Referat
Børne- og Undervisningsudvalget mandag den 15. februar 2016 kl. 18.30

Rådhuset - mødelokalet på etage 5

Sagsfremstilling

Vicedirektør på CPH WEST Peter Christensen giver en orientering om fusionen mellem CPH WEST og Københavns Tekniske Skole (KTS).

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Børne- og ungelæge Tove Billeskov orienterer om sin opgaveportefølje herunder projektet Tip Tab Tynde og sundhedsprofilen for uskolingen.

Statusrapport for Tip Tab Tynde for skoleåret 2014/2015 og sundhedsprofilen for udskolingen ligeledes for skoleåret 2014/2015 er vedhæftet dagsordenen til orientering.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Sagsfremstilling

  • Erindringsliste af 1. februar 2016 fremlægges.
  • Nyt fra skolebestyrelserne.
  • Administrationen har udarbejdet vedhæftede forslag til studietur til Wales for Børne- og Undervisningsudvalget.
  • Drøftelse af brev fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling vedr. mulighed for afkortning af skoledagens længde. Brev og notat fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling er vedhæftet dagsordenen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Administrationen arbejder videre med planlægning af turen til Wales, herunder muligheder for at finde en mere fordelagtig hjemrejse.

Udvalgsmedlemmerne spørger i hver deres skolebestyrelse, om der er udfordringer med skoledagens længde.

Bilag

Sagsfremstilling

  • En oversigt der viser verserende klagesager i Ankestyrelsen fordelt på voksen og børneområdet er vedhæftet dagsordenen til orientering. Ankestyrelsen meddeler, at der ses en lille stigning på børneområdet, hvilket ikke giver anledning til bemærkninger fra Ankestyrelsen.
  • Elevstatistik af 1. februar 2016 er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • En rapport der viser sygefraværet i 2015 på skole-, sfo- og dagtilbudsområdet er vedhæftet dagsordenen til orientering.
  • Børne- og Undervisningsudvalget fik på mødet den 17. august 2015 forelagt Socialtilsyn Hovedstadens tilsynsrapport vedr. aflastningen på Ishøjgård. Udvalget tog rapporten til efterretning. Socialtilsyn Hovedstaden har fremsendt vedhæftede skrivelse, hvoraf det fremgår, at aflastningen på Ishøjgård bliver godkendt til 7 pladser for børn og unge i alderen 5 - 17 år.
  • FOA har i samarbejde med analysebureauet Bureau 2000 udarbejdet undersøgelsen 'Dagtilbudstyper og skolepræstationer'. Undersøgelsen uddeles på mødet.
  • På mødet uddeles Ernæringsprincipper for børn og unge 0 - 16 år i en trykt udgave.
  • Strandgårdskolen deltager i projektet 'LOMA', som står for 'lokal mad'. LOMA arrangerer en studietur til England i efteråret 2016 for køkkenansvarligt personale, så de kan få inspiration og blive opkvalificeret. Til finansiering af hele turen vil 'LOMA' søge ERASMUS (EU-midler). Strandgårdskolen indgår i ansøgningen sammen med fem skoler fra Danmark. Erasmus søges om 8.400 €.
    I projektet der lægges vægt på:
    - At måltidet er med til at dyrke fællesskabet.
    - Alle elever spiser med deres klassekammerater og en lærer.
    - Måltidet læner sig op af Sundhedsstyrelsens 10 kostråd.
    - At lave al mad fra bunden.
    - At anvende sæsonens friske råvarer.
    - At anvende lokale leverandører, såfremt det er muligt.
    - Økologi i højsædet.
    - Bæredygtighed.
    - Spild og madaffald minimeres.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Resume

Medarbejdere fra Center for Børn og Forebyggelse, som arbejder med anbragte børn og unge, er blevet introduceret til projektet 'Lær for Livet', som drives af Egmont Fonden. Det er vurderingen, at projektet tilbyder en indsats i forhold til skoletilbud til anbragte børn og unge, som kan give disse børn og unge forudsætninger for klare sig bedre skolemæssigt, uddannelsesmæssigt og erhvervsmæssigt i fremtiden.

Sagsfremstilling

Der er udarbejdet en rammeaftale for 'Lær for Livet', og administrationen foreslår, at Ishøj Kommune underskriver rammeaftalen. Det er forventningen, at der er 2 - 4 børn og unge i 2016, som vi være relevante deltagere i projektet.

