Referat
Teknik- og Bygningsudvalget onsdag den 17. juni 2015 kl. 18.30

Mødelokale 2D / Svedala, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Resume

Ansøger søger om en dispensation for at få lovliggjort en kontorpavillon, der er placeret 37 meter fra motorvejens matrikulære vejskel. Placeringen er i strid med kravet om en afstand på 40 meter i Byplanvedtægten.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har modtaget en ansøgning om lovliggørelse af en kontorpavillon. Kontorpavillonen er placeret 37 meter fra det matrikulære vejskel til motorvejen og overskrider afstanden med 3 meter.

Området er omfattet af Byplanvedtægt 3.

Af § 12 stk. 6 fremgår, at der ikke må ikke opføres nogen form for bebyggelse eller indrettes oplag eller lignende indenfor 40 meter fra motorvejens matrikulære vejskel. Det skal være tilladt at anlægge parkeringsarealer, opholdsarealer med videre.

Sagen har været i høring hos Vejdirektoratet, som ikke har bemærkninger til opstillingen og henholder sig en tinglyst servitut fra 1977, som reducerer byggelinjen til 15 meter. Den reducerede byggelinje på 15 meter er tinglyst i en servitut i 1977, hvor afstanden på 40 meter er iht. Byplanvedtægten fra 1967.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der dispenseres til at placere en kontorpavillon indenfor en kortere afstand end 40 meter fra motorvejendes matrikulære vejskel.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Bilag

Resume

Ejeren af Friggasvej 1A søger om at opføre en dobbeltcarport. Carporten ønskes placeret i byggelinjen.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har modtaget en ansøgning om opførelse af en dobbeltcarport.  Carporten overskrider byggelinjen med 1,9 meter (Bilag – Placering).

Området er omfattet af Byplanvedtægt 18 – Vestervang
Af § 6 fremgår en byggelinje på 5 meter fra vejskel.

Byggelinjen på 5 meter skal forhindre, at der placeres bebyggelse ud til vejen for at fastholde en åbenhed i området. Selvom der i området ikke tidligere er givet tilladelse til overskridelse af byggelinjen, gør ejendommens placering og udformning, at der i dette tilfælde kan være en særlig anledning til det.

Ejendommen er placeret på hjørnet af Friggasvej og Ishøj Bygade. Det er en hjørnegrund med to byggelinjer på hver 5 meter (Bilag – Byggelinje). Det medfører, at ejer kun har en side at placere carporten i, da det vil være uhensigtsmæssigt at placere en carport i den bagerste del af ejendommen. En anden placering af carporten er ikke hensigtsmæssig.

I det oprindelige projekt indsendt af ejer var carporten placeret, så den overskred byggelinjen med 2,4 meter. Ejer har efter dialog med kommunen revideret sit projekt og gjort carporten mindre, så den nu overskrider byggelinjen med 1,9 meter. 

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der gives dispensation til det ansøgte, da grundens udformning og husets placering gør, at en anden placering af carporten vil være uhensigtsmæssig.

Beslutning

Til indstillingen tilføjes:
såfremt der ikke modtages væsentlige indsigelser ved naboorientering.
Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Bilag

Resume

Årstiderne Arkitekter søger på vegne af ejeren at etablere et nyt facadeparti på 6,6 m mod Baldersbækvej. Det ansøgte er i strid med lokalplanens bestemmelser og kræver dispensation.

Sagsfremstilling

I forbindelse med indretning af Auto Service Værksted i eksisterende bygning søger Årstiderne Arkitekter dispensation til at etablere et nyt facadeparti på 6,6 m mod Baldersbækvej på ejendommen Baldersbækvej 13, matr. nr. 13ml.

I forbindelse med indretningen bliver eksisterende værksted og lager lagt sammen og eksisterende kontorbygning på 1,5 etage renoveres.

Facade mod Baldersbækvej får nyt facadeparti med en højde på 6,6 m. og får dermed bygningen til at se ud, som om den er i 2 fulde etager, (bilag vedlagt).

