Referat
Ishøj Byråd tirsdag den 27. februar 2024 kl. 17.00

Rådhuset, Byrådssalen, Ishøj Store Torv 20, etage 2, 2635 Ishøj - det åbne møde begynder kl. 19.00

Beslutning

Ingen spørgsmål.

Sagsfremstilling

Europa-Parlamentsvalget afholdes søndag den 9. juni 2024.


Ændringer i lovgivningen siden sidste valg

Orientering fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet om ændringer i valglovgivningen vedhæftes som bilag 1. Relevante ændringer i forhold til byrådets behandling af nedenstående er:

  • Valgbestyrelsen sørger for, at brevstemmerne bliver gennemgået inden afstemningens begyndelse. Brevstemmer kan gennemgås af to valgbestyrelsesmedlemmer med bistand fra kommunens ansatte i stedet for to valgstyrere.
  • Udvidelse af, hvem der kan være brevstemmemodtagere: Brevstemmer kan afgives til to stemmemodtagere, der er ansatte i kommunen, på institutionen eller er tilforordnede vælgere.
  • Lempelse af bedømmelsen af stemmesedler, så færre vurderes ugyldige.


Til gennemførelse af det forestående valg skal der udpeges en række personer til varetagelse af forskellige poster og opgaver.

Ved byrådets konstituerende møde den 9. december 2021 blev følgende valgbestyrelse til Folketingsvalg, Folkeafstemning og Europa-Parlamentet udpeget for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2025:


Som medlem

Parti

Som stedfortræder

Parti

1. Merete Amdisen

A

Kasper Bjering Søby Jensen

A

2. Pia Beckmann Skourup

V

Rasmus Ørvad Boné

C

3. Ole Wedel-Brandt

Ø

Sami Deniz

F


Valget foreslås organiseret, som beskrevet i vedlagte bilag 2.

Lovgrundlag

Lov om valg til Folketinget.

Bekendtgørelse af lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet

Økonomi

Der er i budgettet afsat kr. 1,4 mio. kr. til afholdelse af valg i 2024.

Indstilling

at valget organiseres som beskrevet i bilag 2.


Beslutning

Tiltrådt.


Annelise Madsen (ID) kan ikke tiltræde, at der gives tilladelse til indsamling på valgstederne.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Organisering af EU-valget den 9. juni 2024.

Bilag

Sagsfremstilling

På baggrund af en længere proces i byrådet er der formuleret et forslag til en vision 2035 for Ishøj Kommune med overskriften: "Fælles om mulighedernes Ishøj".


Grundfortællingen i visionen kan indfanges af følgende citat fra den samlede visionstekst:

"Ishøj Byråd ønsker at skabe et mulighedernes Ishøj for Tobias, Ali og Anne – og alle andre borgere i Ishøj. Vi ønsker at skabe en god fremtid for Ishøj og for vores børn, børnebørn, forældre, venner og naboer – i Ishøj. Drømmen er, at Ishøj i 2035 er en både økonomisk robust, grøn og mangfoldig kommune, som er kendetegnet ved velfærd, sammenhold og tryghed for alle borgere. Det er ikke en vision, vi kan nå alene. Vi inviterer derfor det stærke fællesskab og de aktive borgere, som er Ishøjs største styrke, med på rejsen med at definere og skabe mulighedernes Ishøj."


Visionen indeholder desuden fire pejlemærker, som skal ses som Byrådets prioritering af, hvilke temaer der skal arbejdes med for at nå visionen. De fire pejlemærker er:

  • Sunde og aktive liv
  • Stærkt fællesskab med sammenhold og engagement
  • Lokalt ansvar for klima, natur og miljø
  • Økonomisk robust kommune med stærk arbejdsstyrke


Det samlede forslag til visionstekst er vedlagt som bilag 1 og 1A - både i en layoutet version og i en version, hvor det fremgår, hvilke ændringer der er sket siden byrådets seneste drøftelse af visionen på temamødet den 30. januar 2024.


Desuden er der vedlagt et notat (bilag 2) om baggrunden for forslaget til vision, den videre proces og sammenhængen til den øvrige politiske styring. Det er planen, at byrådet på byrådsmødet den 19. marts tager stilling til den videre proces for arbejdet med udmøntningen af visionen.


Lovgrundlag

Ingen.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at vedlagte forslag til vision for Ishøj Kommune 2035 godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Byrådet har i 2023 arbejdet med at formulere en vision 2035 for Ishøj Kommune. Arbejdet med visionen er sket med afsæt i et debatoplæg om de største udfordringer for Ishøj Kommune frem mod år 2035. På baggrund af byrådets drøftelser er der nu udarbejdet et endeligt forslag til en vision, som har overskriften "Fælles om mulighedernes Ishøj".


Med sagen skal byrådet træffe endelig beslutning om vision 2035 for Ishøj Kommune.

Bilag

Sagsfremstilling

Formålet med BO0 er at vurdere, om forudsætningerne fra budgetvedtagelsen fortsat holder, eller om der er sket ændringer, som har væsentlige økonomiske konsekvenser i indeværende budgetår.


Servicerammen


Resultatet af BO0/2024 er et forventet merforbrug i Center for Voksen og Velfærd på 11,9 mio. kr., samt et forventet mindreforbrug i Center for Ejendomme og Arealer på 2,0 mio. kr. Der forventes desuden et merforbrug i Center for Dagtilbud og Uddannelse på 7,1 mio. kr.


Merforbruget i Center for Voksen og Velfærd skal primært tilskrives en stigning i antallet af borgere, der er i et botilbud eller modtager socialpædagogisk støtte af eksterne leverandører. Budgetgrundlaget for antal borgere i botilbud og socialpædagogisk støtte for 2024 er 121 helårsborgere, men det faktiske antal borgere pr. januar 2024 var 128 borgere. Derudover forventes en nettotilgang på 7,1 helårsborgere i 2024, og der er dermed en nettotilgang på 14,1 helårsborgere i forhold til budgetgrundlaget for 2024. Det forventede merforbrug i Center for Voksen og Velfærd skal ses i sammenhæng med, at centeret har fået tilført 13,6 mio. kr. inden for servicerammen i tekniske korrektioner til Budget 2024 - herunder 0,4 mio. kr. til botilbud og socialpædagogisk støtte af eksterne leverandører.


