Referat
Økonomi- og Planudvalget mandag den 27. januar 2020 kl. 16.00

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Resume

Uvedkommende har skaffet sig adgang til kommunens netværk. Der gives en status på sagen.

Sagsfremstilling

Byrådet blev i mail af 22. januar 2019 orienteret om, at uvedkommende har skaffet sig adgang til kommunens netværk. I skrivende stund er sikkerhedsbristen lukket, og serveren der var angrebet er blevet isoleret. Der er tilkaldt ekstern bistand og iværksat en undersøgelse af, hvilke konsekvenser den uautoriserede adgang evt. kan få, herunder hvilke IT-systemer der har været adgang til. Alle kommunens IT-brugere er blevet bedt om at skifte password.

På Økonomi- og Planudvalgets møde gives en mundtlig status på sagen.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager orienteringen til efterretning

 

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Bestyrelsen for HMN I/S har den 17. januar 2020 besluttet at tilbyde Kåre Svarre Jakobsen ansættelse som adm. direktør for HMN I/S. Grundet Kåres stilling som kommunaldirektør for Ishøj Kommune, skal bibeskæftigelsen godkendes af Ishøj Byråd. Ansættelsens omfang forventes at svare til ca. 2,5 time ugentligt i gennemsnit.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har pr. 1. januar 2020 overtaget administrationen af HMN I/S, da selskabet er under afvikling, og aktiviteterne i selskabet er reduceret kraftigt.

Indtil HMN I/S bliver opløst, er der fortsat et krav om, at selskabet skal have en formel daglig leder (administrerende direktør), men henset til den begrænsede aktivitet i selskabet, vurderes det, at ledelselsesopgaven ikke overstiger 2,5 times arbejde ugentligt i gennemsnit.

Stillingen som administrerende direktør for HMN I/S har - efter KL's anbefaling - været slået op, og efter en vurdering af de indkomne ansøgninger, har bestyrelsen besluttet at tilbyde Kåre Svarre Jakobsen stillingen. Da Ole Bjørstorp er bestyrelsesformand for HMN I/S, og den daglige administration af selskabet skal varetages af medarbejdere fra Ishøj Kommune, er det mest hensigtsmæssigt at Kåre påtager sig ledelsen af selskabet, da han har i forvejen har ledelsesbeføjelser overfor de medarbejdere i Ishøj Kommune, som i praksis skal udføre opgaver for HMN I/S.

På det kommunale område er der (i modsætning til i staten) ikke fastsat udtrykkeligt krav om, at ledende medarbejdere anmelder eller får godkendt evt. bibeskæftigelse af ansættelsesmyndigheden, men når der er tale om topledelsen, vil dette dog alligevel være bedst stemmende med god praksis. KL har derfor anbefalet, at Kåres ansættelse som adm. direktør for HMN I/S forelægges Ishøj Byråd til godkendelse.

På det kommunale område findes der ikke regler som forbyder bibeskæftigelse, men det er et krav, at bibeskæftigelsen skal være forenelig med tjenesten. Dette betyder, at bibeskæftigelsen ikke må;

- indebære risiko for interessekonflikter i forhold til hovedbeskæftigelsen,

- lægge for stort beslag på vedkommendes arbejdskraft,

- stride mod decorum (værdighedskravet).

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at bibeskæftigelsen godkendes.

Beslutning

Tiltrådt, under forudsætning af at der på byrådsmødet fremlægges en oversigt over hvilke ekstra administrative opgaver Ishøj Kommune skal løse for HMN.

Lennart Nielsen (V) kan ikke tilslutte sig sagen.

Økonomi

Sagen har ingen direkte økonomisk konsekvens.

Lovgrundlag

Principperne i Tjenestemandslovens § 17 og Tjenestemandsregulativet § 15.

Sagsfremstilling

Der vedhæftes oversigt over klagesager til ankenævn på ydelsesområdet for december måned.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager oversigten til efterretning. 

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Resume

Kommunen skal ifølge reglerne hvert kvartal indberette oplysninger om likviditeten opgjort efter kassekreditreglen, til Social- og Indenrigsministeriet. Likviditetsopgørelsen skal forelægges Byrådet.

Sagsfremstilling

Likviditeten efter kassekreditreglen opgøres som de gennemsnitlige daglige saldi over de seneste 12 måneder på kontiene for likvide aktiver. Heri indgår også overskudslikviditeten, som er placeret til forvaltning i Danske Bank Asset Management, og evt. træk på kassekreditten. Kassekreditreglen er overholdt, når saldoen er positiv.

Den gennemsnitlige likviditet pr. dag pr. 31. december 2019 er opgjort til 233,3 mio. kr. Likviditeten er inkl. porteføljen (obligationer) i Danske Bank Asset Management, som udgør 103 mio. kr.

