Referat
Social- og Sundhedsudvalget mandag den 9. marts 2020 kl. 17.00

Rådhuset, mødelokale Arken

Resume

Demenskoordinator Lone Andersen og teamleder Nina Fabricius deltager under dette punkt, og orienterer om tankerne bag strateginotatet samt arbejdet på demensområdet i Ishøj.

Sagsfremstilling

Strateginotat om demensområdet - pejlemærker og fokuspunkter fremlægges til drøftelse. Notatet indeholder følgende:

  • Administrationens strategiske overvejelser i relation til fremtidige indsatser
  • Fokuspunkter for demensområdet i Ishøj Kommune
  • Visioner og mål for området
  • Præsentation af eksisterende tilbud i Ishøj på demensområdet

Notatet kobler an til overordnede fokusområder nationalt og kommunalt. Notatet indeholder også et forslag til, hvordan vi gennem en inddragende proces kan skabe ejerskab til en strategi for området samt de tiltag, der følger i kølvandet på denne.
Endelig demensstrategi fremlægges på Social- og Sundhedsudvalgets møde i oktober 2020.

Strateginotatet samt pixiudgave af samme notat er vedhæftet.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget drøfter strateginotat om demensområdet i Ishøj Kommune og sender forslag til pejlemærker samt tidsplan for den videre proces til høring i Seniorrådet med høringsfrist pr. 1. april 2020.

Beslutning

Tiltrådt. Administrationen arbejder videre med at afdække Ishøj som certificeret demensvenlig kommune. Materialet sendes i høring i Seniorrådet. Der udarbejdes revideret tidsplan for proces med strategi for demensområdet.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

Social- og Sundhedsudvalget orienteres om den nye lovgivning på magtanvendelsesområdet og de arbejdsgange og processer, som ligger til grundlag for arbejdet med magtanvendelse i Ishøj Kommune. Teamleder Nina Fabricius deltager i fremlæggelsen af punktet.

Sagsfremstilling

Pr. 1. januar 2020 trådte ny lovgivning om magtanvendelse i kraft. Denne lovgivning vedrører kapitel 24, 24a og 24b i Serviceloven. Servicelovens regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten bygger på det enkelte menneskes ret til selv at bestemme – uanset om man har nedsat psykisk funktionsevne eller ej. Udgangspunktet er således beskyttelse af den personlige frihed. I nogle situationer kan personalet være nødt til at gribe ind i retten til selv at bestemme af hensyn til borgerens værdighed, sociale tryghed eller af hensyn til andre. Hvis der gennemføres et indgreb, som borgeren ikke giver eller kan give sit samtykke til, er der tale om magt. Alle former for brug af magt skal registreres og indberettes.

De nye regler om magtanvendelse er delt op i tre kapitler i serviceloven:

  • Kapitel 24 i Serviceloven omhandler regler, der gælder fælles for voksne med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne.
  • Kapitel 24a indeholder regler, der kun gælder for voksne med betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, som ikke er en konsekvens af demens eller anden erhvervet og fremadskridende mental svækkelse.
  • Kapitel 24b indeholder regler, der kun gælder for voksne med demens eller anden erhvervet og fremadskridende mental svækkelse.

I forbindelse med den nye lovgivning har administrationen planlagt undervisning for udvalgte medarbejdere i Center for Voksne og Velfærd i løbet af foråret og sommeren 2020. Der arbejdes desuden på at udvikle arbejdsgange for klageadgang m.m.

 

Følgende dokumenter er vedlagt dette punkt:

  • Oversigt vedr. magtanvendelse - her kan ses konkrete eksempler på hvilke tiltag, der er magtanvendelse og dermed skal indberettes samt klageadgange m.m.
  • Flowdiagram, der anskueliggør processen vedr. magtanvendelse
  • De indberetningsskemaer, som medarbejdere og ledere skal benytte, når de skal indberette magt

 

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om regler og processer for magtanvendelse til efterretning.
 

