Referat
Børne- og Undervisningsudvalget mandag den 16. september 2019 kl. 19.00

Mødelokale Arken (rum 230) - Ishøj Rådhus, etage 2

Sagsfremstilling

  • Årshjul for sager til Børne- og Undervisningsudvalget i 2019 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Program for studieturen Svendborg den 29. oktober er vedhæftet dagsordenen. Der er afgang med bus fra Ishøj Rådhus kl. 8.30, og bussen er retur i Ishøj kl. 15.30.
  • Børn og Ungetopmødet i Aalborg ligger den 30. og 31. januar 2020. Der er forudbooket hotel på Milling Hotel Gestus tæt på Aalborg Kongres & Kultur Center fra onsdag den 29. januar til fredag den 31. januar 2020.
  • Nyt fra skolebestyrelserne.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Resume

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede på mødet den 17. juni 2019 at sende forslag til distriktsregulering og dannelse af børnehaveklasser for skoleåret 2020/2021 i høring i skolebestyrelserne.

Sagsfremstilling

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede at sende model 3 i høring. Model 3 har 11 børnehaveklasser fordelt med to klasser på Ishøj Skole, Vibeholmskolen, Vejlebroskolen og Gildbroskolen samt tre klasser på Strandgårdskolen.

Modellen tager afsæt i de mest naturlige distriktsgrænser og i en så jævn fordeling af klassekvotienten som muligt.

Det skal nævnes, at erfaringen viser, at der løbende sker ændringer som følge af bl.a. til- og fraflytninger i perioden fra vedtagelsen af skoledistrikterne til klassedannelsen i februar og igen frem til skolestart i august. Erfaringen viser endvidere, at der er en del forældre, som ved skoleindskrivningen i november ønsker en anden skole end deres distriktsskole.

 

De indkomne høringssvar er vedhæftet dagsordenen sammen med det materiale, der blev fremlagt på Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 17. juni. Skolebestyrelsen på Ishøj Skole bemærker i deres høringssvar, at de er bekymret for de udfordringer, som forslag til skoledistrikter vil give skolens fysiske rammer. I de øvrige indkomne høringssvar er der ingen kommentarer.

Ifølge folkeskolelovens § 40, stk. 2, pkt. 3 skal ændringer af skoledistrikter behandles og vedtages i Byrådet efter at have været i høring i skolebestyrelserne. Dette krav bortfalder, hvis der træffes beslutning om ikke at ændre på skoledistrikterne.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter de indkomne høringssvar og indstiller, at den foreslåede distriktsmodel (model 3) godkendes.

 

Beslutning

Tiltrådt.

Økonomi

Der er i budgettet afsat økonomi til 12 børnehaveklasser.

Lovgrundlag

Folkeskoleloven § 40, stk. 2, pkt. 3.

Styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen bilag 5. 

Bilag

Resume

Ifølge Styrelsesvedtægt for Ishøj Kommunes skolevæsen § 4, stk.1 kan en forældrerepræsentant udtræde af skolebestyrelsen, når forældrerepræsentanten skriftligt har meddelt Byrådet sit ønske om udtræden og har modtaget en bekræftelse på udtrædelsen.

Sagsfremstilling

Marlene Thiim har flyttet sit barn til Vejlebroskolen og udtræder derfor af skolebestyrelsen på Gildbroskolen. Der indtræder en suppleant som ny repræsentant i skolebestyrelsen.

 

På Vibeholmskolen udtræder skolebestyrelsens formand, Jawad Iqbal, af bestyrelsen. Næstformand Gitte Iskov indtræder på posten som ny skolebestyrelsesformand.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at Byrådet tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Resume

Erfaringerne fra investeringsprojektet ”Tidlig Indsats for Psykisk Sårbare børn og unge” (TIPS) har vist sig at være særdeles positive. Derfor indstilles der til, at projektet forankres som en varig indsats i Center for Børn og Forebyggelse, hvilket kræver, at budget til anbringelsesområdet overflyttes som lønmidler i Center for Børn og Forebyggelse. Midlerne vil konkret gå til ansættelse af 1,6 stilling familierådgivere og 0,3 stilling psykolog gældende fra januar 2020.

