Referat
Klima- og Miljøudvalget tirsdag den 15. august 2023 kl. 19.00

Mødelokale Tårnbjerget, Rådhuset, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj

Sagsfremstilling

Energihandleplanen sætter rammen for kommunens arbejde med energi- og CO2-besparelser i kommunens bygninger i 2023, jf. bilag 3. De fire målsætninger i Energihandleplanen er:


1) 15 % energibesparelser frem mod 2030.

2) Fossilfri varmeforsyning i 2030.

3) Ingen bygninger med energimærke E, F og G.

4) God afkøling af fjernvarme.


Samlet set kan det for 2022 konkluderes, at både energiforbrug og CO2-udledning er faldet markant i 2022 sammenlignet med 2021. CO2-udledningen er reduceret med 45% siden 2019 og med 22% i 2022 alene. Se bilag 1.


Energiforbruget er mere svingende, men var i 2022 på det laveste niveau siden 2019, herunder også 2020, hvor meget ellers var lukket på grund af Corona. Som noget nyt er energiforbruget for kommunens vejbelysning medtaget, hvor konverteringen til LED betyder et fald i forbruget på næsten 65% i 2021.


De opnåede besparelser overopfylder den forventede reduktionstakt frem mod 2030 og viser, at kommunen er på rette vej i forhold til at komme i mål med målsætningerne 1, 2 og 4 ovenfor. Der kan først gives en status på målsætning nr. 3 (energimærker) til december, når alle bygninger er blevet energimærket.


I status for målsætningen fremgår også hvilken effekt, de forskellige tiltag, der blev igangsat for at imødekomme energikrisen, har haft. Se bilag 1.


Supplerende fremlægges der også en kort status på handlingerne i Energihandleplan 2023, jf. bilag 2. De fleste handlinger er igangsat og flere er afsluttet. Enkelte handlinger er endnu ikke igangsat og en enkelt er blevet forsinket. Ved afrapportering i december gennemgås de enkelte handlinger mere detaljeret, mens der her blot gives et overblik.


Lovgrundlag

Ingen.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at status på Energihandleplan og CO2-udledning tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Der gives en status på målsætningerne i Energihandleplan 2023, energikrise-tiltag samt kommunens CO2-udledning fra energiforbruget. Både energiforbrug og CO2-udledning er faldet betragteligt og indsatserne i energi-handleplanen skrider generelt frem som planlagt. Sagen fremlægges til orientering.

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har sammen med de seks andre kommuner i Køge Bugt – Brøndby, Vallensbæk, Greve, Solrød, Køge og Stevns Kommune tidligere besluttet, at vi ønsker at forbedre havmiljøet i Køge Bugt og fremme en bæredygtig udvikling af Køge Bugt og det sydlige Øresund.

Vedlagte notat gør rede for Køge Bugts beskyttelsesværdighed, ligesom det beskrives, hvilke problemstillinger og udfordringer, der eksisterer i forhold til vedvarende forurening og påvirkning af havmiljøet i Køge Bugt (se bilag 1). Notatet er på Borgmestermøde i Køge Bugt Alliancen den 31.maj 2023 godkendt til fremlæggelse for kommunalbestyrelser og byråd.

Notatet indeholder følgende seks anbefalinger:

  • Hele Øresund – også den sydlige del af Øresund – bør beskyttes af den marine naturnationalpark. Det anbefales derfor, at miljøministeren træffer beslutning om, at den kommende marine naturnationalpark udvides til at omfatte hele Øresund.
  • Det anbefales, at erhvervsministeren i den kommende reviderede havplan tager hensyn til naturen i den sydlige del af Øresund, og ikke kun betragter området som en råstof-ressource.
  • Det anbefales, at Miljøstyrelsen ikke giver tilladelse til forlængelse af de nuværende råstofområder medmindre der samtidig stilles krav om kompenserende anlæg som f.eks. etablering af stenrev, genopretning af tidligere stiksugeområder, udplantning af ålegræs m.v.
  • Afgifterne på at indvende råstoffer og på at dumpe materialer i havet bør forøges for at gøre det økonomisk omkostningsfuldt at skade havmiljøet og i stedet øge incitamentet til at genanvende bygningsmaterialer og vælge andre råstoffer, som ikke påvirker havnaturen.
  • Det skal være slut med at klappe store mængder af materialer fra anlægsprojekter som fx Lynetteholm i Køge Bugt. Derudover bør det helt forbydes, at klapning sker på vanddybder under 8 meter.
  • På baggrund af de negative konsekvenser for havmiljøet (ålegræsenge og dumpning af jord) samt de negative miljømæssige konsekvenser på land, anbefales det, at Hvidovre Kommune og SVM-regeringen indstiller planerne om etableringen af Holmene (se bilag 1 og bilag 2).

