Hvad kan vi hjælpe med?

Ishøj Fællesantenne åbner op for flere tv- og internetudbydere

Senest ved udgangen af 2017 får du som medlem af Ishøj Fællesantenne for første gang mulighed for at vælge mellem ikke bare en, men op til tre leverandører af tv, internet og IP-telefoni

Ishøj Byråd har dermed lyttet til et stort ønske hos medlemmerne af Ishøj Fællesantenne, som er ejet af kommunen. Via en høring fra 9. til 28. februar får alle, der bor i Ishøj, mulighed for at prioritere kravene til de leverandører, som skal levere indhold, men som ikke skal stå for driften af antenneanlægget. 

Før høringen holder byrådet et borgermøde for at informere om fremtiden for Ishøj Fællesantenne. Det sker den 8. februar kl. 17-19 i Ishøj Idræts & Fritidscenter. 

Den nuværende aftale med YouSee om drift, service og levering af indhold giver eneret til brug af antennenettet, men den aftale udløber den 31. maj. Det er årsagen til, at det nu er muligt at lukke op for 1-2 leverandører mere, der fremover kan leje sig ind hos den leverandør, der skal stå for driften af antenneanlægget.

Læs mere om fremtidens fællesantenne i Ishøj på ishoj.dk/fremtidensfællesantenne

85 procent er tilsluttet antennefællesskab

”Det ligger byrådet meget på sinde, at Ishøj Fællesantenne fungerer godt for alle borgere og virksomheder. Kommunen har i næsten 40 år sørget for fælles adgang til først tv og radio og senere også internet og IP-telefoni. I dag er cirka 85 procent af vores husstande tilsluttet Ishøj Fællesantenne. Også på det område har vi derfor et unikt og stærkt fællesskab i Ishøj. Det skal vi værne om,” siger borgmester Ole Bjørstorp, der med de nye aftaler vil fremtidssikre Ishøj Fællesantenne.

”Vi vil gerne undgå at gentage nogle af fortidens fejl og følge med udviklingen ved at skabe en mere fleksibel løsning, der er målrettet borgernes behov. Ved at åbne op for flere leverandører, bliver der også konkurrence om kunderne og dermed flere valgmuligheder til gavn for os, der er medlem,” siger borgmesteren. 

Intet krav om betaling for grundpakke

Muligheden for at vælge mellem flere leverandører er dog ikke den eneste forbedring i den nye driftsaftale, der træder i kraft den 1. juni. For eksempel bliver antennenettet opgraderet, og du vil som medlem ikke længere skulle betale for en tv-grundpakke, hvis du ikke ønsker at modtage tv-kanaler gennem Ishøj Fællesantenne. 
Hvis du er tilsluttet antennenettet, betaler du fremover kun en fast leveringsafgift, mens du frit kan vælge, om du fx ønsker en grundpakke. For at kunne tilpasse sig den hurtige udvikling på markedet, gælder den nye driftsaftale kun i fire år, hvor den nuværende er for en 8-årig periode. 

Driftsaftalen er lige nu i udbud. Her skal Ishøj Byråd finde en leverandør, som skal stå for drift og service af antenneanlægget og levering af indhold. Når høringen er slut, kommer der endnu et udbud, hvor op til to ekstra leverandører får mulighed for at byde ind på levering af tv, internet og IP-telefoni. 

Tidsplan for fremtidens fællesantenne i Ishøj

  • 8. februar
    Borgermøde kl. 17-19 i Ishøj Idræts & Fritidscenter
  • 9. - 28. februar
    Høring
  • 7. marts 
    Byrådet vælger den leverandør, der skal stå for driften af antenneanlægget
  • 1. juni
    Ny driftsaftale træder i kraft, og den valgte leverandør skal være klar til at stå for drift af antenneanlægget og levere tv/internet/IP-telefoni
  • Senest 31. december
    Mindst én ekstra leverandør er valgt af Ishøj Kommune og skal være klar til at levere tv, internet og IP-telefoni sammen med den leverandør, som står for driften af antenneanlægget.

Læs også


Kontakt

Ishøj Fællesantenne

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

faellesantenne@ishoj.dk



Spørgsmål om produkter, priser, service og fejl?

Kontakt Kabelplus:

Butik, Ishøj Østergade 45

Hverdage kl. 11-16.30
Lør.-søn. lukket

Kundeservice
Tlf. 71 992 991
Hverdage kl. 11-16.30

Bredbåndssupport
Tlf. 71 992 991
Alle dage kl.11-21

Selvbetjening
www.kabelplus.dk
- hele døgnet

Senest opdateret 8. februar 2017