Referat
Handicaprådet onsdag den 4. december 2019 kl. 16.30

Mødelokale Saltkilden, etage 2, Rådhuset

Resume

 

Orienteringspunkt

Ishøj Kommune har i perioden 2016 - 2018 haft et samarbejdsprojekt (pilotprojekt) med Socialmedicinsk Center. Pilotprojektet var en beskæftigelsesrettet helhedsorienteret indsats for langvarige kontanthjælps- og ressourceforløbsmodtagere. Formålet med indsatsen var at undersøge, om en sådan indsats var bedre til at afklare borgere, og således bringe dem tættere på arbejdsmarkedet eller i beskæftigelse, end den vanlige indsats i jobcenteret. I tillæg til evalueringen fra Socialmedicinsk Center, så har Ishøj Kommune lavet en økonomisk analyse af projektet, for at undersøge, om det rent økonomisk kan betale sig for Ishøj Kommune, at investere i projektet.

Sagsfremstilling

Rikke Hamberg Hesselø deltager under dette punkt og vil fortælle mere om projektets resultater.

 

Indsatsen bestod af en 6 måneder lang individuel tilrettelagt indsats baseret på deltagernes behov og udfordringer. Der deltog 30 i indsatsgruppen og 30 borgere i kontrolgruppen, dog faldt der under projektet 6 borgere fra (2 fra indsatsgruppen og 4 fra kontrolgruppen). Der var opfølgninger i projektet efter henholdsvis 6, 12 og 18 måneder. Resultaterne viste, at mens ingen deltagere i nogen af grupperne havde skiftet forsørgelsesstatus efter 6 mdr., så sås der ved 12 mdr. en tendens til, at flere deltagere i indsatsgruppen var blevet selvforsørgende og var blevet afklaret. Forskellen blev signifikant efter 18 mdr., hvor 29 % var afklaret til selvforsørgelse i indsatsgruppen mod 8% i kontrolgruppen og 43% var afklaret fra kontanthjælp i indsatsgruppen mod 15 % i kontrolgruppen.

Samlet set tyder evalueringens resultater på, at en tværfaglig socialmedicinsk indsats, som den gennemførte, har potentiale til at lede borgere i den dårligste gruppe i jobcentret tættere på arbejdsmarkedet og hjælpe til hurtigere afklaring i forhold til den vanlige indsats i jobcentret. Der er dog alene tale om et pilotstudie og et meget lille deltageregrundlag. Det er således vanskeligt at vide om deltagerne, som er afklaret til job eller fleksjob, reelt er kommet i arbejde og i så fald om dette fremadrettet kan fastholdes, da der ikke har været foretaget opfølgning efter de 18 måneder.

Ishøj Kommune har investeret 2.3 mio. kr. i pilotprojektet, og den økonomiske analyse viser, at efter 18 mdr. kan den samlede gevinst for kommunen opgøres til 676.000 kr. Det betyder, at der på trods af investeringen på 2.3 mio. kr. til projektet, kan beregnes et samlet overskud, som er udgifter Ishøj Kommune sparer i driftsomkostninger og ydelser til borgerne i indsatsgruppen. De økonomiske beregninger forudsætter, at borgerne har rykket sig som oplyst, og at de borgere som er afsluttet til beskæftigelse rent faktisk er i beskæftigelse. Beregningerne baserer sig alene på gennemsnitlige driftsudgifter i jobcenteret til henholdsvis kontanthjælpsmodtagere og ressourceforløbsmodtagere samt de ydelser de modtager i den forbindelse.

Analysen peger samtidig på, at det ser ud til, at der kan spores nogle afledte effekter til sundhedsområdet i forhold til de kommunale medfinansieringsudgifter til de regionale sundhedsydelser. De samlede medfinansieringsudgifter til sundhedsområdet (KMF) til indsatsgruppen har været faldende i perioden fra før projektet til efter projektet med 35 %, mens de samlede kommunale medfinansieringsudgifter til kontrolgruppen i samme perioden kun faldt med 7 %. Dette kan tyde på, at indsatsen i Socialmedicinsk Center og dermed afklaring af indsatsgruppen her medvirker til at borgerne har mindre behov for hospitalets indlæggelser og undersøgelser, fordi de nu kan henvende sig mere målrettet, da de i højere grad er afklaret omkring deres sygdomsmæssige situation. Det er dog stadigvæk med forbehold for, at det er en lille gruppe af borgere, som undersøgelsen drejer sig om.