Der er endvidere udarbejdet et notat, hvori det bl.a. beskrives, hvad kommunerne selv gør for at begrænse forureningen af bugten med næringsstoffer og miljøfremmede stoffer, begrænse klapning, brug af sandfodring mv. Supplerende for Ishøj kan nævnes, at vi samarbejder med BIOFOS omkring forskellige muligheder for bedre central rensning, ligesom vi støtter Køge Bugt Stenrev økonomisk, og hertil tages der løbende badevandsprøver og kildeopsporing i tilfælde af forurening. Ishøj arbejder også på at reducere klapning af materialer fra bl.a. havne-indløbet, ligesom vi via Naturcentret gør en stor indsats i forhold til formidlingen af de store naturværdier, som vi har i Køge Bugt (se bilag 3).

Borgmestrene har på mødet den 31. maj 2023 anbefalet, at hver kommune i både 2023 og 2024 afsætter 50.000 kr. til fælles aktiviteter i forbindelse med Køge Bugt Alliancens arbejde. Administrationen foreslår, at aktiviteterne finansieres via puljen til mere natur, træer og oaser. Der er i 2023 bevilliget 1.460.000 kr. til puljen, men da projekt om "Afprøvning af grønne og rekreative tiltag og løsninger på kommende ny plads ved idrætscenter, skole og institution" ikke blev godkendt af KMU tidligere på året, er der fortsat midler i puljen på 250.000 kr. i 2023, der ikke er anvist. Der er endnu ikke truffet beslutning om anvendelse af midlerne for 2024, men det foreslås, at det allerede nu godkendes, at der reserveret kr. 50.000 til nærværende indsats.

I forlængelse af borgmestermødet anbefales det derudover, at kommunerne tilmelder sig Øresundsvandsamarbejdet, hvilket Ishøj Kommune har gjort, og udgiften hertil på ca. 13.500 kr. årligt, vurderes at kunne holdes indenfor eksisterende budget.

Lovgrundlag

Ingen

Økonomi

Det foreslås, at finansieringen af kr. 50.000 kr. til Køge Bugt Alliancens arbejde i hhv. 2023 og 2024 finansieres via puljen til mere natur, træer og oaser.

Indstilling

at ovennævnte seks anbefalinger til beskyttelse af havmiljøet i Køge bugt godkendes

at der bevilliges 50.000 kr. i henholdsvis 2023 og 2024 fra puljen til mere natur, træer og oaser til fælles aktiviteter til Køge Bugt Alliancens arbejde.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet vedørende godkendelsen af de seks anbefalinger

Klima- og Miljøudvalget vedrørende bevillingen af puljemidler fra puljen til mere natur, træer og oaser til fælles aktiviteter til Køge Bugt Alliancens arbejde.

Beslutningstema

I forbindelse med beskyttelse af havmiljøet I Køge Bugt, har administrationen, sammen med resten af Køge Bugt Alliancen, udarbejdet 6 anbefalinger til beskyttelse af havmiljøet i bugten. Det skal besluttes, om Klima- og Miljøudvalget kan tilsluttes sig anbefalingerne, samt hvorvidt der kan afsættes yderligere midler til det videre arbejde i Køge Bugt Alliancen.

Bilag

Sagsfremstilling

I forlængelse af oplæg om affaldsområdet på Byrådsmøde den 4. april 2023 fremlægges et forslag til budget 2024 for renovationsområdet. Forslaget er i overensstemmelse med det udkast til takstblad for området, som fremlægges til behandling på Økonomi- og Planudvalget den 28. august 2023. Takstbladet vedtages endeligt i forbindelse med vedtagelse af budget 2024 primo oktober.

I det fremlagte budgetforslag forventes samlet set udgifter for 40,6 mio. kr. i 2024, hvilket er et fald på 1,4 mio. i forhold til 2023, jf. bilag 1. Faldet skyldes bl.a., at der i 2023 er engangsudgifter til indkøb af papbeholdere, hvilket ikke er tilfældet i 2024.

I det fremlagte budgetforslag er der balance mellem indtægter og udgifter for så vidt angår den løbende drift. Budgetforslaget indebærer kun mindre udsving i gebyrerne på området, hvilket især skyldtes en forbedret prognose for udgifterne i 2024. Dog får fx. kolonihaveejere en forventet stigning på 561 kr., da deres bidrag til genbrugsstationen er opjusteret på baggrund af undersøgelser om besøgshyppighed.

