Hvad kan vi hjælpe med?

Ishøj Svømmehal skal gennem stor renovering

Den renoverede svømmehal kommer til at have et børneområde med vandrutsjebane

Ishøj Byråd har besluttet at sætte 30 millioner kroner af til renoveringen af Ishøj Svømmehal.

"Den er total nedslidt efterhånden. Vi står overfor valget mellem helt at lukke og ikke have en svømmehal eller at totalrenovere. Vi kan ikke blive ved med at smårenovere hele tiden, så nu vælger vi den store renovation, hvor svømmehallen samtidig får nogle udvidelser,” siger borgmester Ole Bjørstorp.

Ved udsigten til at udskifte vandbehandlingsanlægget for at leve op til fremtidens miljøkrav blev det konstateret, at der var behov for en større renovering.

”Den glasfiber, som ligger på bassinbunden, er bare ikke så stærk i dag som tidligere, så selvom vi fik ny glasfiber i 50 meter bassinet for to år siden, så er det allerede ved at krakelere nu. Derfor har vi valgt, at der skal være flisebelægning i alle vores bassiner, for det holder i en periode på 30-40 år, hvor vi så slipper for at lukke vand ud og lave renoveringer,” siger Kai Strandgaard Hansen, som er leder af Ishøj Svømmehal.

Børn og barnlige sjæle

Den omfattende renovering betyder, at det eksisterende vippebassin bliver nedlagt. Til gengæld kommer et helt nyt område, som skal skabe glæde hos børn og barnlige sjæle.

"Vi hæver bunden i springbassinet op til 1,3 meter, og så bliver det et morskabsbassin for børnefamilier. Der skal være en rutsjebane, og dermed får vi endnu mere familievenlige faciliteter, end vi har i dag,” siger Kai Strandgaard Hansen.

"Svømmehallen skal stadig henvende sig til alle borgergrupper, lige fra de små og op til de voksne i alle aldre. Børn og unge får så et specielt område, ligesom man gør alle mulige andre steder. På den måde kan vi få flere børn og unge og måske også deres forældre til at komme i svømmehallen,” siger Ole Bjørstorp.

Det er ikke kun den nye rutsjebane, som kommer til at give svømmehallen et helt nyt udtryk. Planen er nemlig at åbne svømmehallens langside med et stort glasparti.

"Vi vil gerne have et stort vinduesparti, hvor vi kan få dagslys ind og give udsigt til Ishøj Byhave. Vi har jo en dejlig byhave, og den vil vi gerne præsentere fra svømmehallen,” siger Kai Strandgaard Hansen.

Lukker i en periode

Renoveringen har den konsekvens, at Ishøj Svømmehal kommer til at lukke i en periode. Formentlig fra den 5. juni til februar 2017.

”Jeg er klar over, der kommer til at være nogle gener, men så kommer vi flot ud på den anden side. Nu er vores opgave at informere foreninger og skoler, som har skolesvømning, om, hvordan de skal forholde sig. Vi skal fortælle, om det nye og dejlige, der skal til at ske, men at vi er nødt til at lukke i en periode, og så skal vi finde alternative muligheder for dem,” siger Ole Bjørstorp. 

Den midlertidige lukning af svømmehallen bliver samtidig en lejlighed til at videreuddanne personalet.

”Vi kommer til at køre et uddannelsesforløb i samarbejde med Vestbad i Brøndby. De skal nemlig lukke for renovering den 1. januar, så vi laver en uddannelsesplan, hvor vores medarbejdere kan være i praktik i Vestbad, mens vi har lukket, og deres medarbejdere kan være i praktik her, mens de har lukket. Dermed benytter vi hinandens medarbejdere og sørger samtidig for, at de får et ekstra uddannelsesbevis i hånden. På den måde udnytter vi den lukkede periode til ruste medarbejderne til fremtiden,” siger Kai Strandgaard Hansen, som tilføjer, at svømmehallens motionscenter åbner igen efter renoveringen.

Kontakt

Center for Dagtilbud og Skoler

Ishøj Store Torv 20, 5.
2635 Ishøj

cds@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 18. april 2016