Sagsfremstilling

I foråret 2017 blev der bevilliget 2,9 millioner kr. til at afprøve projekt ”Tidlig Indsats for Psykisk Sårbare børn og unge” (TIPS), som et investeringsprojektet, hvor formålet var at reducere antallet af anbringelser af psykisk sårbare unge. Antagelsen var, at hvis vi kunne sætte tidligere ind med en håndholdt indsats, vil behovet for anbringelse af psykisk sårbare unge blive reduceret. Indsatsens mål var således både at skabe bedre rammer og betingelser for familier med psykisk sårbare unge og samtidig reducere udgifterne til anbringelse.

Evalueringen fra december 2018 viser først og fremmest, at forældrene til de 25 børn og unge, som havde været en del af projektet på det tidspunkt, generelt set har været meget tilfredse med den tætte kontakt til kommunen, som indsatsen bl.a. indebærer. Vi kan endvidere konstatere, at antallet nyanbragte unge er væsentligt reduceret, hvilket projektet har været en central del af. Således er kun én ung i projektperioden blevet anbragt, og det er vurderingen, at projektet har forebygget mindst fire anbringelser. Anbringelser af unge koster ofte over kr. 100.000 pr. måned, hvilket betyder, at det vurderes af indsatsen klart har kunnet betale sig. Det har dog været nødvendigt at etablere flere forebyggende foranstaltninger i form af tæt familiebehandling og udvidede kontaktpersonordninger. Det er dog stadig en klar vurdering, at investeringen kan betale sig - både menneskeligt og økonomisk.

For at kunne fastholde indsatsen foreslås det derfor at flytte midler fra budgettet for anbringelser i Center for Børn og Forebyggelse til lønmidler til at finansiere ansættelse af to familierådgiver (2 x 30 timer/uge) og en psykolog (10 timer/uge).

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at der overflyttes kr. 885.000 fra budgettet for anbringelsesområdet til lønmidler i Center for Børn og Forebyggelse til ansættelse af 1,6 stilling familierådgivere og 0,3 stilling psykolog.

Beslutning

Tiltrådt.

Økonomi

Overflytningen af økonomi koster kr. 730.000 for ansættelse af to familierådgivere på 30 timer/uge. Udgifterne til psykologen vil være kr. 155.000 for 10 timer/uge. Dvs. en samlet flytning på kr. 885.000. Budget til lønninger til familierådgivere skal normalt afholdes på konto 6 (administration). Det undersøges aktuelt, om man økonomiteknisk kan betragte indsatsen som en foranstaltning under konto 5 (sociale ydelser), således at det ikke belaster kommunens administrationsudgifter.

Bilag

Resume

På KL's Børn og Unge Topmøde i februar blev KL's strategiske indsatser på børne- og ungeområdet præsenteret for udvalgsformænd med ansvar for børne- og ungeområdet. På mødet blev KL's bud på kommunale kerneværdier ligeledes præsenteret.

Børne- og Undervisningsudvalget drøftede KL's forslag til kommunale værdier på børne- og ungeområdet på udvalgsmødet den 10. april 2019 og sendte efterfølgende vedhæftede bemærkninger til KL.

Sagsfremstilling

KL ønsker med de kommunale kerneværdier at danne et fælles afsæt på børne- og ungeområdet og tydeliggøre det kommunale ejerskab. Det er hensigten, at KL og kommunerne kan henvise til værdierne og bruge dem fremadrettet i varetagelsen af kommunernes interesse samtidig med, at kerneværdierne kan bruges i den lokale fortælling om det kommunale selvstyre.

På baggrund af de indkomne bemærkninger fra de kommunale børne- og undervisningsudvalg er kerneværdierne justeret. De justerede kerneværdier er vedhæftet dagsordenen.

KL vil løbende opfordre forvaltninger og politiske udvalg til at drøfte værdierne og deres betydning lokalt og beder om, at Børne- og Undervisningsudvalget tager stilling til følgende spørgsmål:

 

  • Hvordan ser I sammenhæng mellem jeres kommunes børne- og ungepolitik og de kommunale kerneværdier?

 

  • Hvilke muligheder giver det kommunale ejerskab i jeres arbejde med at skabe sammenhæng og høj kvalitet i de kommunale tilbud til børn og unge?
     

