Resume

Der søges om landzonetilladelse til at afholde hundetræning på to ejendomme på hhv. Winthersmindevej 50 og Ishøj Bygade 46.

Sagsfremstilling

Ejeren af Winthersmindevej 50 ønsker at få godkendt en stor græsplæne på sin ejendom til hundetræning. Undervisning vil foregå 2 gange ugentligt i tidsrummet kl. 17-21.

Det forventede antal kursister vil være 3-4, som vil have mulighed for at parkere på ejers gårdsplads.

Endvidere ønsker ejeren at invitere en udenlandsk instruktør til at afholde kurser i tidsrummet mellem kl. 10-16.

Winthersmindevej 50 ligger i et område, som ikke er tætbebygget. Ejeren oplyser, at der allerede i dag er en del trafik på Winthersmindevej, da folk bruger vejen som en smutvej. Dertil er der et autoværksted samt rideskoler i området, hvorfor trafikken som sådan ikke vil kunne mærkes øget af at afholde hundetræning på ejendommen.

Ejeren af Ishøj Bygade 46 søger om tilladelse til at udlåne en del af ejendommen til en lejer til hundetræning. Der ansøges om lovliggørelse, da der allerede afholdes hundetræning på ejendommen i dag ca. 10 gange ugentligt á 1 times varighed.

Hundetræningen foregår primært i perioden april-oktober sen eftermiddag/aften. Dvs. der er ikke kørsel til området i efteråret samt i vinterperioden.

Ishøj Bygade 46 ligger i et område, som er tættere bebygget i forhold til Winthersmindevej 50.

Begge ejendomme ligger i landzone og det ansøgte kræver derfor en landzonetilladelse iht. planlovens § 35, stk. 1.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der meddeles en femårig tilladelse til det ansøgte, såfremt der ikke kommer væsentlige indsigelser fra naboerne.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 35.

Bilag

Resume

Tilbagemelding til Jægerbuens grundejerforening omkring deres ønsker for overdragelsen af vedligeholdelsesansvaret af egne grønne arealer.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har i en årrække vedligeholdt grundejerforeningerne; Bredekærs Vænge, Jægergården og Jægerbuens grønne arealer uden beregning. I forbindelse med besparelser på budget 2020 besluttede byrådet pr. 1.april 2020 at overdrage vedligeholdelsen af grundejerforeningernes arealer til egen vedligeholdelse. Jægerbuens grundejerforening meldte den 6. marts 2020 tilbage med følgende ønsker for overdragelsen, (se bilag 1).

1.      Tidspunktet for opsigelsen forlænges med 6 måneder.

2.      Ishøj Kommune bibeholder vedligeholdelsespligten på rabatarealerne ud til Vejlebrovej samt Ishøj Strandvej (se bilag 2).

3.      Inden overdragelsen gennemgås området for en præcisering af, hvilke arealer Ishøj Kommune ikke mere vedligeholder.

4.      De asfalterede stier der er en del af grundejerforeningens matrikel, og som støder ud til de offentlige stier, overdrages i forsvarlig stand.

5.      Grundejerforeningen ønsker at overtage de borde/bænkesæt samt fodboldmål, som står på deres arealer.

6.      Grundejerforeningen ønsker at indgå aftale med Ishøj Kommune om fortsat pasning af arealerne mod en passende betaling.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget beslutter, at

 Ad 1 opsigelsestidspunktet fastholdes, da besparelsen allerede er effektueret.

Ad 2 der forhandles om en eventuel overtagelse af de to rabatarealer, så vedligeholdelsen samt ansvaret for rabatarealernes udtryk fremover varetages af Ishøj Kommune.

Ad 3 en gennemgang af Jægerbuens arealer aftales med Center for Park-, Vej- og Miljø.

Ad. 4 en renovering af stierne ligger udenfor IKs ansvarsområde. Ishøj Kommune har kun udført renholdelse på stierne, ikke en vedligeholdelse af asfalten.

Ad. 5 inventaret følger med i overdragelsen til Grundejerforeningen.

Ad. 6 en sådan aftale ikke kan indgås, da den vil være i strid med kommunalfuldmagten.

Beslutning

Ad 1. opsigelsestidspunkt ændres til 1. juli 2020.

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Drøftelse af Movias sparekatalog forud for dialogmøde i Regionens Trafikudvalg den 22. april 2020 om de kommende års trafikale udfordringer og prioriteringer.

Sagsfremstilling

Region Hovedstaden har i 2021 en økonomisk udfordring med at skabe balance i budgettet. Det skyldes, at udgifterne til kollektiv trafik er stigende på grund af anlægsudgifter til letbanen, generelt faldende passagerindtægter i den kollektive trafik og øget trængsel, der øger omkostninger ved busdriften.

I den forbindelse blev trafikudvalget på et møde den 14. januar 2020 orienteret om, at udgiftsniveauet til Movia i 2021 forventes at ligge 20,5 mio. kr. højere end angivet i Movias 1. behandling af budget 2020 og regionens eget vedtagne budget. 

Region Hovedstaden har bedt Movia regne på en række forslag til besparelser i den kollektive trafik, som eventuelt vil kunne indgå i den kommende trafikbestilling. Det har resulteret i vedhæftede sparekatalog.

Tiltagene i sparekataloget er inddelt i tre scenarier med en samlet økonomisk effekt på hhv. 10, 15 og 20 mio. kr. Tiltagene er udvalgt ud fra følgende kriterier:

  • Fastholdelse af det strategiske net
  • Minimere passagertab
  • Fokus på linjer, hvor der findes alternativer

For Ishøj Kommune drejer det sig om linje 120, der ophører som regional finansieret rute. Linjen bliver berørt i alle tre forslag.

Ud over sparekataloget vedlægges datagrundlag for linje 120.  

Linje 120 kører i dag mellem Høje-Taastrup St. og Karlslunde St. via Køgevej i Ishøj Kommune med tre stop i hver retning. Såfremt linje 120 nedlægges, kan to ud af tre stoppesteder dækkes af andre linjer, linje 127 og 400S, og det tredje stop kan erstattes af flekstur.

Trafikudvalget har inviteret tekniske udvalg fra kommuner i regionen til dialogmøde den 22. april 2020 om de kommende års trafikale udfordringer og prioriteringer.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget drøfter Movias sparekatalog forud for Trafikudvalgets møde den 22. april 2020.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Lov om trafikselskaber, LBK nr 323 af 20/03/2015.

Bilag

Sagsfremstilling

Liste over administrativt meddelte afgørelser. 

 

Beslutning

Til efterretning.

Bilag