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Kapitel 24, 24a og 24b i Serviceloven

Bilag

Resume

Beslutningspunkt
Endelige kvalitetsstandarder for snerydning og havehjælp forelægges Social- og Sundhedsudvalget til godkendelse. Seniorrådet har fremsendt høringssvar.

Sagsfremstilling

På mødet d. 9. dec. 2019 godkendte Social- og Sundhedsudvalget at sende kvalitetsstandarder for snerydning og havehjælp til høring i Seniorrådet med høringsfrist d. 15.2. 2020. Seniorrådet har fremsendt følgende 2 spørgsmål vedr. kvalitetsstandarder for snerydning og havehjælp:

Spørgsmål 1: Seniorrådet spørger, hvordan det kan være, at der er brugerbetaling på snerydning og ikke på havehjælp?

Ad 1

Svar: En betragtelig del af borgerne der modtager havehjælp, bor i almene boligforeninger og der kan stilles krav om fraflytning ved manglende pasning af have m.v.

Nuværende praksis for havehjælp
Der opkræves aktuelt årligt 400 kr. i brugerbetaling for ordningen havehjælp. Gartnerfirmaet Leif Rasmussen er udførende. 2019 var 19 borgere tilmeldt havehjælp. Ved endelig godkendelse af kvalitetsstandard for havehjælp fjernes brugerbetalingen på 400 kr.

Spørgsmål 2: Seniorrådet vil gerne vide, hvorfor borgere ikke tilbagebetales, hvis der ikke er brug for snerydning?

Ad 2

Nuværende praksis for snerydning:
Der opkræves årlig brugerbetaling på 912 kr. for ordningen snerydning. Center for Park, Vej og Miljø er udførende og salter samt sneryder efter behov hos borgeren.
Ordningen sikrer adgangsforhold og arbejdsmiljø for medarbejdere i hjemmeplejen. 5 borgere er tilmeldt snerydning.

Social- og Sundhedsudvalget skal tage stilling til om praksis skal ændres, så der kan ske tilbagebetaling, eller om administrationen og borgere skal betragte snerydning som en forsikringsordning.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget beslutter om administrativ praksis for snerydning skal ændres, så der kan ske tilbagebetaling.
Social- og Sundhedsudvalget godkender endelig kvalitetsstandard for snerydning og havehjælp.

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget vedtager, at der ikke foretages egenbetaling for snerydning fremadrettet. Der forelægges status med opgørelse på begge ordninger til marts 2021.

Bilag

Resume

Godkendelsespunkt:
Endelige kvalitetsstandarder for servicelovens §§ 82, a, 82 b og 85 forelægges Social- og Sundhedsudvalget til godkendelse.

Sagsfremstilling

Kvalitetsstandarder for servicelovens §§ 82 a og b samt § 85 har været sendt i høring i Handicaprådet samt Udsatterådet.
Handicaprådet havde ingen kommentarer til kvalitetsstandarderne. Udsatterådet har fremsendt følgende høringssvar:
”Udsatterådet vil gerne gøre opmærksom på, at varetagelsen af de to paragraffer § 82 a og b ikke bør belaste vejlederteamet yderligere, da der i forvejen opleves et stort pres på teamet. Såfremt varetagelsen af de to paragraffer fører til yderligere belastning af teamet anbefaler Udsatterådet, at der allokeres flere ressourcer til vejlederteamet.”
Der har på baggrund af Udsatterådets høringssvar ikke været anledning til at ændre i kvalitetsstandarderne. Vedhæftet er endelige kvalitetstandarder for servicelovens §§ 82a, 82 b samt 85.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget godkender
de endelige kvalitetsstandarder for servicelovens §§ 82 a, 82 b og 85

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Beslutningspunkt

Der er udarbejdet en samarbejdsaftale om henvisning til rygestop i Region Hovedstaden. KKR Hovedstaden opfordrer kommunerne til at tiltræde samarbejdsaftalen. Formålet med samarbejdsaftalen er at sikre, at alle rygere, som har kontakt med et somatisk eller psykiatrisk hospital i Region Hovedstaden, og som har et ønske om, at deltage i et rygestopforløb, henvises til rygestopforløb i deres hjemkommune.