I nedenstående tabel fremgår den gennemsnitlige likviditet pr. dag for perioden 2016 – 2019.

Gennemsnitlig likviditet pr. dag i mio. kr.

År

1. kvartal

2. kvartal

3. kvartal

4. kvartal

2016

126,0

135,7

157,2

177,2

2017

195,0

204,2

199,0

194,1

2018

195,6

208,6

222,7

229,3

2019

224,8

221,1

220,2

233,3

Som supplement til opgørelsen over den gennemsnitlige likviditet vises den faktiske kassebeholdning ultimo kvartalet i perioden 2016 til 2019. I bilag 1 vises en grafisk fremstilling over udviklingen i den daglige likviditet i Ishøj kommune.

Kassebeholdning ultimo kvartalet i mio. kr.

År

1. kvartal

2. kvartal

3. kvartal

4. kvartal

2016

68,3

111,3

122,7

117,9

2017

119,2

88,0

117,4

113,1

2018

130,3

157,0

161,0

81,6

2019

140,6

161,3

172,7

204,4

Den relativt høje likviditet er primært afledt af:

  • Der er afholdt væsentligt færre anlægsudgifter i 2019 end forventet.
  • En del driftsudgifter er først betalt, og dermed først trukket i banken, efter årsskiftet – eksempelvis fordi forfaldsdatoen er i januar.
  • Der er i foråret 2019 optaget lån vedr. lånerammen for 2018 på 26,1 mio. kr.
  • Der indgår indbetaling af 13,7 mio. kr. vedrørende pantebrevet på Hotellånet den 15. november 2019. Beløbet er den 6. januar 2020 indbetalt til Kommunekredit som afdrag på kommunens lån.

I vurderingen af kassebeholdningens størrelse skal det bemærkes, at kassebeholdningens størrelse pr. 31. december 2019 på 204 mio. kr. ikke er udtryk for den disponible likviditet. Der er som nævnt en del regningsforskydninger, lige som forventede overførsler af drifts- og anlægsudgifter fra 2018 indgår i ultimo likviditeten.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at likviditetsoversigten pr. 31. december 2019 tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Lovgrundlag

Cirkulære om kommunernes budget og regnskabssystem, revision mv. Byrådet har vedtaget som mål, at likviditeten ultimo året skal udgøre minimum 25 mio. kr.

Bilag

Resume

Byrådet har i budgetforliget for 2019 ønsket en kvartalsvis rapportering om udgifter til administration. Den kvartalsvise rapportering fra 2018 fortsættes således i samme form. I vedlagte bilag redegøres for udgifter til administration i 4. kvartal 2019.

Sagsfremstilling

Administrationsudgifter dækker over en lang række udgiftsposter og -områder, jf. retningslinjerne i Social- og Indenrigsministeriets autoriserede kontoplan. Dette er beskrevet nærmere i vedlagte notat, hvor forbruget i 4. kvartal 2019 på de forskellige udgiftsområder er vist.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at rapporteringen om administrationsudgifter pr. 4. kvartal 2019 tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Bilag

Resume

Byrådet har i budgetforliget for 2019 ønsket en kvartalsvis rapportering om sygefravær. Den kvartalsvise rapportering fra 2018 fortsættes således i samme form. I vedlagte bilag redegøres for sygefravær i 4. kvartal 2019.

Sagsfremstilling

I vedlagte oversigt er vist sygefraværet for de forskellige overenskomstgrupper i 4. kvartal 2019, svarende til den måde, som sygefraværet er registreret på i kommunens lønsystem.

Som det fremgår, udgjorde sygefraværet 5,5 pct. i 4. kvartal 2019, hvilket er en stigning fra 3. kvartal 2019 (3,8 %). Sygefraværsprocenten i 4. kvartal 2018 var dog også høj, nemlig 5,1 %.

Det samlede sygefravær i 2019 var på 4,7 %, mod 4,8 % i 2018.

Center for Ledelse og Strategi vedlægger desuden statusnotat om den særlige indsats for nedbringelse af sygefraværet.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at sygefraværsoversigten for 4. kvartal 2019 tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Sagen har ingen direkte økonomiske konsekvenser.

Lovgrundlag

Budgetforlig for 2019.

Bilag

Sagsfremstilling

Nøgletal for beskæftigelsesområdet består af en oversigt over udvalgte ydelser fordelt på målgrupper pr. måned samt et notat, som viser udviklingen over en længere årrække.

Bilag 1 og 2 supplerer hinanden og giver et mere nuanceret billede af udviklingen på beskæftigelsesområdet i Ishøj Kommune.

Bilag 3: "Nøgletal for arbejdsmarkedet, november 2019" fra RAR Hovedstaden, udgives ca. 3 gange årligt. Bilaget er vedlagt til orientering.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager nøgletal for beskæftigelsesområdet til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Resume

FN's verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget af verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i New York den 25. september 2015. De udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter FN's 193 medlemslande til at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst.