Projektet har kørt i to år, hvor ca. 200 børn og unge fra 32 forskellige kommuner har deltaget. Børnene og de unge oplever umiddelbart stor effekt af forløbet – især af 'Learning Camp'. Det er dog endnu usikkert, hvad effekten er på den lange bane. Der pågår en grundig evaluering af effekten af projektet – herunder evaluering ved hjælp af Skandia-modellen.

Det foreslås, at såfremt Ishøj indgår i projektet, vil erfaringer fra Ishøj og Vallensbæk blive evalueret i slutningen af 2016, så der kan tages stilling til i hvilket omfang, der skal tilbydes forløb til børn og unge 2017.

'Lær for Livet' beskriver selv formålet således:

'Lær for Livet' er Egmont Fondens signaturprojekt, som gennem en helhedsorienteret indsats på 10 år skal sikre omsorgsfuld læring til mere end 1.000 anbragte børn i tæt samarbejde med de danske kommuner. Der er foreløbig afsat 40 mio. kr. til indsatsen, og det er det største af sin art i landet.

Øget selvværd, faglige succeser og et stærkere tilhørsforhold til skolen skal skabe fundamentet for, at børnene kan gennemføre en ungdomsuddannelse og på længere sigt skabe et godt liv for sig selv. 'Lær for Livet' optager hvert år 100 nye børn i programmet.

De første resultater tegner lovende. På 14 dages Learning Camp i sommerferien 2015 forbedrede børnene sig i gennemsnit mere end et halvt læringsår i læsning og stavning og mere end et læringsår i matematik. Erfaringerne derfra viser endvidere, at børnene selv oplever at få et stort fagligt, personligt og socialt udbytte.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at rammeaftalen mellem Ishøj Kommune og 'Lær for Livet', gældende for perioden 2016 - 2019, underskrives.

Beslutning

Tiltrådt.

Administrationen afdækker vilkårene for betaling.

Økonomi

Udgiften for kommunen er 90.000 kr. pr. barn over 6 år plus udgifter til kørsel og koordinering. Det første år koster dog 45.000 kr. pr. barn. Målgruppen er anbragte børn og unge, som er i risikozonen for at få brug for specialundervisning eller anbragte børn og unge, som allerede modtager specialundervisning i mindre omfang. Hvis indsatsen kan bringe ét barn væk fra specialundervisning, vil dette som regel udgøre en besparelse på ca. 400.000 kr. pr. år. Således er succeskriteriet fra et økonomisk perspektiv, at mindst ét af fire børn og unge undgår at modtage specialundervisning. Hvis ingen undgår specialundervisning, bliver der merudgifter for kommunen, og hvis to eller flere undgår specialundervisning, blive der en betragtelig besparelse.

Lovgrundlag

Indsatsen har ikke nogen 'naturlig' lovgivningsmæssig placering. Det er erfaringen, at andre kommuner bevilliger forløbet forskelligt under hhv. den sociale lovgivning og folkeskolelovgivning. Der bliver udarbejdet kommunale principper for bevillingen (herunder den rette lovgivningsmæssige placering), hvis aftalen er tiltrædes.

Bilag

Resume

Ifølge folkeskoleloven skal kommunerne udarbejde en kvalitetsrapport for folkeskolerne. Rapporten skal i 2016 være godkendt i Byrådet senest den 31. marts. Rapporten har været i administrativ høring blandt skolebestyrelserne frem til den 28. januar 2016. 

Sagsfremstilling

Formålet med kvalitetsrapporten er at muliggøre en sammenligning på tværs af skoler og kommuner. Denne kvalitetsrapport for Ishøj Kommunes skolevæsen er den anden rapport, der udarbejdes efter bestemmelserne i folkeskolelovens § 40a og bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen nr. 698 af 23. juni 2014.  

Rapporten har til formål at fremme dialogen mellem skoler, administration og politikere om elevernes læring, deres resultater og overgang til ungdomsuddannelser. Samtidigt er det intentionen, at den fremadrettet bruges som et redskab til at følge progressionen i de faglige resultater på skole- og klasseniveau. Rapporten omfatter data vedrørende Gildbroskolen, Ishøj Skole, Strandgårdskolen, Vejlebroskolen, Vibeholmskolen, Skolen på Ishøjgård og Udskolingsklassen på Møllen.

I rapporten indgår en række resultatoplysninger, der har til formål at belyse, hvordan eleverne i Ishøj Kommune klarer sig i forhold til de mål, der er besluttet i forbindelse med folkeskolereformen.

Kvalitetsrapporten har været i høring i skolebestyrelserne i perioden fra den 4. januar til den 28. januar 2016. Der er indkommet høringssvar fra Gildbroskolen, Ishøj Skole, Strandgårdskolen, Vejlebroskolen og Vibeholmskolen. Oversigt over de indkomne høringssvar med administrationens bemærkninger er vedhæftet dagsordenen sammen med de indkomne høringssvar.

