Hvad kan vi hjælpe med?

Rigtige Ishøj-mænd læser bøger – sammen

Ishøj Kommune er med i den verdensomspændende Mens Health Week i uge 24

Ishøj Bibliotek bruger Mens Health Week til at lave en bogaften – for mænd. Det sker onsdag den 15. juni kl. 18.30 – 20.30.

”Når man siger sundhed, tænker mange sikkert på svedige løbeture eller anden fysisk anstrengelse. Men sundhed kan også være mental sundhed, og det er det, vi gerne vil tilbyde med et arrangement, hvor mænd læser sammen – en slags læseklub bare for en enkelt gang,” siger Gitte Sørensen fra Ishøj Bibliotek.

”Mental sundhed kan man opnå med en god bog. Man opnår ro og fordybelse ved at læse historier eller skønlitteratur midt i en ellers travl hverdag, og samvær med andre eller et møde med ligesindede om den bog, man lige selv har læst, kan sætte mange eksistentielle snakke i gang. Vi ved, at læsning mindsker stress, udvikler empati, øger vores koncentrationsevne og har en række andre positive effekter så som at reducere medicinforbrug og mindske vores risici for demens.”

Bog til specialpris

Bogen, som deltagerne skal læse inden den 15. juni, er ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” af den japanske forfatter og sportsmand Haruki Murakami. Bogen er en beretning om at løbe, hvor arbejdet med de romaner, han har skrevet, fletter sig sammen med hans helt store løbeoplevelser i et både filosofisk og humoristisk erindringsforløb. 

Murakami har gennem næsten tre årtier løbet dagligt, og hans afhængighedsforhold til sporten er tydeligt og inspirerende. Man behøver dog ikke selv at være løber for at læse bogen eller deltage i arrangementet. Bogen kan også tjene som en inspirationskilde til for eksempel vordende skribenter. At være forfatter er hårdt arbejde. Det kræver ganske enkelt en sund og stærk krop at skrive bøger. Samtidig giver løbeturene Murakami en form for mental hygiejne, så timerne ved computeren er lettere at udfylde.

Fra Ishøj Byhave til biblioteket

Læseaftenen for mænd starter i Ishøj Byhave, hvor man møder op, og hvor forfatteren bliver introduceret. Sekvenser af bogen bliver læst højt for at opleve naturen og få bevæget benene, hvorefter deltagerne går ind på biblioteket og taler om bogen med bibliotekets personale. 

Deltagere kan købe bogen til specialpris i Bog & ide i Ishøj By Center for 120 kroner – normalprisen er 149,95 kroner. Det er også muligt at låne bogen gennem Ishøj Bibliotek. Tilmelding til arrangementet ”Mænd læser” kan ske på 39575@ishoj.dk med angivelse af, om man vil låne eller selv skaffer bogen. 

Andre gode tilbud

Der også andre gode tilbud til mænd i Ishøj.

”Vi ved jo, at mænd dør før kvinder, mænd glemmer at gå til lægen, og mænd får flere kroniske sygdomme. Derfor har vi er række tilbud, som fuldstændig eller delvist henvender sig til mænd. Fx Fars Køkkenskole, som er et madlavningskursus til fædre og deres børn. Her handler det om socialt samvær, hygge og sund mad,” siger Claus Borup Skovsgaard fra Stabsenhed Sundhedsudvikling.

”Derudover har vi tilbud af mere fysisk karakter, som i høj grad henvender sig til mænd. Her mødes en række Ishøj-borgere for både at grine og få gang i benene. Ligeledes har vi i samarbejde med den lokale fodboldklub SB50 sat Fodboldfitness på skinner. Her mødes borgere, der ønsker at spille ikke-konkurrencebetonet fodbold med fokus på det sjove og sociale.”

Hvis du er interesseret i disse hold, kan du skrive til 37370@ishoj.dk.

Du kan læse mere om Mens Health Week på www.sundmand.dk/Mens-Health-Week.php.

Kontakt

Kultur- og Fritidscenter

Ishøj Store Torv 20, 7.
2635 Ishøj

kultur@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 7. juni 2016