Byrådet besluttede på mødet den 7. januar 2020, at bevillige 100.000 kr. fra Økonomi- og Planudvalgets pulje til afholdelse af ”Danmark for Målene” den 15. maj i byhaven.

Sagsfremstilling

Som forberedelse til arrangementet den 15. maj opfordres Økonomi- og Planudvalget til at drøfte, hvorledes udvalget og udvalgets område kan bidrage til arrangementet med aktiviteter, debatter og lign.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget drøfter, hvordan udvalget og udvalgets område kan bidrage til arrangementet “Ishøj for målene”.

Beslutning

Drøftet. Drøftes igen på næste møde i Økonomi- og Planudvalget.

Resume

Den endelige overdragelsesaftale med Remondis er nu indgået, og det kommunalt ejede selskab Ressourceindsamling A/S forventes at overtage driften i marts 2020. Der gives her en orientering om de forskellige risici for selskabets økonomi og øvrige driftsforhold.

Sagsfremstilling

Med afslutningen af overdragelsesaftalen med Remondis er næste skridt i processen nu forberedelsen af den praktiske overtagelse, hvilket bl.a. indebærer indretning af lokaler, klargøring af parkeringspladser, indgåelse af indkøbsaftaler på brændstof, vedligehold af biler, arbejdstøj, forsikringer mv. Dette forløber planmæssigt, og det forventes, at Ressourceindsamling A/S kan gå i drift i marts 2020. Tidspunktet skyldes lang sagsbehandlingstid i Færdselsstyrelsens udstedelse af den lovpligtige vognmandstilladelse til selskabet.

De økonomiske forventninger til Ressourceindsamling A/S er ikke ændret, siden beslutningen om dannelsen af selskabet i oktober 2019 og de afledte takststigninger. Der er nu større klarhed omkring de økonomiske og juridiske risici for driften af selskabet, og disse er beskrevet i notat fra selskabets rådgivere (se fortroligt bilag).

Særligt tre forhold af betydning skal fremhæves:

Garantier
I overdragelsesaftalen indgår en række garantier og skadesløsholdelseserklæringer fra sælgers side, sådan at kommunerne kan rejse krav over for Remondis, såfremt der fx måtte dukke økonomiske krav op vedrørende forhold, som daterer sig til tiden inden overdragelsen af opgaven. Det har dog ikke været muligt at få en moderskabsgaranti fra det tyske moderselskab, hvorfor det i en situation, hvor Remondis går konkurs, vil være tvivlsomt, om kommunerne kan få sine eventuelle krav dækket.

Vognparken
Som beskrevet i beslutningsgrundlaget fra oktober 2019 indebærer købet af skraldebilerne en fremtidig økonomisk risiko, fx såfremt bilerne nedslides eller falder i værdi hurtigere end forventet.

Driftstab
Driftsbudgettet for Ressourceindsamling A/S er lavet på grundlag af oplysninger fra Remondis over deres hidtidige omkostninger. Når selskabet går i drift, får den nye ledelse større indsigt i evt. mulige effektiviseringer og/eller meromkostninger.

Ovenstående risikobillede skal ses i lyset af, at den hidtidige driftssituation med Remondis som leverandør også indebar en række risici ift. økonomi og forsyningssikkerhed.

Administrationerne i de fem kommuner er sammen med direktøren for Ressourceindsamling A/S påbegyndt arbejdet med at beskrive de forskellige scenarier for kommunerne og selskabet efter kontraktudløbet i maj 2021.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at orientering om driftsstart og det samlede risikobillede for Ressourceindsamling A/S tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Resume

Status for drift af Ishøj Fællesantenne i 2019 samt kommunens tilsyn med Kabelplus fremlægges til orientering.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har i hele 2019 fulgt driften af Ishøj Fællesantenne. Samme opfølgning fortsættes i 2020.

Hver måned modtager kommunen driftsstatus fra Kabelplus på hhv. kundeservice og afvigelser fra normaldriften. Som opfølgning herpå holder administrationen hver måned et møde med Kabelplus, hvor der bl.a. følges op på kundeservice og den daglige drift.

Derudover afholder administrationen en gang i kvartalet møde med kommunens tekniske rådgiver Brix og Kamp, og herefter et møde hvor både Brix og Kamp og Kabelplus deltager. Begge møder har til formål at føre tilsyn med Kabelplus’ vedligehold, dokumentation, opgradering og drift af Ishøj Fællesantenne. Brix og Kamps notat herom er vedlagt.

Den seneste driftsstatus fra Kabelplus, der viser udviklingen for hele 2019, er vedlagt. Driftstallene er overordnet ret stabile i 2019. Tallene viser bl.a., at Kabelplus typisk svarer på henvendelser via mails i løbet af en dag, og at Kabelplus i sidste halvår af 2019 har oprettet 4-34 supportsager om ugen (LVL1 sager) og besvaret 124-200 opkald om ugen.

