Referat
Teknik- og Bygningsudvalget tirsdag den 18. april 2023 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

Det er på byrådsmødet i marts 2022 besluttet at igangsætte anlæg af letbaneforplads ved letbanestoppet Ishøj Strand Arken i årene 2023-2024. Letbaneforpladsen skal etableres for, at det nye letbanestop bliver et genkendeligt, identitetsskabende sted for Ishøj, hvor et trafikalt knudepunkt løftes til en genkendelig plads, der byder velkommen til Ishøj. Letbanen kører forventeligt i løbet af 2025. Anlæg af pladsen og kunstværk forventes færdigt primo 2025, se vedhæftede tidsplan, bilag 1.

Letbaneforpladsens udformning er udarbejdet med omdrejningspunkt i en kunstdonation fra Ny Carlsbergfondet, hvor kunstnergruppen YEARS har udarbejdet et stedsspecifikt kunstværk med udgangspunkt i Ishøjs historie og stedets placering mellem land og by. Kunstprojektet består af 9 granitskulpturer med hver deres historie, skulpturerne er placeret i en afbrudt cirkelform, se bilag 2 for yderligere beskrivelse af kunstværket.

For at skabe en plads med fokus på tilgængelighed, tryghed og nem adgang til letbanen er der fokuseret på at sætte en ramme om pladsen i form af træer, der afgrænser mod nord og bevaring af den eksisterende trærække mod nord/øst. Pladsens belysning og indretning har udgangspunkt i at pladsen skal være for alle og skal være tryg på alle døgnets timer. Derudover er pladsen indrettet med cykelparkering, cykeloverdækning og afsætningsmulighed for biler. Regnvand håndteres på grunden i henhold til spildevandsplanen.

I projektet er det blevet belyst, at der er behov for en udvidelse af Vejledalen for at skabe en sikker overgang, samt etablering af fortov. Som det fremgår af bilag 3, er dette ikke en del af projektet for letbaneforpladsen, men kan eventuelt udbydes som option.

Administrationen har udarbejdet vedhæftede procesplan, som overordnet beskriver processen frem mod åbning. Derudover er projektforslag (bilag 3) og kunstpræsentation vedlagt (bilag 2). Opgaven færdigprojekteres i løbet af 2023 og udbydes ved indbudt licitation primo 2024 til 4 entreprenører, herunder min. 1 lokal. Anlægsarbejdet igangsættes i foråret 2024 og ventes færdigt primo 2025, hvor letbanen starter testkørsel. Der er arrangeret møde med tilgængelighedspanelet i maj 2023, og der udarbejdes sideløbende lokalplan for projektområdet, hvor der indgår høringsproces - herunder et samlet orienteringsmøde om forslag til lokalplanen og pladsens udformning 8. juni 2023 kl. 17-19. Lokalplanen forventes forelagt for Teknik- og Bygningsudvalget i maj 2023.

Sagen om letbaneforpladsen er tidligere blevet behandlet i Teknik- og Bygningsudvalget samt Økonomi- og Planudvalget februar 2022, hvor projektet blev igangsat og en bevilling godkendt, samt i Kultur- og Fritidsudvalget januar 2023, hvor processen omkring kunstdonationen blev godkendt.

Økonomi

Beslutningen ændrer ikke ved den vedtagne økonomi.

Der er afsat 0,75 mio. kr. til udarbejdelse af hovedprojekt for letbaneforplads i Økonomi- og Planudvalgets pulje for 2022. Der er i budgettet for 2023 afsat 3. mio. kr. til anlægsomkostninger, og 300.000 til landskabsarkitektrådgiver, byggeledelse og tilsyn. Der er i budgettet for 2024 afsat 1. mio. kr. til anlægsomkostninger. Der er i budgettet for 2025 og fremover afsat 125.000 kr. årligt til afledte driftsomkostninger af stationsforpladsen.

Indstilling

at procesplanen for letbaneforplads "Ishøj Strand ARKEN" godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget

Beslutningstema

I forbindelse med letbanens nye stop på Ishøj Strandvej skal Ishøj Kommune etablere en letbaneforplads. Udvalget skal tage stilling til godkendelse af procesplanen for etablering af forpladsen.