Center for Ejendomme og Arealer kan konstatere et faldende energiforbrug i kommunen, og forventer på den baggrund et mindreforbrug på 2,0 mio. kr. på el, vand og varme i 2024.


Center for Dagtilbud og Uddannelses forventede merforbrug skyldes implementering af regeringens krav til bl.a. optag af børn i institutionerne i Vejleåparken, som følge af Vejleåparkens optag på Parallelsamfundslisten. Administrationen fremlægger sag til Børne- og Undervisningsudvalget den 8. februar 2024, hvori det skal vedtages hvilke tiltag der skal igangsættes. Det forventede merforbrug i 2024 afventer derfor en beslutning fra Børne- og Undervisningsudvalget den 8. februar. Merudgifterne som følge af parallelsamfundslisten forventes håndteret i et separat regnskab, og forventes derfor ikke at skulle håndteres ved kompenserende tiltag. Dette er en afvigelse fra Ishøj Kommunes økonomiske politik, da merudgiften normalvis ville skulle finansieres ved kompenserende tiltag.


Udenfor servicerammen


Center for Voksen og Velfærd forventer en merindtægt udenfor servicerammen på 7,9 mio. kr. i 2024. Den tidligere beskrevne nettotilgang af borgere i botilbud eller modtagere af støtte af specialpædagogisk støtte fra eksterne leverandør genererer en merindtægt for særlig dyre enkeltsager.


De forventede regnskabsafvigelser til budget 2024 kan ses i "bilag 1. Ændringsskema Adm. BO 2024".

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov. Cirkulære om kommunernes budget og regnskabssystem revision samt Økonomisk Politik for Ishøj Kommune.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at den administrative budgetopfølgning 2024 tages til efterretning.

at håndtere merudgifter forbundet med Vejleåparkens optag på parallelsamfundslisten og Vildtbanegård I og II's optag på forebyggelseslisten, særskilt, og således at afvige fra Ishøj Kommunes økonomiske politik.

at administrationen frem mod budgetopfølgning 1 udarbejder forslag til kompenserende tiltag, der vil sikre, at Ishøj Kommune overholder den med regeringen indgåede servicerammeaftale 2024.



Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 12. februar 2024, pkt. 19:

Tiltrådt.


Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byråd.

Beslutningstema

Resultatet af den administrative budgetopfølgning (BO0) pr. 31. januar 2024 er et forventet udgiftspres indenfor servicerammen på 17,2 mio. kr. samt en merindtægt udenfor servicerammen på 7,9 mio. kr.

Bilag

Sagsfremstilling

Det korrigerede anlægsbudget i 2023 - inkl. overførte uforbrugte midler fra 2022 - udgjorde 237,5 mio. kr. i udgifter og 66,4 mio. kr. i indtægter. Der er afholdt udgifter til anlægsprojekter for i alt 82,6 mio. kr. og indtægter på 10,8 mio. kr. i 2023. En række anlægsprojekter er ikke færdiggjorte, men fortsætter i 2024, og de uforbrugte midler fra 2023 skal derfor overføres til 2024. Dette sker i form af en tillægsbevilling. De enkelte anlægsprojekter, der ønskes overført til 2024, er oplistet i vedlagte bilag 1. Samlet set søges der om overførsel af udgifter på 118,2 mio. kr. og indtægter på 4,0 mio. kr. - i alt 114,3 mio. kr. netto. Det skal oplyses, at projekterne "Udendørs faciliteter" samt "Opgradering af stadionfaciliteter" i forbindelsen med overførslen af anlægsprojekterne samtidig overføres fra Kultur- og Fritidsudvalget til Teknik- og Bygningsudvalget, idet projektet nu har ændret karakter, og derfor i henhold til styrelsesvedtægten hører under Teknik- og Bygningsudvalget.

Lovgrundlag

Cirkulære om budget- og regnskabssystem, revision mv. for kommuner.

Økonomi

Tillægsbevilling til udgifter på 118,2 mio. kr. og indtægter på 4,0 mio. kr., som finansieres af kassebeholdningen.

Indstilling

at der gives tillægsbevilling til overførsel af uforbrugte anlægsmidler fra 2023 til 2024 for netto 114,3 mio. kr., svarende til udgifter for 118,2 mio. kr. og indtægter for 4,0 mio. kr.



Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 12. februar 2024, pkt. 20:

Tiltrådt.


Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Tillægsbevilling til overførsel af uforbrugte anlægsmidler fra 2023 til 2024.

Bilag

Sagsfremstilling

Baggrund

I december fik Byrådet forelagt en orienteringssag om Social- og Boligministeriets lister over boligområder, hvor Vejleåparken er kommet på listen over udsatte boligområder og parallelsamfund, mens Vildtbanegård I og II er kommet på listen over forebyggelsesområder. Kriterierne, som der måles på, omfatter indkomst- og uddannelsesniveau, andelen af dømte og arbejdsløse.

Vejleåparken overskrider grænseværdien for andelen af dømte og andelen af beboere med et uddannelsesniveau på grunduddannelse eller lavere. Vildtbanegård I og II overskrider grænseværdierne for andelen af dømte og indkomstniveauet. Udviklingen i grænseværdierne for begge områder er vedlagt som bilag.

Konsekvenser

Hvis den negative udvikling fortsætter i Vejleåparken, vil området efter 5 år blive udpeget som omdannelsesområde. Reelt set er der kun 3 år til at styrke beboersammensætningen, da dataudtræk for området går 2 år tilbage.
Boligorganisationerne og kommunen vil i givet fald bl.a. blive pålagt at udarbejde en udviklingsplan for, hvordan de vil få andelen af almene familieboliger ned på de 40 procent i Vejleåparken f.eks. gennem nedrivning, privat nybyggeri eller ved salg af de almene boliger til private udlejere. Selvom området udgår af listen, før udviklingsplanen er gennemført, skal udviklingsplanen og tiltagene i den stadig gennemføres.

Hvis den negative udvikling fortsætter i Vildtbanegaard I og II, vil boligområdet blive udpeget som udsat boligområde og dermed blive pålagt flere restriktioner bl.a. på daginstitutionsområdet, som Vejleåparken er ramt af i dag.
Det er derfor vigtigt, at der findes løsninger for at komme af listerne hurtigst muligt, hvor boliganvisningen er afgørende.

