Referat
Børne- og Undervisningsudvalget torsdag den 17. november 2022 kl. 16.30

Mødelokale Tårnbjerget

Sagsfremstilling

På dette møde er det Ishøj Tandpleje, der kommer til en drøftelse med udvalget.

Fra Ishøj Tandpleje er det leder af Ishøj Tandpleje Birgitte Daleng Sindrup, der deltager i mødet.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

På mødet i Børne- og Undervisningsudvalget den 18. januar 2022 blev den politiske arbejdsplan for Børne- og Undervisningsudvalget i perioden 1. januar 2022 - 31. december 2025 vedtaget, herunder planen for driftsstedsbesøg.

Sagsfremstilling

  • Udpegning af ansvarlige til dagtilbudsbestyrelser.
  • Nyt fra skolebestyrelserne.
  • Politisk arbejdsplan for Børne- og Undervisningsudvalget for perioden 1. januar 2022 - 31. december 2025 er vedhæftet dagsordenen.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Følgende fordeling blev besluttet i forhold til ansvarlige for dagtilbudsbestyrelser:

Kasper Bjering Søby Jensen: Dagplejen, Piletræet og Børnehuset Elverhøj.
Selcuk Mehmet Özcan: Firkløveren og Femkanten.
Ole Wedel-Brandt: Tvillingehuset og Børnehuset Ørnebo.
Kalbiye Yüksel: Regnbuen og Trækronerne.
Milishia Moradi: Børnehuset Bøgely og Børnehuset Troldebo.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Formålet med skoleudviklingssamtaler er at skabe en ramme for en tillidsfuld og faglig dialog om udvikling af skolen i et samarbejde mellem byråd, forvaltning og skole. Intentionen er at styrke den fælles viden og forståelse af skolens udfordringer, udviklingsområder og de indsatser, der iværksættes. Skoleudviklingssamtalerne skal dermed understøtte fælles refleksion og samarbejde om skolens og kommunens opgaveløsning ift. de fælles udfordringer og styrke den pædagogiske udvikling.

Formelle rammer, jf. vejledningen

  • Af vejledningen fremgår det, at Byrådet, eller dem som Byrådet delegerer opgaven til, skal gennemføre en årlig samtale med skolelederne på samtlige skoler og specialskoler i kommunen. Byrådet kan vælge at delegere opgaven med at gennemføre samtaler med skolelederne til et politisk udvalg eller den kommunale forvaltning, eller til skolebestyrelserne, som dog ikke kan få opgaven delegeret fuldt ud.
  • Skolelederen har initiativret til at beskrive de udviklings- og indsatsområder, samtalen skal fokusere på. Skolebestyrelse, medarbejdere og elevråd bør inddrages heri. Resultaterne fra de obligatoriske test i dansk og matematik skal inddrages i samtalen. Byrådet kan supplere med samtaleemner med afsæt i den strategiske ramme for skolevæsenet.
  • Samtalen skal berøre opfølgning på tidligere skoleudviklingssamtaler, og samtalen skal ligeledes berøre status på eventuelle udviklings- og handleplaner.
  • Skolen skal oplyse om evalueringer af undervisningens kvalitet på skolens hjemmeside, som fx ved et kort referat af skoleudviklingssamtalen.

Administrationens forslag til ramme for skoleudviklingssamtaler i Ishøj Kommune
Administrationen foreslår, at opgaven med afholdelse af skoleudviklingssamtalerne delegeres til administrationen, og at Børne- og Undervisningsudvalget orienteres om referaterne fra samtalerne.

Administrationen har udarbejdet bilagte forslag til skoleudviklingssamtaler i Ishøj Kommune. Forslaget indeholder ramme, proces og indhold for samtalerne. I processen er der desuden taget højde for budgetvedtagelsen samt aktiviteter besluttet i forbindelse med lokalaftalen mellem Ishøj Kommune og Ishøj Lærerkreds. Administrationen foreslår, at skoleudviklingssamtalerne følger den beskrevne plan, samt at administrationen inddrager Børne- og Undervisningsudvalgets fokusområder, evt. indsatsområder i budgettet og den kommunale redegørelse (jf. arbejdstidsaftalen for undervisere i kommunerne A20), hvor det er relevant på den enkelte skole. Administrationen foreslår, at processen for skoleudviklingssamtaler træder i kraft fra skoleåret 2023/24, idet der i skoleåret 2022/23 har været afholdt opfølgningsmøder for kvalitetsrapporten 2022 på alle skoler, og skolerne har på baggrund heraf besluttet mål og indsatser. Disse blev fremlagt for Børne- og Undervisningsudvalget på mødet i august 2022.