Bilag

Sagsfremstilling

Ådalens Privatskole søger dispensation i forbindelse med opførelse af nye undervisningslokaler til mellemtrinnet, 2.- 5. klasse, som har i dag til huse i to bygninger. Bygningerne er nedslidte og ønskes nedrevet. I stedet ønskes nye undervisningslokaler i samme arkitektoniske udtryk som den nyere bygning fra 2020 til udskolingen med ny hal og undervisningslokaler.

Projektet omfatter to bygninger med otte undervisningslokaler og fællesarealer med samme placering, som de to eksisterende bygninger, der ønskes nedrevet. Bygningerne opføres i to etager og forbindes på første sal med en gangbro.

De to nye bygninger er planlagt opført i to etaper således, at bygningen længst mod nordvest opføres først og efterfølges af bygningen syd for. Se bilag 2 og 3.

Området er omfattet af lokalplan 1.45 Ådalens Privatskole og der søges om følgende dispensationer:

Af lokalplanens § 7.1 fremgår, at bebyggelsesprocenten ikke må overstige 30. Med de 2 nye bygninger hæves bebyggelsesprocenten på ejendommen fra 30 til 34%, da der bygges opad. Det vurderes, at bebyggelsesprocenten kan hæves, for at imødekomme ønsket om gode undervisningsmiljøer. Til grund for dispensationen lægges særligt at bygningerne fortsat overholder lokalplanens krav om max 8,5 meters højde, at der samlet set reduceres i arealet på grund niveau (bygningernes fodaftryk), som bliver mindre end tidligere og at friarealerne dermed øges. Området med den nye bebyggelse vil ikke opleves tættere end før som følge af dispensationen.

Af lokalplanens § 7.2 fremgår, at byggeriet skal ligge indenfor lokalplanens byggefelt. Mindre dele af byggeriet ligger udenfor lokalplanens byggefelt og opføres på areal, der er udlagt til friareal. Det vurderes, at en del af det nye byggeri godt kan placeres udenfor byggefeltet, fordi friarealerne samlet set bliver 50 m2 større, når de to eksisterende bygninger er nedrevet.

Af lokalplanens § 7.3 fremgår, at bygninger ikke må opføres i mere end én etage med udnyttet tagetage og at bygningshøjden ikke må overstige 8,5 m. De nye bygninger planlægges opført i to etager men med en samlet højde, der fortsat overholder lokalplanens krav om max 8,5 meter. Det anbefales på den baggrund, at udvalget dispenserer til 2 etager.

Af lokalplanens § 7.4 fremgår, at taghældningen skal være mellem 12 og 18 grader. Med henvisning til det arkitektoniske udtryk er der ansøgt om at det kommende byggeri opført med en taghældning på 30 grader. De eksisterende to bygninger, som nedrives, har i dag en taghældning på ca. 30 grader, men er opført før den nuværende lokalplan blev vedtaget. Den nye bygning opført i 2020 overholder lokalplanens krav om en taghældning mellem 12 og 18 grader. Det anbefales på den baggrund at der ikke dispenseres til en taghældning på 30 grader for den nye bygning, idet den gældende lokalplan fastlægger en taghældning på 12-18 grader, og der ikke i dispensationsansøgningen er angivet nogen funktionel begrundelse for at øge taghældningen yderligere.

Af lokalplanens § 8.1 fremgår, at facader skal beklædes med træ. Der ønskes en blanding af både træbeklædning (overholder lokalplan) og pladebeklædning (kræver dispensation) på bygningerne. Det vurderes, at pladebeklædningen kan godkendes, da facaderne opføres i samme stil, standard og farver, som bygningen opført i 2020, som der tidligere er meddelt dispensation til ift. pladebeklædning.

Af lokalplanens § 8.1 fremgår, at facader skal fremstå i farverne umbra eller okker. Facaden på de nye bygninger bliver med natur/olieret træbeklædning (overholder lokalplan), og derudover sort pladebeklædning (kræver dispensation). Der er i 2019 på samme ejendom meddelt dispensation til delvis sort facade beklædning på bygningen opført i 2020 samt i 2018 meddelt dispensation til sort farve på eksisterende bygningers træfacader. Det vurderes, at den sorte farve kan godkendes, da det opføres i samme stil, standard og farver som bygningen opført på ejendommen i 2020. Bygningerne vil desuden med kombinationen af natur/olieret træbeklædning og sort pladebeklædning fremstå harmonisk og karakteristisk, da den sorte farve vil matche de eksisterende bygninger på grunden og nabogrunden Ishøj Vandrehjems bygninger.