Det ansøgte kræver dispensation fra byplanvedtægt 3 § 8 stk. 2 hvoraf det fremgår, at bebyggelsen må højst opføres i 1 etage med udnyttet tagetage, og at ingen bygning må opføres med større bygningshøjde end 4,5 m regnet fra terræn til skæring mellem ydermur og tagflade.

Den bagvedliggende bygning ændres ikke og overholder Byplanvedtægtens bestemmelse om højde.

Området er planlagt til et bolig- og erhvervsområde, hvilket afspejles i bestemmelsen om højde. Området er nu hovedsageligt et erhvervsområde, og en facade der fremstår som i 2 etager vil ikke bryde med områdets karakter.

Sagen har været i høring hos naboerne, og der er ikke modtaget nogen indsigelser.

Teknik- og Bygningsudvalget har i juli 1991 meddelt dispensation til, at der kan opføres en tilbygning med en facadehøjde på 5,95 m. med 2 fulde etager på ejendommen Broenge 27.

Endvidere har Teknik- og Bygningsudvalget i oktober 2009 meddelt dispensation til opførelse af et kontorbyggeri i 2 etager med en facadehøjde på 5,80 m. på ejendommen Baldersbækvej 44. 

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager,
at der dispenseres til, at facaden mod Baldersbækvej erstattes af et facadeparti på 6,6 m. på baggrund af, at der er meddelt tilsvarende dispensationer i området,
at bygninger vurderes at harmonere med området, og
at facaden i 2 etager er udformet, så den passer ind i omgivelserne.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Bilag

Resume

Bilka ønsker at etablere en vaskehal i Bilkakælderen. Det ansøgte er i strid med lokalplanens bestemmelser og kræver dispensation.

Sagsfremstilling

Bilka har fra 1. april 2015 tilladt Nano Dry Wash ApS at etablere sig i et hjørne i p-kælderen under Bilka, (oversigtsplan vedlagt). Området er i henhold til lokalplanen udlagt til parkering.

I henhold til arbejdstilsynets bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning skal der tages højde for velfærdsforhold, herunder toiletter og spisested, lysforhold og ventilationsforhold, (Bilag vedlagt).

Nano Dry Wash skriver i deres redegørelse at toiletter, spisesteder, omklædning mm. deles med Bilka. For at imødekomme krav om dagslys er der monteret ekstra lamper, (bilag vedlagt).

I arbejdsområdet er der ikke etableret mekanisk ventilation men kun direkte indførsel af frisk luft.

I henhold til Arbejdstilsynets At-vejledning skal arbejde med nanomaterialer planlægges og tilrettelægges sådan, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, (bilag vedlagt). Dokumentation vedr. godkendelse fra Arbejdstilsynet er ikke modtaget.

Sagen er sendt i høring hos Park og Vej, og der er ikke modtaget bemærkninger.

Området er omfattet af lokalplan 1.42 – Ishøj Bycenter

Af § 3.3 fremgår det at; område 3 må kun anvendes til parkering- og færdselsarealer, herunder parkering under terræn mm. Område 3 er vist i bilag C i lokalplanen.

Etablering af en bilvask harmonerer ikke med lokalplanens anvendelsesbestemmelser. Det må derfor forventes, at kommunen ved en evt. klage over en tilladelse, vil blive underkendt.

Ifølge planloven vil den korrekte fremgangsmåde være, at udarbejde en ny lokalplan, hvilket vil være meget ressourcekrævende set i forhold til formålet.

Såfremt udvalget måtte være indstillet på at dispensere til etablering af bilvask, kunne dette gøres betinget af, at der forud er givet en godkendelse fra Arbejdstilsynet af arbejdsforholdene.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at forinden endelig stillingtagen ønsker udvalget dokumentation for, at Arbejdstilsynet kan godkende bilvasken.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Bilag

Resume

Ejeren af Søsvinget 29 søger om at lovliggøre en carport, som er placeret 4,5 meter fra vejskel. Placeringen af carporten er i strid med kravet om en afstand på 5 meter fra vejskel i lokalplanen. 