På baggrund af pilotprojektets resultater, har Socialmedicins Center ansøgt A.P. Møller fonden om 23 mio. kr. til at foretage et lignende, men lagt større samarbejdsprojekt med 7 vestegnskommuner, herunder Ishøj Kommune. Der forventes en afklaring senere på året om hvorvidt projektet kan realiseres.

Evalueringen fra Socialmedicinsk Center og den samlede ansøgning til A.P. Møller fonden er vedlagt sammen med den økonomiske analyse af pilotprojektet.

 

Indstilling



7. oktober 2019, pkt. 126:

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.



Social- og Sundhedsudvalget, 7. oktober 2019, pkt. 126:

Tiltrådt.

Beslutning

Handicaprådet spurgte til, hvorvidt man har formidlet resultaterne til Jobcentret, så de kan drage læring af projektet? Jobcentret er bekendt med projektet, men hvorvidt de tilretter deres indsatser herefter vides ikke.

 

Rikke oplyste, at Socialmedicinsk Center i samarbejde med flere kommuner søger midler til at udvide projektet til langt flere borgere.

 

Taget til efterretning.

Bilag

Resume

Orienteringspunkt

I forbindelse med budgetaftale 2019 vedtog Byrådet, at der skulle findes en reduktion af udgifterne til de 20 dyreste borgersager på det voksenspecialiserede socialområde på i alt 0,6 mio. Målgruppen blev senere udvidet til top 40. Der blev orienteret om status på top 40 sagerne d. 11 februar 2019 på møde i Social- og Sundhedsudvalget.

Reduktionen effektueres ved dels, at der gøres en særlig indsats i forhold til at gennemgå sagerne og rette et ekstra fokus mod at der takstforhandles i forhold til takstniveauer, særtakster samt ved at finde billigere tilbud hvis muligt.

Sagsfremstilling

Overordnet karakteristik af de 40 dyreste sager

Administrationen har gennemgået de 40 dyreste sager for et økonomisk og fagligt serviceeftersyn. Afklaring af borgerne er sket med udgangspunkt i VUM udredningsmetoden. Der er overvejende tale om borgere med varigt nedsat psykisk og fysisk funktionsniveau og ikke mindst lav udviklingsalder, som betyder, at kognitive færdigheder ikke er alderssvarende. Der er primært tale om borgere med svær udviklingshæmning, autismespektrumforstyrrelser og problemskabende adfærd.

Administrationen har taget udgangspunkt i udgiftsniveauet i de 40 dyreste sager i 2018 og beregnet, hvad de selvsamme 40 sager forventes at koste i 2019. Der har dog været et dødsfald i en sag, som ikke er medregnet.

i mio. kr. (i 2019-priser)

Top 40 sager i 2018

Top 40 sager i 2019

Samlede udgifter

45,022 mio.

44,526 mio.

 

Det vil sige, at der har været en udgiftsreduktion på ca. 500 t. isoleret set på de 39 sager. Dette skyldes primært, at der har været en enkelt borger, der selv har ønsket at fraflytte sit botilbud og er flyttet tilbage til sine forældre. Denne borger afventer dog et botilbud og i løbet af 2020/21. De fleste sager ligger på stort set samme udgiftsniveau som i 2018.

Til- og afgange af borgersager

Forudsætningen for udgiftsreduktionen på det pecialiserede voksenområde er, at der ud over top 40-sagerne, ikke er en nettotilgang af borgere på botilbud i 2019.