Sagen er sendt til nabohøring hos Danhostel, som ønsker, at der tages hensyn til deres gæster i forbindelse med byggestøj. Danhostel er blevet orienteret om, at Miljøstyrelsens forskrifter for støj fra bygge- og anlægsarbejder vil blive overholdt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at der meddeles dispensation til bebyggelsesprocent, byggefelt, to etager samt delvis sort pladebeklædning

at der meddeles afslag på en taghældning på 30 grader.

Beslutning

Tiltrådt med den bemærkning, at der også gives dispensation til taghældning på 30 grader, som ansøgt, jævnfør indstillingens punkt nr. 2.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget

Beslutningstema

Der ansøges om opførelse af to bygninger til Ådalens Privatskole. Det ansøgte kræver dispensation fra lokalplanens krav om bebyggelsesprocent, byggefelt, antal etager, taghældning og facadebeklædning og farve. Der skal tages stilling til hvorvidt der skal meddeles dispensation til det ansøgte.

Bilag

Sagsfremstilling

Havnens administration har gennem lang tid efterlyst yderligere areal til brug for indretning af projektplads, hvor bådejere i havnen – for en kortere periode (op til 30 dage) – kan leje brugsret til en plads på land, hvor ens båd kan blive behandlet i bunden, ved installationer under vand (skrue m.v.) eller anden vedligeholdelse under normalt vandspejl.

Henvendelsen drejer sig om et areal foran Søspejdernes klubhus med adressen Hummeren 7.

Søspejderne, kommunen og havnen har gennemgået forskellige muligheder, der kan imødekomme Søspejdernes behov for udeareal på land og havnens behov for areal til projektplads. Parterne er i enighed nået frem til en ændring af forholdene tæt ved Søspejdernes klubhus, der kan tilgodese alle. Det tilføjes, at kommunens miljømyndighed samt beredskabet er konsulteret, og der er stillet krav til måden, hvorpå der skal ageres på pladsen med respekt af miljøkrav og hensyn til øvrige brugere i nærområdet.

Søspejderne ejer deres klubhus og varetager selv en løbende vedligeholdelse.

Opbevaringspladsen, beliggende umiddelbart ved Søspejdernes klubhus, ændres på en måde, så selve pladsen omdannes til en projektplads. Samtidig omdannes en del af den asfalterede kørevej til et jordbelagt opholdsareal specifikt for søspejderne, der også tilstræbes at blive begrønnet. Det er samtidig aftalt at ved større arrangementer med behov for aktiviteter på land, vil havneadministrationen anvise et egnet areal.

Det er aftalt, at denne løsning tages op til gensidig evaluering efter et forløb på 3 år, og der udarbejdes en aftale med nøjere beskrivelse af de nu lidt ændrede forhold, der skal tiltrædes af alle parter.

Jævnfør oversigtskort som bilag.


Lovgrundlag

Ingen

Økonomi

Havnen afholder udgifter ved etablering af den nye projektplads (inklusiv miljøkrav), mens kommunen forestår fjernelse af asfalt, nødvendig efterfølgende nivellering samt såning af græs. Den nødvendige økonomi holdes indenfor det eksisterende budget.

Indstilling

at orienteringen om de ovennævnte løsninger tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Økonomi- og Planudvalget

Beslutningstema

Orientering om ændring af de udendørs faciliteter for DDS Torshøj Søspejdere i Ishøj Havn.

Bilag

Sagsfremstilling

På baggrund af punkt 57 på byrådsmøde den 7. marts, hvor det foreslås, at der etableres et busstoppested, forelægger administrationen her to muligheder for, hvordan dette forslag kan realiseres.

I samarbejde med Movia har Ishøj Kommune undersøgt mulighederne for etablering af dette stoppested.

Linje 127 kører i dag af Vejlebrovej, hvor et stoppested ved Brohuset kan etableres, se bilag 1. Administrationen anbefaler, at stoppestedet placeres på Vejlebrovej nord for fodgængerovergangen, som ligger ca. 75 meter nord for krydset ved Ishøj Stationsvej, og det etableres under hensyntagen til ind- og udkørsler. Som minimum skal der opsættes stoppestedsstander og anlægges fortov langs vejsiden. Yderligere skal der også opsættes bænk og læskur som ved stoppestedet på Gildbrovej.