Der er i løbet af 2019 sket et markant fald i henvendelser fra borgere til kommunen om Ishøj Fællesantenne, og i dag modtager kommunen meget få henvendelser om fællesantennen.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager status for drift af Ishøj Fællesantenne i 2019 til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Resume

Status på markedsdialog fremlægges til efterretning.

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede den 7. januar 2020 at iværksætte Hortens procesplan for salg af Ishøj Fællesantenne.

Administrationen er nu i samarbejde med Horten, kommunens tekniske rådgiver og brugerrådet gået i gang med at forberede den markedsdialog, der skal afdække potentielle købere på markedet og belyse, hvilke købsvilkår aktørerne kan/vil imødekomme.  

Markedsdialogen forventes at foregå i marts, og de væsentligste temaer til markedsdialogen forventes at være:  

  • Brugerindflydelse
  • Fremtidssikring af teknologi
  • Internetforbindelse til kommunens egne institutioner
  • Pris

Horten er ved at udarbejde et oplæg til det salgsmateriale, der skal danne grundlag for markedsdialogen. Oplægget forventes at være færdigt i midten af februar, hvorefter det vil blive forelagt Økonomi- og Planudvalget.

Horten har et møde med brugerrådet i starten af februar mhp. at få brugerrådets input til oplægget.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager sagen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt, at borgmesteren bemyndiges til af forhandle om salg af areal - Winthersminde Erhvervsområde.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt, at der genopslås udbud af ikke solgte parceller i Pilemølle Erhverv med udgangspunkt i samme udbudsvilkår, som blev anvendt i december 2018. 

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt, idet borgmesteren også bemyndiges til at forhandle en betinget købsaftale for parcel 11, 13, 15.

Forhandlingerne indledes, med at forsøge en betinget købsaftale for parcel 11, 13, 15.

 

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt, at borgmesteren bemyndiges at forhandle en aftale på plads vedr. Pilemølle Ervhverv.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt, at Industrivangen 8 genudbydes med udgangspunkt i de samme udbudsvilkår, som blev anvendt i april 2018.

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt, at Borgmesteren bemyndiges til at forhandle videre om et køb af ejendommen.

Resume

Der skal træffes beslutning om at sende forslag til kommuneplantillæg nr. 11 i offentlig høring. Kommuneplantillæg nr. 11 er en forudsætning for, at der kan bygges i henhold til bestemmelserne i lokalplan 1.80 Boliger ved Gadekæret.

Sagsfremstilling

Som forudsætning for udarbejdelsen af lokalplan 1.80 Boliger ved Gadekæret er der blevet udarbejdet et kommuneplantillæg, idet en realisering af lokalplanen strider imod de gældende kommuneplanrammer 1.B.22 Ved Gadekæret og 1.D.7 Kærbo.

Kommuneplantillægget betyder følgende:
I forbindelse med udarbejdelse af lokalplan 1.80 ændres afgrænsningen af de gældende kommuneplanrammer 1.B.22 og 1.D.7. En del af kommuneplanramme 1.D.7 inddrages og sammenlægges med den eksisterende kommuneplanramme 1.B.22 til en ny kommuneplanramme 1.B.31 Boliger ved Gadekæret. Den resterende kommuneplanramme (1.D.7) bliver til 1.D.14 Omsorgscentret Kærbo.

Foruden den geografiske ændring betyder kommuneplantillægget følgende:
Anvendelse
At anvendelsen af kommuneplanramme nr. 1.B.31 bliver til boligformål med mulighed for etagebyggeri.

Maksimal bygningshøjde
At den maksimale højde for bygninger bliver 14 meter.

Maksimal bebyggelsesprocent
At den maksimale bebyggelsesprocent for bebyggelse bliver 75.

Indstilling


Teknik- og Bygningsudvalget indstiller,
at forslag til kommuneplantillæg nr. 11 vedtages og sendes i offentlig høring i en periode på otte uger.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

 

 

Beslutning

Tiltrådt

Lovgrundlag

Planloven.

Bilag

Resume

Der skal træffes beslutning om at sende forslag til lokalplan 1.80 Boliger ved Gadekæret i offentlig høring. Lokalplanen muliggør opførelsen af ca. 46 boliger i varierende boligtyper mellem to og fire etager.

Sagsfremstilling

Der er udarbejdet et forslag til lokalplan, der giver mulighed for at opføre boliger på hjørnet af Ishøj Stationsvej og Ishøj Parkvej i tilknytning til bebyggelsen Gadekæret. Mosegårdsstien deler lokalplanområdet i to områder.