Brevet fra KL er vedhæftet dagsordenen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter de to spørgsmål med henblik på at sende et svar til KL.

 

Beslutning

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede, at der sendes et svar til KL, hvoraf det fremgår, at der er en virkelig god sammenhæng mellem de kommunale kerneværdier og Ishøj Kommunes Børne- og Ungepolitik.
Ishøj Kommunes Børne- og Ungepolitik medsendes svaret til KL

Bilag

Resume

KKR Hovedstaden vedtog i 2017 et mål for "Bedre fysisk og mental sundhed hos de unge". Dette er nu blevet konkretiseret i vedhæftede udkast til en fælles kommunal strategi for fremme af fysisk og mental sundhed på tværs af kommunerne i Region Hovedstaden. Ønsket er, at strategien også kan være med til at fremme og styrke de lokale samarbejder med ungdomsuddannelsesinstitutionerne, da disse spiller en væsentlig rolle i forhold til at strategien får den største effekt.

Baggrunden for udkastet til en fælles kommunal strategi er, at mange vaner og adfærd, som påvirker vores sundhed skabes i ungdomsårene, hvor mange unge eksperimenterer med alkohol, tobak og stoffer. Hver fjerde ung drikker for meget. 250.000 unge i Region Hovedstaden har prøvet at ryge hash og 27.000 unge vil gerne stoppe med at ryge. Dertil kommer, at hver femte ung angiver at have dårlig mental sundhed, svarende til ca. 41.000 af Hovedstadens unge. De unge har deres hverdag i ungemiljøer på ungdomsuddannelser (Fx gymnasier, erhvervsskoler og FGU), som ofte går på tværs af kommunegrænser. Derfor skal løsninger på mange af udfordringerne være tværkommunale og udvikles i dialog med skolerne. 

Sagsfremstilling

KKR Hovedstaden har i 2016 afholdt en række dialogmøder for politikere fra sundheds- og psykiatriudvalgene samt kommunernes administrationer, hvor de drøftede fælleskommunale udfordringer og ønsker til fælles handling på sundhedsområdet. Dette arbejde resulterede i tre fælleskommunale KKR-mål for sundhed. Det ene af disse mål er "Bedre fysisk og mental sundhed hos de unge". Heraf fremgår, at KKR skal:

  • Etablere en fælles strategi for fremme af fysisk og mental sundhed på tværs af kommuner og ungdomsuddannelser.
  • Udarbejde et idékatalog med konkrete eksempler.

Embedsmandsudvalget for Sundhed har nu udarbejdet et udkast til strategi og inspirationskatalog, hvor den røde tråd er at fremme lokalt samarbejde mellem kommuner og ungdomsuddannelser med henblik på at skabe bedre fysisk og mental trivsel og videreformidle inspiration fra lokale eller tværgående projekter på området til både større og mindre kommuner.

Strategien har fokus på mental sundhed, alkohol, stoffer og tobak. For at kunne gennemføre strategien er der også fokus på kommunernes rolle, som er at:

  • Indlede samarbejde med ungdomsuddannelserne og indbyde til partnerskaber om unges mentale sundhed samt brug af alkohol, stoffer og tobak.
  • Lægge vægt på strukturelle indsatser i samarbejde med ungdomsuddannelserne (fx ryge- og alkoholpolitikker på skoler).
  • Målrette kommunale indsatser til alle unge på ungdomsuddannelserne uanset, hvor stor en andel, der kommer fra andre kommuner.
  • Etablere de nødvendige interne kommunale fora for udveksling af viden om unges sundhed og koordinering af sundhedsindsatser.
  • Danne tværkommunale samarbejder omkring ungdomsuddannelser, der har matrikler i flere kommuner.
  • Gå i dialog med rektorforeningerne om at styrke unges fysiske og mentale sundhed.

Inspirationskataloget indeholder eksempler på konkrete indsatser inden for mental sundhed, alkohol, stoffer og tobak, hvor kommunerne kan hente inspiration til at få strategiens vision og principper omsat til virkelighed.

Den videre proces

Efter høringsperiodens udløb den 21. oktober vil Embedsmandsudvalget for Sundhed behandle de indkomne input med henblik på at KKR Hovedstaden kan godkende strategi og inspirationskatalog primo 2020.