Busstoppestedet ved Brohuset kan enten etableres som ekstra stoppested på linje 127. Dette vil betyde, at samme strækning, som linje 127 i dag kører, vil tage et par minutter ekstra at tilbagelægge, hvis der er passagerer, der skal af og på på det ekstra stoppested.


Den anden mulighed er, at et af de nuværende stoppesteder rykkes, så det placeres Vejlebrovej nord for fodgængerovergangen. Hvis denne løsning vælges, foreslår administrationen, at det busstoppested, der flyttes, er stoppestedet, der hedder Vejlebroskolen (Gildbrovej), se bilag 2.


De økonomiske omkostninger vurderes at være ens ved de to muligheder.


Lovgrundlag

Ingen

Økonomi

Ishøj Kommune har fået en overslagspris fra en ekstern leverandør vedrørende etablering af et nyt stoppested. Udgifterne til dette vil være ca. 150.000 kr. ekskl. moms

Movia opkræver ikke et gebyr i forbindelse med busdriften. Anlægsarbejdet finansieres over kassebeholdningen, og er en anlægsudgift, der påvirker anlægsrammen i 2023.


Indstilling


at der frigives kr. 150.000 i anlægsmidler, som finansieres over kassebeholdningen.

at nuværende stoppesteder fastholdes, og der etableres et ekstrastoppested på linje 127 på den foreslåede placering.


Beslutning

Tiltrådt med den bemærkning, at der efter færdiggørelse af Brohuset-projektet skal tages stilling til, om der kan etableres et busstoppested inde på parkeringspladsen foran Brohuset.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Der er undersøgt muligheder i forhold til at etablere et busstoppested ved brohuset på linje 127 ved Brohuset. Udvalget skal tage stilling til, om man ønsker at etablere et ekstra stoppested, eller om man skal rykke et eksisterende, så det ligger ved Brohuset.

Bilag

Sagsfremstilling

Med 43 år gamle anlæg, nye helårsåbne caféer og legepladser, stigende priser på håndværksydelser og materialer, øget brug af Strandparken og generelt højere krav fra brugere og ejerkommuner kan Strandparken ikke løfte opgaverne indenfor det givne budget, hvilket de senere års regnskab har afspejlet. Derudover har Strandparken I/S i de senere år oplevet et stigende behov for større renoveringer og udskiftninger på de centrale klimasikringsanlæg, øget drift og vedligehold af infrastruktur og bygningsmasse samt målrettet naturpleje.

Skiftende bestyrelser har løbende været orienterede om situationen i Strandparkens økonomi og forsøgt at tilvejebringe yderligere bidrag fra ejerkommunerne. På bestyrelsesmødet den 7. december 2022 blev det besluttet, at sekretariatet skulle indhente ekstern faglig bistand til en vurdering af tilstanden af de tekniske anlæg, hvor de fleste stammer fra Strandparkens åbning i 1980. Formålet var at få etableret et solidt beslutningsgrundlag for de kommende års investeringer i og vedligeholdelse af de essentielle klimasikringsanlæg, veje og broer og andre kritiske bygværker til brug for budget 2024 og frem. Derudover har sekretariatet gennemgået behovet for vedligeholdelse af bygningsmasse (mere end 30 støttehuse) og inventar samt behovet for arealforvaltning og bekæmpelse af invasive arter som fx havtorn, tagrør og rynket rose.

På baggrund af Rambølls gennemgang, og det forventede behov for investering i arealforvaltning og bygningsmasse samt ekstra udgifter til drift, grundet stigende inflation, er det bestyrelsens vurdering, at det vil kræve en øgning af kommunernes bidrag på 25% for at opretholde anlæggenes funktion og sikre, at budgettet er i balance. Hvis der ikke tilvejebringes en indtægtsstigning på de foreslåede 25 %, er det bestyrelsens vurdering, at det vil have mærkbare konsekvenser for drift -og serviceniveauet i Strandparken, og der kan derudover opstå nedbrud af de essentielle klimaanlæg, hvis de ikke rettidigt vedligeholdes.

Strandparkens bestyrelse valgte på det ekstraordinære bestyrelsesmøde den 14. marts 2023 at indstille en øgning af kommunernes bidrag på 25%. jf. bilag 1. Budget 2024 vedlægges jf. bilag 4. Der vedlægges endvidere oversigt over interessenternes indbetalinger.


