Referat
Teknik- og Bygningsudvalget torsdag den 12. december 2013 kl. 17.00

Mødelokale 2D / Svedala, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Resume

Teknik- og Bygningsudvalget besluttede den 19. marts 2013, at der skulle tages kontakt til Fredningsnævnet med henblik på, at få ophævet fredningen for ejendommen Søvangen 9B, matr.nr. 19x Tranegilde By, Ishøj.

Sagsfremstilling

Søvangen 9B er omfattet af fredningen for strandengene fra 1965. Ophævelsen af fredningen skal give mulighed for udstykning og bebyggelse af ejendommen.

Fredningsnævnet har oplyst, at ophævelse af fredningen kun kan ske, hvis kommunen udarbejder et nyt fredningsforslag.

Administrationen vurderer, at sandsynligheden for at få godkendt et nyt fredningsforslag, som skulle være til fordel for boligbebyggelse, er meget lille. Naturstyrelsen har oplyst, at praksis for ophævelse af fredninger kun kan ske i sager, hvor ændringer har et naturforbedrende formål, eller at det er til fordel for tungtvejende samfundsmæssige interesser såsom større infrastrukturanlæg og lignende.

Hvis Byrådet vælger at gå videre i sagen, vil det være nødvendigt at få fredningsforslaget udarbejdet af eksterne konsulenter, da administrationen ikke har forudsætninger og viden til at løfte denne opgave.

Som bilag på sagen ligger brev fra fredningsnævnet samt Naturstyrelsens og administrationens vurdering af sagen.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at kommunen ikke skal søge at få ophævet fredningen for Søvangen 9B.

Beslutning

Tiltrådt

Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven § 50, stk. 1.

Bilag

Resume

Ejer af Skyttekrogen 6 ønsker at opføre en tilbygning på sit eksisterende udhus i naboskel samt lovliggøre en overdækning placeret i vejskellet. En tilladelse til dette vil kræve en dispensation fra Bygningsreglement for småhuse 1998 vedrørende længde af bebyggelse i skel og en dispensation for vejbyggelinien mod Ishøj Strandvej.

Sagsfremstilling

Søren Hansen, ejer af Skyttekrogen 6, matr.nr. 26nv Ishøj, ønsker at opføre en tilbygning på sit udhus i naboskel, da hjørnet mellem eksisterende udestue og udhuset ikke kan udnyttes optimalt. I den forbindelse vil han flytte et ulovligt opført udhus og genopføre det som en tilbygning. I vejskellet er der udover udhuset placeret en overdækning, som han ønsker at lovliggøre.

Den samlede længde af bygninger i skel er i øjeblikket 25 m og der er dispenseret til 17 m i skellet mod nabo. En tilladelse til det ansøgte kræver en dispensation fra Bygningsreglement for småhuse 1998 kap. 11.3.1, stk. b, der siger at de sider der vender mod skel, må ikke have en større samlet længde end 12 m.

Desuden kræver bebyggelsen en dispensation fra vejbyggelinjen mod Ishøj Strandvej.

Sagen har været i høring hos Center for Park og Vej, der er positivt indstillet overfor en dispensation fra lokalplanen, hvis ejer tinglyser en nedrivningsdeklaration for egen regning.

Teknik- og Bygningsudvalget har tidligere meddelt dispensation i lignende sager i Strandområdet op til 18 m.

Administrationen vurderer, at en bebyggelse på 25 m i skelbræmmen vil fremstå overbygget.

Indstilling


Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der gives afslag på det ansøgte for at forhindre overbebyggelse i skelbræmmerne.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Resume

Arkitekt Palle Lören søger på vegne af ejere Ole og Pia Beckmann Skourup om at nedrive eksisterende bevaringsværdigt hus og opføre nyt hus på ejendommen Torslunde Bygade 17, matr.nr. 2b. Torslunde (se bilag B).

Sagsfremstilling

Ole og Pia Beckmann Skourup ønsker at nedrive huset på ejendommen, da de ikke finder det tidssvarende og det ved undersøgelser er dokumenteret, at det ikke er i god byggeteknisk stand.

