Referat
Børne- og Undervisningsudvalget torsdag den 23. marts 2023 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget

Sagsfremstilling

På dette møde er det dagtilbuddet Piletræet, der kommer til en drøftelse med udvalget.

Fra Piletræet deltager forperson for bestyrelsen Julie Malmros og dagtilbudsleder Anne-Marie Krab.

Under punktet drøftes det gode forældresamarbejde mellem personale og forældre, det gode samarbejde i bestyrelsen mellem bestyrelse og ledelse, samt bestyrelsens synlighed i forældrekredsen. 

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Forældrebestyrelsesrepræsentant fra Piletræet Wail Al Khaldi deltog også under punktet.

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

På mødet i Børne- og Undervisningsudvalget den 18. januar 2022 blev den politiske arbejdsplan for Børne- og Undervisningsudvalget i perioden 1. januar 2022 - 31. december 2025 vedtaget, herunder planen for driftsstedsbesøg.

Sagsfremstilling

Af årshjulet for sager til Børne- og Undervisningsudvalget i 2023 fremgår det, at der på mødet i marts skal være en temadrøftelse om metal sundhed og rygning. På dette møde drøftes mental sundhed. Temadrøftelsen om rygning udskydes til et senere møde.

Psykologfaglig leder Anna Paulsen deltager under dette punkt.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Sagsfremstilling

  • Efter drøftelsen på mødet i Børne- og Undervisningsudvalget den 16. februar er notatet vedr. prioriteringer af de politiske pejlemærker blevet opdateret. Notatet er vedhæftet dagsordenen sammen med et skema, der giver et overblik over de prioriterede indsatser. Udvalget besluttede på mødet i februar, hvilke nye indsatser, der skal udarbejdes strategier for. På den baggrund er der udarbejdet en ramme for strategier, som er vedhæftet dagsordenen. Strategierne for de nye indsatser, der er prioriteret i 2023, bliver forelagt for Børne- og Undervisningsudvalget i maj/juni 2023.
  • Årshjul for Børne- og Undervisningsudvalget er vedhæftet dagsordenen.
  • Nyt fra skolebestyrelserne.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

På budgetseminariet den 14. februar blev der givet en status på kommunens økonomiske situation og udvikling. Ifølge den økonomiske politik har byrådet besluttet, at Ishøj Kommune skal bidrage til at overholde KL's og regeringens aftalte serviceramme. Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at vurdere den økonomiske situation, da størrelsen af service- og anlægsrammen først forventes kendt ultimo juni. Det er dog administrationens vurdering, at det er nødvendigt, at der udarbejdes et rådighedskatalog med forslag til reduktion af servicerammeudgifterne på ca. 20 mio. kr., som forelagt på budgetseminariet den 14. februar 2023. På den baggrund har Økonomi- og Planudvalget på møde den 27. februar 2023 besluttet, at der udarbejdes et rådighedskatalog på 20,5 mio. kr. med følgende fordeling på udvalgsniveau:

Udvalg

Andel af rådighedskatalog

Social- og Sundhedsudvalget

6 mio. kr.

Børne- og Undervisningsudvalget

6 mio. kr.

Teknik- og Bygningsudvalget

2 mio. kr.

Klima- og Miljøudvalget

0 mio. kr.

Kultur- og Fritidsudvalget

3 mio. kr.

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget

0,5 mio. kr.

Økonomi- og Planudvalget

3 mio. kr.

Samlet

20,5 mio. kr.

I forbindelse med budgetseminaret er der udarbejdet et notat med nøgletal og potentialer på forskellige faglige udgiftsområder. Nøgletallene er udarbejdet af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter, og rummer mulighed for sammenligning med udvalgte kommuner. Det skal bemærkes, at VIVE`s nøgletal ikke forholder sig til udvalgsstrukturen i Ishøj Kommune. Der er 98 kommuner i Danmark med hver deres udvalgsstruktur. Tallene skal derfor alene betragtes som nøgletal for faglige udgiftsområder, hvorfor nøgletallene i praksis kan dække over flere fagudvalg i Ishøj Kommune. F.eks. tæller drift af bygninger og grønne arealer i tilknytning til kultur- og fritidsområdet med under nøgletal for kultur- og fritidsområdet, selvom det politiske ansvar i Ishøj Kommune er placeret i Teknik og Bygningsudvalget.

