Hvad kan vi hjælpe med?

Vi har lyttet til fællesantenne-ønsker

I efteråret åbner Ishøj Fællesantenne op for flere indholdsleverandører. Flere af kravene til dem er et resultat af en borgerhøring i februar

På baggrund af input fra Ishøjborgerne har vi blandt andet stillet krav til de kommende indholdsleverandører om høj driftssikkerhed, hurtige internetforbindelser, korte bindingsperioder, og at de tilbudte produkter skal være enten internet, tv, film, telefoni eller musik.

I februar deltog 240 Ishøjborgere i et borgermøde og 287 i en digital høring om de indholdsleverandører, som i efteråret får mulighed for at levere deres produkter til medlemmerne af Ishøj Fællesantenne. De 63 spørgsmål og 34 kommentarer fra borgermødet og de 287 svar og kommentarer fra høringen er indgået som et af flere elementer i arbejdet med de krav, kommunen stiller til de fremtidige indholdsleverandører. 

Målet er bedre priser og flere produkter

Det glæder borgmester Ole Bjørstorp, at så mange valgte at give deres besyv med.

”Modsat EU-udbuddet, hvor Kabelplus blev valgt til at stå for driften fra 1. juni, har vi haft mere frie rammer rent lovgivningsmæssigt med det nye udbud om indholdsleverandørerne. Det betyder, at vi kunne benytte muligheden for at inddrage borgerne. Vi bevæger os jo helt ind i folks dagligstuer, når vi som byråd træffer beslutninger om mulighederne for fx tv og internet i Ishøj Fællesantenne. Det er noget, der fylder i folks hverdag, hvilket den seneste tids debat jo også har bekræftet,” siger borgmesteren, der gerne vil takke for de mange gode input.

”De er alle sammen indgået i vores overvejelser, da vi skulle formulere kravene til de nye indholdsleverandører. Nu har vi bare tilbage at håbe, at nogle firmaer derude har lyst til at byde ind på opgaven. Det vil skabe mulighed for konkurrence, og dermed forhåbentlig både flere og bedre produkter og priser for os, der er medlem af Ishøj Fællesantenne,” siger borgmester Ole Bjørstorp.

Boligbestyrelser bliver inddraget

Ishøj Byråd har også lyttet til kritikken fra boligbestyrelserne om for lidt information i den et år lange proces, der førte til valget af den nye ansvarlige for driften i Ishøj Fællesantenne. I forbindelse med det nye udbud, vil bestyrelserne derfor få mulighed for at deltage i et panel, der skal være med til at vurdere de tilbud, der kommer ind og vil løbende blive informeret om processen. 

Opgaven med at levere indhold i Ishøj Fællesantenne er lige nu i udbud. Fristen for tilbud er den 15. juni. Kommunen vil dog holde en dør åben for nye indholdsleverandører i hele den 4-årige kontraktperiode med Kabelplus. Hvis der dukker interesserede firmaer op inden den 15. juni, som samtidig lever op til kravene, kan medlemmer af Ishøj

Fællesantenne købe produkter fra dem tidligst den 1. september og senest den 1. december alt efter, hvor længe de er bundet til nuværende udbydere. 

ishoj.dk/fremtidensfællesantenne finder du en detaljeret gennemgang af, hvordan de input vi fik til borgermødet og i høringen i februar er omsat til krav til indholdsleverandørerne. 

Tidsplan for udbud om indholdsleverandør i Ishøj Fællesantenne

  • Kommunen indhenter tilbud indtil 15. juni kl. 9
  • Tilbuddene vurderes og indholdsleverandør(er) vælges inden udgangen af juni
  • Indholdsleverandør(er) og Kabelplus arbejder på den tekniske opsætning i juli og august
  • Medlemmer af Ishøj Fællesantenne kan købe produkter fra indholdsleverandør(er) tidligst den 1. september og senest den 1. december alt efter, hvor længe de er bundet af nuværende aftaler med Kabelplus. 

Tidsplan kan blive forlænget, hvis der opstår et større behov for afklaring med indholdsleverandøren end forventet. 

Du kan se udbudsmaterialet på ishoj.dk/indholdsleverandør

Kontakt

Ishøj Fællesantenne

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

faellesantenne@ishoj.dk



Spørgsmål om produkter, priser, service og fejl?

Kontakt Kabelplus:

Butik, Ishøj Østergade 45

Hverdage kl. 11-16.30
Lør.-søn. lukket

Kundeservice
Tlf. 71 992 991
Hverdage kl. 11-16.30

Bredbåndssupport
Tlf. 71 992 991
Alle dage kl.11-21

Selvbetjening
www.kabelplus.dk
- hele døgnet

Senest opdateret 31. maj 2017