Boliganvisning efter konkret og individuel vurdering

Administrationen har ad flere omgange været i dialog med Social- og Boligstyrelsen ift. konkret udmøntning af reglerne på området. Social- og Boligstyrelsen har bekræftet, at alle familieboliger i begge udpegede områder som hovedregel skal anvises efter de skærpede kriterier fastlagt i Almenboligloven (Bilag 1). Som opfølgning herpå er det blevet klart, at de skærpede anvisningskriterier, som kommunen kan afvise borgere ud fra, ikke er direkte sammenlignelige med de kriterier, som områderne bliver vurderet ud fra.

De skærpede kriterier giver således ikke et direkte håndtag til at påvirke tallene i den rigtige retning. Fx indgår der ikke krav til uddannelsesniveau i de skærpede anvisningskriterier, mens et af kriterierne for udpegning af områder er en måling af andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse. For at styrke beboersammensætningen i de to områder foreslås derfor, at anvisning af boliger i de to udpegede områder ændres fra primært at være baseret på anciennitet til i højere grad at ske ud fra en konkret individuel vurdering ved at prioritere ansøgere, som bidrager positivt i forhold til de kriterier, der bliver målt på. Fx vil borgere med et højere uddannelsesniveau end grundskole blive prioriteret højere, hvilket typisk også vil være forbundet med et højere indkomstniveau. Administrationen vil fortsat anvende opskrivningslisten som understøttende for udvælgelsen.

For at sikre at tilflytning fra andre kommuner til de to områder via den interne venteliste mv., som administreres af boligorganisationerne, ikke forringer beboersammensætningen, foreslås det endvidere, at administrationen bemyndiges til at aftale særlige kriterier for obligatorisk fleksibel udlejning med boligselskaberne herfor. Det kan fx være kriterier om uddannelse, beskæftigelse og indtægt.

Opskrivning til almennyttig bolig

De skærpede kriterier udfordrer også anvisningen af boliger, som bliver mere tidskrævende. Dertil kommer, at administrationen i dag bruger unødig tid på at sende boligtilbud ud til borgerne, som gentagne gange takker nej til et boligtilbud - eller ikke svarer på et boligtilbud indenfor fristen. Borgerne kan i dag takke nej 2 gange og derefter modtage besked om, at de bliver sat i bero, hvorefter de straks kan ringe ind igen og blive sat aktiv, hvilket de fleste borgere gør brug af. Dette medfører i dag øget risiko for lejetab pga. tomgangsleje og ekstra træk på administrationen.

Administrationen foreslår på den baggrund en ændring i praksis således, at hvis der bliver takket nej til 2 boligtilbud, eller der ikke bliver svaret på et boligtilbud indenfor fristen, vil borgeren blive informeret i e-Boks om, at det vurderes, at borgeren ikke pt. har et akut boligbehov, og borgerens ansøgning slettes fra aktiv- og berolisterne med vejledning om, hvordan borgeren kan skrive sig op igen ved fornyet behov. På den måde vil anvisningen af boliger også være mere i overensstemmelse med intentionerne i lovgivningen, da kommunens anvisning ikke er til for at få en ønskebolig, men varetager hensynet til beboersammensætning og boligsocial anvisning.


Lovgrundlag

Almenboligloven.

Økonomi

Administration af lovgrundlaget vil være forbundet med øgede administrationsudgifter samt større udgift til lejetab. De øgede administrationsudgifter forventes dækket af den ekstra bevilling, som blev besluttet i Byrådet den 30. januar 2024.

Indstilling

at det tages til efterretning, at alle ledige familieboliger i Vejleåparken og Vildtbanegaard I og II anvises efter de skærpede anvisningskriterier, jf. regler om parallelsamfund i Almenboligloven og

at det vedtages, at alle ledige familieboliger i Vejleåparken og Vildtbanegaard I og II endvidere anvises ud fra de til enhver tid gældende anvisningskriterier i samarbejdsaftalen og obligatorisk fleksibel udlejning og

at administrationen får bemyndigelse til at aftale den obligatoriske fleksible udlejning med boligselskaberne og

at anvisning i de to udpegede områder sker ud fra en konkret individuel vurdering for at styrke beboersammensætningen ved at prioritere ansøgere, som bidrager positivt i forhold til de kriterier, der bliver målt på, for at få boligområderne af listerne igen, og

at hvis der bliver takket nej til 2 boligtilbud, eller der ikke bliver svaret på et boligtilbud indenfor fristen, vil borgeren blive informeret i E-Boks om, at det vurderes, at borgeren ikke pt. har et akut boligbehov, og borgerens ansøgning slettes med vejledning om, hvordan borgeren kan skrive sig op igen ved fornyet behov.



Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 12. februar 2024, pkt. 21:

Tiltrådt, idet indstillingspunkt nr. 5 udgår. I stedet indstiller Økonomi- og Planudvalget følgende: "For at lette arbejdspresset på boliganvisningen besluttes det at indføre en karensperiode på 1 år ved to afslåede boligtilbud eller ved manglende svar indenfor fristen.". Beslutning genbesøges i januar 2025.


Beslutning

Tiltrådt.


Kalbiye Yüksel (SF) kan ikke tilslutte sig indførelsen af en karensperiode på 1 år ved to afslåede boligtilbud eller manglende svar inden for fristen.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Pr. 1. december 2023 er Vejleåparken udpeget som udsat boligområde og parallelsamfund, samt Vildtbanegård I og II er udpeget som forebyggelsesområde. Der er store konsekvenser ved at være udpeget på listerne – i særdeleshed på daginstitutionsområdet – men på længere sigt kan det også indebære krav om nedrivning mv. Selve de parametre, som udpegningen bygger på, er ikke identiske med de skærpede kriterier for anvisning af boliger, som fremgår af loven. For at sikre at de to boligområder på sigt kommer af listen, foreslås det derfor, at boliger i de to områder fremover, udover de lovbestemte kriterier, anvises ud fra en konkret og individuel vurdering, som fremmer beboersammensætningen, bl.a. et højere uddannelsesniveau og færre antal dømte.