I 2019 har der primært været til- og afgange på sager med borgere på botilbud. 14 sager er kommet til. Det er primært sager, hvor borgere er indflyttet på et midlertidigt botilbud. Halvdelen af af sagerne angår unge borgere under 21 år, og den anden halvdel angår borgere, som har været i egen bolig eller hos familie. Der har været afgang i 10 sager, hvor borgeren enten er blevet parat til at klare sig i egen bolig, eller hvor borgeren efter eget ønske er fraflyttet botilbuddet. Et typisk botilbud koster fra 550 til 750 t. kr. pr. år. Nettotilgangen får helårseffekt i 2020, men nettotilgangen betyder også, at udgifterne til botilbud ikke kan holdes indenfor den samlede budgetramme. Herudover er der forventning om en tilgang af unge borgere i 2020.

Tillige har Ishøj Kommune i 2019 haft merudgifter til de nyoprettede særlige psykiatripladsersamt til opholdsstedet Kofoedsminde, hvor der har været en efterregulering af kommunernes objektive finansiering. 

 

Særlige udfordringer på det specialiserede voksenområde

 

  • Administrationen estimerer tilgangen af 3 til 4 borgersager i 2020, med en dertil hørende udgiftsstigning på området på mellem 3 og 4 millioner kr.
  • Gennemgang af området viser flere tilgange end afgange.
  • Borgere i den udgiftstunge ende bliver ofte ikke bedre med alderen. En forværring af borgerens udvikling medfører ofte, at borgerens støttebehov er stigende.
  • Lovgivningen indeholder ikke mange muligheder for at flytte en borger på længerevarende botilbud efter § 108 eller borgere, som bor i fællesskab efter almenboligloven § 105, såfremt de ikke ønsker at give samtykke hertil.
  • Taksterne er på mange botilbud fastlagt en bestemt takststruktur i KKR regi, som vanskeliggør en forhandling af dagstaksterne.
  • For borgere på § 104 og § 107 er det en mulighed at igangsætte en proces, således at borgerne kan flyttes til andre boformer/botilbud, såfremt at dette giver mening fagligt, og at der er ledige pladser på aktuelle botilbud. Dette forudsætter, at borgeren giver samtykke til hjemtagelse/omplacering.
  • Forekomsten af ventelister på flere botilbud, vanskeliggør en egentlig forhandling om en takst.

Indstilling



7. oktober 2019, pkt. 125:

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.



Social- og Sundhedsudvalget, 7. oktober 2019, pkt. 125:

Tiltrådt. Sagen sendes til forligskredsen for budget 2019.

Beslutning

Helle Madsen orienterede om de udfordringer der har været med at finde besparelser på de dyreste sager. Endvidere at specialområdet er udfordret grundet flere og mere komplekse borgere. Handicaprådet bemærker, at selve øvelsen med at gennemgå de fyrre dyreste sager har været lærerig, da man på den måde får et ordetligt indblik i sagerne.

Helle Madsen orienterede endvidere om pågående tværkommunalt samarbejde, hvor man aktuelt afsøger muligheden for at oprette et botilbud til borgere med misbrug og udadreagerende adfærd. Det er Ishøj og Tårnby kommuner, der er tovholder på denne proces.

 

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Drøftelse af mulige temaer for 2020:

- Bedre sammenhæng i psykiatrien - fællesmøde med Udsatterådet. Mødet foreslås afholdt til maj.

- Unge med et handicap og uddannelse - deltagelse fra Ungeenheden i Ishøj Kommune - Foreslås afholdt på februarmødet.

- Udbredelse af viden om de mange tiltag der er inden for handicapområdet.

- Familier og pårørende til en person med et handicap 

Beslutning

Rettelse: Fællesmødet er i april. Her vil også Ungeenheden blive inviteret.

Der foreslås endvidere, at et tema skal være genoptræning. Genoptræning kommer på til februar.

Sagsfremstilling

Forslag til mødedatoer 2020, alle dage fra 16.30-18.30:

  • Onsdag d. 5. februar
  • Onsdag d. 8. april
  • Onsdag d. 3. juni
  • Onsdag d. 19. august
  • Onsdag d. 14. oktober
  • Onsdag d. 2. december

 

Beslutning

Mødedatoerne blev godkendt.

