Hvad kan vi hjælpe med?

Sådan beregnes folkepension

Hvor meget, du kan få udbetalt i folkepension afhænger af forskellige forhold

Selvbetjening

Beregn din folkepension

Læs om sådan beregnes folkepension

Hvad har betydning for beregningen af min pension?

Din situation har betydning for, hvor meget du kan få i pension. Fx kan enlige som udgangspunkt få mere end gifte og samlevende.

Læs, hvad der gælder for dig, hvis
Hvordan vurderer Udbetaling Danmark, om jeg er enlig eller samlevende?
Udbetaling Danmark vurderer, om du er enlig eller samlevende ud fra en samlet vurdering af dine forhold og din forklaring. Der er ikke faste regler for, hvornår man er enlig eller samlevende. Det afgørende er, om fordelene ved jeres fællesskab kan sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har.

Hvis du er i tvivl, om du betragtes som enlig eller samlevende, kan du kontakte Udbetaling Danmark.

Hvornår er jeg enlig?

Du er enlig, hvis der ikke er andre på adressen, som bidrager til den fælles husførelse i hjemmet, fx ved at betale til husholdningen eller ved at arbejde i hjemmet. Bor du fx med en bror eller søster, og I har fælles husførelse, vil I blive betragtet som enlige. Det skyldes, at jeres forhold ikke kan føre til ægteskab efter dansk ret.

Hvis du er gift, og du eller din ægtefælle er flyttet på plejehjem eller plejecenter, vil I blive betragtet som enlige.

Hvornår er jeg samlevende?
Man er samlevende, når man har fælles husførelse, og når samlivsforholdet kan føre til ægteskab efter dansk ret. Man kan godt være i et ægteskabslignende forhold med en person, der ikke er tilmeldt samme adresse som dig.

Hvilke indkomster har betydning for beregning af min folkepension?

Din folkepension består af et grundbeløb og et pensionstillæg.

Indkomster, der har betydning for beregning af dit grundbeløb
Dit grundbeløb kan blive sat ned, hvis du har indkomst fra personligt arbejde (du er lønmodtager eller aktiv i egen virksomhed):
  • lønindtægter
  • indtægter fra egen virksomhed, som du deltager aktivt i driften af
  • dagpenge
  • honorarer
  • mødediæter.

Arbejdsmarkedsbidrag indgår ikke i den personlige indkomst. Din ægtefælles eller samlevers indkomst har ikke betydning for din folkepensions grundbeløb.

Indkomster, der har betydning for beregning af dit pensionstillæg

Alle typer indkomster kan have betydning for dit pensionstillæg. Det kan fx være:

  • indkomst ved personligt arbejde, dvs. løn, honorar mv. ud over det særlige bundfradrag for folkepensionister
  • udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner og individuelle pensioner
  • underholdsbidrag
  • erstatninger
  • positiv kapitalindkomst
  • anden indkomst ud over folkepensionen, der skal betales skat af.

Du kan få vejledning hos SKAT, hvis du er selvstændig og i tvivl om, om indkomst fra din virksomhed hører under ’personligt arbejde’.

Din pension bliver omregnet, hvis din indkomst ændrer sig

Din pension afhænger af din indkomst. Den 1. januar hvert år beregner Udbetaling Danmark din pension ud fra din forskudsopgørelse fra SKAT. Det er derfor vigtigt, at din forskudsopgørelse er rigtig.

Hvis der sker ændringer i din indkomst, laver Udbetaling Danmark en ny beregning af din pension.

Hvornår skal jeg give besked om ændringer i min indkomst?
Fra starten af november kan du rette din forskudsopgørelse på www.skat.dk for det kommende år.

Du skal ændre forskudsopgørelsen inden en bestemt dato i hver måned, for at ændringen kan nå at komme med i din næste udbetaling af pension. Se datoerne længere nede.

Udbetaling Danmark får automatisk besked fra SKAT, hvis du ændrer din forskudsopgørelse, eller hvis din løbende indkomst bliver højere end det indkomstgrundlag, Udbetaling Danmark har brugt til at beregne din pension ud fra.

Hvis din pension bliver beregnet for en periode kortere end kalenderåret, bruger Udbetaling Danmark ikke oplysningerne fra forskudsopgørelsen. I de situationer omregnes din pension som udgangspunkt kun, hvis du giver Udbetaling Danmark besked på borger.dk.

På din pensionsmeddelelse kan du læse, hvornår og hvor du giver besked om ændringer.

Deadline for ændring af din indkomst i 2016​:
10. januar
14. februar
13. marts
10. april
15. maj
12. juni
10. juli
14. august
11. september
16. oktober
13. november
11. december

Du får en ny pensionsmeddelelse, hvis din pension ændrer sig.

Læs mere om omregning af din pension

Din pension bliver gjort op en gang om året

En gang om året laver Udbetaling Danmark en beregning af, om du har fået det, du havde ret til i pension året før (kaldes også efterregulering).

Beregningen vil enten vise at:

  1. Du har fået den pension, du har ret til.
  2. Du har fået for meget i pension, og du skal betale penge tilbage.
  3. Du har fået for lidt i pension, og du skal have penge tilbage.

Udbetaling Danmark laver beregningen fra juni, når din årsopgørelse er klar fra SKAT. Har du en udvidet selvangivelse, bliver din pension gjort op fra august.

Hvis du er gift eller samlevende, bliver din pension først gjort op, når Udbetaling Danmark har fået begge årsopgørelser fra SKAT.

Din pension, hvis du har boet i udlandet

Du optjener ret til folkepension på baggrund af den tid, du har haft bopæl i Danmark, fra du fyldte 15 år, til du når folkepensionsalderen (optjeningsperioden).