Sagsfremstilling

Samarbejdsaftalen beskriver henholdsvis kommunernes og regionens ansvar og opgaver i samarbejdet. Indsatsen har således to kerneelementer:

1. Hospitalerne opsporer og henviser systematisk patienter til kommunale rygestopforløb.

2. Kommunerne kontakter borgerne inden for én uge efter henvisningen er modtaget.

Konceptet tager udgangspunkt i Very Brief Advice-metoden (VBA-metoden), hvor alle patienter bliver spurgt til rygevaner. Såfremt patienten ryger, rådgiver sundhedspersonalet om, at den mest effektive rygestopmetode er en kombination af professionel rådgivning og rygestopmedicin. Hvis patienten ønsker det, henviser sundhedspersonalet til det kommunale rygestopforløb. Kommunen kontakter herefter borgeren inden for syv dage. Borgeren bliver tilbudt en uforpligtende, afklarende samtale. På baggrund af den afklarende samtale henvises borgen til et relevant rygestoptilbud, eller til et netbaseret rygestoptilbud som f.eks. Stoplinjen, hvis det vurderes, at passe bedre til den pågældende borger.

I Ishøj Kommune kontaktes borgeren allerede inden for én uge efter, at henvisningen til rygestopforløb er modtaget fra hospital eller privatpraktiserende læge. Alle borgere får en afklarende samtale telefonisk, når de kontaktes, hvorefter borgeren tilmeldes rygestopforløb i Ishøj, såfremt borgeren ønsker det. Hvis borgeren ikke ønsker at deltage i det kommunale tilbud, som er rygestopforløb i grupper, informeres borgeren om de forskellige netbaserede rygestoptilbud.

Der er følgende målsætninger for samarbejdsaftalen:

- At hospitalerne henviser 2,27 pr. 1000 borgere til kommunale rygestoptilbud. Det vil i Ishøj Kommune svare til, at der henvises ca. 52 borgere til kommunens rygestoptilbud. Til sammenligning blev der i 2019 henvist 18 borgere fra hospitalerne. Såfremt målsætningen nås kan vi således forvente flere henvisninger fra hospitalerne.

- At 66 % af deltagerne i de kommunale rygestopforløb gennemfører forløbet.

- At 70 % af de deltagere, som har gennemført forløbet, er røgfri ved afslutning af forløbet.

- At 46 % af de deltagere, der har gennemført forløbet, er røgfri seks måneder efter indsatsen.

Samarbejdsaftalen er planlagt til at træde i kraft den 1. maj 2020.

Samarbejdsaftalen evalueres primo 2021 med henblik på evt. tilretninger af aftalen. Der vil årligt blive fulgt op på parametre i relation til målsætningerne.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tiltræder Samarbejdsaftale vedr. rygestop.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Beslutningspunkt

Region Hovedstaden har udsendt forslag til ny regional udviklingsstrategi - En region for den næste generation - i høring. FN`s verdensmål er pejlemærker for udkastet, og regionen ønsker således, at borgerne på tværs af regionen kan leve et godt og sundt liv.

Sagsfremstilling

Udkastet til den regionale udviklingsstrategi - En region for den næste generation - har som sit pejlemærke FN`s Verdensmål. Region Hovedstaden ønsker med udviklingsstrategien, at fremme løsninger der bidrager til en fremtid hvor social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed bliver integreret. Strategien er opdelt i fire fokusområder:

- Klima og miljø i balance

- Uddannelser og kompetencer til fremtiden

- Effektiv og bæredygtig mobilitet

- Nye muligheder for et sundt liv

Ishøj Kommunes høringssvar følger strategiens fire fokusområder, og det bemærkes bl.a. i høringssvaret, at manglen på kompetente medarbejdere på velfærdsområderne ikke omtales i udkastet til strategi, skønt uddannelser og kompetencer til fremtiden er et af fokusområderne i strategien. Ishøj Kommune har allerede i dag et velfungerende samarbejde med Region Hovedstaden om at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, og kommunen bidrager gerne med tanker og ideer til, hvorledes manglen på arbejdskraft kan løses - også på velfærdsområderne.