Bilag

Sagsfremstilling

Dagtilbudsområdet
Vejleåparkens status som parallelsamfund medfører ikrafttrædelse af
følgende krav i 2024:

  • Alle børn fra Vejleåparken, der ikke er optaget i et dagtilbud, når de fylder 1 år, skal optages i et obligatorisk læringstilbud.
    Loven træder i kraft den 1. januar i det følgende kalenderår, hvor et boligområde fremgår af listen over udsatte boligområder.
  • I løbet af et kalenderår må der maksimalt optages 30 pct. børn fra Vejleåparken i et dagtilbud.
    Loven træder i kraft fra den 1. januar i det følgende kalenderår, hvor et boligområde fremgår af listen over udsatte boligområder.
  • Når forældre udenfor Vejleåparken anvises plads i et dagtilbud i Vejleåparken, skal de samtidig tilbydes plads i et dagtilbud udenfor Vejleåparken (dobbelt anvisning).
    Loven træder i kraft fra den 1. maj i det følgende kalenderår, hvor et boligområde fremgår af listen over udsatte boligområder.

Udmøntningen af lovgivningen på dagtilbudsområdet, i forbindelse med Vejleåparkens placering på parallelsamfundslisten, vurderes at få følgende afgørende konsekvenser for dagtilbudsområdet i Ishøj Kommune:

  • Det kan blive en udfordring at tiltrække børn udenfor Vejleåparken til Vejleåparkens dagtilbud, når tilbuddet om plads skal ledsages af et tilbud om en plads udenfor Vejleåparken.
  • Det udfordrer dagtilbuddene i Vejleåparkens fortsatte muligheder for at fordele børn på tværs af kulturelle og socioøkonomiske forhold.
  • Dobbeltanvisning forventes at skabe ledige pladser i Vejleåparkens dagtilbud.
  • Ledige pladser i Vejleåparkens dagtilbud vil presse kommunens kapacitet på dagtilbud og kan få betydning for kommunens mulighed for at overholde pasningsgarantien.
  • Etablering af obligatoriske læringstilbud i dagtilbuddene udenfor Vejleåparken vil presse kommunens kapacitet yderligere.

Børne- og Undervisningsudvalget godkendte den 18. januar 2024 en dispensationsansøgning til Børne- og Undervisningsministeriet omkring krav om loft på 30 procent og dobbeltanvisning. Svar på dispensationsansøgning forventes modtaget indenfor tre måneder. Administrationen vil i mellemtiden forberede følgende initiativer, som kan igangsættes for 2024, såfremt dispensationsansøgningen ikke imødekommes:

1. Anvisningskriterierne til dagtilbud tilrettes i forhold til krav om loft på 30 procent og krav om dobbeltanvisning (bilag 1).

2. Kapaciteten udvides i de eksisterende dagtilbud gennem en udvidelse af lokaler, som findes i eksisterende kommunale lokaler i umiddelbar nærhed til dagtilbuddet (bilag 2).

3. Dagtilbuddene i Vejleåparken, som er Firkløveren, Femkanten og Piletræet, fastholder deres nuværende normering og ressourcetildeling med henblik på, at der vil være "Bedre normering i Vejleåparkens dagtilbud". Forældrene vil blive oplyst om de tre institutioners status som værende "Bedre normeret dagtilbud i Vejleåparken", og hvad det indebærer både i forhold til normering, ressourcetildeling og pædagogik. Dette indebærer, at budgetterne fra de tre dagtilbud ikke kan bruges til at finansiere udvidelsen af den øvrige kapacitet (bilag 3).

Der søges ikke dispensation fra obligatoriske læringstilbud. Derfor vil Center for Dagtilbud og Uddannelse igangsætte implementeringen umiddelbart efter byrådets beslutning (bilag 4).

Skoleområdet
På skoleområdet vil Vejleåparkens placering på parallelsamfundslisten medføre, at Strandgårdskolen vil blive omfattet af folkeskolelovens § 11 a, som betyder, at alle elever i børnehaveklasser på skoler og afdelinger af skoler, hvor mere end 30 pct. af eleverne bor i et boligområde, der har været på parallelsamfundslisten, mindst en gang inden for de seneste 3 år, skal bestå en obligatorisk sprogprøve, før de kan påbegynde undervisningen i 1. klasse.

Endvidere fremgår det i bekendtgørelsen af § 11 a, at elever i 1. - 9. klasse, som modtager undervisning i dansk som andet sprog og skal ophøre med dette, ligeledes skal bestå en obligatorisk sprogprøve for at kunne gøre dette. I bilag 5 er vedlagt et notat, der beskriver implementeringsprocessen for de obligatoriske sprogprøver, og hvordan dette vil se ud i praksis på Strandgårdskolen fremadrettet. De obligatoriske sprogprøver påbegyndes i august i det kommende skoleår.

Der søges ikke dispensation fra obligatoriske sprogprøver. Derfor vil Center for Dagtilbud og Uddannelse igangsætte implementeringen umiddelbart efter byrådets beslutning.

Lovgrundlag

Almenboligloven § 61 a.
Dagtilbudsloven § 23, stk. 4.
Dagtilbudsloven § 26 a.
Folkeskoleloven § 11 a.

Økonomi

Kommunerne bliver ikke kompenseret for udgifterne til udmøntningen af kravene til dagtilbud og skoler i forbindelse med lovgivningen om parallelsamfund. De økonomiske konsekvenser af sagen vil blive håndteret i forbindelse med budgetopfølgningerne i 2024.

Udgifterne til administrationens forslag til implementering af kravene på dagtilbuds- og skoleområdet i 2024 er som følger:

Driftsudgifter

Antal børn

2024 udgifter

Bedre normering i Vejleåparkens dagtilbud


5.100.000 kr.

Udvidelse af kapacitet i dagtilbud udenfor Vejleåparken

50

600.000 kr.

Obligatoriske læringstilbud i hjemmet (Tilsynsopgave)

10

200.000 kr.

Obligatoriske læringstilbud i dagtilbud (25 timer)

10

1.000.000 kr.

Obligatoriske sprogprøver


240.000 kr.

I alt

60

7.140.000 kr.

Udgifterne i ovenstående tabel uddybes i de enkelte bilag.

I forbindelse med indsatsen "Bedre normering i Vejleåparkens dagtilbud" vil det være muligt at finansiere 25 % af merudgiften ved at øge forældrebetalingen. En øget forældrebetaling har kun halvårsvirkning i 2024.

Det vurderes ikke nødvendigt at genberegne takster, hvis der oprettes flere pladser.

Hvis Vejleåparken fortsat figurerer på parallelsamfundslisten i 2025, vil administrationen udarbejde en ny vurdering af omkostningerne ved de nævnte driftsudgifter.

