Hvad kan vi hjælpe med?

Sygedagpenge, hvis du er ledig

Hvis du er syg og er ledig, kan du søge om sygedagpenge

Selvbetjening

Mit Sygefravær

Læs om sygedagpenge, hvis du er ledig

Mit Sygefravær: Selvbetjening i forbindelse med sygedagpenge

Når du skal have sygedagpenge, skal du bruge den digitale selvbetjeningsløsning Mit Sygefravær. Mit Sygefravær skal du udfylde med forskellige oplysninger, afhængigt af hvilke oplysninger din a-kasse har givet. Du skal:

  • kommentere på de oplysninger, som din a-kasse har indberettet til kommunen
  • anmode om sygedagpenge fra kommunen
  • udfylde oplysningsskemaer om din sygdom, som kommunen skal bruge til et eventuelt opfølgningsforløb.

Kontakt kommunen, hvis du ønsker dispensation fra at bruge Mit Sygefravær.

Hvornår kan jeg få sygedagpenge?

Når du er ledig, kan du få sygedagpenge, hvis du er ude af stand til at arbejde på grund af sygdom, eller fordi du er kommet til skade. Det kræver som udgangspunkt, at du bor i Danmark og betaler skat af din indtægt i Danmark. Men der kan være undtagelser, hvis du fx bor i et andet EU-land eller flytter inden for EU eller til et land, som Danmark har indgået en særskilt aftale med.

Derudover skal du have en vis tilknytning til arbejdsmarkedet. Du kan som ledig opfylde beskæftigelseskravet, hvis du opfylder en af betingelserne:

  • Du ville have haft ret til arbejdsløshedsdagpenge, hvis du ikke var blevet syg.
  • Du ville have haft ret til arbejdsmarkedsydelse, hvis du ikke var blevet syg.

Du kan også opfylde kravet om tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis du inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse, der varede mindst 18 måneder.

Hvor meget kan jeg få i sygedagpenge?

Sygedagpengene udgør højst 4.180 kr. pr. uge og højst 112,97 kr. pr. time (2016).

Sygedagpenge udbetales bagud.

Hvor længe kan jeg få sygedagpenge?

Udbetalingen af sygedagpenge ophører den dag, du er arbejdsdygtig igen. Det gælder, også selv om du ikke raskmelder dig.

Du kan som hovedregel højst få sygedagpenge i 22 uger inden for en 9-måneders periode. Inden de 22 uger er gået, foretager kommunen en revurdering af din situation, hvor den tager stilling til, om der er mulighed for at forlænge din sygedagpengeperiode. Perioden kan forlænges, når en af følgende betingelser er opfyldt:

  • Det anses for sandsynligt, at der kan iværksættes en revalidering, herunder virksomhedspraktik, der kan føre til, at du kan vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked, dvs. til beskæftigelse på normale vilkår.
  • Det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge din arbejdsevne, og det forventes at kunne ske inden for 69 uger.
  • Du er under eller venter på lægebehandling, og der foreligger en lægelig vurdering med en sikker forventning om, at du vil kunne genoptage ordinær beskæftigelse inden for 134 uger regnet fra revurderingstidspunktet.
  • Kommunen har vurderet, at din sag skal behandles i rehabiliteringsteamet med henblik på at afklare, om du er berettiget til fleksjob, førtidspension eller ressourceforløb.
  • En læge har vurderet, at du har en livstruende, alvorlig sygdom.
  • Der er på revurderingstidspunktet rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade. I så fald kan udbetalingen af sygedagpenge fortsætte, indtil Arbejdsskadestyrelsen har truffet – evt. midlertidig – afgørelse om erhvervsevnetabserstatning.
  • Der er modtaget en ansøgning om førtidspension efter § 17, stk. 2, i lov om social pension. En forlængelse er betinget af, at pensionssagen er påbegyndt, inden retten til sygedagpenge ophører.

Du vil overgå til et jobafklaringsforløb, hvis kommunen vurderer, at dit sygedagpengeforløb ikke kan forlænges efter en af forlængelsesreglerne, men du fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Hvad skal jeg gøre, når jeg bliver syg?

