Hvad kan vi hjælpe med?

Sådan beregnes førtidspension (nye regler)

Din førtidspension kan være nedsat, fx hvis du eller din ægtefælle/samlever arbejder

Selvbetjening

Beregn din førtidspension

Læs om sådan beregnes førtidspension (nye regler)

Din førtidspension, hvis du eller din ægtefælle arbejder eller har andre indtægter

Størrelsen på din førtidspension afhænger blandt andet af om du er gift/samlevende.

  • Hvis du er enlig, vil du som udgangspunkt få (2015/2016) 215.100 kr. / 217.464 kr. om året før skat.
  • Hvis du er gift eller samlevende, vil du som udgangspunkt få (2015/2016) 182.832 kr. / 184.848 kr. om året før skat.

Din førtidspension kan blive sat ned, hvis du eller din ægtefælle/samlever har indtægter ved siden af din pension. Det kan fx være:

  • indtægt ved personligt arbejde – løn, honorar mv.
  • udbetalinger fra arbejdsmarkedspensioner og individuelle pensioner, fx ratepension
  • underholdsbidrag og andre løbende ydelser, fx erstatninger
  • anden indkomst ud over førtidspensionen, du skal betale skat af
  • positiv kapitalindkomst.

Hvis du er enlig
Hvis du er enlig, kan du have andre indtægter op til (2015/2016) 73.300 kr. / 74.300 kr. om året, uden at det påvirker din førtidspensions størrelse. Din førtidspension bliver sat 30 kr. ned, for hver 100 kr. din samlede indtægt er højere end (2015/2016) 73.300 kr. / 74.300 kr. om året.

Hvis din ægtefælle/samlever er folke- eller førtidspensionist
Er du gift eller samlevende med en pensionist, kan I sammenlagt have andre indtægter op til (2015/2016) 116.100 kr. / 117.700 kr. om året, før det påvirker din pension. Din førtidspension bliver sat 15 kr. ned, for hver 100 kr. jeres samlede indtægt er højere end (2015/2016) 116.100 kr. / 117.700 kr.

Din partners indtægter kan højst indgå med (2015/2016) 360.100 kr. / 365.100 kr. i beregningen af din førtidspension.

Hvis din ægtefælle/samlever ikke er pensionist
Er din partner ikke pensionist, ser Udbetaling Danmark bort fra de første (2015/2016) 182.834 kr. / ​185.388 kr. , din partner tjener. Herefter kan I sammenlagt have indtægter på op til (2015/2016) 116.100 kr. / 117.700 kr. om året, før det påvirker din pension. Din førtidspension bliver sat ned med 30 kr., for hver 100 kr. jeres samlede indtægt er højere end (2015/2016) 116.100 kr. / 117.700 kr. om året.

Din partners indtægter kan højst indgå med (2015/2016) 238.100 kr. / 241.400 kr. i beregningen af din førtidspension.

Din pension omregnes automatisk, hvis din indkomst ændrer sig

Hvor meget, du kan få i pension, afhænger af, hvad du har af indkomster ved siden af pensionen. Derfor laver Udbetaling Danmark en ny beregning af din pension, hvis din indkomst ændrer sig.

Udbetaling Danmark får automatisk besked fra SKAT, hvis du ændrer din forskudsopgørelse, eller hvis din løbende indkomst bliver højere end det indkomstgrundlag, Udbetaling Danmark har brugt til at beregne din pension ud fra.

Hvis din pension bliver beregnet for en periode kortere end kalenderåret, bruger vi ikke oplysningerne fra forskudsopgørelsen. I de situationer omregnes din pension som udgangspunkt kun, hvis du giver Udbetaling Danmark besked på borger.dk.

Hvis du har ændringer til dine indkomster, skal du ændre dem inden en bestemt dato i hver måned, hvis ændringen skal nå at komme med i din næste udbetaling af pension.

Deadline for ændring af din forskudsopgørelse i 2016​:
10. januar

14. februar

13. marts
10. april
15. maj
12. juni
10. juli
14. august
11. september
16. oktober
13. november
11. december

Hvis din indkomstændring har betydning for, hvor meget du kan få i pension, får du en ny pensionsmeddelelse, hvor du kan se din nye pension.

Skal jeg selv give besked om ændringer?

På din pensionsmeddelelse kan du læse, hvornår og hvor du giver besked om ændringer.

Som hovedregel beregner Udbetaling Danmark din pension ud fra din forskudsopgørelse fra SKAT. Det er derfor altid en god idé, at du sørger for, at din forskudsopgørelse fra SKAT er opdateret.

Læs mere om den periode, din pension omregnes for:

Læs mere om automatisk omregning 1. januar:

Din pension bliver gjort op en gang om året

En gang om året laver Udbetaling Danmark en beregning af, om du har fået det, du havde ret til i pension året før (kaldes også efterregulering).

Beregningen vil enten vise at:

  1. Du har fået den pension, du har ret til.
  2. Du har fået for meget i pension, og du skal betale penge tilbage.
  3. Du har fået for lidt i pension, og du skal have penge tilbage.

Udbetaling Danmark laver beregningen fra maj, når din årsopgørelse er klar fra SKAT. Har du en udvidet selvangivelse, bliver din pension gjort op i juli.

Hvis du er gift eller samlevende, bliver din pension først gjort op, når Udbetaling Danmark har fået begge årsopgørelser fra SKAT.

Din førtidspension, hvis du har boet i udlandet

Du har ret til fuld førtidspension, hvis du har boet i Danmark i mindst 4/5 af tiden, fra du fyldte 15 år, til du kommer på førtidspension, og du ikke har optjent sociale pensionsrettigheder fra et andet land i samme periode.