Indstilling

at administrationens forslag til implementering af kravene i parallelsamfundsloven på dagtilbuds- og skoleområdet godkendes.

at administrationens forslag til implementeringen af krav om 30 procents loft og dobbeltanvisning godkendes, såfremt der ikke opnås dispensation.

at byrådet bevilliger:
240.000 kr. til budgetområde B40.10.10 driftssteder skoler.
200.000 kr. til budgetområde B40.20.05 fælles formål dagtilbud.
6.700.000 kr. til budgetområde B40.20.10 driftssteder dagtilbud.

at bevillingen finansieres af kassebeholdningen.



Beslutning fra Børne- og Undervisningsudvalget, 8. februar 2024, pkt. 13:

Tiltrådt.

Børne- og Undervisningsudvalget præciserede, at der ikke skal ske takststigninger.



Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 12. februar 2024, pkt. 22:

Tiltrådt.


Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Boligområdet Vejleåparken er pr. 1. december 2023 placeret på Social- og Boligministeriets liste over parallelssamfund i henhold til almenboliglovens § 61 a. Børne- og Undervisningsudvalget blev orienteret om konsekvenserne på dagtilbuds- og skoleområdet på udvalgsmødet den 18. januar 2024. Her besluttede udvalget at sende en dispensationsansøgning afsted til ministeriet. Ishøj Kommune ansøgte den 23. januar 2024 Børne- og Undervisningsministeriet om dispensation for nogle af kravene på dagtilbudsområdet. Svar på dispensationsansøgning forventes modtaget indenfor tre måneder. Administrationen fremlægger i mellemtiden forslag til implementering af kravene i Ishøj Kommune, hvor administrationen til en start vil implementere krav om obligatoriske sprogprøver på Strandgårdskolen og obligatoriske læringstilbud på dagtilbudsområdet, samt forberede implementeringen af de øvrige krav på dagtilbudsområdet for kalenderåret 2024, såfremt dispensationsansøgningen ikke imødekommes.

Bilag

Sagsfremstilling

Den regionale uddannelsespulje

Formålet med den regionale uddannelsespulje er, at flere ledige får mulighed for at deltage i korte erhvervsrettede kurser inden for områder, hvor der forventes jobåbninger i de næste seks måneder, eller hvor der er en konkret jobåbning hos en arbejdsgiver. Målgruppen for den regionale uddannelsespulje er alle ledige, dog ikke borgere i fleksjob. Tilsagnet for 2024 er 666.837 kr.


Uddannelsesløft

Formålet med puljen til uddannelsesløft er at give mulighed for, at dagpengemodtagere over 30 år, kan få tilbud om en hel eller dele af en erhvervsuddannelse. Endvidere er formålet, at jobparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år og overgangsydelsesmodtagere, som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven, og som er fyldt 30 år, kan få tilbud om et grundforløb på en erhvervsuddannelse hvis:


1) personen ikke har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en erhvervsuddannelse, eller

2) personen har en erhvervsuddannelse eller anden erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed kan sidestilles med eller overstiger en erhvervsuddannelse, men ikke har anvendt denne uddannelse i de sidste 5 år.

Tilsagnet for 2024 er 287.000 kr.

Lovgrundlag

Lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Økonomi

Center for Beskæftigelse og Erhverv har modtaget tilsagn om støtte på 287.000,00 kr. vedr. uddannelsesløft samt 666.837,00 kr. vedr. den regionale uddannelsespulje - i alt 953.837,00 kr. Begge puljer er til afholdelse i perioden 1. januar 2024 - 31. december 2024, og påvirker ikke servicerammen. Midlerne forventes udbetalt foråret 2025.

Indstilling

at der gives en bevilling til merudgifter på 953.837,00 kr. i 2024 samt en tillægsbevilling til merindtægter på 953.837,00 kr. i 2025.



Beslutning fra Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, 7. februar 2024, pkt. 15:

Tiltrådt.



Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 12. februar 2024, pkt. 25:

Tiltrådt.


Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Center for Beskæftigelse og Erhverv har modtaget tilsagn fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) vedrørende midler i Den regionale uddannelsespulje samt midler til Uddannelsesløft. Midlerne er til brug i 2024 (se bilag 1 - 3).

Bilag

Sagsfremstilling

En tilsvarende sag er blevet behandlet i kommunalbestyrelserne i Vallensbæk, Høje-Taastrup og Albertslund.

I/S Vallensbæk Mose er et kommunalt fællesskab etableret i 1977 mellem Albertslund, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk kommuner. Fællesskabet er etableret efter styrelseslovens § 60 med det formål at anlægge, drive og vedligeholde arealerne i området Vallensbæk Mose. For fællesskabet gælder et sæt vedtægter, der senest blev ændret i 2002.

Ankestyrelsen traf i 2022 afgørelse om, at den måde, fællesskabets regnskaber bliver godkendt og revideret på, og den måde, revisionen er valgt på, ikke er i overensstemmelse med de kommunalretlige regler.

Bestyrelsen for I/S Vallensbæk Mose har derfor fået udarbejdet og godkendt et sæt vedtægter, hvor der bliver rettet op på de forhold, som Ankestyrelsen har påpeget.

Reglerne om kommunale fællesskaber blev ændret i 2018, sådan at mindre fællesskaber (med driftsudgifter og antal medarbejdere under en vis størrelse) nu er omfattet af styrelseslovens § 60 a (og ikke længere § 60). Det gælder for I/S Vallensbæk Mose. Det betyder bl.a., at Ankestyrelsens rolle i forhold til godkendelse og fastsættelse af bestemmelser om fællesskabet stort set er væk. Flere forhold bør derfor være reguleret i vedtægterne.

Vedlagte forslag til nye vedtægter er udarbejdet med hjælp og juridisk bistand fra Vallensbæk Kommune og med kvalitetssikring af advokatfirmaet Horten. Vedtægterne lægger sig tæt op ad de eksisterende vedtægter, og er i princippet kun ændret der, hvor det er nødvendigt i forhold til den særlige lovgivning vedrørende § 60 a selskaber. Der er ikke ændret ved fællesskabets opgaver og fordelingen af udgifter mellem de fire kommuner.