Udover de generelle prisfremskrivninger, skyldes ændringerne i gebyrsammensætningen hovedsageligt nye nationale regler, der indebærer, at madaffald fremover skal indgå i grundgebyret som genanvendeligt affald og ikke som hidtil i beholdergebyret. Grundgebyret dækker derved fremover udgifter til alle ordninger undtagen restaffald, og de ændrede regler for madaffald betyder også, at gebyrer for 2023 og 2024 er vanskelige at sammenligne.

Gebyrændringer er illustreret i bilag 2 med udgangspunkt i de gebyr-eksempler, der også blev fremlagt på temamøde i Byrådet den 4. april 2023.

Mellemværende (overskud/underskud)

Der har igennem det seneste 1 ½ år været et stigende udgiftsniveau på renovationsområdet som følge af nye krav til sortering i flere fraktioner, stigende transportomkostninger og nedgravede affaldssystemer. Udgifterne har været højere end de affaldsgebyrer, der er blevet indkrævet hos borgerne. Det samlede oparbejdede overskud på renovationsområdet faldt derfor fra over 10 mio. i 2021 kr. til 4,9 mio. kr. i 2022. Ifølge de seneste prognoser forventes overskuddet ved udgangen af 2023 at være ændret til et underskud på 8 mio. kr. Eventuelle yderligere udgifter til nedgravede løsninger i AAB forventes at øge underskuddet til mellem 13-18 mio. kr. ved udgangen af 2024.

Budgettet for det brugerfinansierede renovationsområde skal hvile-i-sig-selv over en årrække, og administrationen anbefaler, at der i 2024 lægges en plan for hvordan mer-forbruget kan afvikles.

Baggrunden er, at nye regler om producentansvar fra 2025 forventes at give en ukendt men markant indtægt, som kan afhjælpe udfordringen over en årrække. Hertil står affaldsområdet overfor nye regler for beregning af takster ultimo 2023, som forventes at være bestemmende for budgetlægning og gebyrfastsættelse i de kommende år, og endelig bliver renovationsområdet selskabsgjort indenfor de kommende år, hvilket også vil påvirke budgetplanlægningen. Der er på den baggrund ikke budgetteret med et overskud i 2024 med henblik på at nedbringe underskuddet på den helt korte bane.

Lovgrundlag

-Lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven)
-Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v. (affaldsaktørbekendtgørelsen)
-Bekendtgørelse om affald (affaldsbekendtgørelsen)

Økonomi

Sagen har ingen konsekvenser for kommunens økonomi idet renovationsområdet er takstfinansieret.

Indstilling

at renovationsbudget samt takstblad for gebyrer for 2024 godkendes, samt at det godkendes der er i 2024 laves en plan for afvikling af det forventede underskud i 2023 og 2024.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet

Beslutningstema

Der skal træffes beslutning om godkendelse af budgetforslag 2024 samt tilhørende takstblad for renovationsområdet.

Bilag

Sagsfremstilling


Årshjul for Klima- og Miljøudvalget, se bilag 1.


Bortfald af tilskud fra Energistyrelsen til at energirenovere Bøgely

I 2021 fik Ishøj Kommune en tilkendegivelse om tilskud på 577.500 kr. fra Energistyrelsen til at energirenovere Bøgely. Projektet drejede sig om udskiftning af vinduer og efterisolering af tag.

I takt med at løsningen for Bøgely er blevet afdækket, har det vist sig nødvendigt at ændre projektet markant. Det betyder, at administrationen ikke længere kan gennemføre det oprindelige projekt med den økonomiske ramme og tidsplan, der er godkendt af Energistyrelsen, hvorfor tilsagnet til tilskuddet bortfalder.


Administrationen har derfor kontaktet Energistyrelsen og fraskrevet sig tilskuddet.


I 2024 fremlæggelse anlægsønske for et revideret projekt for tagene på Bøgely.


Forespørgsel om foretræden for Klima- og Miljøudvalget

Klima- og Miljøudvalget har modtaget en henvendelse fra Tranegilde Bylaug, med en forespørgsel om, hvorvidt repræsentanter fra bylauget må foretræde for udvalget med henblik på at oplyse udvalget om trafikstøjproblematikker i Tranegilde Landsby. Udvalget skal tage stilling til denne forespørgsel. Se henvendelsen i bilag 2.


Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.


Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Klima- og Miljøudvalget.