På baggrund af nøgletallene er der udarbejdet et økonomisk potentiale for, hvad Ishøj Kommune vil kunne frigive økonomisk, såfremt kommunen kommer på niveau med henholdsvis sammenligningskommunerne og regionsgennemsnittet. Nøgletallene og potentialeberegningerne kan anvendes til inspiration i udvalgene i forhold til at dykke længere ned og undersøge et områdes udgiftsniveau. I potentialeberegningerne er der således heller ikke taget højde for udvalgsstrukturen, organisatoriske forskelle og konteringspraksis i Ishøj Kommune. Det betyder, at potentialet på det enkelte område kan dække flere fagudvalg i Ishøj Kommune.

Fagudvalgene kan tilgå opgaven med konkretisering af rådighedsforslagene på forskellige måder. Til inspiration kan der peges på en række metoder og tilgange:

  • Benchmark (nøgletal). På baggrund af de overordnede nøgletal undersøges de bagvedliggende årsager på et mere detaljeret udgiftsniveau. På den baggrund udarbejdes forslag om at tilpasse til f.eks. gennemsnit i sammenlignelige kommuner, gennemsnit på vestegnen, regionsgennemsnit eller lign.
  • Analyse af udvalgte fagområder. Ved en nærmere analyse af et konkret område, kan det vurderes, om der kan findes besparelser ved. f.eks. at ændre nuværende praksis på området og dermed effektivisere.
  • Idékatalog med konkrete forslag til budgetbesparelse
  • Eller en kombination af overstående.

For udvalg som har ansvar for tværgående forslag opfordres udvalget til at inddrage relevante udvalg. F.eks. har Teknik- og Bygningsudvalget ansvaret for ejendomsdrift og Økonomi- og Planudvalget har personaleansvaret.

I den politiske tidsplan er det aftalt, at fagudvalgene drøfter budgettet inden for fagudvalgets område på møderne i marts og april og evt. maj med henblik på at afsøge områder, hvor økonomien kan tilpasses, og i hvilken retning reduktionsforslagne kan formuleres. På udvalgsmøderne i marts drøftes, hvilken retning administrationen, i forbindelse med forberedelsen af rådighedskataloget, skal arbejde efter, herunder hvad fagudvalget gerne vil have præsenteret til udvalgsmøderne i april og maj. Det kan f.eks. være ønsker til små analyser/undersøgelser eller uddybende nøgletal på specifikke områder, som kan danne grobund for drøftelse af, hvor besparelsespotentialerne skal findes. Det kan også være ønsker til konkrete besparelsesforslag på specifikke områder. Det betyder, at administrationen ikke forelægger konkrete eksempler på reduktionsmuligheder på udvalgsmøderne i marts. På udvalgsmøderne i april konkretiseres retningen og dermed, hvilke områder fagudvalget ønsker, at administrationen udarbejder konkrete besparelsesforslag på. Dette med henblik på, at der kan træffes en endelig beslutning på udvalgsmøderne i maj, om hvilke besparelsesforslag fagudvalget ønsker at sende videre til de politiske forhandlinger.

Til at understøtte drøftelsen er vedhæftet:

  • Notat med nøgletal og potentialer.
  • Baggrundsdata fra VIVE på udvalgte områder.

Derudover kan der henvises til KL´s nøgletal ”Kend din kommune”:

https://www.kl.dk/okonomi-og-administration/okonomi-og-styring/kend-din-kommune/

Lovgrundlag

Byrådets økonomiske politik og den vedtagne budgetprocedure.

Økonomi

Materialet vedr. budget 2024-2027 fremlægges i forbindelse med høringen i sidste halvdel af august 2023.

Indstilling

at fagudvalget beslutter, hvilken retning administration i forbindelse med forberedelsen af rådighedskataloget skal arbejde efter, herunder hvad fagudvalget gerne vil have præsenteret på udvalgsmøde i april.

Beslutning

Udvalget drøftede mulighederne for at finde besparelser i 2024.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

Økonomi- og Planudvalget har på møde den 27. februar 2023 besluttet, at der i forbindelse med budget 2024 udarbejdes et rådighedskatalog på 20,5 mio. kr. for at have politiske prioriteringsmuligheder i 2024. Arbejdet igangsættes på udvalgsniveau i marts. På udvalgsmøderne i marts - maj drøfter udvalgene budget 2024 med henblik på, at administrationen kan udarbejde rådighedsforslag, der skal indgå i de politiske forhandlinger efter sommerferien.

Bilag

Sagsfremstilling

Ifølge Styrelsesvedtægt for Ishøj Kommunes skolevæsen skal der ske klassesammenlægninger, hvis der er 54 elever på en årgang.

Med de nuværende 46 elever på Strandgårdskolen er den gennemsnitlige klassekvotient på 23 elever ved oprettelse af to børnehaveklasser. Ved oprettelse af tre klasser vil klassekvotienten være på 15,3.

