Hvad kan vi hjælpe med?

Over 100.000 kroner uddelt i legater til studerende

19 unge studerende samt Thorslunde-Ishøj Lokalhistorisk Forening var de glade modtagere af legater fra Hans Lars Andersens Fond, hvor der i år blev uddelt legater for 142.500 kroner

Borgmester Ole Bjørstorp uddelte mandag den 30. oktober pengene til legatmodtagerne, der var inviteret i byrådssalen sammen med deres familier.

"Når det er muligt at uddele så mange penge, er det fordi Hans Lars Andersen var en meget beskeden mand både hvad angår personlig fremtræden og forbrug af penge," sagde han blandt andet i talen.

Den beskedenhed kunne 19 studerende i år glæde sig over. De modtog 6.000 kroner hver, mens Thorslunde-Ishøj Lokalhistorisk Forening fik 28.500 kr. til deres arbejde.

For at komme i betragtning til legatpenge fra Hans Lars Andersens Fond skal du enten være født eller opvokset i Ishøj - eller have en anden tilsvarende, langvarig tilknytning til kommunen. Det er også et krav, at du er begyndt på en videregående uddannelse, fx universitet, en erhvervsuddannelse, højskole eller lignende. Du kan søge næste gang i efteråret 2018. Nærmere information kommer på ishoj.dk.

Daniels første legat

61 unge havde i år søgt om legatpenge, og Daniel Kjærgaard var blandt de 19 studerende, som bestyrelsen havde besluttet at uddele 6000 kroner til.

"Jeg blev rigtig glad. Det er faktisk det første legat, jeg har fået og også et af de legater, jeg har lagt mest vægt på at fokusere på. Jeg er jo født i Ishøj og har gået i børnehave, folkeskole og gymnasium, så kravet om særlig tilknytning har jeg," fortæller Daniel Kjærgaard, der er psykologistuderende.

Legatmodtagerne er:
Amal Uyar, Casper Bjerre-Pedersen, Daniel Kjærgaard, Emilie Lovmand Jensen, Frederik Jørgensen, Kaja Ahlquist Collin Holm, Karoline Merklin, Katrine Pedersen, Selin Yüksel, Efraim Özkan, Hasan Kesgin, Lucas Augustus Frigaard Nyhjem, Maria Stagaard, Niklas Zingler Jensen, Sajil Ahmad Khan, Emil Tobias Hansen, Jeppe Blach Myhlendorph, Maja Thorning-Schmidt, Michala Ory-Hviid samt Thorslunde-Ishøj Lokalhistorisk Forening.

Om Hans Lars Andersens Fond:

Fonden blev stiftet i 1996 af Ishøj-borgeren Hans Lars Andersen og uddeler hvert år legater for at hjælpe unge i Ishøj Kommune økonomisk under deres studier.

Hans Lars Andersen interesserede sig især for højskolelivet og Thorslunde-Ishøj Lokalhistorisk Forening og stiftede med private midler en fond for både at støtte videreuddannelse af unge og den lokalhistoriske forening.

Kontakt

Center for Dagtilbud og Skoler

Ishøj Store Torv 20, 5.
2635 Ishøj

cds@ishoj.dk

Tlf. 43577575



Telefontider:

Mandag-onsdag kl. 9-15
Torsdag kl. 12-17
Fredag kl. 9-13

Senest opdateret 1. november 2017