Styrelsen for It og Læring meddelte den 20. januar 2016, at der var en fejl i de offentliggjorte data vedrørende skolernes kompetencedækning, som er en obligatorisk del af kvalitetsrapporten. Skolernes kvalitetsrapport 2016, korrigeret for datafejl vedr. kompetencedækning samt elementer fra skolebestyrelsernes høringssvar, er vedhæftet dagsordenen.

Resultaterne af de nationale test, er omgivet af fortrolighed. Det er anført i bekendtgørelse om kvalitetsrapporter i folkeskolen § 8, at omtalen af testresultaterne skal foregå på en sådan måde, at det er muligt for offentligheden at læse og forstå rapporten, selvom testresultaterne ikke offentliggøres i rapporten. Der er derfor udarbejdet en version af kvalitetsrapporten til intern brug, hvor resultaterne af de nationale test på skoleniveau indgår. Denne version er vedhæftet dagsordenen som et lukket bilag og uddeles på mødet.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget drøfter kvalitetsrapport for skolerne 2016.

 

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at kvalitetsrapport for skolerne 2016 godkendes. 

Beslutning

Tiltrådt.

Lovgrundlag

Folkeskolelovens § 40a og bekendtgørelse nr. 698 af 23. juni 2014. 

Bilag

Resume

Hvert år i november er der indskrivning af børn til børnehaveklasse. Indskrivningen foregår via digital selvbetjening. Skoleindskrivningen er nu afsluttet, og administrationen foreslår, at der oprettes 11 børnehaveklasser i skoleåret 2016/2017.

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede på mødet den 6. oktober 2015, at udgangspunktet for skoledistriktsreguleringen var oprettelse af 11 børnehaveklasser, fordelt med en klasse på Ishøj Skole, tre klasser på Vibeholmskolen, tre klasser på Strandgårdskolen, to klasser på Vejlebroskolen og to klasser på Gildbroskolen.

Der er i februar 2016 indskrevet 249 elever til start i børnehaveklasse på Ishøj Kommunes fem folkeskoler. Af styrelsesvedtægten for Ishøj Kommunes skolevæsen, bilag 5, fremgår det, at ”ved oprettelse af børnehaveklasserne tages der udgangspunkt i en gennemsnitlig klassekvotient på 25 elever…”.  

Resultatet af skoleindskrivningen viser, at den nævnte fordeling af 11 børnehaveklasser er eneste mulige løsning, idet klassekvotienten vil nå over 25 elever på Vibeholmskolen og Strandgårdsskolen, hvis ikke der placeres tre børnehaveklasser her. Denne fordeling vil samtidig sikre, at alle ønsker om indskrivning på anden skole end distriktsskolen vil blive tilgodeset.

Fordelingen giver en gennemsnitlig klassekvotient på 22,55. På de enkelte skoler vil klassekvotienterne blive følgende:

  • Strandgårdsskolen: 20,00
  • Vibeholmskolen: 24,33
  • Ishøj Skole: 21,00
  • Gildbroskolen: 22,50
  • Vejlebroskolen: 24,50
      

I vedhæftede notat beskrives baggrunden for dannelse af børnehaveklasserne.

Tidligere års erfaring viser at antallet af elever, der faktisk starter i børnehaveklasse til august formentlig er mindre end det antal, der pt. fremgår af beregningen. Årsagerne kan bl.a. være fraflytninger, og at der er forældre, som ikke får opfyldt deres skoleønske og i stedet vælger privatskole.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at der oprettes 11 børnehaveklasser i skoleåret 2016/2017.

 

Beslutning

Tiltrådt.

Økonomi

Der er afsat midler til 11 børnehaveklasser i budgettet.

Bilag

Resume

Ledelsen på Ishøj Skole ansøger om, at hele personalegruppen kan deltage på internat i 2016.

Sagsfremstilling

Der planlægges med, at internatet bliver fra fredag morgen til lørdag eftermiddag. Det er frivilligt for personalet at deltage. Det foreslås, at undervisning samt pasning af børn i sfo'en den fredag internatet løber af stablen varetages af faste vikarer, forældre og det personale, som vælger ikke at deltage i internatet.

Personaleturen er drøftet på et møde i skolebestyrelsen, og skolebestyrelsen bakker om turen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at Ishøj Skole kan tage på personaletur i 2016, og at undervisningen varetages af faste vikarer, forældre og personale, der ikke deltager i internatet.