I udkastet til strategi angives, at det er en kerneopgave for regionen at øge folkesundheden, hvorfor det forekommer uhensigtsmæssigt, at manglen på praktiserende læger, og den geografisk skæve fordeling af speciallæger, slet ikke omtales i strategien. Region Hovedstaden angiver i strategien, at regionen gerne vil benytte sig af partnerskaber for at løse nuværende og fremtidige udfordringer. Det er Ishøj Kommune indforstået med, da et partnerskab med regionen vil være helt på sin plads når det gælder manglen på læger. Ishøj Kommune har i dag reelt overtaget ansvaret for lægedækningen i kommunen fra Region Hovedstaden. Det er nødvendigt, at Region Hovedstaden tager mere ansvar for lægedækningen, hvis vi skal lægemanglen til livs.

Udkast til høringssvar fra Ishøj Kommune vedlægges denne sag.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundheds udvalget indstiller, at forslag til høringssvar godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

Administrationen orienterer Social- og Sundhedsudvalget om overordnede konklusioner fra national samt lokal statusrapport for velfærdteknologi udgivet af KL.

Sagsfremstilling

KL har udgivet statusrapport for velfærdsteknologi i kommunerne 2019 (se bilag). Rapporten giver en fælleskommunal status på udbredelse, udfordringer og potentialer. Derudover er der udarbejdet en rapport fra KL der indeholder et øjebliksbillede på brugen af velfærdsteknologiske løsninger i Ishøj (se bilag).

Overordnede konklusioner

Kommunerne er blevet adspurgt om, hvilke teknologier de forventer at implementere i større skala i løbet af 2020. Der prioriteres indenfor områderne skærmbesøg, træningsteknologi, medicinhåndtering, tryghedsskabende teknologi og hygiejneteknologi. I Ishøj Kommune arbejder administrationen allerede med træningsteknologi, tryghedsskabende teknologi og hygiejneteknologi.

Brug af skærmbesøg er den teknologi der prioriteres højest. 71 kommuner arbejder med skærmbesøg eller har planer herom. Skærmbesøg anvendes bredt på ældre- og socialområdet nationalt. De tre største poster på området er hhv. bostøtte, hjemmepleje samt personlig og praktisk hjælp. Området skærmbesøg er et udvalgt fokusområde i Ishøj Kommune, hvor administrationen undersøger områdets anvendelsesmuligheder nærmere i 2020.

En stor del af kommunerne indrapporterer, at samspillet mellem leverandører og kommune påvirker projekter. 83 pct. af kommunerne mener, at leverandørerne spiller en afgørende rolle i de mest succesfulde projekter.

I kommunerne tilbydes en lang række forskellige teknologier til borgere med funktionelle mobilitetsudfordringer. De største kategorier er hygiejneteknologi, mobilitetsteknologi, træningsteknologi samt små hjælpemidler.

Mange kommuner indrapporterer, at anvendelsen af teknologi er en gevinst for både borgere og medarbejdere. 48 pct. mener at teknologierne gør borgerne mere selvhjulpne, hvilket, leder til øget livskvalitet hos borgerne. 22 pct. mener, at medarbejderne får et bedre arbejdsmiljø.

Størstedelen af kommunerne kender endnu ikke omfanget af de økonomiske gevinster ved brug af digitalt understøttet træning (apps, videotræning m.m.), og i gennemsnit angiver 30 pct. af kommunerne, at de ikke har opnået økonomiske gevinster.

 

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om national og lokal statusrapport for velfærdsteknologi til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Beslutningspunkt

Administrationen forelægger udkast til Social- og Sundhedsudvalget Retningslinje for Velfærdsteknologi 2020-2021 samt udkast til Handleplan for velfærdsteknologiske indsatser 2020-2021 til godkendelse.

Sagsfremstilling

Administrationen har udarbejdet udkast til Retningslinje for Velfærdsteknologi 2020-2021 samt udkast til Handleplan for velfærdsteknologiske indsatser 2020-2021, som fastsætter rammer og retning for arbejdet med Velfærdsteknologi for social- og ældreområdet i Ishøj Kommune (se bilag).