Din førtidspension bliver sat ned, hvis du har boet i Danmark i mindre end 4/5 af tiden, fra du fyldte 15 år, til du får tilkendt førtidspension, eller hvis du har optjent sociale pensionsrettigheder fra et andet land i samme periode, som du har boet i Danmark.

Hvis du er flygtning, kan du i nogle tilfælde få medregnet bopælstid fra det land, du kommer fra, eller det land, hvor du er anset for flygtning i. Kontakt Udbetaling Danmark, hvis du er flygtning og er i tvivl om, hvilke regler der gælder for dig.

Sådan finder du ud af, om din pension skal sættes ned
  • Tæl antallet af måneder, som du har boet i Danmark fra du fyldte 15 år, til du gik på førtidspension.
  • Divider dette tal med fire femtedele af antallet måneder i alt, fra du fyldte 15 år, til du gik på førtidspension.

Du har ret til at få fuld førtidspension, hvis resultatet af dette regnestykke er større end 1. Er resultatet mindre end 1, sættes din pension ned til nærmeste fyrretyvendedel af fuld pension.

Eksempel: Hvis du har boet i Danmark i 30 år

Du har ret til fuld førtidspension, hvis du har boet i Danmark i mindst 4/5 af tiden, fra du fyldte 15 år, til du kommer på førtidspension. Du får førtidspension samme måned, som du bliver 50 år. Du har boet i Danmark i 30 år i alt, siden du fyldte 15 år, og indtil du fik førtidspension, og du har ikke optjent pension fra udlandet i samme periode. 30 år svarer til, at du har boet i Danmark i 360 måneder.

De 360 måneder dividerer du med fire femtedele af antallet af måneder, der er gået, fra du fyldte 15 år, indtil du går på pension. Du er 50 år, når du går på pension, og trækker 15 år fra. Det giver 35 år, som svarer til 420 måneder. Fire femtedele af 420 måneder er 336 måneder.

360 måneder divideres med 336. Det giver en brøk på 1,1.

Resultatet større end 1, og du har derfor ret til fuld førtidspension.

Hvad betyder det, at jeg har oplysningspligt?

Du skal huske at give Udbetaling Danmark besked, hvis din situation ændrer sig, men kun når ændringen har betydning for din pension. Det kan fx være, hvis du bliver enlig eller gift.

Skal jeg give besked om mine indkomster?

Som udgangspunkt skal du ikke give Udbetaling Danmark besked om ændringer i de indkomster, du skal betale skat af i Danmark, da Udbetaling Danmark automatisk får oplysningerne fra SKAT. Det er derfor vigtigt, at du sørger for, at din forskudsopgørelse er korrekt.

I nogle tilfælde har Udbetaling Danmark dog brug for at få oplysninger om dine indkomster direkte fra dig.

Vær opmærksom på, at hvis du også får boligstøtte, skal du stadig altid give Udbetaling Danmark besked om indkomstændringer.

Hvilke ændringer skal jeg give besked om?

Når du får førtidspension, skal du fx give Udbetaling Danmark besked, hvis:

  • du ændrer samlivsstatus, fx hvis du bliver enlig, gift eller får en samlever
  • du flytter
  • din eller din ægtefælle/samlevers formue ændrer sig, fx hvis du eller din ægtefælle/samlever arver, køber eller sælger værdipapirer eller får et afkast af formuen
  • der sker ændringer i indkomster, du eller din ægtefælle/samlever ikke betaler skat af i Danmark, fx udenlandske indkomster
  • der er ændringer til din eller din ægtefælles/samlevers selvstændige virksomhed. Det gælder uanset, om du eller din ægtefælle/samlever skal betale skat af indkomsten i Danmark eller ej.

Du kan give Udbetaling Danmark besked om ændringer her:

Hvis du rejser til udlandet i længere tid

Du skal også give Udbetaling Danmark besked, hvis du rejser til et land uden for EU/EØS og Schweiz – dog ikke Færøerne og Grønland - i mere end 2 måneder.

Læs mere om, hvad der sker, hvis ikke du giver besked om ændringer:

Hvem skal jeg kontakte, hvis jeg har spørgsmål?

Du er velkommen til at kontakte Udbetaling Danmark, hvis du har spørgsmål til beregning af din pension og ikke kan finde svar på borger.dk. Ring til Udbetaling Danmark på tlf. 70 12 80 61, eller send en postmeddelelse med Digital Post.

Udbetaling Danmarks telefoner er åbne:

mandag-onsdag: 8-16

torsdag: 8-18

fredag: 8-15​

Læs også

Her kan du læse mere om de nye regler for førtidspension:

Andre sider

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575



Skriv via Digital Post (e-Boks), hvis du sender os personlige oplysninger eller dokumenter.

Skriv til Ishøj Kommunes hovedadresse via Digital Post (e-Boks)

Telefontider

Ishøj Rådhus

Mandag-onsdag kl. 9.00-15.30
Torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 9.00-13.30.

Hovednummer: 43 57 75 75

Borgerservice

Mandag-tirsdag kl. 9 -15
Onsdag kl. 12-15
Torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 9.00-13.30.

Tlf. 43 57 75 75

Åbningstider

​Ishøj Rådhus

Mandag-onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-14 og kl. 15.00-16.30
Fredag kl. 10-13

Ishøj Rådhus
Store Torv 20
2635 Ishøj

Borgerservice

Mandag-tirsdag kl. 10-14
Onsdag (kun hjælp til selvbetjening) kl. 10-14
Torsdag kl. 10-14 og kl.15.00-17.30
Fredag kl. 10-13.

Borgerservice
Nørregade 13
2635 Ishøj

Senest opdateret 16. januar 2016