Hvad kan vi hjælpe med?

Iværksætterhus inviterer de nye indenfor

Iværksættere kan lære en masse af hinanden. Derfor åbner IværksætterIshøj dørene op til Åben Vejledning

Der kan være mange udfordringer, når man starter egen virksomhed. Det kan Daniel Ulrich Ernst og Tobias Errboe fra Ishøj konstatere. De to kammerater fra folkeskoletiden afsluttede gymnasiet i sommer og startede herefter rengøringsvirksomheden Easycleen, der netop har skiftet navn til D.T. Ernboe Rengøring. I dag har de en StartPlads i IværksætterIshøjs lokaler, hvor de blandt andet netværker med andre iværksættere – når de altså ikke støvsuger, støver af eller vasker gulve.

”Det er altid fedt at møde andre iværksættere, for selvom vi laver vidt forskellige ting, så har vi altid et eller andet tilfælles, og vi har alle brug for et netværk. Vi har fx mødt en fyr, som laver grafisk design, og hvis vi en dag skal have lavet noget grafisk, så tager vi fat i ham. Det handler om at bruge sit netværk,” siger Daniel Ulrich Ernst.

Det handler netop om netværk, når IværksætterIshøj torsdag den 25. februar kl. 16.00 – 17.30 byder indenfor til det første arrangement under overskriften Åben Vejledning. 

”Meningen med vores nye initiativ er, at iværksættere fra Ishøj kan komme til et uformelt møde, hvor vi ganske enkelt tager en snak henover bordet. Så kan man komme med sine idéer eller udfordringer og få sparring på det. Det kan være, man gerne vil have inputs til et godt firmalogo, eller ens hjemmeside driller, så er der sikkert en, der har gode idéer, eller som har haft samme udfordringer. På den måde kan iværksætterne hjælpe hinanden,” siger iværksætterkonsulent Gitte Grahndin.

Alle kan bidrage

Planen er at afholde Åben Vejledning cirka hver anden måned, og at møderne i høj grad bliver brugerdrevet.

”På den måde kan vi arbejde med helt aktuelle behov og udfordringer. I stedet for at jeg dikterer, hvad der skal ske på mødet, er tanken, at iværksætterne kan komme med lige netop det, de sidder og roder med lige nu, og dermed går de forhåbentlig hjem med noget meget konkret efter hvert møde,” siger Gitte Grahndin.

De to Ishøj-iværksættere kan sagtens se, hvordan de kan bruge et tiltag som Åben Vejledning. Både til at få sparring fra andre – men også hvordan de kan hjælpe andre iværksættere.

”Med vores regnskabsprogram er det forholdsvist lige til at bogføre og sende fakturaer. Men der er så mange ting, man kan trække fra, og det basale har vi styr på, men der kan vi godt bruge lidt hjælp. Fx var håndværkerfradraget essentielt for os, fordi private kan trække rengøring fra,” siger Tobias Errboe.

”Til gengæld kan vi byde ind med en masse erfaringer med at starte en helt ny virksomhed, som vi kan give videre til andre, der enten overvejer eller allerede er i gang med at starte noget nyt op,” siger Daniel Ulrich Ernst

Bilen er død – længe leve cyklen

Det er dog ikke alle udfordringer, som kan løses ved et godt netværk. Det måtte de to iværksættere konstatere, da decemberkulden var sat ind.

”Jeg havde en bil, da vi startede virksomheden. Men efter vi havde været ved vores første kunde, døde bilen. Så måtte vi op på cyklen og fylde cykeltraileren med rengøringsartikler, for vi havde ikke lyst til at give op,” siger Daniel Ulrich Ernst.

”Første gang vi skulle ud til kunder med cykeltraileren var der snestorm. Først gik turen til Solrød, herefter til Ishøj Landsby. Google Maps ved desværre ikke hvilke stier, der er ryddet for sne, så det var over vand, bakker og gennem skove. Det tog os tre timer at køre de 15 kilometer. Men vi gav ikke op,” siger Tobias Errboe.

Kontakt

Ishøj Erhvervskontor

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

erhvervskontoret@ishoj.dk

Tlf. 43577265

Senest opdateret 17. februar 2016