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har i forbindelse med geokodning modtaget en ansøgning om lovliggørelse af en eksisterende carport.  Carporten er placeret 4,5 meter fra vejskel og overskrider byggelinjen med 0,5 meter, når udhænget er fratrukket.

Området er omfattet af lokalplan 1.32 – Strandområdet
Af § 5.2 fremgår en byggelinje på 5 meter i afstand fra vejskel.

Byggelinjen på 5 meter skal forhindre, at der placeres bebyggelse ud til vejen for at fastholde en åbenhed i området. Der er i lokalplanområdet ikke tidligere givet tilladelse til overskridelse af byggelinjen. En dispensation til en overskridelse vil kunne danne præcedens. 

En dispensation vil dog være indenfor de muligheder udvalget har for at dispensere.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, ikke at give dispensation ud fra et ønske om at opretholde den åbenhed som byggelinien skal sikre.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Bilag

Resume

Ejeren af Friisvej 28 søger om at lovliggøre et udhus tilbygget enfamiliehuset. Udhuset er placeret mod vejskel. Placeringen af udhuset er i strid med kravet om en afstand på 5 meter fra vejskel i lokalplanen. 

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har i forbindelse med geokodning modtaget en ansøgning om lovliggørelse af et eksisterende udhus. Udhuset er placeret op ad vejskel og overskrider byggelinjen med 3 meter på den sydlige side og 4 meter på den nordlige side.

Området er omfattet af lokalplan 1.32 – Strandområdet
Af § 5.2 fremgår en byggelinje på 5 meter i afstand fra vejskel.

Byggelinjen på 5 meter skal forhindre, at der placeres bebyggelse ud til vejen for at fastholde en åbenhed i området. Der er i lokalplanområdet ikke tidligere givet tilladelse til overskridelse af byggelinjen. En dispensation til en overskridelse vil kunne danne præcedens. 

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, ikke at give dispensation, da der er tale om en væsentlig overskridelse af byggelinien og der ønskes fastholdt den åbenhed, som afstandskravet skal sikre.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Bilag

Resume

Der ønskes opført en ny tagetage med saddeltag på eksisterende bebyggelse med fladt tag. Udvidelsen af boligen vil overskride bebyggelsesprocenten og højden i henhold til lokalplan 1.15.

Sagsfremstilling

Ansøgning om dispensation til højere bebyggelsesprocent, samt overskridelse af højden for ejendommen Torslundevej 109 har været forelagt Teknik og Bygningsudvalget den 18. september 2014. På mødet blev det besluttet, at sende sagen til nabohøring, høring hos Kroppedal Museum samt Torslunde Bylaug og derefter tage stilling til ansøgningen igen.

Naboen er partshørt, og der er ikke modtaget nogen bemærkninger. Kroppedal Museum mener, at der bør bygges i stil med det oprindelige hus eventuelt med stråtag, så huset fremstår som et sammenhængende længehus. Torslunde Bylaug mener, at den påtænkte tagetage vil forskønne bebyggelsen, men at stråtaget bør bevares.

Ejeren af ejendommen søger om dispensation til, at kunne etablere en ny tagetage med saddeltag på eksisterende bebyggelse med fladt tag. Ejendommen ligger med facaden ud til Torslundevej og er en sammenbygning af et oprindeligt hus med stråtag og en tilbygning med fladt tag. Som tagmateriale på det nye og det eksisterende tag opsættes der røde vingetegl. 

Det ansøgte er i strid med lokalplan 1.15 §6.12 der bestemmer at: "Bebyggelsesprocenten må ikke overstige 25". Bebyggelsesprocenten på ejendommen vil efter udvidelsen udgør 34,8%.

