Referat
Kultur- og Fritidsudvalget onsdag den 11. oktober 2023 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 22. juni 2022 at omprioritere 215 t.kr. til nye initiativer på kultur- og fritidsområdet. Midlerne var oprindeligt budgetlagt til Ishøj Ungdomsskoles aktiviteter for ældre unge og var i 2023 tiltænkt nye lejeaftaler for Ishøj Bokseklub, hvilket alligevel ikke realiseres. I budgetaftalen for 2024 er der enighed om, at der ikke indgås nye lejeaftaler for bokseklubben. Der skal som følge af budgetaftalen spares 115 t.kr. Derudover tilbageføres 100 t.kr. til Ungdomsskolens driftsbudget til aktiviteter for ældre unge. For 2024 vil det således ikke være nødvendigt med en politisk stillingtagen som i denne sag.
Der er modtaget en række forskellige ansøgninger fra driftsstederne under Center for Kultur og Fritid, som udvalget kan drøfte og beslutte, hvad der skal prioriteres midler til fra det reserverede budget i 2023.

Center for Kultur og Fritid fremlægger forslag til, hvad de omprioriterede driftsmidler på 215 t.kr. kan anvendes til i 2023:

1. Forvandling af nær udemiljøet bag ungdomsskolen - 150 t.kr.
Ishøj Ungdomsskole vil sammen med de udegående indsatser forvandle nær udemiljøet bag ungdomsskolen fra at være et sted, hvor man gemmer sig, og som indbyder til fordækte ting, til et sted, som er ryddet for buske og genopbygget med rekreative aktiviteter og ophold for unge, brugere og medarbejdere. Der tænkes konkret på de nedslidte terrasseområder bag bygningerne.
Der ansøges om 150 t.kr., som skal bruges til at rydde området og efterfølgende genopbygge det sammen med grupper af ældre unge fra både ungdomsskolen og de udegående indsatser.
De unge skal sammen med medarbejderne udarbejde en plantegning for området og konkretisere ønskerne til små aktiviteter og ophold, samt udarbejde efterfølgende budget, som eftersendes hvis bevilling realiseres.

2. Udvikling af den digitale og fysiske brugerbetjening i Ishøj Svømmehal - 50 t.kr.
Den digitale og fysiske brugerbetjening udvikles ved at forbedre IT systemet samt praktisk optimering af servicen til brugerne.
Der skal blandt andet arbejdes på at gøre selvbetjening og køb mere overskueligt for brugerne.
Svømmehallen ønsker at oprette en ”station” med en skærm, der hænger tilgængeligt for kunderne. Herfra kan personalet hjælpe brugerne med oprettelse mv. i de digitale løsninger. Der ønskes desuden oprettelse af adgangskontrol ved indgang for personer med handicap

3. Inventar til børnebiblioteket og/eller til det nye babybibliotek - 110 t.kr.
Kulturium Bibliotek søger om 110 t.kr. til indkøb af inventar til børnebiblioteksområdet samt til indretning af småbørnsbiblioteket, som der er bevilget anlægsmidler til at etablere i 2024.
Møblerne er magen til dem, der er i resten af biblioteket og passer til behovene hos målgrupperne for rummene.

4. Belysning i velkomstområde og betjeningsområdet på Kulturium Bibliotek - 15 t.kr.
Belysning i velkomstområdet og betjeningsområdet er efter renovering og ny indretning efter en større vandskade ikke optimal for borgerne samt personalet, som betjener borgerne i områderne. Der skal derfor installeres en generel belysning i området. Det anslås, at der vil være udgifter på til selve belysningen og til installation.

5. Pokalkamp på Ishøj Stadion, udgifter til ståtribune, toiletvogne, lys samt sikkerhedsfolk - 100 t.kr.
Ishøj IF spiller d. 2. november pokalkamp mod AGF på Ishøj Stadion. I den forbindelse forventes der udgifter på 215 t.kr. til tribuneleje, toiletvogne, lys og sikkerhedsfolk. Der forventes entreindtægter, tilskud fra DBU samt indtægter fra café- og kiosksalg på i alt 115 t.kr. Nettoudgiften forventes at være 100 t. kr., hvilket Ishøj IF søger om tilskud til. Budget er vedhæftet dagsordenen.

For at spille pokalkampen er det ikke et krav at have det ovennævnte udstyr på Ishøj Stadion. Hvis kampen ikke er med lysanlæg, så er det nødvendigt med kampstart allerede kl. 13.00, hvilket kan afholde mange fodboldinteresserede for at se kampen.
DBU, Divisionsforeningen og Ishøj IF ønsker kampstart kl. 18 med live streames, som kræver et bekosteligt lysanlæg. Derudover er der nogle sikkerhedshensyn, der fordrer leje af ståtribune til udeholdet, hvilket divisionsforeningen også har anmodet om.
Der arbejdes på indhentning af myndighedstilladelser til bl.a. lysanlæg og ekstraordinær bil- og busparkering.

Administrationen anbefaler, at der ydes en underskudsgaranti til Ishøj IF inden for en vedtaget økonomisk beløbsramme med regnskabsaflæggelse senest én måned efter afvikling. Adminsitrationen vurderer, at udgifter til toiletvogne på 15 t.kr. afholdes af Ishøj Idræts & Fritidscenter, da det anses for en del af driften og er et behov, der er til stede uanset tidspunkt for kampafvikling. I indstillingen nedenfor er de 15. t.kr således modregnet det ansøgte beløb på 100 t.kr.

Administrationen vurderer at forslag 1 og 3 kan skaleres. Administrationen anbefaler én af følgende 2 kombinationer som kan vælges imellem for anvendelse af de omprioriterede midler i 2023:
 
Kombination 1
Forslag 1: Forvandling af nær udemiljøet bag ungdomsskolen - 65 t.kr.
Forslag 2: Udvikling af den digitale og fysiske brugerbetjening i Ishøj Svømmehal - 50 t.kr.
Forslag 4: Belysning i velkomstområde og betjeningsområdet på Kulturium Bibliotek - 15 t.kr.
Forslag 5: Pokalkamp på Ishøj Stadion, udgifter til ståtribune, toiletvogne, lys samt sikkerhedsfolk - 85 t.kr
Hvis der er uforbrugte midler i forbindelse med underskudsgarantien ifm. forslag 5, kan midlerne gå til opjustering af forslag 1.

Kombination 2
Forslag 1: Forvandling af nær udemiljøet bag ungdomsskolen - 50 t.kr.
Forslag 2: Udvikling af den digitale og fysiske brugerbetjening i Ishøj Svømmehal - 50 t.kr.
Forslag 3: Inventar til børnebiblioteket og/eller til det nye babybibliotek - 100 t.kr.

Forslag 4: Belysning i velkomstområde og betjeningsområdet på Kulturium Bibliotek - 15 t.kr.

Økonomi

De omprioriterede midler til nye initiativer på kultur- og fritidsområdet udgør 215 t.kr. i 2023. Der er ansøgninger til midlerne for i alt 425 t.kr.

Indstilling

at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter de forelagte forslag og beslutter, hvad de omprioriterede midler skal bevilges til.

Beslutning

Murat Kütûk (A) ønskede sin habilitet afprøvet. Udvalget besluttede at Murat Kütûk (A) var inhabil og deltog ikke i behandlingen af sagen.


Kombination 1 blev tiltrådt med den bemærkning, at forslag 5 specificeres til en underskudsgaranti på op til 85.000 kr.



Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.

Beslutningstema

Beslutning om anvendelse af omprioriterede driftsmidler til nye initiativer på kultur- og fritidsområdet.

Bilag

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.


Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.