Beslutning

Tiltrådt.

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede, at beslutningskompetencen ved lignende ansøgninger fremover delegeres til administrationen.

Økonomi

Internatet dækkes af de tildelte ekskursionsmidler og af driftsstedet samlede økonomi, hvis der kan afsættes midler til det.

Bilag

Resume

I foråret 2016 planlægger administrationen at gennemføre en undersøgelse af de unges fritidsvaner samt deres ønsker til de kommunale fritidstilbud. Ungeundersøgelsen skal bidrage til udarbejdelsen af en ny klubstruktur herunder rammerne for sfo3 og Ungdomsskolen.

Sagsfremstilling

Undersøgelsen skal give svar på spørgsmålet:” Hvad er et godt ungeliv i Ishøj?” Herunder skal undersøgelsen afdække:

  • Hvordan de unge bruger deres tid efter skole.
  • Hvad de unge kunne tænke sig som supplement til deres skolegang.
  • De unges ønsker og drømme om et godt ungdoms- og fritidsliv.

Som en del af undersøgelsen foreslås det at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse målrettet elever i 7. - 10. klasse. Det foreslås at indgå et samarbejde med Rambøll om denne del af undersøgelsen. Rambøll forestod Forældretilfredshedsundersøgelsen i folkeskolen i efteråret 2015, og erfaringerne fra dette samarbejde har været gode.

Kommissorium for Ungeundersøgelsen 2016 er vedhæftet dagsordenen.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at Ungeundersøgelsen gennemføres i foråret 2016, og at der indgås kontrakt med Rambøll om udførelse af den kvantitative del af undersøgelsen.

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at sende sagen til efterretning i Byrådet.

Beslutning

Tiltrådt.

Børne- og Undervisningsudvalget orienteres løbende om processen på udvalgsmøderne frem til undersøgelsen foreligger.

Undersøgelsens resultat drøftes på et fælles møde mellem Børne- og Undervisningsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.

Økonomi

Administrationen har indhentet et uforpligtende tilbud fra Rambøll på 24.500 + moms.

Bilag

Resume

I Ishøj Kommune er der vedtaget fire faste lukkedage (juleaftensdag, nytårsaftensdag, Grundlovsdag og fredag efter Kristi Himmelfartsdag). Herudover kan der placeres tre lukkedage. Børne- og Undervisningsudvalget besluttede den 17. december 2009, at de tre lukkedage i dagtilbuddene, så vidt det er muligt, placeres mellem jul og nytår. Børne- og Undervisningsudvalget besluttede ligeledes den 17. december 2009, at et fremmøde på under 20 % betegnes som lavt fremmøde i kommunens dagtilbud. Der kan således ikke placeres lukkedage i dagtilbud på dage, hvor fremmødet er over 20 %.

I 2016 ligger Grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsdag imidlertid i en weekend, til gengæld er der fire hverdage mellem jul og nytår. Derfor skal der tages stilling til om, og i givet fald hvornår, der skal tilrettelægges alternative lukkedage.

Sagsfremstilling

Tvillingehusets bestyrelse drøftede lukkedage i 2016 på deres forældrebestyrelsesmøde den 19. januar 2016 og foreslår, at der holdes lukket onsdag den 23. marts, fredag den 23. december og fredag den 30. december. Dagtilbudslederne bakker op om forslaget.

Med undtagelse af den 24. december og den 5. juni er kommunen forpligtet til at tilbyde alternativ pasning på lukkedage for de børn, som har behov for pasning. En institution i kommunen holder åbent for de børn, som har behov for pasning.

For sfo’erne gælder ikke den sammen forpligtelse til alternativ pasning, hvorfor koordineringen af lukkedagene ikke er afgørende. Det foreslås derfor, at spørgsmålet om eventuelle alternative lukkedage i sfo'erne som erstatning for lukkedagene på Grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsdag udlægges til skolebestyrelserne på de respektive skoler.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at

  • de faste lukkedage på Grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsdag i 2016 erstattes med lukkedage onsdag den 23. marts, fredag den 23. december og fredag den 30. december i kommunens dagtilbud
  • spørgsmålet om eventuelle alternative lukkedage i kommunens sfo'er, som erstatning for lukkedagene på Grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsdag i 2016, udlægges til skolebestyrelserne på de respektive skoler.

Beslutning

Tiltrådt.

Administrationen udarbejder en oversigt over lukkedage for de kommende tre år.

Lovgrundlag

Vejledning om dagtilbud kapitel 10.