Bebyggelsen er etageboliger med en base af rækkehuse i to etager, hvor der ovenpå opføres villaer med inspiration fra blandt andet funkisvillaen og længehuset. De er placeret om et åbent gårdrum, som er bebyggelsens opholdsareal på den østlige side af Mosegårdsstien. På den vestlige side ligger parkeringspladsen til bebyggelsen med adgang fra Ishøj Parkvej sammen med en to-etagers bygning med mindre boliger og fællesfunktioner til hele bebyggelsen. Der anlægges et mindre antal parkeringspladser for enden af Kærbos parkeringsplads, som er tilknyttet bebyggelsen. Parkeringsnormen for området er én parkeringsplads pr. bolig, da området ligger inden for stationsnærhedszonen.

Den nederste del af byggeriet opføres med en lys ensartet facade, mens den øverste del opføres i forskellige materialer med mørke farver, så bunden og toppen af bebyggelsen står i kontrast til hinanden. Den øverste del er forbundet af altangange og gangbroer med fælles friarealer, mens den nederste del har for- og baghaver.

Lokalplanområdet er plaget af trafikstøj fra de omkringliggende veje. Derfor udpeger lokalplanen areal til opholdsareal med mulighed for legeplads, aktiviteter og ophold, som skal overholde gældende støjgrænser på 58 dB. Dette areal er gårdrummet mellem bebyggelsen, hvor der er sol og fælles areal til alle beboere. Det resterende udeareal er udpeget til fælles friareal, som må overskride de vejledende støjgrænser på 58 dB.

I den sydlige del af området anlægges der et regnvandsbassin, idet bebyggelsen skal tilbageholde regnvand på egen grund.

Der er udarbejdet et kommuneplantillæg til lokalplanen (se punkt 19).

Der er også udarbejdet en screening af lokalplanen i henhold til lov om miljøvurdering, som kan findes i lokalplanens bilag. Afgørelsen af screeningen behandles i Klima- og Miljøudvalget.

Der vil sideløbende blive igangsat en undersøgelse af, om der skal udarbejdes et projekt på Ishøj Parkvej fra nuværende 4-sporet vej til 2-sporet vej, som det er besluttet i forbindelse med budgetforliget for 2020. Undersøgelsen udarbejdes i høringsperioden og resultatet kan indgå i den endelige vedtagelse af lokalplanen.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at forslag til lokalplan 1.80 Boliger ved Gadekæret vedtages og sendes i offentlig høring i en periode på otte uger sammen med kommuneplantillæg nr. 11, med følgende ændringer:

§ 6.1
ændres til i lyse farver i røde eller gule nuancer matchende farverne på Kærbo og boligbebyggelsen Bo Vest,
der erstatter i hvide og grå nuancer.

§ 6.9
ændres til minimum halvdelen af boligerne på etage 3,
der erstatter minimum fire boliger på etage 3.

§ 6.15
med 45 gr hældning på tagene,
der erstatter med flade tage

Særindstilling fra Henrik Olsen (A), der ikke kan tilslutte sig Teknik- og Bygningsudvalgets ændringer til lokalplanforslaget. 

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges. Ændringerne er indarbejdet i vedhæftede bilag 1.1. (markeret med rødt).

Beslutning

Tiltrådt

Særindstilling: Henrik Olsen (A) ønsker at fastholde den oprindelige lokalplan.

Merete Amdisen (A) afventer stillingtagen.

Økonomi

Der er afsat en projektpulje på 250.000 kr. til undersøgelsen af Ishøj Parkvej, og da der er tale om driftsmidler, skal de ikke frigives.

Lovgrundlag

Planloven.

Bilag

Resume

Der er skal træffes beslutning om at igangsætte udarbejdelsen af en bevarende lokalplan for Torslunde Landsby.

Sagsfremstilling

Der er ønske om at opdatere plangrundlaget i Torslunde Landsby. Den nuværende lokalplan 1.15 Torslunde Landsby er fra 1994, og der er behov for at opdatere og justere bestemmelserne, så de fremstår klare og tydelige.

Den nye lokalplan vil omfatte samme område som lokalplan 1.15 Torslunde Landsby. Lokalplanens formål skal fortsat være at sikre landsbymiljøet herunder specielt i henhold til nedrivning, nybyggeri og ombygninger. Der skal derfor foretages en gennemgang af, hvilke bygninger der fortsat skal være bevaringsværdige, og om nye skal udpeges. De bevarende værdier skal beskrives, så de bliver lettere at forstå og følge. Derudover skal bestemmelser om blandt andet hegn, byggelinjer og udstykninger opdateres.

Der vil i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget blive afholdt et borgermøde.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget vedtager, at udarbejdelsen af en bevarende lokalplan for Torslunde Landsby igangsættes.

Beslutning

Tiltrådt

Lovgrundlag

Planloven.

