Hvad kan vi hjælpe med?

Nye arbejdspladser på vej til Ishøj

Lige nu er det blot en bar mark, men her kommer det nye erhvervsområde Winthersminde til at ligge ved Ishøj Stationsvej og motorvejen. Foto: Thomas Mikkel Jensen.

For første gang i næsten tredive år udvider Ishøj Kommune sine erhvervsområder med det nye Winthersminde, der vil skabe arbejdspladser i kommunen

Erhvervsområdet er øremærket transport- og distributionsvirksomheder, og de første virksomheder kan begynde at bygge på grundene til næste forår. Winthersminde ligger i en trekant mellem Ishøj Stationsvej, Motorring 4 og den kommende højhastighedsbane mellem København og Ringsted i naturlig forlængelse af det eksisterende erhvervsområde. 

Området er 270.000 kvadratmeter stort, hvilket svarer til næsten 38 fodboldbaner. Udbudsrunden, hvor 187.000 kvadratmeter bliver sat til salg i første omgang, begyndte den 12. august og løber frem til den 31. august 2015 klokken 12. 

Læs om erhvervsområdet og udbuddet på ishoj.dk/winthersminde

Borgmester Ole Bjørstorp glæder sig over de muligheder, der følger med salget af erhvervsgrundene: 

”Det er helt unikt, at vi nu kan udbyde erhvervsgrunde i Ishøj. Det har længe været på vores ønskeliste, for udvidelsesmulighederne har hidtil været begrænsede,” fortæller borgmesteren og fortsætter: 

”Vi ønsker at tiltrække nye virksomheder og arbejdspladser til Ishøj og samtidig fastholde dem, vi allerede har. Med salget af helt nye erhvervsgrunde får vi samlet set et større erhvervsliv, fordi vi undgår, at nogle må rykke ud for, at andre kan rykke ind.” 

Fra bar mark til arbejdspladser

Lige nu er Winthersminde blot en bar mark, så der venter køberne en stor udviklings- og anlægsopgave, før området står færdigt. Området er øremærket transport- og distributionsvirksomheder, men grundene er ikke udstykket endnu, så både små og store virksomheder kan have en fremtid i Winthersminde: 

”Det er ikke til at sige hvilke virksomheder inden for branchen, der vil byde på grundene, men for borgerne i Ishøj betyder salget, uanset hvem der køber, at der er nye arbejdspladser på vej til vores by,” fortæller borgmester Ole Bjørstorp.

Fra udbud til indflytning

Når udbudsrunden er ovre og grundene solgt, skal kommunen til at udarbejde lokalplaner. Den 12. oktober 2015 vil det blive offentliggjort hvilke virksomheder, der har købt grunde i området. Køberne overtager grundene fra foråret 2016. Borgerne i Ishøj kan derfor forvente, at området begynder at tage rigtig form fra midten af 2016.

Kontakt

Park-, Vej- og Miljøcenter

Baldersbækvej 6
2635 Ishøj

parkogvej@ishoj.dk

Tlf. 43577777



Åbningstider:

Mandag-onsdag: 8.00-15.00
Torsdag: 8.00-15.00
Fredag: 8.00-13.00

Telefontider:

Mandag-onsdag: 8.00-15.00
Torsdag: 08.00-15.00
Fredag: 08.00-13:00

Senest opdateret 12. august 2015