Der dispenseres generelt til en bebyggelsesprocent i området på op til 30% i overensstemmelse med BR10`s bestemmelser. Da boligen kun udvides med tagetagen ændres det bebyggede areal ikke. Der kan dispenseres til en bebyggelsesprocent på op til 35% indenfor Kommuneplanens rammer, på små grunde under 700 m
2.

Endvidere ønsker ejeren at etablere et hævet opholdsareal på udhusets flade tag, som ligger tættere mod naboskel end 2,5 m.

BR10 kapitel 2.2.3 stk. 1 nr. 2 beskriver at, afstandskravet for hævede opholdsarealer i det fri der er hævet mere end 30 cm. over terræn skal holdes af en afstand af 2,5 m fra naboskel.

Der er i lokalplanen ikke bestemmelser om tagmaterialer.

Der er afholdt møder med bygherre, for at finde den bedst mulige løsning på den nye tagetage. Løsningen medfører, at hovedhuset bibeholder eksisterende spær og forskellen mellem det gamle hus og tilbygningen med det nye tag, vil dermed kunne ses i proportionerne. Huset er ikke udpeget som bevaringsværdigt.

Indstilling

Teknik og Bygningsudvalget vedtager,
at der gives dispensation bebyggelsesprocenten på 35%,
at der gives afslag til at der kan etableres et hævet opholdsareal på den flade del af udhusets tag.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.
Byggeloven § 22.

Bilag

Resume

Teknik- og Bygningsudvalget har bedt administrationen om at redegøre for ejendommene på Baldersbækvej og Broenge, hvor befæstede arealer ud mod vejen, anvendes til parkering og/eller oplag, i strid med Byplanvedtægt 3, § 16, stk. 2 og 5.

Sagsfremstilling

I november 2014 gav Teknik- og Bygningsudvalget afslag på en dispensationsansøgning om at asfaltere/befæste et grønt areal fra fortovskant til bygning på ejendommen Baldersbækvej 19 og 21. Arealet skulle anvendes til oplag samt affaldscontainere.

Som følge af sagen bad udvalget om en redegørelse for de ejendomme på vejen, hvor arealet benyttes i strid med Byplanvedtægtens bestemmelse § 16, stk. 2 og 5.

18 grundejere, som ikke overholder de gældende bestemmelser, er blevet bedt om en redegørelse. Der er modtaget 13 redegørelser (bilag vedlagt).

Af redegørelserne fremgår det bl.a.,

1) at befæstningen er sket før de har overtaget ejendommen,

2) at de ikke vidste, at der ikke måtte være befæstning/asfaltering eller parkering,

3) at der ikke er mulighed for parkering andre steder på deres grund.

Redegørelsen vidner om et stort behov for at en del af grunden ud til vejen befæstes og anvendes til parkering. Udfordringen i et befæstet areal er, at mange af arealerne anvendes til oplag og at regnvandet ikke længere nedsives, men føres til de offentlige kloaker på kommunens areal. I henhold til Spildevandsplanen skal eget vand håndteres på egen grund for at mindske belastningen på det fælles kloaknet.  

Oplag ud til vejen får området til at virke rodet og mindre repræsentativt. Parkering for de ansattes biler og for den daglige drift antages at kunne løses hensigtsmæssigt på hver enkelt grund.

Ishøj Forsyning har ikke bemærkninger til en befæstelse af arealet på betingelse af, at der etableres afvanding render, sådan at vandet holdes på egen grund

Afvanding anlægges langs hele den strækning som befæstes ud til kommunens areal og tilsluttes det eksisterende regnvandssystem inde på grunden.

Alle ansøgninger skal behandles individuelt og en stillingtagen til den enkelte ansøgning skal baseres på en konkret vurdering af forholdene.