Lovgrundlag

  • Aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen.
  • Skoleudviklingssamtaler - Vejledning og inspiration til dialog mellem skoler og kommuner om skoleudvikling.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

  • opgaven med at gennemføre skoleudviklingssamtalerne delegeres til administrationen, og at delegationsplanen ajourføres i overensstemmelse hermed
  • det fremlagte forslag til ramme, proces og indhold for skoleudviklingssamtalerne i Ishøj Kommune godkendes.


Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Som en del af folkeskoleforligskredsens aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen er det besluttet, at årlige skoleudviklingssamtaler erstatter kvalitetsrapporterne fra skoleåret 2022/23. Skoleudviklingssamtalerne skal tage afsæt i skolens udviklingsområder og i, hvordan elevernes faglige udvikling og trivsel bedst styrkes.

Med sagen fremlægges forslag til ramme for skoleudviklingssamtalerne i Ishøj Kommune (bilag 1). Forslaget er udarbejdet i samarbejde med skoleledelserne på kommunens skoler og har været forelagt Fælles-MED for Dagtilbud og Uddannelse. Børne- og Undervisningsministeriets vejledning for skoleudviklingssamtaler er bilagt sagen (bilag 2).

Bilag

Sagsfremstilling

Som en del af A20 skal Ishøj Kommune med udgangspunkt i kommunens overordnede målsætninger for det samlede skolevæsen udarbejde en skriftlig redegørelse til Ishøj Lærerkreds. Redegørelsen skal indeholde:

  • Det forventede gennemsnitlige undervisningstimetal for lærerne i kommunen, som i Ishøj Kommune er aftalt som en del af lokalaftalen mellem Ishøj Kommune og Ishøj Lærerkreds.
  • Kommunale beslutninger, som har konsekvenser for prioriteringer af lærernes arbejdstid i det kommende skoleår, herunder kommunalt initierede projekter og den forventede andel af arbejdstiden, der medgår hertil.


Den kommunale redegørelse tager afsæt i: Ishøj Kommunes uddannelsesmanifestet, vedtaget i forbindelse med budget 2016: ”Karakterniveauet skal over en årrække hæves i folkeskolen, specielt med fokus på fagene dansk og matematik”, Budgetmål, jf. det vedtagne budget for 2023, To-lærerordningen, besluttet i forbindelse med budgetaftalen for 2022 – 2025.

Af lokalaftalen mellem Ishøj Kommune og Ishøj Lærekreds, som er bilagt sagen, fremgår det af tidsplanen for samarbejdsaktiviteter, at den kommunale redegørelse skal afleveres til lærerkredsen senest den 1. december, samt at det efterfølgende samarbejdsmøde mellem kommune og kreds herom afholdes den 15. december.

Efter samarbejdsmødet sendes den kommunale redegørelse til skolerne. Punkterne i den kommunale redegørelse indgår herefter i grundlaget for skoleledernes prioriteringer og i skoleplanen for den enkelte skole, som drøftes på samarbejdsmøder mellem skoleleder og TR, jf. A20.

Lovgrundlag

Aftale om arbejdstid for undervisere i kommunerne mellem KL og Lærernes Centralorganisation.

Lokalaftale mellem Ishøj Kommune og Ishøj Lærerkreds marts 2021.

Økonomi

Udgifter forbundet med aktiviteterne i den kommunale redegørelse afholdes inden for eksisterende budget.

Indstilling

at den kommunale redegørelse for skoleåret 2023/24 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

Af Aftale om arbejdstid for undervisere i kommunerne (A20), som er bilagt sagen, fremgår det, at kommunen med udgangspunkt i kommunens overordnede målsætninger for det samlede skolevæsen skal udarbejde en skriftlig redegørelse til lærerkredsen efter vedtagelsen af det kommunale budget og inden ressourceudmeldingen til skolerne.

Redegørelsen drøftes på et samarbejdsmøde med lærerkredsen. Med sagen fremlægges den kommunale redegørelse for skoleåret 2023/24 til orientering. Redegørelsen er bilagt sagen.

Bilag

Sagsfremstilling

Det fremgår af statusrapporten for Tip Tab Tynde, at skoleåret 2021/2022 har budt på udfordringer, ligesom det var tilfældet i de to foregående skoleår. På grund af vandforurening og personalemangel i svømmehallen har svømmeundervisningen været ramt af mange aflysninger i skoleåret.

