Hvad kan vi hjælpe med?

Ishøj Fællesantenne får ny udbyder

Ishøj Fællesantenne får ny udbyder. Konsortiet, der markedsfører sig under navnet Kabelplus, har vundet kontrakten med Ishøj Kommune og skal ombygge, drive og tilbyde indhold i de næste fire år

Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp og kommunaldirektør Kåre Svarre Jakobsen har i dag skrevet under på en kontrakt, som vil gøre Konsortiet til Ishøj Fællesantennes nye udbyder i en fireårig periode.

Den nye udbyder består af selskaberne OLC Holding, Content Company og Kabelplus, der markedsføre sig under navnet Kabelplus.

På vegne af udbyderen satte direktør Kenneth Christensen fra Content Company og direktør Henrik Lind fra OLC Holding deres signatur på kontrakten.

Kommunen og Kabelplus skal nu sikre en smidig overgang fra YouSee, der i de sidste otte år har serviceret nettet og leveret indhold på Ishøj Fællesantenne

Hårdt arbejde og god timing

Kabelplus er naturligvis stolte over at få tildelt kontrakten og mener, at opskriften på aftalen med Ishøj Kommune har været masser af hårdt arbejde og god timing:

”Vi har gennem hele forløbet lyttet til kommunens ønsker og krav, og justeret vores tilbud efter disse. Vi er på den måde kommet med, hvad vi anser, som de helt rigtige løsninger og services, der kan bringe Ishøj Fællesantenne helt i front, når det gælder programindhold og internetservices på fællesantenneanlægget,” siger Kenneth Christensen, der bliver den ene af to direktører i Kabelplus.

Henrik Lind, den anden direktør i Kabelplus, supplerer:

”Et af de store fokuspunkter i vores tilbud på Ishøj Fællesantenne har været at gøre det let at koble flere indholdsleverandører på, så der bliver øget konkurrence. Vi har desuden arbejdet på at skabe god kvalitet til de bedste priser til gavn for medlemmerne af Ishøj Fællesantenne. Derudover går vi op i at være lokalt forankret og vil etablere en butik centralt i Ishøj, hvorfra vi kan servicere vores kunder.”

Byrådet var helt enigt

Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, er glad for, at en ny driftsaftale nu er i hus:

”Kabelplus har været konkurrencedygtige på alle punkter, og med deres tilbud har de overbevist byrådet om, at de er den rette leverandør til Ishøj Fællesantenne. Deres fokus på en lokalt forankret serviceenhed kombineret med deres gode priser for borgerne og deres fleksible løsninger var udslagsgivende for, at valget af Kabelplus blev enstemmigt vedtaget af byrådet.” 

Torben Rune, stifter af konsulentfirmaet Netplan, der har assisteret kommunen med udbuddet, bakker op om leverandørvalget ved at konstatere:

”Kabelplus har haft en meget høj score på hvert af de kriterier, vi har målt dem på, og de stod derfor meget stærkt i vurderingen. Kabelplus har under hele forhandlingsforløbet justeret sit tilbud efter de ønsker, som Ishøj Kommune har givet udtryk for.”

Som en del af aftalen skal Kabelplus etablere sig lokalt med en servicebutik centralt i Ishøj og ansatte borgere fra byen.

Hvad betyder skiftet for mig?

Er du medlem af Ishøj Fællesantenne, kan du holde dig opdateret på siden, der handler om fremtiden for vores fællesantenne:
www.ishoj.dk/fremtidensfællesantenne.

Du kan læse mere om Konsortiet og de produkter, som du kan vælge på deres hjemmeside:

www.kabelplus.dk.

Tidsplan for overgangen til ny udbyder

• 28. APRIL: Du modtager brochure om de forskellige produkter

• 30. APRIL: Konsortiet åbner servicebutik i Ishøj og tager imod bestillinger

• 30. APRIL – 31. MAJ: Du kan bestille de produkter, som du ønsker

• 31. MAJ: Signalet fra YouSee lukker kl. 23.59

• 1. JUNI: Signalet fra Konsortiet åbner inden kl. 03.00

• 26. MAJ – 9. JUNI: Udvidet åbningstid i Konsortiets servicebutik (kl. 11-21 inkl. 1. og 2. pinsedag)

  • Leverancen på Ishøj Fællesantenne begynder den 1. juni 2017.
  • Konsortiet har allieret sig med flere partnere for at levere den tilbudte løsning til tiden og i den lovede kvalitet.

Kontakt

Ishøj Fællesantenne

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

faellesantenne@ishoj.dk



Spørgsmål om produkter, priser, service og fejl?

Kontakt Kabelplus:

Butik, Ishøj Østergade 45

Hverdage kl. 11-16.30
Lør.-søn. lukket

Kundeservice
Tlf. 71 992 991
Hverdage kl. 11-16.30

Bredbåndssupport
Tlf. 71 992 991
Alle dage kl.11-21

Selvbetjening
www.kabelplus.dk
- hele døgnet

Senest opdateret 28. marts 2017