Resume

Der skal træffes beslutning om at sende forslag til Lokalplan 1.89 Boligområde, Ny Vestervang samt kommuneplantillæg nr. 9 i offentlig høring i 8 uger. Forslaget giver mulighed for at overføre arealer til byzone og opføre op til 80 boliger i Vestervang i den vestlige del af Ishøj Landsby.

Sagsfremstilling

Der er udarbejdet et forslag til Lokalplan 1.89, der omfatter et spredt område i Ishøj Landsby både øst for og vest for Køgevej. Med lokalplanen overføres området fra landzone til byzone. Der kan opføres op til 80 boliger som rækkehuse, dobbelthuse og parcelhuse.

Nord for Ishøj Bygade udlægges et større område til en udstykning til bebyggelser med op til 36 rækkehuse og 24 dobbelthuse. For at sikre sammenhæng og helhed i udviklingen fastlægger lokalplanen placering af byggefelter, og der stilles krav til, at der som minimum skal udstykkes til ét byggefelt ad gangen. Dermed kan der ikke udstykkes mindre dele af et byggefelt. Den eksisterende daginstitution indenfor lokalplanområdet bibeholdes, som den er.

Lokalplanen stiller også i det nordlige område krav til det arkitektoniske udtryk, et sammenhængende vejforløb samt beplantningsbælter, der skal sikre, at området får landsbykarakter. Lokalplanen stiller desuden krav om etablering af grønne fællesarealer og rekreative regnvandsløsninger. 

Som forudsætning for udarbejdelsen af lokalplan 1.89 Boligområde, Ny Vestervang er der udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg nr. 9. Kommuneplantillægget udlægger tre nye kommuneplanrammer, der alle med lokalplanen bliver overført til byzone. De nye kommuneplanrammer ændrer også bebyggelsesprocenten fra 25 til 30 og specifik anvendelse til både åben-lav og tæt-lav bebyggelse.

Lokalplanforslaget offentliggøres med afgørelse om ikke at udarbejde miljørapport for hverken lokalplanforslag eller kommuneplantillæg.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at forslag til Lokalplan 1.89 Boligområde, Ny Vestervang sendes i offentlig høring i en periode på 8 uger sammen med kommuneplantillæg nr. 9.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

 

Beslutning

Tiltrådt

I høringsperioden afholdes borgermøde.

Lovgrundlag

Planlov § 15.

Bilag

Resume

Ny model for renovering og finansiering af akutværelser/fleksible afklaringspladser, da det har vist sig, at bygningen er i en dårligere bygningsmæssig stand end først antaget.

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd godkendte den 3. september 2019 omlægning af akutboliger til fleksible akutværelser/afklaringspladser, herunder at øge antallet af akutværelser/fleksible afklaringspladser fra seks til ni. Akutværelser/fleksible afklaringspladser etableres på Ishøj Søvej 3 med finansiering på kr. 1.899.336 fra uforbrugte midler på anlægsbudgettet i 2019.
Det har imidlertid vist sig, at en mindre del af Ishøj Søvej 3 er i en dårligere forfatning end først antaget. Byggeteknisk er det muligt at justere og gennemføre projektet indenfor det afsatte budget. For at sikre den rigtige løsning for brugerne, væsentligst at sikre adgang til fælleslokalet fra akutværelserne, foreslåes det at justere ombygningen, så den indeholder nedrivning og nyetablering af den del af bygningen, der er i dårligere stand, før der indrettes til fælleslokale (se bilag).

 

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget og Teknik- og Bygningsudvalget tager orientering om tilpasset model for renovering og etableringen af akutværelser/fleksible afklaringspladser på Ishøj Søvej 3 til efterretning.
Social- og Sundhedsudvalget og Teknik- og Bygningsudvalget indstiller,
at der gives supplerende anlægsbevilling på 0,5 mio. kr. til tilpasset renoveringsprojekt på Ishøj Søvej 3 med finansiering over Økonomi- og Planudvalgets pulje for 2020.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Social- og Sundhedsudvalgets og Teknik- og Bygningsudvalgets indstillinger følges, idet projektet finansieres af Økonomi- og Planudvalgets pulje, der herefter udgør herefter kr. 4.003.000.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Det reviderede projekt koster i overslag 2,5 mio. kr. Pt. er der frigivet kr. 1.899.336 på den oprindelige anlægsbevilling. Herudover finansierer energipuljen 0,1 mio. kr. til etablering af ny varmeforsyning. De resterende 0,5 mio. kr. foreslås finansieret via Økonomi- og Planudvalgets pulje.

Bilag

Resume

I forbindelse med ændring af naturbeskyttelsesloven i 2018 blev det muligt for kommunerne at søge om ophævelse af strandbeskyttelseslinjen på bynære arealer i eller omkring havnene. Kystdirektoratet har i deres afgørelse i december 2019 imødekommet kommunens ansøgning delvist.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune ansøgte den 2. maj 2018 om en ophævelse af strandbeskyttelseslinjen på et areal på og ved Ishøj Havn. Kystdirektoratet har i sin afgørelse af den 11. december 2019 imødekommet ansøgningen delvist.