I skoleåret 2021/2022 deltog i alt 27 børn i Tip Tab Tynde. Andelen af børn, der har reduceret deres BMI under deres forløb i Tip Tab Tynde, er samlet set 56 pct., mens 44 pct. har øget deres BMI. Dermed er andelen af børn, hvis BMI er reduceret, mindre end i sidste skoleår, hvor der var reduktion af BMI for 61 pct. af børnene (og øget BMI hos 34 pct.).

Trods reduktioner i børnenes BMI er familierne i Tip Tab Tynde dog fortsat udfordret af væsentlige overvægtsproblematikker. Ingen af de børn, som har deltaget i Tip Tab Tynde i skoleåret 2021/2022 var normalvægtige ved seneste måling. Det må dog formodes, at børnenes overvægtsproblematikker ville have været endnu større, hvis ikke de havde deltaget i indsatsen. Målgruppen for Tip Tab Tynde omfatter børn til nogle af de mindst ressourcestærke familier i kommunen, hvoraf en del formentlig ikke ville deltage i nogen sportsaktivitet, hvis ikke de deltog i svømmeundervisningen i Tip Tab Tynde.

På baggrund af resultaterne i skoleåret 2021/2022 og foregående år vurderer administrationen, at der er et løbende behov og opmærksomhed for at nytænke Tip Tab Tynde-indsatsen med henblik på at sikre, at familierne får et større udbytte af indsatsen.

Målgruppen for Tip Tab Tynde er familier til børn i skolealderen, hvor barnet har en overvægtsproblematik. For de fleste familier opstår overvægtsproblematikkerne dog tidligt i barnets liv, der er således behov for at betragte sundhed og overvægt i et bredere perspektiv. Administrationen er optaget af den sundhedsfremmende og forebyggende tidlige indsats til sundhed og overvægt, og det vil fremadrettet være centralt at skabe en styrket sammenhæng mellem dette fokus og Tip Tab Tynde. Som en del af den forebyggende indsats for fremme sundhed hos børn i Ishøj Kommune har administrationen ansøgt Novo Nordisk Fonden om midler til projekt med titlen ’sammen om familiens sundhed’. I projektet ønsker administrationen at iværksætte familieindsatser, der fokuserer bredt på at løfte sundheden for familier i udsatte positioner med henblik på at forebygge fysiske og mentale trivselsproblemer hos børnene i Ishøj Kommune.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget

Beslutningstema

Tip Tab Tynde er Ishøj Kommunes tilbud til børn med overvægt og deres familier. Statusrapporten for Tip Tab Tynde i skoleåret 2021/2022 opsummerer resultater fra skoleåret og viser blandt andet, at andelen af deltagende børn, som har reduceret deres BMI, adskiller sig en smule fra resultaterne for skoleåret 2020/2021. Resultaterne i børnenes BMI viser, at familierne i Tip Tab Tynde fortsat er udfordret af væsentlige overvægtsproblematikker.

Statusrapport for Tip Tab Tynde er vedhæftet dagsordenen til orientering.

Bilag

Sagsfremstilling

Hovedparten af datatilsynets påbud i sagen vedrører kontraktlige forhold hos Google, som er ens for alle berørte kommuner. Derfor varetager KL forhandlingen med Google på vegne af de 45 kommuner.

Som kommune skal vi ikke selv sende noget ind til Datatilsynet. KL oplyser den 3. november i en mail til kommunerne, at det er KL's forventning, at det materiale KL sender til Datatilsynet lever op til Datatilsynets forventninger, og at det ikke er forventningen, at Datatilsynet vil have anledning til at udstede forbud mod anvendelse af Google Chromebooks/ Google Education i kommunerne.

Ishøj Kommune skal selvstændigt udarbejde en opdateret risikovurdering og en konsekvensanalyse i forhold til lokal opsætning og brug. Vi skal desuden tilrettelægge en så restriktiv teknisk opsætning af Google løsningen som muligt. Ishøj Kommune har i tæt samarbejde med Solrød og Hvidovre Kommuner udarbejdet en opdateret risikovurdering og en konsekvensanalyse. Denne del af påbuddet er således håndteret.
Arbejdet med restriktive tekniske opsætninger foregår løbende og i tæt samarbejde med skolerne.