Formålet med Retningslinje for Velfærdsteknologi 2020-2021 er at:

  • Opstille målsætninger som kan imødekomme velfærdspolitikkens vision
  • Udvikle bedre service og robusthed for borgere i Ishøj Kommune
  • Skabe systematik og overblik i arbejdet med velfærdsteknologi

Handleplan for velfærdsteknologiske indsatser 2020-2021 beskriver de indsatser der skal bidrage til den velfærdsteknologiske transformation som Ishøj gennemfører 2020-2021. Handleplan for velfærdsteknologiske indsatser 2020-2021 skal sikre den rette prioritering af konkrete indsatser og udmøntning af målsætningerne i retningslinjen for velfærdsteknologi.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget godkender
at sende Retningslinje for velfærdsteknologi 2020-2021 samt Handleplan for velfærdsteknologiske indsatser 2020-2021 til høring i Seniorrådet, Udsatterådet samt Handicaprådet med høringsfrist d. 15. april. 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Godkendelsespunkt:
Interne budgetomplaceringer i 2020 mellem budgetområder i Center for Voksne og Velfærd forelægges Social- og Sundhedsudvalget til godkendelse.

Sagsfremstilling

I forbindelse med interne omplaceringer i 2020 mellem budgetområder er der et løbende behov for at foretage tekniske budgetomplaceringer, således at budgetterne står korrekt og sikrer god økonomistyring.
Idet Social- og Sundhedsudvalget jf. kommunens økonomiske bevillingsregler har ret til at omplacere budgetter indenfor eget udvalgsområde, fremlægges denne sag, så budgetterne kan blive omplaceret allerede i marts måned.
De nedenstående budgetomplaceringer går samlet set i nul og vil ikke påvirke kommunens kassebeholdning.

For de tre omplaceringer gælder det at:
- Værdighedsmilliarden skal overgå til drift og flyttes ud til de budgetområder, hvor aktiviteten foregår jf. beslutning i Byrådet.

- Demenskoordinatorstillingen skal samles på et budgetområde i stedet for at være fordelt på flere områder under ældreområdet.

- Omplacering af lønmidler, som følge af tilpasning mellem enheder i Center for Voksne og Velfærd.

Vedlagte bilag beskriver budgetomplaceringerne yderligere.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender budgetomplaceringer.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Orienteringssag

Administrationen har undersøgt normeringen på Kærbo og Torsbo og lavet en sammenligning med analyse fra VIVE over normeringer på danske kommunale og private plejecentre/plejehjem - 2019.

Sagsfremstilling

VIVE har på foranledning af Ældre Sagen udarbejdet en analyse over normeringer på danske kommunale og private plejecentre/plejehjem - 2019 (se bilag). Analysen fra VIVE omfatter kun kommuner, hvor der minimum er 3 plejecentre. Det betyder, at Ishøj Kommune ikke er omfattet af kriterierne for analysen, og derfor ikke har deltaget. I analysen fra VIVE opgøres normeringen udelukkende i forhold til plejepersonale eller personale, der har direkte borgerkontakt. Således indgår ledelse, administration og rengøring mv. ikke i normeringen.

Analysen fra VIVE viser følgende:

  • Der er relativt flere medarbejdere på dagvagt og færre på nattevagt i 2019 end i 2017
  • Der er stor variation i normeringer på de enkelte plejecentre - især på nattevagter
  • Der gives en markant vækst i antal ufaglærte medarbejdere
  • To ud af tre ansatte er på deltid

Administrationen har undersøgt normeringer på Torsbo og Kærbo og lavet en sammenligning (se bilag) med resultaterne af VIVEs analyse for 2019.

Administrationens sammenligning viser, at både Torsbo og Kærbo har en bedre normering end landsgennemsnittet på dagvagt såvel som aften- og nattevagt.