Sagsfremstilling

- Opfølgning på tilgængelighed på etage 2, jf. drøftelserne på sidste møde i Handicaprådet

- Ny udgivelse om unge med handicap og uddannelse: https://handicap.dk/nyheder/ny-rapport-mange-oplever-handicap-hindring-tage-uddannelse

- Møde med forældregruppen til børn med særlige behov, mødedato bliver d. 16. januar 2019 kl. 16.30-19.00.

- Budgetforlig vedr. 2020

- Mødetemaer 2020:

- Link til specialsportguiden: https://indd.adobe.com/view/866bab09-219c-47fc-8149-b498a866ee53

- Orientering om Facebookside for Handicaprådet

- Handicaprådets deltagelse i March mod ensomhed 2020: Følgende mail er fremsendt til drøftelse i Handicaprådet:
"
Kære alle

I april i år støttede Næstehjælperne sammen med en masse andre lokale initiativer, foreninger, frivillige, borgere,  og politikere op om Patricks March mod Ensomhed, da han d. 1. april gik gennem Ishøj.

March mod Ensomhed er en årlig tilbagevendende begivenhed, som Patrick arrangerer i samarbejde med Folkebevægelsen mod Ensomhed for at sætte fokus på ensomhed og de mange tabuer omkring det at være eller føle sig ensom. Dette gør Patrick blandt andet ved at gå gennem Danmark - men han går kun, hvis han har nogen at følges med!

I 2019 brugte han det meste af april på at gå fra København til Aalborg, og en del af hans rute gik gennem Ishøj. Hvis du ikke kender til March mod Ensomhed, så kan du se en video fra hans tur gennem Ishøj her eller læse mere om March mod Ensomhed på facebooksiden her. I 2020 vil han gå helt til Skagen med start i København d. 30 marts. Hans rute går ikke gennem Ishøj, men derfor kan vi jo godt sammen lave et lignende arrangement parallelt med Patricks, for at understøtte det vigtige budskab om, at ingen behøver føle sig ensomme – måske vil du være med i planlægningen? Sidst gik ruten langs med Strandvejen for at skabe opmærksomhed, men vi kunne jo fx planlægge at gå gennem noget af Ishøjs smukke natur og slutte med en kop kaffe, noget mad eller noget helt tredje. Det finder vi ud af sammen.

Alle er velkomne til at deltage i planlægningen, da ensomhed er noget der rammer alle uanset alder, køn, kulturel baggrund, social status, sexualitet eller arbejdssituation -  og denne mail er af samme grund sendt ud til mange forskellige foreninger, netværk, institutioner og råd, for at kunne ramme lige så bredt som følelsen af ensomhed. Det første planlægningsmøde vil ligge i januar, så du må gerne give mig besked senest d. 1. december, hvis du eller din forening/dit netværk kunne tænke sig at være med"

Beslutning

Der er ikke modtaget svar vedr. Handicaprådets henvendelse. Administrationen følger op herpå.

Der spørges til, om det er hele Handicaprådet, der forventes at deltage på mødet med forældregruppen. Nej, det er med repræsentation af formand/næstformand I SSU og BU.
March mod ensomhed: Handicaprådet spørger til, om man har kommunikeret ud til diverse foreninger i Ishøj? Administrationen følger op herpå. Der var ikke nogen fra Handicaprådet, der meldte sig til at planlægge dagen.

Ledelinjer m.m.: Helene er blevet kontaktet vedr. manglende tilgængelighed for blinde og svagtseende. Helene har været på tur  på etaget 5 samt ved brohuset for at undersøge forholdene. Det blev aftalt, at Helene tager kontakt til Center for Ejendomme og i øvrigt indtræder som erstatning for Ivan i tilgængelighedsudvalget.

Beslutning

Helle Nees foreslog, at Handicaprådet i 2020 afholder et arrangement, hvor Mathilde fra www.mitlivmedangstogautisme.dk kommer og fortæller om sine egne erfaringer. Det blev beslluttet, at der ansøges om at overføre 10.000 kr. til 2020 til dette arrangement.