KL opridser tre mulige udfald på sagen efter afleveringen den 3. november:

  1. At KL får forhandlet den nødvendige aftale på plads med Google til den 3. november, og at sagen dermed er løst.
  2. At KL ikke når at få forhandlet en aftale på plads, men at Datatilsynet godkender en forlængelse af deadline, evt. med delvis nedlukning af Googleløsninger.
  3. At Datatilsynet påbyder nedlukning af alle systemer. Dette vurderer KL, i givet fald vil ske fra 7. november.


KL oplyser, at det er deres opfattelse, at materialet, der sendes ved deadline den 3. november, er grundigt og adresserer alle nødvendige vinkler. Det er KL’s forventning, at Datatilsynet vil mene det samme. Dette bl.a. på baggrund af løbende kontakt til Datatilsynet om arbejdet med påbuddene.

Da udfaldet af en kommende afgørelse fra Datatilsynet er forbundet med usikkerhed, arbejder Pædagogisk-IT i Center for Dagtilbud og Uddannelse med nedenstående tiltag i tilfælde af, at scenarie 3 bliver til virkelighed:

  • Elevernes og medarbejdernes data hentes ned fra Googles miljø og bliver lagt over på en kommunal server, så data er sikret, hvis der bliver behov for det.
  • Der arbejdes på en teknisk løsning, hvor elever og medarbejdere kan bruge en version af Chromebook'en uden at logge ind og tilgå materialer, tests mv. via en browser. Der er forskellige testede løsninger, som alt efter forbud kan implementeres inden for få uger.
  • Der arbejdes på en exitstrategi via. en anden officeløsning. En sådan vil dog først kunne være klar i det nye år.
  • Der arbejdes på at sikre løsninger for ordblinde elever og andre elever, der er afhængige af digitale løsninger for at kunne deltage i undervisningen. Der er en løbende dialog med Databeskyttelsesrådgiver og leverandør af hjælpemiddel om forskellige brugbare løsninger. En mulig løsning involverer udlevering af anden type computer.


Der kan som konsekvens af sagen være behov for at omlægge en del af den digitale undervisning til analog undervisning i en periode. Arbejdet sker i tæt dialog med skolelederne og skolernes IT-vejledere.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

Ishøj Kommune har sammen med 44 andre kommuner en sag i Datatilsynet om brug af Googles undervisningssystemer og Chromebooks i på skolerne. Sagen vedrører en række påbud om elementer, der skal bringes i orden med henblik på at lovliggøre anvendelsen af Googles undervisningssystemer og Chromebooks på skolerne. Der er deadline den 3. november 2022, hvor KL indsender materiale til Datatilsynet på vegne af blandt andre Ishøj Kommune. Det er ikke alle problemstillinger, der vil være håndteret den 3. november, men der vil være udarbejdet tidsplaner for håndteringen.

Sagsfremstilling

2. budgetopfølgning indeholder administrationens forventede regnskabsresultat 2022, og er foretaget på baggrund af forbrugstal pr. 31. august 2022.

Budgetopfølgningen fremlægges i samme form til alle fagudvalg for at sikre gennemsigtighed og en fælles information om den økonomiske situation.

Hovedkonklusioner
På baggrund af indmeldinger til 2. budgetopfølgning forventes servicerammeudgifterne pr. 31. december 2022 at blive 1.381,7 mio. kr. KL har opjusteret servicerammen for Ishøj Kommune til 1.367,4 mio. kr. Hvis det forventede udgiftspres realiseres, kan det betyde en samlet servicerammeoverskridelse på 14,3 mio. kr.

Det forventede regnskab på anlæg er 85,8 mio. kr., hvilket er 6,2 mio. kr. højere end anlægsrammen.

Tages de seneste års overførselssager i betragtning, så er der videreført uforbrugte driftsmidler for ca. 20 mio. kr. i 2019 og 2020. I 2021 besluttede Byrådet at indføre en timeout på videreførelser fra 2021 til 2022, hvilket reducerede niveauet for videreførelser til 8,8 mio. kr. Det er yderst vanskeligt at vurdere, hvordan ét år med timeout på videreførelser påvirker det fremtidige videre-førelsesniveau af uforbrugte driftsmidler. Hvis overførelser af uforbrugte driftsmidler fra 2022-2023 svarer til tidligere års overførelsesniveau, så kan servicerammeoverskridelsen neutraliseres.

Der er pågået et arbejde med at få budgettet tilpasset på en række områder, så det ligger der, hvor forbruget er. Der er tale om budgetomplaceringer, som samlet set har en budgetneutral effekt, jf. bilag 6.