 

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager sagen til efterretning. Sagen sendes til orientering i Seniorrådet, og sendes til efterretning i Byrådet.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Godkendelsessag

Den nuværende aftale med den eksterne leverandør Altiden, som Ishøj Kommune har indgået kontrakt med om levering af hjemmeplejeydelser, udløber d. 30. juni 2020. Der er derfor igangsat en proces om udbud af hjemmeplejeydelser. Sagen forelægges til godkendelse i Social- og Sundhedsudvalget og sendes efterfølgende til godkendelse i Økonomi- og Planudvalget samt til orientering i Seniorrådet og Handicaprådet.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune leverer hjemmeplejeydelser efter serviceloven §§ 83 og 83 a til kommunens borgere. Kommunen skal som minimum tilbyde borgerne at vælge mellem to leverandører, hvoraf den ene kan være den kommunale hjemmepleje. Ishøj Kommune indgik i 2018 kontrakt med Altiden (daværende Aleris) om levering af hjemmeplejeydelser. Kontrakten udløber pr. 30. juni 2020, hvorfor der er igangsat en udbudsproces om levering af hjemmeplejeydelser til Ishøj Kommunes borgere.

Ved seneste udbudsproces i 2017/2018 varetog konsulentfirmaet Tolstrup og Hvilsted opgaven på vegne af Ishøj Kommune. Tolstrup og Hvilsted har indgående erfaring med udbudsopgaver og ved sidste udbudsforløb leverede de et tilfredsstillende stykke arbejde for Ishøj Kommune. Derfor har administrationen valgt igen at indgå et samarbejde med Tholstrup og Hvilsted om udbudsopgaven.

Tolstrup og Hvilsted har udarbejdet tilbud om varetagelse af udbuddet på vegne af Ishøj Kommune. Af tilbuddet fremgår procesplan for udbud samt pris for varetagelse af opgaven. Af tilbuddet fremgår endvidere, at Tolstrup og Hvilsted anbefaler Ishøj Kommune at starte med ny leverandør pr. 1. november 2020, dvs. fire måneder efter den nuværende kontrakts udløb. Årsagen er, at erfaring viser, at sommerferieperioden er et dårligt tidspunkt for opstart med ny leverandør. I perioden fra d. 30. juni - 31. oktober 2020 forlænges den eksisterende kontrakt med Altiden.

Det koster kr. 269.000 kr. for 2 klippekort á hver 100 timer at få Tolstrup og Hvilsted til at forestå udbudsprocessen. Såfremt der er klip tilbage efter udbuddet, kan disse bruges andre steder i Ishøj Kommune. Det er administrationens vurdering, at der er behov for ekstern konsulentbistand til denne komplekse udbudsopgave, hvormed det sikres, at udbuddet lever op til de lovkrav, der er til udbud.

Center for Borger, Økonomi og IT samt Center for Voksne og Velfærd finansierer udgiften til udbuddet.

Vedhæftet er tilbud samt procesplan fra Tolstrup og Hvilsted.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget godkender,
at udbudsprocessen varetages af Tolstrup og Hvilsted samt beslutter, at sagen sendes til godkendelse i Økonomi- og Planudvalget med anbefaling om frigivelselse af kr. 269.000 af midler fra videreførsler til udbud af hjemmeplejeydelser. Sagen sendes til orientering i Handicaprådet og Seniorrådet.

Beslutning

Tiltrådt. Sagen oversendes til Økonomi- og Planudvalget.

Økonomi

Der vil være en udgift på kr. 269.000, som foreslås finansieret af videreførsler fra 2019/2020.

Bilag

Resume

Orienteringssag

I december 2018 godkendte Social- og Sundhedsudvalget en samarbejdsaftale med Elderlearn for 2019. Elderlearn er et initiativ, der sætter ældre og sprogskolestuderende i kontakt med hinanden. Hermed fremlægges en afrapportering af de resultater, som er opnået i løbet af 2019. Social- og Sundhedsudvalget har i oktober 2019 godkendt en samarbejdsaftale med Elderlearn for 2020.