Væsentlige forhold, der er ændret i forhold til tidligere praksis, er, at mandskabet (pt. én medarbejder) skal være ansat i interessentskabet. Sekretariatsrollen har hidtil været varetaget af Albertslund Kommune, hvilket foreslås videreført indtil videre. Bestyrelsen har til enhver tid mulighed for at ændre på dette forhold. I et kommunalt fællesskab kan en af interessentkommunerne godt i begrænset omfang udføre opgaver for fællesskabet, f.eks. lønadministration, regnskab og sekretariatsbistand.
Regnskabet skal hvert år særskilt godkendes af interessentkommunerne.


Herudover er der sket justeringer og præciseringer vedrørende:

  • Udsendelse og godkendelse af dagsorden og referat,
  • Udpegning af en af kommunerne til at forestå administration og sekretariatsbetjening af bestyrelsen,
  • Hvilke dispositioner, der kræver godkendelse af kommunalbestyrelserne,
  • Proces for godkendelse af budget og regnskab,

Endvidere er tilknyttet to nye bilag – kortbilag (bilag 1), og oversigt over ejendomme på de omfattede arealer (bilag 2).


Interessentkommunerne udpeger efter indstilling fra bestyrelsen en af interessentkommunernes forvaltning til at forestå administration, herunder sekretariatsbetjening af bestyrelsen.


Vedtægterne skal godkendes af interessentkommunerne, inden de endeligt kan træde i kraft.

Når vedtægterne er godkendt og underskrevet af interessentkommunerne, skal de sendes til Ankestyrelsen til orientering.


I forbindelse med ændringen af I/S Vallensbæk Mose til et § 60 a selskab, er vedlagte regnskaber for 2021 og 2022 udarbejdet og revisorpåtegnet og godkendt af bestyrelsen for I/S Vallensbæk Mose. Regnskaberne er nu klar til endelig godkendelse i interessentkommunerne.

Lovgrundlag

Lov om kommunernes styrelse, bl.a. § 60 a.

Økonomi

Ingen.

Indstilling

at vedtægterne godkendes

at regnskab for 2021 og 2022 godkendes.



Beslutning fra Klima- og Miljøudvalget, 12. december 2023, pkt. 83:

Tiltrådt.



Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 12. februar 2024, pkt. 17:

Tiltrådt.

Beslutning

Tiltrådt.


Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

I/S Vallensbæk Mose har udarbejdet forslag til nye vedtægter og regnskaber for Interessentskabet, så I/S Vallensbæk Mose pr. 1. januar 2024 følger reglerne for et § 60 a selskab. De nye vedtægter samt regnskab for 2021 og 2022 skal godkendes af interessentkommunerne.

Bilag

Sagsfremstilling

Økonomi- og Planudvalget fik på møde den 27. november 2023 en orientering om BDO's undersøgelse af aktiviteter hos Klub Regnar på baggrund af en artikel i Ekstra Bladet. Af sagen fremgår det, at administrationen vil gå i dialog med foreningen ift. at understøtte en bedre økonomistyring.

På denne baggrund skal Kultur- og Fritidsudvalget godkende handlingsplan for styrkelse af økonomistyring og administrationen i foreningen Klub Regnar.


Baggrund

Med budgetaftalen for 2019 blev det besluttet, at der skulle gennemføres en ny organisation og lokalitet for Værkstedet, der skulle forankres i Kultur- og Fritidsudvalget som et kriminalpræventivt tiltag. Klub Regnar blev herefter etableret som en forening jf. beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 21. oktober 2019. Klub Regnar er ikke godkendt som en almen folkeoplysende forening. Klub Regnar har dermed ikke mulighed for at opnå medlemstilskud eller yderligere tilskud fra puljemidler på det folkeoplysende område. Foreningen modtager årligt 120.000 kr. fra Ishøj Kommune til sine aktiviteter. Ishøj Kommune har indgået lejemål og betaler husleje, vand og varme samt internet, som tilsammen beløber sig til ca. 280.000 kr. årligt.


Jf. den politiske beslutning om etableringen af Klub Regnar, stilles der ikke særlige krav til foreningens regnskabsføring og aktivitetsregistrering, som der gøres øvrige folkeoplysende foreninger. Kommunen fører dog tilsyn med foreningens kriminalpræventive virke. BDO har i forbindelse med en undersøgelse besøgt Klub Regnar og været i dialog med foreningens bestyrelse om klubbens aktiviteter, klubbens medlemmer, herunder registrering, regnskabsføring, bilagsopbevaring mm. Derudover har BDO foretaget en gennemgang af klubbens aktiviteter med afsæt i foreningens årsregnskab 2022 samt kontoudtog i årene 2022-2023. I forbindelse med dette har BDO konstateret, at der ikke findes retningslinjer for, hvordan foreningen skal bogføre, dokumentere, aflægge regnskab, opbevare kontanter mv. Det er desuden efterfølgende konstateret, at de vedtægter, som blev vedtaget i Kultur- og Fritidsudvalget i forbindelse med den politiske beslutning i 2019 efterlader uhensigtsmæssige uklarheder på netop de områder. Administrationen vil derfor indlede en dialog med foreningen ift. at understøtte en bedre økonomistyring og at få tilrettet vedtægterne så de uklarheder, der er konstateret i forbindelse med BDO’s arbejde elimineres, som forudsætning for fortsat kommunal støtte.


Handlingsplan

Administrationen har på den baggrund udarbejdet en handlingsplan. Tiltag og tidsplan er beskrevet i bilag.

Administrationen vil gå i dialog med foreningens bestyrelse og efterfølgende iværksætte et kursus for foreningen i økonomistyring og administration. Som opfølgning på kurset vil der være dialog om og efterfølgende hjælp til at kapacitetsopbygge foreningen, så foreningen efterfølgende kan gennemføre de nødvendige opkvalificeringer af foreningspraksis og vedtægter. Der vil i processen være dialog og rådgivning fra BDO til den administrative del af processen. Det pædagogisk faglige tilsyn ift. foreningens kriminalitets præventive virke vil fortsat blive varetaget af ungdomsskolens udgående koordinator.

Økonomi

Intet at bemærke.

Indstilling

at handlingsplan godkendes.



Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 7. februar 2024, pkt. 7:

Tiltrådt.

Milishia Moradi (L) afventer stillingtagen til sagen, og benytter standsningsretten til at få sagen forelagt for byrådet.

Beslutning

Tiltrådt.

For indstillingen stemte 11: A+V+C

Imod indstillingen stemte 6: L+ID+Ø

Mindretallet ønskede handlingsplanen genbehandlet i Kultur- og Fritidsudvalget.