Idet klassekvotienten ved oprettelse af to klasser på Strandgårdskolen er under 25 elever, anbefaler administrationen, at der oprettes to børnehaveklasser på Strandgårdskolen i skoleåret 2023/2024.

Status på dannelse af børnehaveklasser til skoleåret 2023/2024 er vedhæftet dagsordenen.

Lovgrundlag

Styrelsesvedtægt for Ishøj Kommunes skolevæsen, afsnit 5.1 vedr. klassedannelse.

Økonomi

Besparelsen ved oprettelse af en børnehaveklasse mindre på Strandgårdskolen vil i 2023 være på 405.000 kr.

Indstilling

at der oprettes to børnehaveklasser på Strandgårdskolen i skoleåret 2023/2024.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede på mødet den 16. februar 2023, at der skal oprettes tre børnehaveklasser på Strandgårdskolen i skoleåret 2023/2024. Afsættet var, at der skulle indskrives 52 elever. Siden udvalgets beslutning er antallet af skolestartere på Strandgårdskolen faldet til 46.

Bilag

Sagsfremstilling

Formål
Gennem projekt Ny mor i Danmark etableres et bredt lokalt samarbejde mellem sociale organisationer, fagprofessionelle, frivillige og kommunale enheder, der sætter den nyeste viden om tidlig indsats for sårbare mødre og deres babyer i fokus. Konkret vil dette ske gennem etablering af lokale mødregrupper for målgruppen, som tilbyder mødre og babyer et håndholdt forløb fra projektets samarbejdspartnere. Herigennem er målet at give børn med flygtninge- og indvandrerbaggrund den bedst mulige start på livet og samtidig give deres mødre det bedst mulige afsæt for aktiv samfundsdeltagelse på den anden side af barselsperioden.

DRC Integration har det primære ansvar for, at

  • varetage projektledelse og sikre tværgående koordinering af tre mødregruppeforløb i kommunen gennem fagprofessionelle oplæg samt gennem undervisning og rådgivning fra Mødrehjælpen.
  • rekruttere frivillige til projektet, som sætter rammen for hver enkelt mødregruppe, introducere til fysiske lokale aktiviteter og fastholde mødrene i grupperne under deres barsel.
  • koordinere projektets dokumentation (registrering, interviews, evaluering), formidling (inspirationsmanual, nyhedsartikler, film) og forankring (best practice, forankringsmodeller).
  • koordinere halvårlige fællesmøder med kommunen og andre relevante lokale aktører.


Ishøj Kommune har det primære ansvar for

  • Via sundhedsplejen at henvise lokale mødre (og deres babyer) i målgruppen til tre mødregruppeforløb bestående af 6 - 8 mødre med løbende optag, så op til 24 mødre og deres babyer har mulighed for at gennemføre indsatsen i projektperioden. DRC Integration stiller information og materialer til rådighed.
  • sikre deltagelse af relevante kommunale fagprofessionelle omkring projektet, herunder de kommunale sundhedsplejersker, som deltager i mindst et møde i hvert mødregruppeforløb.
  • bidrage til projektets evaluering, herunder bl.a. gennem ressourcepersoner til interviews og fokusgrupper, samt i væsentlig grad at deltage i generel formidling af projektet og dets resultater.
  • Senest medio 2025 at initiere og varetage en politisk proces i kommunen med henblik på etablering og forankring af projektet også efter endt projektperiode.
  • at deltage i halvårlige fællesmøder med DRC Integration og andre relevante lokale aktører.


Projektperioden
Projektet opstartes snarest muligt og udløber med udgangen 2025.

Forventninger i forhold implementering af indsatserne efter projektperioden
Ishøj Kommune tilkendegiver med samarbejdsaftalen en intention om at forankre projektet udover den 3-årige projektperiode, som udløber ved udgangen af 2025. Herunder at Ishøj Kommune senest medio 2025 påbegynder en politisk proces i kommunen med henblik på at afsøge mulige rammer for en langsigtet forankring af projektet i Ishøj Kommune. Den politiske proces og mulige driftsmodel vil blive iværksat i tæt samarbejde med projektledelsen i DRC Integration.

Det er administrationens vurdering, at det vil være lærerigt og givtigt at indgå i samarbejde om projektet.