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov.

Cirkulære om kommunernes budget og regnskabsvæsen, revision mv.

Økonomiregulativ for Ishøj Kommune.

Økonomi

2. budgetopfølgning indeholder forventet regnskab i forhold til korrigeret budget 2022 med vægt på forventet regnskab i forhold til service- og anlægsrammen for kommunen.

Indstilling

  • 2. budgetopfølgning 2022 tages til efterretning.
  • de budgetneutrale budgetomplaceringer, jf. bilag 6, godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Byrådet.

Beslutningstema

2. budgetopfølgning indeholder administrationens forventning til regnskabsresultatet 2022.

Resultatet af budgetopfølgningen er en forventet overskridelse af servicerammen på 14,3 mio. kr.

Forventet regnskab på anlæg er 85,8 mio. kr., hvilket er 6,2 mio. kr. højere end anlægsrammen.

Bilag

Sagsfremstilling

Rasmus Boné ønsker at udtræde af skolebestyrelsen på Vejlebroskolen. Skolens leder oplyser, at suppleant Jon Kruse Povlsen træder ind i skolebestyrelsen i stedet.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelser i folkeskolen og om vederlag til forældre- og elevrepræsentanter i skolebestyrelser i folkeskolens § 9.

Delegationsplan for området under Center for Dagtilbud og Uddannelse, godkendt af Byrådet på mødet den 7. juni 2022, hvoraf det fremgår, at meddelelsen skal gives til Børne- og Undervisningsudvalget.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Beslutningstema

En forældrerepræsentant kan udtræde af skolebestyrelsen, når forældrerepræsentanten skriftligt har meddelt Børne- og Undervisningsudvalget sit ønske om udtræden og har modtaget en bekræftelse på udtrædelsen.

Sagsfremstilling

På mødet gives en mundtlig orientering om verserende klagesager på Børne- og Undervisningsudvalgets område.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Sagsfremstilling

  • Elevstatistik
    Elevstatistik pr. 1. oktober 2022 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Skoletrafiktest 2022
    Rådet for Sikker Trafik har udsendt resultatet af kommunernes skoletrafiktest 2022. Resultatet for Ishøj Kommune er vedhæftet dagsordenen sammen med anbefalinger til kommende indsatsområder.
  • Opgørelse over normeringer i daginstitutioner 2021
    Børne- og Undervisningsministeriet har den 17. oktober offentliggjort en kommunefordelt liste over normeringer i daginstitutioner for hhv. 0-2- og 3-5-årige i 2021. Listen kan tilgås via dette link https://uddannelsesstatistik.dk/Pages/Reports/1994.aspx
    Listen har til formål at tydeliggøre kommunernes progression ift. lovkravet om minimumsnormeringer fra 2024. Det skal bemærkes, at opgørelsen ikke indeholder alle korrektioner som følge af minimumsnormeringer. Indeholdt i beregningerne er personale ansat for statslige puljer til sociale normeringer, disse midler kan ikke tælle med i minimumsnormeringsberegninger, jf. bekendtgørelse om opgørelser af normeringer i daginstitutioner gældende fra 1.1.2024. Da tre institutioner i 2021 modtog midler fra puljen til sociale normeringer, kan det angivne normeringstal i opgørelsen ikke tages som udtryk for, hvor kommunen ligger i forhold til minimumsnormerings kravene.

    Administrationen har udarbejdet en normeringsberegning på grundlag af bekendtgørelsen gældende for beregning af minimumsnormeringer pr. 1.1.2024. Administrationens beregning viser, at Ishøj Kommune lå under minimumsnormeringerne i 2021, men at kommunen med de statslige bevillinger vil leve op til kravene om minimumsnormeringer i 2024.

Indstilling

at orienteringen tages til efterretning.


Beslutning

Taget til efterretning.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.

Bilag

Sagsfremstilling

Med henblik på at lette proceduren med godkendelse/underskrift af protokol/referat i First Agenda, oprettes et ekstra punkt - Godkendelse af protokol/referat.

Ved at godkende dette ene punkt tilkendegives det, at godkendelse/underskrift gælder alle dagsordenpunkterne. Det vil derfor ikke være nødvendigt at trykke godkend ud for hvert enkelt dagsordenpunkt, så længe dette ene punkt godkendes.

Indstilling

at referatet godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Beslutningskompetence

Børne- og Undervisningsudvalget.