Hvad kan vi hjælpe med?

Op mod 150 Ishøj-børn skabte eget cirkus

Klovnerier, gøglerier og børnelatter. Der var alt, hvad der hører sig til, når cirkus kommer til byen, da en masse Ishøj-børn brugte en hel uge på at stable et cirkus på benene på Bredekærgaard

”Nogle dage har vi været oppe omkring 150 unger, der har rendt rundt og cirkushygget sig herude. SFO’erne har været her, børnefamilierne har været her, og den ene dag havde vi sågar nogle pensionister herude. De havde set arrangementet på Facebook og ville gerne se, hvad børnene gik og lavede, så de havde madpakke med og spiste frokost herude. Så det har virkelig været for alle, der har lyst til at lave cirkus, men de fleste deltagere er børn på 6 til 12 år,” siger Trine Andrä fra Vores Ishøj.
 
Der har været bred opbakning til Cirkus Festival fra Produktionsskolen Møllen, Ishøj Teater, SFO’erne i Ishøj og ikke mindst Dansk Folkehjælp, der har modtaget midler fra TrygFonden til at arrangere Cirkus Festival, som indgår i projektet Livsmester, hvor børn bliver præsenteret for fritidsinteresser og fællesskaber, som de kan deltage i.
 
”Dansk Folkehjælp er med, fordi vi synes, at cirkus kan noget andet end de konventionelle idrætsgrene og foreningsformer. Cirkus spænder meget bredt, og der plads til en masse forskellige temperamenter, og der er mange forskellige måder at engagere sig på. Så vi synes, det passer til en bred vifte af børn,” siger Nynne Ravnsted Daugaard-Petersen fra Dansk Folkehjælp.

Stur, stur fredagsforestilling

Mandag til torsdag blev brugt på forberedelse. Klovne-makeuppen skulle ligge perfekt, cirkusmusikken skulle spille, og gøglerierne skulle være på plads forud for fredagens gallaforestilling.
 
De unge artister fremviste deres evner i manegen, og de mange fremmødte forældre og bedsteforældre kvitterede med bifald og jubel – og flere publikummer fik også en stolt tåre i øjenkrogen.
 
”Det har været en fantastisk uge, hvor vi har set en masse børn finde deres indre cirkusartist frem. De har sprudlet, og det er skønt at se så mange Ishøj-børn være fælles om at skabe en hel cirkusforestilling,” siger Trine Andrä.
 
For Dansk Folkehjælp har det også været en helt igennem positiv oplevelse at være med til at få et helt cirkus stablet på benene.
 
”Det har været vildt sjovt, og det har til tider været rodet, for mange ting gør vi for første gang. Men hver dag og hver time er vi blevet lidt klogere på, hvor vi gør det hele bedst muligt, og alle har været med til at hjælpe. Børnene er jo glade og løber rundt, leger og laver cirkusaktiviteter, og det er meget livsbekræftende at se de mange børn, som får en god uge her,” sige Nynne Ravnsted Daugaard-Petersen.

Kontakt

Center for Børn og Forebyggelse

Ishøj Store Torv 20, 4. sal
2635 Ishøj

cbf@ishoj.dk

Tlf. 43577580



Telefontider
Mandag-onsdag kl. 8 – 15.30
Torsdag kl. 8 - 17
Fredag kl. 8 - 13.30

Senest opdateret 8. juli 2016