Økonomi

Samarbejdsaftalen indbefatter økonomisk medfinansiering fra Ishøj Kommune til afholdelse af projektets lokale aktiviteter i mødregruppeforløbene. Den økonomiske medfinansiering er opbygget som en trappemodel, der over projektperiodens tre år gradvist øger kommunens medfinansiering. Medfinansieringen er på hhv. 14.000 kr. i 2023, 28.000 kr. i 2024 og 42.000 kr. i 2025. I alt 84.000 kr. i projektperioden. Udgifterne dækkes inden for rammerne af sundhedsplejens driftsbudget.

Indstilling

at aftalen med Dansk Flygtningehjælp om samarbejde i det nævnte projekt godkendes.

Beslutning

Tiltrådt med følgende bemærkninger:

  • Udvalget gør opmærksom på, at aftalen skal opsiges, jf. aftalens opsigelsesvarsel, hvis der ikke kan etableres grupper.
  • Udvalget ønsker en orientering om status for indsatsen efter ét år.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

Ishøj Kommune har været i dialog med Dansk Flygtningehjælp (forkortet DRC), som gerne vil indgå i samarbejde omkring oprettelse af mødregrupper for mødre med flygtninge- og indvandrerbaggrund. Formålet er at give børnene den bedst mulige start på livet, og samtidig give deres mødre det bedst mulige afsæt for aktiv samfundsdeltagelse på den anden side af barselsperioden. Administrationen indstiller til, at der indgås en samarbejdsaftale med Dansk Flygtningehjælp om projektet.

Bilag

Sagsfremstilling

Familiebehandling/pædagogisk-praktisk-støtte
I forbindelse med vedtagelse af budget 2023 blev det besluttet at hjemtage opgaver fra eksterne leverandører, når det handler om familiebehandling og pædagogisk-praktisk støtte til udsatte familier. Det blev besluttet, at der på området skulle spares 600.000 kr. Forslaget blev fremsat ud fra forudsætningen om, at den timepris, som afregnes hos private leverandører er ca. fire gange så høj som timeprisen ved ansættelse af eget personale. Tidligere har der ikke været den fornødne fleksibilitet i ansættelserne, som er påkrævet, når der er brug for indsatser i aftentimerne og i weekenden, og når der er behov for iværksættelse af intensive indsatser med kort varsel.

Status er, at der er blevet udarbejdet en arbejdsgang, hvor alle forløb med familiebehandling og pædagogisk-praktisk støtte varetages af Familieværkstedet på Ishøjgård. Tidligere blev det i nogle tilfælde besluttet at iværksætte akut og intensiv støtte ved hjælp af eksterne leverandører, da de havde mulighed for at træde til hurtigt og intensivt. Den nye praksis er således, at det altid er Familieværkstedet, som træder til, hvis en familie har brug for intensiv hjælp i en periode.

Der er på området anvendt 4,2 mio. kroner i gennemsnit gennem de sidste fire år til køb af eksterne leverandører - dog med nogle udsving. Det tilpassede budget til køb af eksterne leverandører af ydelserne er aktuelt 2,45 mio. kroner, hvilket forventes at kunne overholdes. Familieværkstedet er i forbindelse med forslaget blevet opnormeret med én stilling.

Overvåget/støttet samvær
I budgettet til 2023 blev det besluttet at hjemtage det, som kaldes ”overvåget samvær” og ”støttet samvær”, hvilket skulle give en besparelse på 200.000 kr. Dette er begge ydelser, som gives til forældre og øvrigt netværk i forbindelse med samvær med anbragte børn og unge. "Overvåget samvær" er samvær, hvor der er en kommunal repræsentant er tilstede, som skal sikre, at barnet/den unge ikke lider overlast under samværet. "Støttet samvær" er støtte, som har til formål at støtte forældrene i det gode samvær med deres anbragte børn, hvor målet som udgangspunkt er, at forældrene skal blive kompetente forældre og i bedste fald vil kunne få barnet hjemgivet.

Arbejdsgangen på området er ændret således, at der konkret og individuelt tages stilling til, hvorvidt det vil være meningsfuldt at udføre opgaven i lokaler på Ishøjgård med afsæt i personale fra Familieværkstedet på Ishøjgård. I nogle tilfælde kan det være uhensigtsmæssigt for barnet, at de skal transporteres til Ishøj for at være sammen med forældrene eller andre pårørende. Der er aktuelt fokus på, hvorvidt Familieværkstedet har kapaciteten og kompetencerne til at hjemtage yderligere samværsopgaver, som allerede er i gang, samt hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt for barnet/den unge og forældrene.

Der er aktuelt 13 samværsforanstaltninger, hvor én eller flere forældre samt pårørende har støttet eller overvåget samvær. Da nogle samvær foregår med søskende sammen, vedrører det i alt 23 børn og unge. Aktuelt er der hjemtaget/opstartet fire samværsforanstaltninger på Ishøjgård, som involverer i alt 12 børn.