Plan-, Bygge- og Miljøcenteret beder derfor om delegation til at behandle sagerne og give dispensation inden for de angive rammer. Hvis der ved nabohøring kommer indsigelse forelægges sagen for udvalget.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der kan dispenseres til, at der kan asfalteres/befæstes og parkeres ud mod vej, såfremt regnvandet holdes på egen grund efter aftale med Ishøj Forsyning. Der gives ikke dispensation til at arealet kan benyttes til oplag.

Plan-, Bygge-, og Miljøcenteret gives delegation til at dispensere indenfor de ovennævnte rammer under forudsætning af, at der ikke kommer indsigelse ved nabohøring.

Udvalget ønsker, at arbejdet med en ny lokalplan igangsættes inden årsskiftet og sker i samarbejde med virksomhedsforeningen.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Bilag

Resume

Den Sociale Udviklingsfond søger om tilladelse til at anvende eksisterende bolig til socialpsykiatrisk bosted. En ændring i anvendelsen kræver en landzonetilladelse.

Sagsfremstilling

Teknik- og Bygningsudvalget besluttede på mødet d. 15. april 2015 at sende sagen i nabohøring i 14 dage, førend det vurderedes om der skulle meddeles landzonetilladelse til den ændrede anvendelse. Endvidere at der skulle indhentes en vurdering fra Borger- og Socialservice.

Sagen har været i nabohøring fra d. 23. april - d. 7. maj 2015, og der er indkommet fire indsigelser.

Indsigelserne omfatter betænkeligheder ved etableringen af bostedet i lokalområdet, som angiveligt vil give grobund for utryghed i området og faldende ejendomspriser. Det vurderes at områdets aktiviteter med trafik, landbrug, jagt m.m. kan påvirke et behandlingsforløb, og at bostedets beboere vil reagere negativt herpå. Der foreligger notat af 1. juni 2015 fra Socialforvaltningen vedr. evt. økonomiske konsekvenser for Ishøj Kommune. Der er ikke økonomiske konsekvenser i forbindelse med drift af bostedet.

Det udvalget skal vurdere i sagen, er hensyn til planloven.

Meddelelse af en tilladelse til bostedet vil ikke stride mod hensynene bag planlovens landzonebestemmelser. Der lægges bl.a. lagt vægt på, at bostedet indrettes inden for eksisterende bygningsmæssige rammer, og at der er tale om et begrænset antal personer i behandling. Det findes ikke sandsynliggjort, at bosteder vil medføre sådanne gener for de omkringboende, at dette i sig selv kan begrunde, at der ikke kan meddeles tilladelse. Indenfor en afstand i flugt på over 200 meter findes der én bolig. Desuden er det ansøgte en samfundsmæssig nødvendighed, og anvendelsen er forenelig med både bestemmelserne i Fingerplan 2013 og planloven.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der på baggrund af de indkomne indsigelser indhentes en kommentar til disse fra den sociale udviklingsfond.

Beslutning

På mødet omdeltes kommentarer fra SUF og på baggrund af disse vedtog udvalget at meddele landzonetilladelse til det ansøgte.
Tiltrådt.

Lovgrundlag

Ejendommen er beliggende i landzone og en ændret anvendelse fra beboelse til opholdssted/bosted forudsætter en landzonetilladelse jf. planlovens § 35 stk. 1.

Bilag

Resume

Ishøj Kommune har haft kontakt til Naturstyrelsen om udvikling af Vestervang, og overførelse af ejendommene til byzone. Dette forudsætter udarbejdelse af en lokalplan.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har tidligere modtaget henvendelser fra ejerne af Ishøj Bygade 25 og 39, om muligheder for at kunne bebygge deres ejendomme med mere end én bolig. Ejendommene er beliggende i rammeområde 4.B.3 – Vestervang (til boliger) i landzone og er kun omfattet af kommuneplanen.

Administrationen har efterfølgende haft kontakt til Naturstyrelsen og aftalt, at der kan lokalplanlægges for hele rammeområdet under iagttagelse af bindingerne om transportkorridor i Fingerplan 2013. Disse bindinger omfatter helt eller delvist 8 ejendomme ud af 36.