Resume

I denne sag fremlægges statistik over dagtilbudspladser, herunder statistik over udviklingen i antallet af børn i perioden 2010 – 2015 samt en belægnings- og ventelisteopgørelse pr. 1. februar 2016.

Sagsfremstilling

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede på deres møde den 19. oktober 2015, at pladssituationen i kommunens dagtilbud fremover behandles i udvalget på møderne i februar, maj og oktober.

Formålet med vedhæftede statistik over dagtilbudspladser er at skabe overblik over udviklingen i samt behovet for pladser i kommunens dagtilbud.

Administrationen forventer, at pladsbehovet i 2016 kan rummes inden for den nuværende fysiske kapacitet. Et stigende behov for 0 – 2års pladser kan dog betyde et pres på den samlede budgetterede normering, hvorfor administrationen vil følge udviklingen tæt.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Sagen blev udsat.

Bilag

Resume

Undervisningsministeriet har udsendt en bekendtgørelse den 23. juni 2014 vedr. mål- og indholdsbeskrivelser for skolefritidsordninger(sfo). Som meddelt Børne- og Undervisningsudvalget den 15. juni 2015 har sfo’erne i Ishøj Kommune på den baggrund udarbejdet nye mål- og indholdsbeskrivelser.

Skolebestyrelserne på de enkelte skoler har behandlet og godkendt sfo’ernes mål- og indholdsbeskrivelser, som hermed sendes til orientering i Børne- og Undervisningsudvalget. I sagen er der vedhæftet beskrivelser fra sfo’erne på Ishøj skole, Vibeholmskolen, Vejlebroskolen, Gildbroskolen og Strandgårdskolen.

Sagsfremstilling

Sfo’ernes mål- og indholdsbeskrivelser tager udgangspunkt i en fælles ramme, som er udarbejdet på baggrund af bekendtgørelsen af 23. juni 2014.

Med mål- og indholdsbeskrivelsen er det hensigten at gøre det pædagogiske arbejde mere målorienteret og systematisk. Ifølge bekendtgørelsen skal mål- og indholdsbeskrivelserne indeholde en beskrivelse af:

  • Hvordan sfo’en medvirker til udmøntningen af Ishøj kommunes Børne- og Ungepolitik.
  • Mål for samspillet mellem sfo’ens pædagogiske aktiviteter, skolens undervisning og samarbejdet mellem skole og hjem.
  • Den overordnede ramme for de pædagogiske aktiviteter og forældresamarbejdet.
  • Om sfo’en tilbyder lektiestøtte, herunder hvordan dette evt. sker i samspil med lektiehjælp og faglig fordybelse i undervisningstiden.
  • Sfo’ens indsats i forhold til børn med særlige behov.
  • Sfo’ens arbejde med krop, bevægelse og sundhed i hverdagen, herunder i hvilket omfang det sker i samarbejde idrætsforeninger eller lignende.
  • Overvejelser over balancen i den pædagogiske praksis mellem voksenorganiserede og børnenes selvvalgte aktiviteter.
  • Hvordan overgange fra børnehave til sfo sikres. Der henvises til Ishøj Kommunes retningslinjer for børns overgang fra dagtilbud til skole/sfo vedtaget i Børne- og Undervisningsudvalget 16. marts 2015.
  • Hvordan sfo’en viderefører arbejdet med de pædagogiske lærerplaner og sprogstimulering af tosprogede børn fra dagtilbuddene. 

Ud over ovenstående punkter har Børne- og Undervisningsudvalget i Ishøj Kommune den 12. februar 2009 valgt at fastsætte yderligere to punkter: Sprog og sociale færdigheder.

Mål og indholdsbeskrivelserne evalueres og tages op til revision hver andet år. Første gang ultimo 2017. De reviderede beskrivelser sendes til Center for Dagtilbud og Skoler senest den 1. februar 2018.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse af 23.6.2014 vedr. mål- og indholdsbeskrivelsen for skolefritidsordninger.

Bilag

Resume

På Børne- og Undervisningsudvalgsmødet den 7. juni 2010 blev det besluttet, at udvalget skal orienteres via en regnskabsrapport hvert kvartal.

Sagsfremstilling

Rapporten indeholder ikke tal for varme, vand, udvendig vedligeholdelse og containertømning ligesom skatter og afgifter ikke er medtaget i rapporten.

Afsluttende regnskabsrapport for 2015 på området under Børne- og Undervisningsudvalget fremlægges. 

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Sagsfremstilling

På mødet gives en mundtlig orientering om verserende klagesager på Børne- og Undervisningsudvalgets område.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.