Der blev i 2022 brugt ca. 1,2 mio. kroner til overvåget og støttet samvær. På baggrund af kendte børn og unge er det aktuelt forventningen, at der bliver brug for ca. 650.000 kr. i 2023 til betaling af eksterne leverandører. Dvs. udgifterne kommer til at være ca. 550.000 kr. lavere end i 2022. Dog med den forudsætning, at der ikke kommer nye til. Der vil være behov for en opnormering af personalet på Ishøjgård, hvilket forventes at udgøre ca. 200.000 kr. Det er ikke usandsynligt, at der kan hjemtages endnu flere opgaver, så udgifterne til eksterne leverandører falder yderligere. Dette vil i givet fald skulle modsvares af en øget opnormering på Ishøjgård. Det forventes dog ret klart, at sparekravet til budget 2023 kan overholdes.

Lovgrundlag

Støttet samvær, jf. § 71, stk. 1 og overvåget samvær jf. § 71, stk. 3 (Lov om Social Service - LBK nr. 170 af 24/01/2022).

Økonomi

Sparekravet til de nævnte områder er 800.000 kr. i 2023. Det er forventningen, at besparelserne kan gennemføres som planlagt.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

I forbindelse med vedtagelse af budget 2023 blev det besluttet at spare 600.000 kr. på hjemtagelse af familiebehandling/pædagogisk-praktisk-støtte og 200.000 kr. på overvåget/støttet samvær i Familieværkstedet på Ishøjgård. Aktuelt er status, at det vurderes realistisk at nå de forventede sparekrav og samtidig opretholde den faglige kvalitet i opgaveløsningen.

Sagsfremstilling

På mødet gives en mundtlig orientering om verserende klagesager til det politiske niveau på Børne- og Undervisningsudvalgets område.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget

Sagsfremstilling

Sammenlægning af aftenklubber

I budgetaftale 2023 blev der besluttet en sammenlægning af skolernes aftenklubber. På mødet gives en status på sammenlægningen af aftenklubberne.

Møde i Ishøj Skoleforum den 12. april
Udkast til dagsorden til første møde i Ishøj Skoleforum den 12. april er vedhæftet dagsordenen.

Ungebyrådsmøde
Program for ungebyrådsmødet den 27. april er vedhæftet dagsordenen til orientering.

Sygefravær på dagtilbuds-, sfo og skoleområdet
Statistik for sygefravær på dagtilbuds-, sfo og skoleområdet er vedhæftet dagsordenen til orientering.

Oprettelse af fædregrupper og afprøvning af legegrupper
På baggrund af de nye barselsregler, hvor der er øremærket forældreorlov til fædrene, gives der i sundhedsplejen fremover et tilbud om understøttelse til oprettelse af fædregrupper. Tidligere var der praksis for, at sundhedsplejen deltog de første to gange i mødregrupperne, men dette ændres således, at både mødre- og fædregrupper selv starter op et sted, som aftales indbyrdes. Sundhedsplejen sørger stadig for at tilbyde og sammensætte grupperne. Pga. vigende tilslutning til mødregrupper oprettes der forsøgsvist også ugentlige legegrupper i Brohuset for forældre, der er hjemme med deres børn. Denne ordning evalueres inden sommeren 2023. Notat om oprettelse af fædregrupper og afprøvning af legegrupper er vedhæftet dagsordenen sammen med et 'postkort', der oplyser om tilbuddet.

Projekt 'God start på livet'
Projekt 'God Start på Livet', som er finansieret af Social- og Boligstyrelsen, er forlænget til udgangen af 2023. Projektet indeholder en række forebyggende indsatser til børn i 0 – 3 års-alderen og deres forældre og hører under en række nationale initiativer under overskriften ”Barnets første 1000 dage”. Se bl.a. punkt 158 på Børne- og Undervisningsudvalget d.18. november 2019. Projektperioden ophørte egentlig den 31. december 2022, men da alle de tildelte midler ikke var anvendt ved årets udgang, blev der ansøgt om forlængelse af projektet. Social- og Boligstyrelsen godkendte forlængelsen den 31. januar 2023. Der udarbejdes en evaluering af projektet, som beskriver udbyttet af de forskellige indsatser med henblik på tage stilling til, hvorvidt dele af indsatserne kan implementeres i driften, når projektet ophører.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Med henblik på at lette proceduren med godkendelse/underskrift af protokol/referat i First Agenda, oprettes et ekstra punkt - Godkendelse af protokol/referat.

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.