Udarbejdelse af en lokalplan vil bl.a. medføre, at der ikke skal meddeles landzonetilladelse fremadrettet ved evt. ønsker om byggeri. Samtidig medfører det, at nogle ejendomme (på baggrund af deres størrelse) tildeles flere end èn udstykningsmulighed. Kommunen går derved ikke på kompromis med afgrænsningen mellem by (landsby) og land, og tilsidesætter derved ikke formålet i landzonebestemmelserne, om at hindre spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land.

Administrationen agter at tage kontakt til samtlige ejere indenfor rammeområdet, og orientere om den nye planlægning. For derved om muligt at få indarbejdet evt. større projekter i denne nye lokalplan. Projekter som i sig selv, og pga omfang ville forudsætte udarbejdelse af en lokalplan.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at der udarbejdes forslag til lokalplan for Vestervang i samarbejde med borgerne i Vestervang, såfremt disse ønsker dette.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 13 om lokalplanpligt.

Bilag

Resume

Der forligger nu en støjkortlægning af trafikstøjen i Ishøj Kommune, som udvalget igangsatte i foråret 2014.

Sagsfremstilling

For at få et overblik over støjbelastningen fra vejtrafikken i Ishøj Kommune er der gennemført en støjkortlægning. Kortlægningen omfatter hele kommunen og viser, hvor og hvor mange boliger, der er belastet med trafikstøj. Støjkortlægningen er sammenholdt med BBR-oplysninger på adresseniveau, så støjniveauet kan ses ved alle boliger.

Kortlægningen udgør et grundlag, der kan anvendes til at prioritere indsatsen på støjområdet så ressourcerne anvendes, hvor det giver størst effekt for investeringen og gavner flest borgere.
En dækkende støjkortlægning er et vigtigt grundlag, der kan sikre at trafikstøjen indgår i overvejelserne i kommunens øvrige projekter på vej- og trafikområdet.

Støjkortlægningen viser, at 1.977 boliger svarende til knap 20% af alle boliger i kommunen er påvirket af vejtrafikstøj over den vejledende grænseværdi. I baggrundsmaterialet er det muligt at finde yderligere oplysninger om støjniveuatet på ejendomsniveau.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at støjkortlægningen tages til efterretning.

 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Vallensbæk Moses Pumpelag, der forestår afvanding af Vallensbæk og Tranegilde moser skal på generalforsamlingen den 16. juni 2015 behandle et forslag om principbeslutning om opløsning af pumpelaget, betinget af vandløbsmyndighedens godkendelse, samt en overdragelse af pumpelagets aktiviteter til "Kloaksammenslutningen Vallensbæk Mose".

Opløsningen vil blive endelig vedtaget på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.

Sagsfremstilling

Formålet med overtagelsen er at optimere Kloaksammenslutningens anvendelse af moserne som nødbassin i tilfælde af usædvanligt nedbør, og sikre styringen af afledning af vand fra moserne til St. Vejle å.

Park og Vejcenter er bemyndiget til at behandle almindelige sager efter vandløbslovens kap. 9 om offentlige pumpelag. Klima- og Miljøudvalget er bemyndiget til at behandle sager om oprettelse og nedlæggelse af pumpelag samt ændring af vedtægter for pumpelag.

 

Der er vedlagt aftaleudkast med tilhørende bilag for overtagelsen.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at det godkendes
at
kommunens repræsentant i pumpelaget bemyndiges til at stemme for opløsningen af pumpelaget på Pumpelaugets generalforsamling.
at administrationen på kommunens hjemmeside offentliggør en meddelelse om opløsningen af Vallensbæk Moses Pumpelag og overdragelsen af pumpelagets forpligtelser
at administrationen efter indsigelsesfristen på 4 uger træffer afgørelse i sagen uden fornyet politisk behandling 
at deklarationen rettes til således, at der for den del af Mosen, der ligger i Ishøj, accepteres et permanent vandspejl op til kote -0.25 m, da dette udgør en vigtig naturlokalitet foruden at bidrage til de rekreative interesser i Mosen
at det sikres, at de broer, der idag er i Mosen, fortsat sikres under situationer med oprensningsarbejder og vedligeholdelse af kanalerne.

