Hvad kan vi hjælpe med?

Hvor ligger det smukkeste byggeri i Ishøj?

Strandgårdskolen.

Sidste gang løb Strandgårdskolen med æren, da Ishøj Kommunes Arkitekturpris blev uddelt. Hvem skal det være i år? Fristen for forslag er den 7. oktober

På Strandgårdskolens bygninger i Ishøj sidder en indmuringsplade i bronze som det synlige bevis på, at skolen i 2014 vandt Ishøj Kommunes Arkitekturpris for den gennemgribende renovering af skolen både inde og ude. Udover prisen til Strandgårdskolen, var der også hædrende omtale til Havhytten på Ishøj Tange.

I år uddeler vi igen prisen, og du har mulighed for at foreslå egnede kandidater ved at sende et forslag til plan@ishoj.dk senest den 7. oktober kl. 12.

Læs mere om arkitekturprisen og se alle tidligere vindere

Til prisoverrækkelsen i 2014 sagde formanden for bedømmelseskomiteen, borgmester Ole Bjørstorp, blandt andet følgende om, hvorfor prisen gik til Strandgårdskolen.

Ændret opfattelse af skolen

”På Strandgårdskolen er der tænkt over tingene. Der er blevet lyttet til brugerne og fundet gode og moderne løsninger på både uderum, fællesrum og undervisningslokaler. Derfor er genopbygningen af skolen også lykkedes rigtig flot. Det er flot, at skolen har kunnet vende udviklingen og vise, at en fysisk forandring kan medvirke til at ændre opfattelsen af skolen.”

Prisen blev overrakt til skoleleder Birgit Lise Andersen, Arkitektfirmaet Rubow arkitekter A/S, Landskabsarkitekt Lassen Landskab A/S og Ishøj Kommune.

Om Havhytten blev der blandt andet sagt.

”Havhytten rammer på mange måder plet ved at passe godt ind i landskabet og være en god ramme om de aktiviteter, som naturcentret tilbyder. Havhytten opfylder mange mål med enkle midler, og med et klart og fint visuelt udtryk og fortjener derfor hædrende omtale.” 

Det er Ishøj Kommune og DMK Pavilloner, der står bag den arkitektoniske udformning af Havhytten, som hører under Ishøj Naturcenter. 

Om Ishøj Kommunes Arkitekturpris

  • Med prisen ønsker vi at tilskynde bygherrer til at opføre byggeri af høj arkitektonisk kvalitet og inspirere til attraktive byrum og anlæg.
  • Prisen skal også øge interessen for modernisering og vedligeholdelse af ældre bygninger
  • Endelig skal prisen også bidrage til nytænkning og debat om arkitektur i kommunen.

Kontakt

Plan

Ishøj Store Torv 20, 7.
2635 Ishøj

Tlf. 43577575

Senest opdateret 4. oktober 2016