Lovgrundlag

Ingen

Økonomi

Såfremt der findes finansiering hertil vil Ishøjs kommunes andel af Strandparkens ordinære budget hæves med 592.000 kr. årligt. Det samlede driftsbidrag vil dermed gå fra kr. 2.419.000 i 2023 til kr. 3.011.000 i 2024


Indstilling

at forøgelsen af den årlige driftsbevilling svarende til kr. 592.000 kr. indarbejdes som en teknisk korrektion i budgettet for 2024 og fremover.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet

Beslutningstema

Der skal tages stilling til en langsigtet investerings- og vedligeholdelsesplan for Strandparkens bygværker og generelle drift, herunder model for indfasning af udgiften i budget 2024. Strandparkens bestyrelse ønsker at øge budgettet for 2024 med 25% og derefter som normalt med den årlige prisindeksregulering i ejerkommunerne. For Ishøj indebærer dette en forøgelse af driftsbudgettet på kr. 592.000 årligt fra et bidragsniveau i 2023 der ligger på kr. 2.419.000 til et bidrag i 2024 på kr. 3.011.000.

Bilag

Sagsfremstilling

Sagen om energibesparelser på vandkulturbåden blev behandlet på Teknik- og Bygningsudvalgsmødet i februar 2023. Repræsentanter fra Strandbadeforeningen Isbjørnen har fremlagt forslag om energibesparelserne i spørgetimen på Byrådsmødet og haft fremmøde på Teknik- og Bygningsudvalget i marts måned.

På Teknik- og Bygningsudvalgets møde i februar blev det besluttet at lukke for varme, varmt vand og sauna på vandkulturbåden i perioden 1. april til 30. september. Brugerne har fremført et ønske om at undlade at lukke for varme og varmt vand, da det vil være til stor gene for alle brugere.

Nærværende dagsordenspunkt supplerer de første beregninger med mere detaljerede beregninger af, hvordan energibesparelserne på 40.000 kr. /årligt på Vandkulturbåden fordeler sig mellem varme, varmt vand og sauna. Fordelingen er baseret på teoretiske beregninger og er dermed behæftet med en vis usikkerhed.

Samlet besparelse


40.000 kr.

Besparelse på varme

10 %

4.000 kr.

Besparelse på varmt vand

10 %

4.000 kr.

Besparelse på sauna

80 %

32.000 kr.


Den vedtagne besparelse ligger hovedsageligt på energiforbruget til saunaen. Da brugerne udtrykker et stærkt ønske om at holde flere tilbud åbne, er det en mulighed kun at lukke saunaen 1. april til 30. september, og fastholde varmt vand og varme i Vandkulturbåden.

Repræsentanter fra Vandkulturbåden havde fremmøde for Teknik- og Bygningsudvalget på mødet i marts og fremlagde løsninger til finansiering af merudgifter til energi (se bilag 1).

Finansieringsløsningen indeholder 1) en forøgelse af prisen på borgerkortet, 2) en donation fra Vandkulturbåden medlemmer samt 3) en nedsættelse af åbningstiden. Samlet viser foreningens regnestykke, at merudgifterne på ca. 40.000 kr. kan finansieres af disse foreslåede ændringer.

Forøgelse af prisen på borgerkortet med 100 kr.
Vandkulturbådens repræsentanter skønner, at prisstigningen vil kunne give en ekstra indtægt for Ishøj Kommune på 20.000 kr, ud over den indtægt, som man allerede har på kortene. En prisstigning betyder, at alle kortholdere skal betale for en merudgift for energiforbruget for medlemmerne af Vandkulturbåden. Prisstigningen ville ramme andre end Isbjørnens medlemmer.

Donation fra Vandkulturbåden
Vedrørende en donation (løbende, så længe der er en energikrise) på 22.000 kr. fra Vandkulturbåden har Administrationen undersøgt de juridiske forhold for en donation. Kommunen må generelt gerne modtage donationer, men der kan være udfordringer i forhold til., at der ikke må gives modydelser for en donation, da kommunen ikke må stille en gruppe borgere anderledes/bedre. Derfor vurderes denne finansieringsmulighed ikke at være mulig.

Nedsættelse af saunaens åbningstid
Dette forslag er mindre omfattende end lukning. Besparelsens størrelse, beregnet af Isbjørnen, på 18.000 kr. er et realistisk bud.