Du skal melde dig syg hos a-kassen på din første sygedag. Det gør du på jobnet.dk.

Hvis du er fuldt ledig og berettiget til arbejdsløshedsdagpenge eller midlertidig arbejdsmarkedsydelse, fortsætter din a-kasse med at udbetale dette under dine første 14 dages sygdom. Er det ikke tilfældet for dig, kan du i stedet modtage sygedagpenge fra kommunen under de første 14 dages sygdom, hvis du opfylder betingelserne i sygedagpengeloven.

Når du har været syg i 14 dage, giver din a-kasse besked til kommunen om dit sygefravær. Det sker via den digitale løsning NemRefusion. Kommunen sender dig et underretningsbrev. Brevet bliver sendt til din e-boks, og du skal besvare det. Hvis du stadig er syg, skal du også udfylde et oplysningsskema. Det skal ske i selvbetjeningsløsningen Mit Sygefravær. Kommunen udbetaler herefter sygedagpenge til dig fra den første sygefraværsdag, efter at din ret til din sædvanlige ydelse hos a-kassen ophører.

Hvis dit sygdomsforløb forventes at vare mere end otte uger, skal du indgå i et opfølgningsforløb hos kommunen.

Forventer du at være syg i mere end otte uger?

Du skal indgå i et opfølgningsforløb hos kommunen, hvis dit sygdomsforløb forventes at vare mere end otte uger.

Oplysningsskema fra kommunen

Din a-kasse skal som udgangspunkt anmelde dit sygefravær til kommunen, inden der er gået tre uger fra din første sygedag. Når kommunen er orienteret om din sygemelding, sætter den gang i forskellige ting, så du kan modtage sygedagpenge og få hjælp til at komme tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt.

Kommunen sender i din e-boks et såkaldt oplysningsskema til dig, som du skal udfylde i den digitale løsning Mit Sygefravær.

I oplysningsskemaet skal du bl.a. oplyse, hvor lang tid du forventer, at sygemeldingen vil vare. Du skal også give dit bud på, om sygdommen påvirker din evne til at arbejde fremover. Kommunen bruger oplysningerne til at få den bedst mulige indsigt i din situation.

Obligatorisk lægeerklæring

Når kommunen har modtaget oplysningsskemaet og set, at du forventer at være syg mere end otte uger, vil kommunen bede dig om en lægeerklæring. I lægeerklæringen skal din læge vurdere din sygdom og situation.

Din læge skal også vurdere dine muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, eventuelle skånehensyn, behandling og sygdommens forventede varighed. Din læge sender lægeerklæringen til kommunen, inden du skal til den første samtale hos kommunen. Formålet er også her, at din sagsbehandler klædes bedst muligt på til at kunne hjælpe dig.

Første samtale i kommunen

Hvis du er syg i længere tid, bliver du indkaldt til en samtale med en sagsbehandler i kommunen: Den såkaldte første opfølgningssamtale. Samtalen skal holdes senest otte uger fra din første sygedag. Samtalen handler om, hvilken hjælp du skal have for at komme tilbage i arbejde. Du og din sagsbehandler fastlægger i fællesskab den konkrete indsats, der skal sættes i gang.

Kommunen skal under hele sygeforløbet følge op på din sygemelding for at støtte dig i at fastholde din tilknytning til arbejdsmarkedet. Indsatsen skal altid være tilpasset den enkelte sygemeldtes situation og helbredstilstand.

Du kan kontakte jobcenteret i kommunen, hvis du vil vide mere om sygedagpenge og kommunens opfølgning.

Tidlig opfølgning ved langvarigt sygefravær

Du har mulighed for at få igangsat en ekstraordinær tidlig opfølgning – fast track – hvis du som sygemeldt allerede tidligt i dit sygdomsforløb ved, at dit fravær kommer til at vare mere end otte uger.