Herefter bliver den endeligt vedtagne strategi udsendt til kommunerne med henblik på at styrke samarbejdet lokalt og til gensidig inspiration.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Sagsfremstilling

  • Center for Børn og Forebyggelse har udgivet ”Din Guide til Forebyggende Indsatser i Center for Børn og Forebyggelse” for skoleåret 2019/2020. Guiden er en opdateret version af sidste skoleårs guide og beskriver alle de forskellige forebyggende indsatser, som centret i det kommende skoleår tilbyder dagtilbud og skoler. Indsatser, som er direkte rettet mod børn, unge og familier, er også beskrevet, så personalet i dagtilbuddene og på skolerne kan henvise børn, unge og forældre til disse. 'Din guide til forebyggende indsatser i Center for Børn og Forebyggelse' er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • I tillæg til orienteringssagen omkring MFR og HPV vaccinationer i Ishøj Kommune, som blev forelagt udvalget den 19. august 2019, fremlægges data vedr. vaccination mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio, hibinfektion og pneumokok. Denne vaccination gives i 3 1/2 og 12 måneders-alderen. Herefter tilbydes der en revaccination i 5 års alderen. Ishøj Kommune ligger, ligesom det er tilfældet for MFR og HPV vaccinationer, i det store hele på niveau med de fem øvrige vestegnskommuner Albertslund, Glostrup, Brøndby, Høje-Taastrup og Vallensbæk i forhold til tilslutningen til børnevaccinationerne DiTeKiPolHibHbv + PCV. Notat vedrørende data for omtalte børnevaccination er vedhæftet dagsordenen. Data vedrørende tilslutning til HPV vaccination hos drenge har også været efterspurgt. Det er endnu kun muligt at trække data for tilslutningen af HPV vaccination for piger, hvorfor der ikke kan fremlægges data specifikt for drenges tilslutning til HPV vaccination.
  • Børne- og Undervisningsudvalget behandlede udkast til 'Strategi for dagtilbudsområdet i Ishøj Kommune' på udvalgsmødet den 19. august. Udvalget besluttede, at dagtilbudsstrategien slutter på side 6, og at resten af dokumentet indsættes som bilag. Dagtilbudsstrategien er redigeret i overensstemmelse med udvalgets beslutning, og er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Matematisk opmærksomhed og overgange i børns liv
    Center for Dagtilbud og Uddannelse søger i samarbejde med Vejlebroskolen, Regnbuen og Trækronerne 3.461.500 kr. over 5 år fra Novo Nordisk Fondens projektstøtte til matematik i naturvidenskab og teknologi. Midlerne søges til et projekt med fokus på matematisk opmærksomhed og overgange i børns liv.  Projektet er et 5-årigt projekt, der udvikler børns nysgerrighed og kompetencer i matematisk opmærksomhed i 4 - 8 års alderen. Projektet skriver sig ind i arbejdet med sammenhængende overgange i børns liv og undersøgende læreprocesser, der skaber bro mellem dagtilbud, sfo og skole. Projektet skal øge børnenes læring via et løft af de udøvende aktørers kompetencer og deres tværfaglige samarbejde. Projektet skal ses som et pilotprojekt, der imødegår ovenstående proces. Vi ønsker at drage erfaringer i et af vores samlede skoledistrikter, som afsæt for videndeling og forankring for øvrige dele af kommunen. Ansøgningsfristen til fonden var den 10. september 2019.
  • Ishøj Kommune har flotte resultater i den landsdækkende aktivitet Sommerbogen 2019, der tilbydes af Kulturium Bibliotek. Ishøjs børn er de børn, der i gennemsnit har læst/anmeldt mest i hele landet og målt på faktisk antal anmeldelser, er Ishøj kun overgået af Københavns Kommune, som har ca. 40.000 flere børn i aldersgruppen end i Ishøj. Sommerbogen er et eksempel på et godt og værdsat samarbejde mellem skolerne og biblioteket, som fremmer læsning og læselyst lokalt.
    Der er fundet to vinderklasser som kommunens mest læsende klasser. Præmien er henholdsvis medlemskab af Kulturium Teen Bio for hele klassen og en biograftur for hele klassen.

 

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag