Hvad kan vi hjælpe med?

Nyt lokalt initiativ guider rundt i det offentlige system

Modelfoto: Colourbox.com

Hjælp eller bliv hjulpet med at holde styr på aftaler med lægen og andet i det offentlige system

Ældre Sagen og Ishøj Kommune har indgået en partnerskabsaftale om det nye initiativ, der lige nu søger både frivillige, der vil hjælpe og personer, der ønsker at få hjælp. 

Læs hvordan du bliver frivillig eller får hjælp

Jytte Heindorf Jensen fra Ældre Sagen siger: 

”Vil vi rigtig gerne hjælpe Ishøj-borgere, som af den ene eller anden grund ønsker at få en hjælpende hånd med at finde rundt i det offentlige system. Det kan fx være personer, som kunne tænke sig lidt hjælp til at komme af sted til aftaler hos lægen. 

Alting foregår jo ambulant i dag, hvor de skal møde op til diverse aftaler i sundhedsvæsenet, og det oplever nogle, at de simpelthen ikke kan magte alene. Så de møder ikke op. De frivillige i projektet kan i den situation hjælpe ved at holde styr på de praktiske ting i forbindelse med sygdomsforløbet – det kan de fx gøre ved at minde om aftaler og tage med, når turen går til lægen,” fortæller Jytte Heindorf Jensen. 

Et initiativ for alle 

Men det er ikke kun mennesker med en eller anden form for sygdom, initiativet sigter mod at tilbyde hjælp:

”Det kan også være en, der føler sig ensom, og for eksempel vil have lettere ved at komme af sted til Aktivitetscentret på Kærbo, hvis han eller hun kunne få en at gå sammen med. Det kan også være personer, der ønsker hjælp til den generelle kontakt til kommunen og andre myndigheder – hjælpe med at få udfyldt ansøgninger om fx boligsikring og med det, de skal ordne digitalt på internettet.”

Ishøj Kommune og Ældre Sagen samarbejder med en række lokale kræfter om initiativet.  Indtil videre er der indledt samarbejde med Hjerteforeningen, I tråd med verden, Parkinson Foreningen, Ældres Netværk og Kræftens Bekæmpelse. 

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

sundhed@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 22. oktober 2015