Sagsfremstilling

Formålet med Elderlearn er at øge livskvaliteten og forebygge ensomhed blandt ældre ved at give dem mulighed for at bidrage med frivilligt arbejde fra eget hjem. Endvidere har Elderlearn til formål at forbedre integrationen af udlændinge, give dem et øget kendskab til dansk kultur samt at forbedre deres danskkundskaber gennem samværet med ældre. De ældre og de sprogskolestuderende mødes hjemme hos den ældre til samtaler og socialt samvær. Nogle vælger ligeledes at lave aktiviteter sammen i lokalsamfundet.

I løbet af 2019 er 32 personer blevet sat i kontakt med hinanden, og der er dannet i alt 18 par via Elderlearn. Her af er:

  • 16 personer ældre, hvoraf 13 ældre ikke har deltaget i Elderlearn før.
  • 14 af de 16 ældre hjemmeboende, hvilket understøtter, at hjemmeboende ældre med fx begrænset mobilitet får mulighed for at lave frivilligt arbejde.
  • 16 personer udlændinge, hvoraf 12 udlændinge ikke har deltaget i Elderlearn før.

Ovenstående resultater indfrier de mål, der er beskrevet i samarbejdsaftalen for 2019. Målene lyder, at 30 personer sættes i kontakt med hinanden, hvoraf mindst 10 er udlændinge og mindst 10 er ældre, som ikke har deltaget i Elderlearn før.

I vedhæftede afrapportering for 2019 ses yderligere beskrivelse af resultaterne samt beskrivelse af syv cases, der illustrerer hvordan de medvirkende har oplevet at være en del af Elderlearn.

Formålet for samarbejdet med Elderlearn er blevet udvidet i 2020, således at initiativet også vil bidrage til at rekruttere og fastholde sosu-elever. Herudover vil Elderlearn bidrage til at skabe brobygning til lokalsamfundet. Ultimo 2020 foretager administrationen en vurdering af, hvorvidt samarbejdet med Elderlearn skal fornyes for 2021 og der afgives status til Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning og sender sagen til Seniorrådet.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

Sagsfremstilling

  • KL er nået til enighed med Danske Regioner, samt Sygehussamarbejdet (Yngre Læger, Overlægeforeningen, HK og Sundhedskartellet) samt PLO og FOA om et fælles forståelsespapir, som opfordrer regering og Folketing til at igangsætte processen om en sundhedsreform. Papiret er fremsendt til ministeren og folketingets sundhedsordførere (se bilag).
  • Socialstyrelsen har udgivet oversigt over ansøgningspuljer 2020 (se bilag).
  • Orientering om proces vedrørende brugertilfredshedsundersøgelse af Hjemmepleje samt madservice:

- D. 6. marts: Udsendelse af spørgeskemaer til borgere, der får Hjemmepleje og/eller madservice.

- D. 3. april: Frist besvarelse af spørgeskemaer

- D. 3. april – 22. april: Bearbejdning af data fra spørgeskemaundersøgelsen

- D. 11. maj: Undersøgelsens resultater fremlægges for SSU

- Maj/juni: Undersøgelsens resultater fremlægges for Seniorrådet

Vedhæftet er følgebrev til brugertilfredshedsundersøgelsen.

  • Administrationen har modtaget tilbud på varetagelse af uanmeldte tilsyn inden for ældreområdet (se bilag).

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager meddelelserne til efterretning.

 

Beslutning

Tiltrådt. Administrationen arbejder videre med puljerne Housing First for unge, Social Investeringspulje om fremskudt psykiatri samt Grundfinansiering af etablerede frivilligecentre.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

Administrationen orienterer Social- og Sundhedsudvalget om nøgletal (se bilag).

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om nøgletal til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

 

Sagsfremstilling

Serviceloven § 100, merudgifter til handicappede: 2 (nedsatte ydelser i forbindelse med revurdering af sager).

Serviceloven § 114, støtte til køb af bil: 1 (klage over opkrævning af kørekortsafgift).

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om klagesager til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutning

KL afholder socialpolitisk topmøde d. 14-15 maj i Aalborg. Udvalgsmedlem Bayram Yüksel deltager.