Undlod af stemme 1: SF

Beslutningskompetence

Kultur- og Fritidsudvalget.

Beslutningstema

Udvalget skal godkende handlingsplan for styrkelse af økonomistyring i foreningen Klub Regnar og gennemgang af gældende vedtægter.

Bilag

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd traf i juni 2022 beslutning om at udarbejde en helhedsplan for området omkring idrætscentret og den kommende letbanestation. Helhedsplanen skal beskrive visionen for områdets udvikling og herunder de byggemuligheder, som er opstået som følge af anlæggelsen af letbanen og den nye station ved Ishøj Strandvej ”Ishøj Strand, ARKEN”. Efterfølgende er der opstået et ønske om at opgradere fodboldstadion og tilknyttede funktioner, så det imødekommer de krav, der stilles i de højere divisioner.

På et temamøde for byrådet den 27. november 2023 blev der fremlagt fem scenarier for placeringen af idrætsfaciliteter og baner. Oplægget og scenarierne er vedhæftet som hhv. bilag 1 og 2. På mødet blev der udtrykt ønske om, at alle foreninger skal tilgodeses og ikke får dårligere vilkår som følge af omrokeringen af idrætsarealerne; og at dette umiddelbart bedst blev set imødekommet med scenarie A+ 2.-3. div. med stadion forberedt til 1. division. Administrationen har som opfølgning på temamødet 27. nov. 2023 foretaget en uddybende beskrivelse af scenarie A+, herunder de afledte anlægsprojekter (se bilag 3).

For at færdiggøre helhedsplanen skal det besluttes, hvilket scenarie ud af de fem, der skal arbejdes videre med. Ud fra det valgte scenarie vil helhedsplanen også beskrive:

  • udformning og arkitektur for nyt byggeri,
  • placering af klubhuse, herunder hvordan faciliteter kan samtænkes,
  • potentialer for den selvorganiserede idræt,
  • udformning og potentialer for nye byrum med plads til ophold og kulturaktiviteter,
  • styrkelse af rekreative grønne kvaliteter, biodiversitet, forbindelser og håndtering af vand,
  • håndtering af parkering samt trafikafvikling i området,
  • fokusområder, som skal sikre den oplevede tryghed generelt i området.

Der er også taget initiativ til en dialog med minister Morten Dahlin i By-, Land- og Kirkeministeriet i forhold til at kunne lempe restriktionerne i den grønne kile, der gør det vanskelig at etablere de nødvendige idrætsfaciliteter ved det nuværende stadion.

Økonomi

Administrationen har efter temamødet foretaget et skøn over de økonomiske udgifter ved de afledte anlægsprojekter, som omfatter omlægning af parkeringspladser, nedlæggelse af vej og tunnel ved Vejlebrovej samt etablering af nye byrum. Et overslag lyder på i alt ca. 17 mio. kr. som er behæftet med væsentlig usikkerhed. En oversigt over den anslåede økonomi for anlæg og indtægter ved grundsalg er vedlagt som bilag.

Ved valg af scenarie A+ 2.-3. div. forberedt til en eventuel senere opgradering af stadion til 1. division, skønnes de samlede anlægsudgifter at blive ca. 103,4 mio.kr. I budget 2023 blev der afsat i alt 85 mio. kr. i årene 2025-2027, og der vil være en difference på ca. 18,4 mio. kr. Der kan derfor være behov for at afsætte flere anlægsmidler i overslagsårene. En efterfølgende opgradering til 1. division skønnes at blive ca. 30-35 mio. kr. afhængigt af, hvor meget der etableres fra start. Det er også muligt selvstændigt at tilvælge en tribune. Det skønnes, at denne udgift vil være på ca. 20 mio. kr., hvis tribunen skal være godkendt til 1.div. Der vil ved en senere opgradering til 1. div. fortsat være udgifter til lys og banevarme.

Et forventet grundsalg af byggegrunde vil indbringe en indtægt på ca. 54,8 mio. kr.

Ved scenarie B 2.-3. div. og scenarie C kan alle anlægsudgifter rummes indenfor det afsatte budget.

Driftsomkostningerne afklares i den videre proces, da der ikke er truffet beslutning om den endelige fordeling af typer af baner.

Alle scenarier vil medføre en omfattende rokade af faciliteter og anlæggelse af nye. Faciliteterne har en god udnyttelsesgrad og benyttes fast af forskellige foreninger. Under en langvarig rokade med opbygning af nye faciliteter, må det forventes, at foreningernes aktivitetsniveau vil blive påvirket, og det vil blive nødvendigt med midlertidige og alternative træningsmuligheder for foreningerne. Det kræver en høj grad af brugerdialog og planlægning, og der må forventes et væsentlig ressourcetræk for administrationen. Det forventes også, at helhedsplanen medfører behov for en eller flere nye lokalplaner, forberedelse af udbud og grundsalg samt afklaring af miljøforhold.

For at løfte opgaven med at styre både de anlægsprojekter, som helhedsplanen medfører, og for at håndtere kontakt med foreninger og omrokering af baner og faciliteter medfører det et behov for flere personaleressourcer. Da dette ikke kan rummes indenfor eksisterende ressourcer i administrationen, foreslås det, at der allokeres midler fra det allerede vedtagne anlægsbudget til at finansiere administrative ressourcer til projektledelse og dialog med foreninger. Der anvises finansiering til dette ved at overføre de resterende anlægsmidler på 3,98 mio. kr. fra Center for Kultur og Fritid til Center for Ejendomme og Arealer. Puljen på i alt 4,5 mio. kr. blev afsat i 2023 til opgradering af stadionfaciliteter, samt til rådgivning og etablering af midlertidige stadionfaciliteter, så der kan spilles kampe i 3. division.

Indstilling

at vedtage scenarie A+ 2.-3. div. som er forberedt til 1. division samt en tribune godkendt til 1. division til 20 mio. kr.

at der arbejdes videre med placering af boligbebyggelse på de to byggefelter,

at de resterende anlægsmidler på 3,98 mio. kr. overføres og frigives fra Center for Kultur og Fritid til Center for Ejendomme og Arealer til at finansiere administrative ressourcer i forbindelse med implementering af helhedsplanen.


Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 7. februar 2024, pkt. 8:


Tiltrådt. Milishia Moradi (L) afventer stillingtagen til sagen.




Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 12. februar 2024, pkt. 23:

Tiltrådt.