Beslutning

Til indstillingen tilføjes:
at Ishøj Kommune som vandløbsmyndighed godkender nedlæggelsen af Vallensbæk Moses Pumpelag og overdragelse af pumpelagets forpligtelser til kloaksammenslutningen.
Tiltrådt.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.

Lovgrundlag

Vandløbslovens § 44 samt kapitel 5 og 7 i Bekendtgørelse om vandløbsregulering og -restaurering m.v.

Bilag

Resume

Energihandleplanen for 2015 indeholder forslag til analyser af udvalgte bygninger , med henblik på at prioritere energibesparelser i  2016. Derudover redegøres for Energihandleplanen 2014, især omkring ventilationsanlæg.

Sagsfremstilling

Analyse 2015
Det foreslås, at  fokusere  på Ishøj Havns bygninger og generelle sekundære bygninger i kommunen, Derudover  analyseres  udebelysning på de Kommunale Ejendomme. Analysen lægger op til tiltag der kan gennemføres i 2016

Nøgletal
Der udarbejdes nøgletal for energiforbrug pr. m2 eller pr. bruger for kommunens bygninger, så vi bedre kan sammenligne de enkelte driftssteder og prioritere fremtidige indsatser.

Ventilation
I  Energihandlingsplan 2014 blev vedtaget renovering og etablering af ventilationsanlæg med varmegenvinding. Projekteringsfasen blev  forlænget, og derfor gennemføres projektet i 2015.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager,
at de foreslåede analyser og tiltag i Energihandlingsplanen 2015 udføres.
at tage afrapportering af Energihandleplanen 2014 til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.
Udvalget ønsker, at der fremover er grundigere dokumentation af besparelsespotentialet forinden iværksættelse af større projekter.

Økonomi

I Energihandlingsplanen for 2015 anvendes energimidler, samt overførte anlægsmidler til ventilationsprojektet, som vedtaget på byrådsmødet den 07.04.2015, sag 63. 

Bilag

Resume

Boligselskabet Bo - Vest søger om at lovliggøre et forbud mod knallertkørsel i bebyggelsen Gadekæret. Forbuddet er i strid med kravet i lokalplanen om, at hovedstierne i bebyggelsen skal være offentlig tilgængelige cykelstier. På cykelstier må man lovligt køre på knallert. 

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har den 11. maj 2015 modtaget en ansøgning om lovliggørelse af forbuddet mod knallertkørsel på hovedstierne. Dispensationen søges til stierne: Murergården, Oven Kæret, Spindestræde, Spolestræde og Tværstræde.

Området er omfattet af lokalplan 1.61 – Gadekæret
Af § 5.10 fremgår det at: ”Gader, stræder, pladser og stier i lokalplanområdet skal være offentligt tilgængelige.
Af lokalplanenens kortbilag 3 fremgår det, at hovedstierne er offentlig tilgængelig gang-/cykelsti.

Ansøgningen fra Bo - Vest med tilhørende bilag er vedlagt som Bilag A-C. Ansøger begrunder sin ansøgning med ønsket om større tryghed for beboerne i Gadekæret.

En dispensation til et forbud mod knallertkørsel vil kunne danne præcedens således, at andre boligselskaber også vil forbyde knallertkørsel. Dermed bliver det vanskeligt for borgere med knallert som det primære transportmiddel, at benytte stisystemet hensigtsmæssigt. 

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, ikke at give dispensation, da hovedstierne i Gadekæret ønskes fastholdt som en del af samlede stisystem i Ishøj Kommune.

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Bilag

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Til efterretning.