Referat
Børne- og Undervisningsudvalget mandag den 3. maj 2021 kl. 17.00

Virtuelt

Resume

Den 19. april 2021 behandlede Børne- og Undervisningsudvalget sag om ekstra bevilling til skolerne vedr. arbejde med fagligt efterslæb og trivselsudfordringer. På sagen var vedlagt skoleledernes vurdering af arbejdet med fagligt efterslæb og trivselsudfordringer som følge af Corona.

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede, at såfremt budgetopfølgningen for Børne- og Undervisningsudvalgets område udviser et mindreforbrug, så skal administrationen udarbejde en sag om brug af en del af midlerne til finansiering af det faglige og trivselsmæssige efterslæb.

På baggrund heraf fremlægges hermed sag om ekstra bevilling til skolerne til arbejdet med fagligt efterslæb og trivselsudfordringer som følge af Corona.

Sagsfremstilling

Af skoleledernes vurdering vedrørende arbejde med fagligt efterslæb fremgår det, at der er mulighed for at udvide og intensivere indsatsen for at imødegå det faglige og trivselsmæssige efterslæb, såfremt der tilføres yderligere midler i størrelsesordenen 2,9 – 3,4 mio. kr. primært til anvendelse i skoleåret 2021/22.

Børne- og Undervisningsudvalget besluttede, at såfremt budgetopfølgningen for Børne- og Undervisningsudvalgets område udviser et mindreforbrug, så skal administrationen udarbejde en sag om brug af en del af midlerne til finansiering af det faglige og trivselsmæssige efterslæb.

Deadline for budgetopfølgningen er den 7. maj 2021. Center for Dagtilbud og Uddannelse (CDU) kan nu konstatere, at budgetopfølgningen vil udvise et mindreforbrug, der vil gøre det muligt at afsætte midler til arbejdet med fagligt og trivselsmæssige efterslæb.

Administrationen foreslår således, at der i forbindelse med budgetopfølgningen tildeles skolerne et samlet beløb på 1.2 mio kr. til arbejdet med fagligt efterslæb i perioden 1. august til 31. december 2021 finansieret af et samlet mindreforbrug i CDU. Evt. tildeling til arbejdet for den resterende del af skoleåret 2021/22, svarende til ca. 1.7 mio. kr., henstår til budgetforhandlingerne for budget 2022.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget beslutter, at der i forbindelse med budgetopfølgningen tildeles skolerne et samlet beløb på 1.2 mio. kr. til arbejdet med fagligt efterslæb i perioden 1. august til 31. december 2021 finansieret af et samlet mindreforbrug i CDU.

Beslutning

Tiltrådt.