Hvis du beder om tidlig opfølgning, vil kommunen skulle tage første samtale, senest to uger efter kommunen har modtaget din ansøgning om det. Du kan altså hurtigere få hjælp til at lægge en plan for, hvordan du kan bedst muligt kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Jobafklaringsforløb

Du overgår til et jobafklaringsforløb, hvis du fortsat er uarbejdsdygtig efter 22 uger, og kommunen efter en revurdering træffer afgørelse om, at din sygedagpengeperiode ikke kan forlænges. I et jobafklaringsforløb modtager du ressourceforløbsydelse på kontanthjælpsniveau uden hensyn til, om du har formue eller en ægtefælle/samlever. Forløbet varer maksimalt to år, men det er muligt at indgå i flere jobafklaringsforløb, hvis kommunen vurderer, at du fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Under jobafklaringsforløbet modtager du en individuelt tilpasset tværfaglig indsats fra kommunen.

Delvis uarbejdsdygtighed

Hvis du som ledig og medlem af en a-kasse bliver delvist uarbejdsdygtig, har du ret til fulde sygedagpenge. Du kan ikke få suppleret op med arbejdsløshedsdagpenge for de timer, som du vurderes at kunne arbejde i.

Du har ret til at afvise lægebehandling

Som sygemeldt har du ret til at afvise lægebehandling.

Det vil sige, at du har mulighed for at fravælge en behandling, som du ikke er tryg ved, uden at du mister din ret til sygedagpenge. Du kan fx afvise at lade dig operere for diskusprolaps, modtage behandling med antidepressiv medicin eller modtage ECT-behandling.

Afviser du en ordineret lægebehandling, skal din sag vurderes af den såkaldte kliniske funktion. Klinisk funktion skal så vidt muligt foreslå en anden behandling. Hvis klinisk funktion foreslår en lægebehandling, som du heller ikke ønsker, har du dog også ret til at afvise denne behandling.

Det er kun lægebehandling i snæver forstand, du kan afvise. Dvs. behandlinger, der er foretaget af en læge, samt operationer og behandling med lægeordineret medicin. Ordningen omfatter ikke mulighed for at afvise fx fysioterapeut eller samtaleforløb hos psykolog.

Du kan miste retten til sygedagpenge

Din ret til sygedagpenge bortfalder:

  • hvis du ikke ønsker at medvirke til, at sagen forelægges regionens kliniske funktion, i forbindelse med at du afviser lægebehandling
  • hvis du forhaler helbredelsen af din sygdom
  • hvis du uden rimelig grund undlader at medvirke til kommunens opfølgning og tilbud
  • hvis du ikke opfylder din pligt til at anmelde eller dokumentere dit sygefravær.

Standby-ordning for alvorligt syge

Sygemeldte, der har en alvorlig sygdom, som gør, at det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt at være i kontakt med kommunen, behøver hverken at have samtaler eller deltage i tilbud.

Det gælder fx ved diagnoser som kræft eller svært hjertesvigt. Fritagelsen kaldes standby-ordningen.

Hvis du mener, at du bør fritages, skal du angive det i oplysningsskemaet eller kontakte kommunen.

Sygdom og ferie

Sygdom og feriepenge

Du kan udskyde din ferie, hvis du bliver syg, inden ferien starter. Du skal senest sygemelde dig den første feriedag på det tidspunkt, hvor din arbejdstid normalt ville begynde. Når sygdommen er overstået, skal du melde dig rask. Du skal også meddele, om du vil holde resten af den ferie, som du oprindeligt havde planlagt, i forlængelse af raskmeldingen. Gør du ikke det, skal du melde dig på jobcentret, når du er blevet rask.

Sygdom og feriedagpenge

Hvis du bliver syg før din ferie, har du ikke ret til feriedagpenge. Du kan i stedet modtage sygedagpenge fra kommunen eller arbejdsløshedsdagpenge fra arbejdsløshedskassen under de første 14 dages sygdom.

Hvis du bliver syg under ferien, har du stadig ret til feriedagpenge. Det gælder dog kun, hvis du ikke før ferien vidste, at du ville blive syg.

Hvis du vil klage

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Kommunen skal så vurdere sin afgørelse igen inden fire uger, fra kommunen har modtaget din klage.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Kontakt

Kontanthjælp og Sygedagpenge

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

Tlf. 43577575



Telefontider:
Mandag-tirsdag kl. 10-12
Onsdag kl. 12-15
Torsdag-fredag kl. 10-12.

Senest opdateret 11. juni 2016