Strandbeskyttelseslinjen er således ophævet på den del af de ansøgte arealer, som ligger bynært og omkring havnen, og som hverken er omfattet af naturfredning efter naturbeskyttelseslovens kapitel 6 eller af naturtypebeskyttelse efter naturbeskyttelseslovens § 3.
Strandbeskyttelseslinjen er derfor ophævet på matr.nr. 8am Tranegilde By, Ishøj vest for Ishøj Havn, på selve Ishøj Havn, på campingpladsens areal, der ligger mellem den bymæssige bebyggelse og havnen og på det ansøgte areal sydvest for campingpladsen.

I vedlagte afgørelse fremgår det ansøgte areal af figur 1 og strandbeskyttelseslinjens nye forløb af figur 4.

Afgørelsen skal offentliggøres på kommunens hjemmeside, og der sendes desuden en særskilt information ud til de private lodsejere.

Ophævelsen af strandbeskyttelseslinjen har ikke en direkte betydning for lodsejerne, men det betyder, at der i højere grad kan lokalplanlægges for turisterhvev, herunder til fx. kiosker, souvenirbutikker, cafeer, overnatning mv.

Hele arealet er ligeledes omfattet af Fingerplanens "Grøn kile ved Køge Bugt Strandpark". Denne udpegning giver mulighed for, at der lokalplanlægges for mindre bymæssige fritidsanlæg, der understøtter det maritime friluftsliv og turisme, fx. faciliteter til vinterbadere og udstyrskrævende friluftsaktiviteter som sejlsport, windsurfing og roning. Endvidere kan der lokalplanlægges for mindre restauranter, cafeer, kiosker o.l. Endelig giver Fingerplanen mulighed for mindre overnatningsmuligheder i havnen.

De nye muligheder vil først kunne bringes i anvendelse med vedtagelsen af en ny lokalplan.  

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller,
at afgørelsen tages til efterretning og sendes videre til efterretning i Klima- og Miljøudvalget, Økonomi- og Planudvalget og i Byrådet.
at afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside, og der sendes særskilt information til de private lodsejere, hvor strandbeskyttelseslinjen er ændret.


Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven.

Bilag

Resume

Ishøj Kommune har i forbindelse med budgetaftalen afsat midler til etablering af en ny rundkørsel på Vejlebrovej for at forbedre trafiksikkerheden i krydset Vejlebrovej / Gildbrovej / Vejledalen.

Center for Park, Vej og Miljø søger midler frigivet til etablering af ny rundkørsel på Vejlebrovej.

Sagsfremstilling

For at forbedre trafiksikkerheden i krydset Vejlebrovej / Gildbrovej / Vejledalen er det besluttet at ombygge krydset fra et prioriteret firevejskryds til en rundkørsel.

Ud over at højne trafiksikkerheden i krydset, vil man få nedsat hastigheden på Vejlebrovej. Det fritliggende fodgængerfelt på Vejledalen kan integreres i rundkørslen. Derudover vil man få en bedre trafikafvikling ved svingende trafikstrømme, især i morgentimerne, og der kan opnås et lavere støjniveau for de omkringliggende boliger.

Arbejdet forventes igangsat primo juni og afsluttet ultimo oktober 2020.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at 3,2 mio. kr. til ny rundkørsel på Vejlebrovej frigives jf. investeringsoversigten. 

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

Lovgrundlag

Lov om offentlige veje m.v. 

Resume

Tillæg 7 til Ishøj Kommunes ”Spildevandsplan 2014-2022” (vedhæftet) giver mulighed for at oprense Ishøj Sø og indbygge det oprensede sediment* i Geotubes (afvandingsteknologi) på et areal i tilknytning til søen.

*(Mineralske eller organiske partikler der er aflejret i jordskorpen eller på bunden).

Sagsfremstilling

Ishøj Sø indgår som en integreret del af det grønne område Ishøj Søpark. Søen er et spildevandsteknisk anlæg, der fungerer som regnvandsbassin med udløb til Lille Vejle Å.

Regnvandsbassinet er senest i 1999 oprenset, hvor sedimentet blev flyttet til et område ved motorvejen, hvor det blev aflæsset direkte og henlå til afvanding. Herefter blev det afvandede sediment indbygget i støjvolden.