Samlet vurderes det dermed ikke, at finansieringsløsningen er tilsvarende eller overstiger de faktiske udgifter.

Lovgrundlag

Intet

Økonomi

Der er beregnet en samlet merudgift på 40.000 kr. 

Der opnås en driftsbesparelse på 32.000 kr. ved at lukke for saunaen i Vandkulturbåden i perioden 1. april til 30. september.

Forslag fra Vandkulturbåden til finansiering på 60.000 kr. Heraf er 22.000 kr. ikke lovmedholdeligt, 20.000 kr. til prisstigning på borgerkortet kan ikke anbefales af administrationen, og 18.000 kr. kan findes på reduceret åbningstid af saunaen.

Indstilling

at saunaen på Vandkulturbåden lukkes i perioden 1. april til 30. september. Der stilles fortsat varme og varmt brugsvand til rådighed

Beslutning

Tiltrådt med den bemærkning, at sagen tages op igen primo 2024.


Seyit Ahmet Ozkan (L) kunne ikke tilslutte sig indstillingen og havde følgende afvigende bemærkning:

"Ishøjlisten ønsker, at Havfruens sauna kun lukkes i juni, juli og august. Med reducerede åbningstider, og nu med lavere energipriser, samt sauna nedlukning i april, maj og juni månederne vil vores skøn være, at der opnås en besparelse på 40000 kr. Det er kun rimeligt, at der tages særlig hensyn, da Isbjørnens medlemmers badning foregår udendørs i meget koldt vejr, som stadig eksisterer i april, maj og juni."

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget.

Beslutningstema

Teknik- og Bygningsudvalget besluttede i februar at lukke for sauna og varmt vand i vandkulturbåden. Efterfølgende har repræsentanter fra strandbadeforeningen Isbjørnen dels fremsat et ønske om at fastholde varmt vand i båden og dels fremsat alternative finansieringsforslag.

Udvalget skal beslutte, om kun saunaen lukkes i perioden, og om alternative finansieringsløsninger skal afsøges.

Bilag

Sagsfremstilling

Alle udvalg har mulighed for at komme på én studietur pr. byrådsperiode. For at administrationen kan forelægge nogle konkrete valgmuligheder om destinationer for udvalget at vælge i mellem, bedes udvalget drøfte, hvilke emner en studietur kunne tilrettelægges efter.


Administrationen har følgende forslag til emner, som kunne være omdrejningspunkt for en studietur:


Energiproduktion;

  • Solcelleprojekter (både udformning/lokalisering samt organisering og finansiering)
  • Projekt Zero – offentlig/privat samarbejde om produktion af energi og samdrift
  • Symbiosen i Kalundborg – stort privat samarbejde med at dele sine energiressourcer
  • Information og besigtigelse af et PTX-anlæg
  • CO2-fangtsanlæg

Energirenovering;

  • Energiklassificering af bygninger. Fx besigtige og information om DGNB-certificering med Platin-klasse
  • Implementering af solceller på kommunale bygninger (besigtigelse, organisering og finansiering)

Klimasikring;

  • Kystsikringsprojekter
  • Klimasikringsprojekter med skybrud

Byudvikling;

  • Levende byrum med kombination af trafik og ude-/opholdsarealer
  • Indretning af ny parkeringsløsninger
  • Indretning af trafikknudepunkter og forpladser
  • Bæredygtige bydele
  • Nye aktiviteter og anlæg i kystzonen


Natur;

  • Naturprojekter for bedre biodiversitet
  • Fremme af naturprojekter i bymæssig bebyggelse (organisering og besigtigelse)

Kollektiv transport;

  • Besigtige og prøve BRT-buslinje
  • Besigtige og prøve en letbane

Trafik – vej;

  • Grøn mobilitet samt mikromobilitet (elcykler/el-løbehjul)
  • Støjbekæmpelsesprojekter af motorveje og trafikanlæg
  • Omlægning af vejarealer til mindre befærdede trafikveje
  • Smart City – digital trafikafvikling


Affald;


  • Affaldsordning - etageboliger



De foreslåede emner er relevante for både Teknik- og Bygningsudvalget og for Klima- og Miljøudvalget. Det er derfor en mulighed, at de to udvalg tager på en fælles studietur.

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser. Økonomi forbundet med specifikke destinationer vil blive forelagt, når udvalget træffer beslutning om disse.