Steen Skovhus (L) afventer stillingtagen til sagen.

Beslutning

Ændringsforslag: L+ID indstiller scenarie A, modificeret således at tennisbanerne flyttes til hockeybanen, og tennisbanerne udlægges som grønt område, og der anlægges en støjzone.

Imod stemte 13: A+V+C+Ø+SF

Ændringsforslaget falder.

Administrationens indstilling blev tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Der skal træffes beslutning om, hvilket scenarie for udvikling af området ved idrætscentret og den nye letbanestation, der skal arbejdes videre med i den kommende helhedsplan for området.


Bilag

Sagsfremstilling

Slots- og Kulturstyrelsen modtog ansøgninger til ”Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre” i efteråret 2023. Udviklingspuljens formål er at understøtte udviklingen af folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre i Danmark. Kulturium ansøgte og fik bevilliget tre projekter blandt de 33 projekter, som puljen støtter. Projekternes formål og indsatser understøtter centrale indsatsområder for Kulturium og vil samlet øge rammerne for flere kulturoplevelser for Ishøjs borgere.

Kulturium Bibliotek har modtaget støtte til følgende udviklingsprojekter: ”Den digitale trappestige – et udviklingsprojekt for socialt og digitalt udsatte borgere”, ”Vejleåparken – Tour de Kultur”, og ”17 Verdensmål X 17 Verdenstræer”.

Projekt ”Den digitale trappestige” har som formål at styrke digitalt udsatte borgeres digitale kompetencer og har fokus på at udvide borgenes personlige netværk og dermed fællesskabsfølelse. ”Vejleåparken – Tour de Kultur” er et pilotprojekt, som i et samspil med beboere i Vejleåparken vil undersøge, hvordan kulturelle oplevelser i nærområdet kan højne og styrke trivsel og fællesskab for beboerne. Projekt ”17 Verdensmål X 17 Verdenstræer” er et samarbejde med Ishøj Naturcenter og vil etablere en lokal ”verdensrute” i Ishøj, som forbinder 17 Verdenstræer i kommunen. Verdensruten indvies i verdensmålsugen uge 17.

Lovgrundlag

Ingen.

Økonomi

Den samlede bevilling på i alt 256.680 kr. er fordelt på de tre projekter:

  • Den digitale trappestige: 87.440 kr., heraf 73.440 kr. i lønmidler og 14.000 kr. i øvrige udgifter.
  • Vejleåparken – Tour de Kultur: 69.520 kr., heraf 47.520 kr. i lønmidler og 22.000 kr. i øvrige udgifter.
  • 17 Verdensmål X 17 Verdenstræer: 99.720 kr., heraf 63.720 kr. i lønmidler fordelt mellem Kulturium og Ishøj Naturcenter og 36.000 kr. i øvrige udgifter.

Lønningerne til projektmedarbejdere og projektrelaterede udgifter finansieres af projektmidlerne. Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Ishøj Kommune. Midlerne er indenfor servicerammen.

Indstilling

at de tre beskrevne projekter godkendes igangsat som beskrevet,

at der gives indtægtsbevilling til samlede merindtægter på 256.680 kr. i 2024, og at der gives tillægsbevilling til merudgifter på 256.680 kr. i 2024 til Kulturium Bibliotek.



Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 7. februar 2024, pkt. 6:

Tiltrådt.



Beslutning fra Økonomi- og Planudvalget, 12. februar 2024, pkt. 24:

Tiltrådt.


Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Ishøj Byråd.

Beslutningstema

Slots- og Kulturstyrelsen meddelte den 27. november 2023, at Kulturium Bibliotek tildeles i alt 256.680 kr. til tre mindre udviklingsprojekter. I denne sag orienteres om projektet. Byrådet skal godkende, at projekterne kan igangsættes og økonomien forbundet hermed.

Sagsfremstilling

Enhedslisten ønsker, at forvaltningen i et tværkommunalt og regionalt samarbejde, frem mod budget 2025, får afdækket: 

  • Hvordan en sådan ordning mest hensigtsmæssigt skrues sammen,
  • Hvad en sådan ordning vil koste.

Den københavnske sociolance er et bindeled mellem hospital og social indsats, og den er den eneste af sin slags i Danmark. 

Sociolancen er et livsvigtigt initiativ for mange af vores mest udsatte borgere, men den opererer på fuld kapacitet lige nu.

Hvis ordningen skal udvides til flere borgere, også i vores kommune, er der behov for tilkøb af endnu en sociolance. Her mener vi i Enhedslisten, at der er et godt grundlag for en fælles løsning, mellem Ishøj Kommune, en række kommuner omkring hovedstaden og Region Hovedstaden, der sammen vil kunne etablere endnu en sociolance. 

Man kan læse i Statens Institut for Folkesundheds evaluering af Sociolancen, at ordningen “bidrager til at bygge bro mellem social- og sundhedsfaglige tilbud og derved bidrager til at sikre, at målgruppen ikke ”falder ned mellem to stole i systemet”, og at “etableringen af Sociolancen bidrager til at løfte kvaliteten i den opsøgende og forebyggende indsats for socialt udsatte mennesker, ligesom den i mange sammenhænge aflaster det præhospitale beredskab i opgaver, der vurderes at have en mere socialfaglig karakter end en akut sundhedsfaglig karakter”. (Evaluering, 2017).

Enhedslisten ønsker, at dette vigtige tilbud for vores udsatte borgere udvides, så endnu flere kan få adgang til det. 3,4 udsatte borgere er gennemsnitligt hver eneste dag i kontakt med den københavnske sociolance, viser evalueringen. Den ordning ønsker Enhedslisten at udvide.

Kilde:
https://www.sdu.dk/da/sif/rapporter/2017/evaluering_af_sociolancen

Beslutning

Byrådet besluttede,

  • at afholde temamøde om indsats i København,
  • at indhente information fra socialsygeplejeske om indsats i Ishøj,
  • at bede Social- og Sundhedsudvalget afdække nuværende indsatser og pege på evt. uafklarede behov og konkrete samarbejdsmuligheder med øvrige kommuner på Vestegnen.


Beslutningstema

Initiativforslag fra Enhedslisten om at indgå i et samarbejde med Region Hovedstaden og en række kommuner i Københavns Omegn om etablering af en fælles Sociolance-ordning frem mod 2025.

Sagsfremstilling

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Beslutning

Godkendt.