Du har ret til fuld folkepension, hvis du har haft 40 bopælsår i optjeningsperioden. Hvis ikke, kan du have ret til en del af folkepension - også kaldet ’brøkpension’. Din brøkpension bliver beregnet på baggrund af den tid, du har boet i Danmark i optjeningsperioden.

Bemærk! Hvis du har optjent sociale pensionsrettigheder i udlandet, tæller disse perioder som udgangspunkt ikke med i opgørelsen af din danske bopælstid, uanset om du altid har boet og haft adresse i Danmark.

Hvis du er flygtning, kan du i nogle tilfælde få medregnet bopælstid fra det land, du kommer fra, eller det land, hvor du er anset som flygtning i. Kontakt Udbetaling Danmark, hvis du er flygtning og er i tvivl om, hvilke regler der gælder for dig.

Eksempel: Du har boet i Danmark i 37 år
Du er 64 år og kan gå på folkepension som 65-årig. Du har boet i Danmark i to perioder, fra du fyldte 15 år. Den ene periode er på 30 år, 7 måneder og 15 dage. Den anden periode er på 6 år, 4 måneder og 26 dage. Du har ikke optjent sociale pensionsrettigheder fra et andet land for samme periode.

Dit samlede ophold i Danmark er derfor 37 år og 11 dage. Det rundes ned til hele år - dvs. 37 år.

Din pensions størrelse bliver derefter fastsat efter forholdet mellem de 37 år og 40 år (som udgør en fuld optjeningsperiode). Det betyder, at du får 37 fyrretyvendedele af en fuld folkepension.

Giv besked, hvis din situation ændrer sig

Du skal huske at give Udbetaling Danmark besked, hvis din situation ændrer sig og det har betydning for din pension. Det kan fx være, hvis du bliver enlig eller gift.

Skal jeg give besked om mine indkomster?

Som udgangspunkt skal du ikke give Udbetaling Danmark besked om ændringer i de indkomster, du skal betale skat af i Danmark, da Udbetaling Danmark automatisk får oplysningerne fra SKAT. Det er derfor vigtigt, at du sørger for, at din forskudsopgørelse er korrekt.

I nogle tilfælde har Udbetaling Danmark dog brug for at få oplysninger om dine indkomster direkte fra dig.

Hvilke ændringer skal jeg give besked om?
Når du får folkepension, skal du fx give Udbetaling Danmark besked, hvis:
  • du ændrer samlivsstatus, fx hvis du bliver enlig, gift eller får en samlever
  • du flytter
  • din eller din ægtefælle/samlevers formue ændrer sig, fx hvis du/I arver, køber eller sælger værdipapirer eller får et afkast af formuen
  • der sker ændringer i indkomster, du eller din ægtefælle/samlever ikke betaler skat af i Danmark, fx udenlandske indkomster
  • der er ændringer til din eller din ægtefælles/samlevers selvstændige virksomhed.
Hvis du rejser til udlandet i længere tid
Du skal også give Udbetaling Danmark besked, hvis du rejser til et land uden for EU/EØS og Schweiz i mere end 2 måneder. Det gælder dog ikke Færøerne og Grønland.

Vil du vide mere?

Hvornår kan jeg forvente svar?

Udbetaling Danmark besvarer din henvendelse hurtigst muligt. Du kan forvente svar inden for 15 hverdage. Hvis du har sendt en ansøgning, er der fastsatte frister for, hvor lang tid der går, fra Udbetaling Danmark modtager en ansøgning fra dig, til der er truffet en afgørelse og du har fået svar.

Hvordan giver jeg en anden fuldmagt?

Hvis du ønsker, at en anden person, skal hjælpe dig med din sag, skal du udfylde en fuldmagt og sende den til Udbetaling Danmark. Hjælperen kan fx være et familiemedlem eller en ven.

Hvis du vil klage

Du har mulighed for at klage over en afgørelse om folkepension. Det gør du ved at ringe til Udbetaling Danmark på telefon 70 12 80 61 eller sende din klage med Digital Post. Du kan også sende din klage som brev til Udbetaling Danmark, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød.

Udbetaling Danmark skal have din klage senest 4 uger efter, at du har modtaget afgørelsen. Hvis du klager, vurderer Udbetaling Danmark sagen igen. Fastholder Udbetaling Danmark afgørelsen, bliver din klage sendt til Ankestyrelsen.

Du kan også kontakte ATP´s kundeambassadør, hvis du er utilfreds med måden, Udbetaling Danmark har behandlet din sag på.

Anmeld mistanke om snyd

Du kan læse mere om, hvordan du anmelder mistanke om snyd med folkepension:

Lovgivning

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575



Skriv via Digital Post (e-Boks), hvis du sender os personlige oplysninger eller dokumenter.

Skriv til Ishøj Kommunes hovedadresse via Digital Post (e-Boks)

Telefontider

Ishøj Rådhus

Mandag-onsdag kl. 9.00-15.30
Torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 9.00-13.30.

Hovednummer: 43 57 75 75

Borgerservice

Mandag-tirsdag kl. 9 -15
Onsdag kl. 12-15
Torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 9.00-13.30.

Tlf. 43 57 75 75

Åbningstider

​Ishøj Rådhus

Mandag-onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-14 og kl. 15.00-16.30
Fredag kl. 10-13

Ishøj Rådhus
Store Torv 20
2635 Ishøj

Borgerservice

Mandag-tirsdag kl. 10-14
Onsdag (kun hjælp til selvbetjening) kl. 10-14
Torsdag kl. 10-14 og kl.15.00-17.30
Fredag kl. 10-13.

Borgerservice
Nørregade 13
2635 Ishøj

Senest opdateret 5. marts 2016