Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Klima- og Miljøudvalgets møde onsdag 15. november 2017 kl. 17.00



Sagspunkter der blev behandlet på mødet

44. Miljøkonsekvensrapport (VVM) af projektet "støjdæmpning langs Køge Bugt motorvejen"

Resume

Der er sat gang i planlægningen af et projekt, der skal udbygge den eksisterende støjvold langs Køge Bugt Motorvejen for at opnå en bedre støjbeskyttelse af boligområdet sydøst for motorvejen. Projektet er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Der skal træffes beslutning om at sende miljøkonsekvensrapporten samt udkast til afgørelse om tilladelse i offentlig høring i minimum 8 uger. Der er sideløbende udarbejdet forslag til lokalplan 1.82 med tilhørende kommuneplantillæg 4 og miljørapport. 

Sagsfremstilling

Park- Vej- og Miljøcenter har anmodet Ishøj Kommune, Plan om at gennemføre en miljøvurdering af projektet, jf. § 18, stk. 2, i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Projektet er således omfattet af § 15 i loven, hvilket betyder, at der skal gennemføres en miljøvurdering af projektet og udarbejdes en miljøkonsekvensrapport.

I miljøkonsekvensrapporten beskrives projektet og de forventede miljømæssige konsekvenser af at gennemføre støjvoldsprojektet.

Planmyndigheden har i forbindelse med afgrænsningen af miljøkonsekvensrapporten hørt berørte myndigheder og offentligheden med henblik på at fastlægge omfanget og indholdet af rapporten. På dette grundlag indeholder rapporten en beskrivelse og vurdering af:
›       Biologisk mangfoldighed, arter og naturtyper
›       Befolkningen og menneskers sundhed, herunder trafik, støj og støv, rekreative forhold og skyggepåvirkning
›       Jord og grundvand
›       Kulturarv - i anlægsfasen

Rapporten behandler de væsentligste påvirkninger fra etableringen af en støjvold langs motorvejen i Ishøj samt de forventede konsekvenser for omgivelserne og skitserer de afværgeforanstaltninger, der indarbejdes i projektet. Rapporten danner desuden baggrund for myndighedens tilladelse til, at Park-, Vej, - og Miljøcenteret kan påbegynde projektet. Udkast til afgørelse om tilladelse indeholder en række vilkår og er vedlagt som bilag.

Parallelt hermed er der udarbejdet en miljøvurdering af lokalplan og kommuneplantillæg for den forhøjede støjvold, jf. miljøvurderingslovens § 8 stk. 2, nr. 1. Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for projektet samt miljørapport for disse planer er vedtaget på Byrådsmødet den 7. november 2017.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at miljøkonsekvensrapport samt udkast til afgørelse om tilladelse vedtages og sendes i offentlig høring samt til berørte myndigheder i mindst 8 uger. 

Beslutning

Tiltrådt.

 

Venstre og Enhedslisten forelagde og oplæste en særindstilling til sagen, som vedlægges og følger sagen, når den offentliggøres.

Bilag

45. Høringssvar vedrørende kvalificering af afgrænsning og udpegning af de vandløb, der indgår i vandområdeplanerne 2015-2021

Resume

Høringssvar til Miljø- og Fødevareministeriet vedrørende kvalificering af afgrænsning og udpegning af de vandløb, der indgår i vandområdeplanerne 2015-2021.

Sagsfremstilling

Dette er en høring af kommunalbestyrelser og vandråd indenfor Køge Bugt Vandopland, som skal indberette synspunkter og faktuelle oplysninger til ministeriet, via sekretariatskommunen. Ministeriet har bedt om kvalificering og afgrænsning af udvalgte vandløbsstrækninger i Vandområdeplanen.

Køge Bugt Vandråd blev nedsat den 30. marts 2017 og består af landsdækkende og lokale foreninger/organisationer, der varetager forskellige interesser i forhold til vandplanlægning.

Solrød Kommune har været udpeget som sekretariatskommune for vandrådet for de 21 kommuner i hovedvandopland - Køge Bugt bistået af NIRAS. Vandrådet havde sit sidste møde d. 14. september 2017.

I bekendtgørelse om vandråd er det fastsat, at kommunerne med bistand fra vandrådet i et hovedvandopland konkret skal løse en række obligatoriske opgaver (se Bilag 4 – notat om vandråd).