Ishøj Forsyning gennemfører oprensningen ved oppumpning af aflejringerne i søen til afvanding i Geotubes af plastnet, hvor sediment tilbageholdes, og vand siver tilbage til søen. Sedimentet indbygges i geotubes på kommunens areal ved søen, og derved spares omkostninger i forbindelse med behandling på et deponeringsanlæg.
De fyldte Geotubes afdækkes og arealet modelleres, så det indgår som en naturlig del af det rekreative område, inden arealet afdækkes med ren muld, og der afsluttes med græssåning.
Miljøundersøgelse af det aflejrede sediment i Ishøj Sø har påvist miljøfremmede stoffer omfattende kulbrinter, tungmetaller og tjærestoffer. Der skal derfor meddeles en tilladelse i henhold til §19 i Lov om miljøbeskyttelse til at indbygge det aflejrede sediment. Det vurderes at være den bedste løsning, også rent miljømæssigt.

Ved godkendelse af spildevandstillæg nr. 7 vil det blive sendt i 8 ugers offentlig høring. Herefter forelægges det med indkomne bemærkninger til endelig godkendelse.

Tillægget er screenet i henhold til miljøvurderingsloven, og det er vurderet, at spildevandsprojektet ikke påvirker miljøet væsentligt. Der udarbejdes derfor ikke en miljøvurderingsrapport. Screeningen vil indgå i den offentlige høring som bilag til tillægget.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller,
at sedimentet indbygges i geotubes på kommunens areal ved søen, og
at forslag til spildevandstillæg 4 til Ishøj Kommunes spildevandsplan 2014 - 2022 godkendes og sendes i 8 ugers høring. 

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Ishøj Forsyning har anslået omkostningerne til oprensning mv. til ca. 11 mio. kr.

Lovgrundlag

Spildvandsbekendtgørelsen.

Bilag

Resume

Bestyrelsen i BIOFOS besluttede på et bestyrelsesmøde fredag 6. december 2019 at sende vedlagte forslag til ”Kommissorium for analyse af fremtidig placering af renseanlæg i hovedstadsområdet” i høring hos alle 15 ejerkommuner i BIOFOS. Bestyrelsen i BIOFOS har anmodet ejerkommunerne om at behandle forslag til kommissorium og sende høringssvar til BIOFOS senest den 2. marts 2020.

Sagsfremstilling

Baggrunden for førnævnte kommissorium er dels, at BIOFOS på lang sigt er udfordret på de nuværende tre renseanlæg dels, at der er indgået en principaftale mellem Regeringen og Københavns Kommune om anlæggelse af Lynetteholmen og dels, at Hvidovre Kommune har offentliggjort en vision om etablering af et nyt erhvervsområde, kaldet Holmene.

BIOFOS er udfordret på de nuværende tre renseanlæg:

- Der vil være mangel på arealer til ny kapacitet efter 2045 og til at imødekomme miljøkrav, såfremt disse skærpes efter 2026.

- BIOFOS skal kunne imødekomme klimaforandringerne (øget spildevand som følge af skybrud samt højere vandstand)

- Der er forventninger til og nye krav om, at BIOFOS bidrager til den grønne omstilling ved at fortrænge fossile energikilder med CO2-neutrale energikilder og arbejder med cirkulær økonomi.

- Boliger og byens liv flytter tættere på, hvilket skaber øget risiko for klager over støj og lugtgener fra renseanlæggene.

På den baggrund har bestyrelsen i BIOFOS besluttet at gennemføre en analyse, der har til formål at udarbejde et samlet beslutningsgrundlag for den fremtidige placering af renseanlæg i hovedstadsområdet. Analysen skal dels omfatte, hvordan BIOFOS’ udfordringer kan imødekommes på lang sigt, dels hvordan BIOFOS kan forholde sig til anlæggelse af Lynetteholmen og Holmene.

I analysen vil flere scenarier blive belyst, herunder som minimum disse scenarier:

- De nuværende renseanlæg forbliver på de tre nuværende lokaliteter.

- Renseanlæg Lynetten flyttes til enten Prøvestenen eller sammenlægges med det nuværende Renseanlæg Avedøre.

- De nuværende renseanlæg flyttes og samles i et nyt renseanlæg på Holmene.

- De nuværende renseanlæg flyttes og samles i et nyt renseanlæg på Prøvestenen.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller,
at indsende et høringssvar til Biofos, hvor der svares, at Ishøj Kommune støtter analysen af forskellige scenarier for placeringen af renseanlæg i hovedstadsområdet og afventer resultaterne af denne analyse.
at Ishøj Kommune deltager i en følgegruppe med relevante ledelsesrepræsentanter fra administrationen i Ishøj Kommune og Ishøj Forsyning.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

Økonomi

Deltagere i analysen betaler selv for deltagelse, diæter, rejser mv. Omkostninger til eksterne konsulenter, mødefaciliteter mv. afholdes af BIOFOS.

Lovgrundlag

Spildevandsbekendtgørelsen.

Bilag

Offentlig beslutning der skal udfyldes, hvis punktet er lukket

Tiltrådt, at forslag til ny daginstitution og ledelsesstruktur sendes i høring efter byrådets behandling af sagen.