Indstilling

at udvalget drøfter, hvilke emner, man ønsker at beskæftige sig med på en studietur.

at udvalget beslutter, om man ønsker at tage på en fælles studietur.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget.

Beslutningstema

Udvalget bedes tage stilling til, hvilke nogle emner, man ønsker studieturen for indeværende byrådsperiode tager udgangspunkt i, samt om studieturen skal være en fælles tur sammen med Klima- og Miljøudvalget.

Sagsfremstilling

Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at vurdere den økonomiske situation for 2024, da størrelsen af service- og anlægsrammen først forventes kendt ultimo juni 2023. Det er dog administrationens vurdering, at det er nødvendigt, at der udarbejdes et rådighedskatalog med forslag til reduktion af servicerammeudgifter. På den baggrund har Økonomi- og Planudvalget besluttet, at der skal udarbejdes et rådighedskatalog på 20,5 mio. kr. med følgende fordeling på udvalgsniveau:

Udvalg

Andel af rådighedskatalog

Social- og Sundhedsudvalget

6 mio. kr.

Børne- og Undervisningsudvalget

6 mio. kr.

Teknik- og Bygningsudvalget

2 mio. kr.

Klima- og Miljøudvalget

0 mio. kr.

Kultur- og Fritidsudvalget

3 mio. kr.

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget

0,5 mio. kr.

Økonomi- og Planudvalget

3 mio. kr.

Samlet

20,5 mio. kr.


I den politiske tidsplan er det aftalt, at fagudvalgene drøfter budgettet inden for fagudvalgets område på møderne i marts - maj med henblik på at afsøge områder, hvor økonomien kan tilpasses, og i hvilken retning reduktionsforslagene kan formuleres. På udvalgsmøderne i marts er der taget en indledende drøftelse af, i hvilken retning administrationen skal arbejde i forbindelse med forberedelsen af rådighedskataloget. På udvalgsmøderne i april konkretiseres retningen og dermed, hvilke områder fagudvalget ønsker, at administrationen udarbejder konkrete besparelsesforslag på. Dette med henblik på, at der kan træffes en endelig beslutning på udvalgsmøderne i maj, om hvilke besparelsesforslag fagudvalget ønsker at sende videre til de politiske forhandlinger. Om nødvendigt kan udvalgsmøderne i juni inddrages til arbejdet med rådighedsforslagene.


Proces- og tidsplan for det fremadrettede arbejde med rådighedskataloget for budget 2024:

  • 23. juni: Deadline for indmeldelse af rådighedsforslag (overskrifter og beløb, så der kan dannes et samlet overblik)
  • 26. juni: Temamøde for Byråd og HovedMED vedr. økonomiaftalen for 2024
  • 28. juni: Udfyldte skemaer med rådighedsforslag skal være indsendt til økonomiafdelingen senest den 28. juni.
  • 28. juni - 4. aug.: Hen over sommeren kvalitetssikrer administrationen forslag og beregninger. De endelige skemaer til rådighedskataloget skal være færdige den 4. august.
  • Uge 32: Direktionen gennemgår det samlede rådighedskatalog.
  • 16. aug. - 5. sep.: Budgetmaterialet sendes i høring til den 5. september i råd, brugerbestyrelser og MED-udvalg.


Indkomne høringssvar udsendes til Byrådet, når de er samlet i slutningen af uge 36.

Økonomi

Materialet vedr. budget 2024-2027 fremlægges i forbindelse med høringen i sidste halvdel af august 2023.

Indstilling

at udvalget beslutter, i hvilken retning administrationen skal arbejde i forbindelse med rådighedskataloget, herunder hvad fagudvalget gerne vil have præsenteret på udvalgsmøderne i maj.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget.

Beslutningstema

Økonomi- og Planudvalget har på mødet den 27. februar 2023 besluttet, at der i forbindelse med budget 2024 udarbejdes et rådighedskatalog på 20,5 mio. kr. for at have prioriteringsmuligheder i 2024. Arbejdet blev igangsat på udvalgsmøderne i marts og fortsætter på udvalgsmøderne i april og maj. På udvalgsmøderne i marts - maj drøfter udvalgene budget 2024 med henblik på, at administrationen kan udarbejde rådighedskatalog, der skal indgå i de politiske forhandlinger efter sommerferien.

Sagsfremstilling

Årshjul for Teknik- og Bygningsudvalget, se bilag 1.


Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.


Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Teknik- og Bygningsudvalget.