I forhold til kvalificering af udpegning af vandløb som kunstige og stærkt modificerede (opgave 2), fremgår det af Miljøstyrelsens IT-værktøj (MiljøGIS), at de nedre strækninger af Store Vejleå og Lille Vejleå, henholdsvis nedstrøms Vallensbæk Mose og til diget mod Ishøj Havn og nedenstrøms Ishøj Sø og til Lille Vejlesø, er udpeget til kandidater for drøftelse i vandrådet og kommunalbestyrelsen.

Store Vejleå og Lille Vejleå har imidlertid ikke været genstand for drøftelser i Køge Bugt Vandråd. Administrationen vurderer, at de nedre strækninger af vandløbene bør forblive udpeget som naturlige vandløb og ikke bør ændre status til kunstig eller stærkt modificeret. Af bilag 1 fremgår administrationens udkast til høringssvar vedr. Store Vejleå og Lille Vejleå. Et tilsvarende høringssvar er forelagt Vallensbæk Kommune for så vidt angår Store Vejleå.

Vandløbsstrækninger, der har været drøftet i Køge Bugt Vandråd, fremgår af bilag 2 og 3. 

Lovgrundlag

Lov om vandplanlægning.
Bekendtgørelse om vandråd. 

Økonomi

Udpegningen af Store Vejleå og Lille Vejleå som kunstige eller stærkt modificerede har ingen økonomiske konsekvenser for Ishøj Kommune, men kan muligvis få betydning i forhold til den overordnede prioritering af vandløbsindsatser i hele vandoplandet, idet indsatser i et naturligt vandløb må antages at gå forud for indsatser i et kunstigt eller stærkt modificeret vandløb.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller,
at
forslag til høringssvar bliver godkendt og sendt til Solrød Kommune som sekretariatskommune, der indberetter til Miljø- og Fødevareministeriet, at Ishøj Kommune ikke har ændringer til vandløb i kommunens område samt
at administrationen indberetter i Miljø- og fødevareministeriets IT – værktøjet, at der ikke er ændringer til vandløb i kommunes område. 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

46. 2. budgetopfølgning 2017

Resume

Det fremgår af Økonomiregulativ for Ishøj Kommune, at der skal foretages 2 budgetopfølgninger om året, som fremlægges til politisk behandling. Den første budgetopføglning blev godkendt af Byrådet på mødet den 28. juni 2017.

Sagsfremstilling

Der er nu foretaget 2. budgetopfølgning for 2017, som overordnet for Ishøj Kommune viser en forventet mindreudgift på 34,4 mio.kr., jf. vedlagte oversigt. Broderparten af det forventede mindreforbrug er relateret til beskæftigelsespuljen samt den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet.

Der forventes mindreudgifter inden for servicerammen på 9,9 mio.kr., mens der uden for servicerammen forventes mindreudgifter på 24,8 mio.kr. På finansieringssiden er der forventning om merudgifter på 0,3 mio.kr.

Under Klima- og Miljøudvalgets områder forventes der ikke afvigelser til budgettet.

Budgetopfølgningen fremlægges i samme form til alle fagudvalgene for at sikre gennemsigtighed og en fælles information om den økonomiske situation.

Der er udarbejdet notat af 06. november 2017 (bilag A), som mere detaljeret beskriver den samlede budgetopfølgning. Bilag B viser den samlede beløbsmæssige oversigt.

Økonomi

Budgetopfølgningen udviser et samlet mindreforbrug på 34,4 mio. kr. jvf. vedhæftet oversigt.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at budgetopfølgningen tages til efterretning. 

Beslutning

Til efterretning.

Bilag

47. Takster (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt.

48. Takster (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt.

49. Meddelelser fra Formand og Administration (lukket punkt)

Beslutning

Til efterretning.

50. Ishøj Kommunes Miljøpolitik

Resume

Drøftelse af Ishøj Kommunes Miljøpolitik

Sagsfremstilling

Klima- og Miljøudvalget har drøftet, hvilke elementer der skulle indgå i Ishøj Kommunes Miljøpolitik. På baggrund af udvalgets drøftelse har administrationen udarbejdet en opsamling af temaer og indsatsområder i Miljøpolitikken samt et forslag til en proces for udarbejdelse af Miljøpolitikken.

Flere temaer og indsatsområder berører Teknik- og Bygningsudvalgets områder, og derfor er det hensigtsmæssigt at gennemføre en fælles drøftelse af Miljøpolitikken og processen for dens udarbejdelse på nuværende tidspunkt.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget drøfter temaer og indsatsområder samt processen for udarbejdelse af Ishøj Kommunes Miljøpolitik og involvering af eksterne interessenter

 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 16. november 2017