De ønsker at opføre et nyt hus, som placeres på samme sted på grunden, og som mod vejen får samme facadeudtryk som det nuværende hus, og som passer i stil og proportion til den øvrige bevaringsværdige bebyggelse i Torslunde landsby. Mod haven vil huset have et mere moderne udtryk og være i to etager, da grunden skråner ned mod bækken.

Ejendommen er omfattet af Lokalplan 1.15 § 9.1, idet ejendommen er bevaringsværdig i henhold til lokalplanens kortbilag 4. Af § 9.1 fremgår det at: ”de på kortbilag 4 angivne bevaringsværdige bygninger ikke må nedrives, ombygges eller på anden måde ændres, medmindre Byrådet giver tilladelse hertil”.

Forrige ejer af ejendommen har tidligere også søgt om tilladelse til nedrivning af huset. Teknik- og Bygningsudvalget besluttede på møde i maj 2013: "at være positive overfor nedrivning under forudsætning af, at der udarbejdes et konkret projekt, der kan godkendes og som passer til landsbyens særpræg". Bemærkninger til denne ansøgning fremgår af bilag C.

For at opføre det ønskede projekt på grunden kræves følgende dispensationer fra Lokalplan 1.15:

§ 6.1: ”Boligbebyggelse skal opføres i én etage med udnyttelig tagetage”

Bemærkninger til § 6.1: Da de 2 etager vender mod haven vil dette dette være mindre synligt og landsbyens udtryk bevares. Nabohuset på Torslunde Bygade 15 er opført med kælder og i to plan mod haven med udgang mod haven fra begge etager (se bilag D). Dog er huset opført før Lokalplan 1.15 blev vedtaget.


 
§ 6.3: ”Bebyggelsesprocenten fastlægges til 25”

Bemærkninger til § 6.3: Kommmuneplanen sætter bebyggelsesprocenten til 30 i overensstemmelse med bygningsreglementets bestemmelser, der er tidligere dispenseret hertil, og i få tilfælde højere, hvor arealet ikke har gjort en synlig forskel, som eksempelvis hvor en etage der ikke kunne udnyttes skulle medregnes i bebyggelsesprocenten.

I dette tilfælde gør hensynet til facadens proportioner mod vej, at den del af huset ikke kan udnyttes optimalt, og medvirker til et behov for en større bolig. Huset vil være på i alt 275 m2 og dermed have en bebyggelsesprocent på 40. Beregningen af bebyggelsesprocenten fremgår af bilag C.

Lokalplanen beregner bebyggelsesprocenten ud fra et reduceret areal, hvor ca. 1/3 af grunden nærmest åen fratrækkes, dog kan hele grundens medregnes, såfremt byggelinjen mod sydskellet overskrides.

Byggelinjen mod sydskellet overskrides ikke, men hvis dette havde været tilfældet ville bebyggelsesprocenten kunne beregnes af hele grunden og blive beregnet til 30.

I henhold  til byggelinjen vil det være mest hensigtsmæssigt, at placere huset på den nuværende placering, både i forhold til grundens udformning, men også for at bibeholde et vigtigt og bevaringsværdigt træk ved det nuværende hus.

 
§ 6.6: ”Der fastsættes en byggelinje til Torslunde Bygade på 2,5 m fra vejskel”
§ 6.11: ”Mod nabo, sti eller vej må højden ikke være over 1,4 x afstanden til skellet”.

Bemærkninger til § 6.6 og § 6.11: Husets overskridelse af højde og afstand til skel er kun mindre og ikke væsentlig.

Ansøgningen har ikke været sendt i naboorientering.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at sende ansøgningen i naboorientering med den redegørelse, der er indeholdt i dagsordenen. Sagen genoptages på baggrund af indkomne høringssvar i januar 2014

Beslutning

I indstillingen tilføjes midt i 2. linie. "Redegørelsen uddybes med bilag i teksten samt begrundelse for det bevaringsværdige ved placeringen".

 

Tiltrådt.

Bilag