Hvad kan vi hjælpe med?

Helle Marianne Olesen - KV17

1. kandidat for Radikale Venstre (B)

Helle Marianne Olesen - KV17

Om Helle Marianne Olesen - KV17

Civilt erhverv: Leder af en personskadeafdeling i forsikringsselskab

Uddannelse: Jurist

Født: 1965

Facebook: https://www.facebook.com/HelleMarianneOlesen

Fritidsinteresser:

Privat nyder jeg min familie, elsker at se serier på Netflix, læse bøger – gerne historiske. En tur på stranden eller rundt om søen hører også til favoritterne.

Politiske mærkesager:

Politik er en af mine store interesser. Politik handler i stor grad om, at fordele de ressourcer vi har, men politik er så meget mere. Politikerne er med til at sætte tonen i vores hverdag og senest har tonen været skræmmende. Som radikal insisterer jeg på at se på mennesket først og fremmest. Vi skal se på muligheder frem for begrænsninger. Vi skal give alle der kan, mulighed for at bidrage til samfundet, få gode kollegaer og et godt liv. Nu har jeg fået chancen til at dygtiggøre mig på det lokalpolitiske område og jeg håber, at jeg kan gøre en forskel, der kan mærkes. 

Uddannelse

Vi skal have fokus på, at vores unge får en uddannelse. Det starter allerede i de tidligere år, hvor det er vigtig, at der er faglærte og kompetente pædagoger i vores daginstitutioner. De skal give vores børn sprogkompetencer og lære dem at indgå i sociale fællesskaber. I skolen skal vi udfordre vores børn. Det kræver topmotiverede og vel-efteruddannede skolelærere. Skolernes ledelser og lærerteams ved bedst. Den kommunale forvaltning skal give slip på kontrollen, i det omfang det er muligt. Nationale test skal være frivillige. Lærerressourcerne skal bruges til undervisning – ikke til alt mulig unødvendigt gøjl. 

Beskæftigelse

Alt for mange er udenfor arbejdsmarkedet. Hvorfor er Ishøj så hårdt ramt? Vi skal skærpe det politiske fokus på vores udfordringer. Vi skal have skabt relationer til de ledige, finde årsagen til ledigheden og så skal vi støtte op med relevante tiltag. Det sker bedst i nærområdet. Jobcentret ligger lige nu i Vallensbæk. Det kan vi ikke bare lige lave om på. Men kan vi tænke kreativt? Vi har et erhvervsliv, som er begyndt at skrige efter arbejdskraft. Kan vi fx lave tilrettede uddannelser til ledige, så vores lokale erhvervsliv kan få besat de ledige stillinger med lokal arbejdskraft? 

Mangfoldighed og integration

Det handler om mennesker. Ishøj er en mangfoldig og skøn by. Ved at sætte fokus på mennesket og ikke race, religion eller hårfarve, kan vi fremme integrationen. Arbejde, uddannelse og deltagelse i de lokale skoler og foreninger, er de bedste redskaber til en vellykket integration. Et aktuelt emne er bilræs. Det er farligt, generende for beboerne og bare ikke i orden. Men kan vi vende den om? Møde de unge med interesse og muligheder? De kunne fx få som projekt, selv at udvikle og bygge en bane til ræs? 

Danmark er et fantastisk land, med en spændende verden som omgiver os. Vi kan ikke klare os alene – vi skal samarbejde med vores nordiske naboer og de øvrige europæiske lande. Vi skal vi have udsyn og udforske. Det fortjener vores unge. 

Klima og miljø

Vi er nødt til at tænke på miljøet og i grøn omstilling. Vi ser konsekvenserne af klimaforandringerne. Vi kan bidrage til et bedre miljø ved at tænke grønne løsninger ind i vores daglige beslutninger. Det er vores alles ansvar og byrådet skal gå forrest.       

Senest opdateret 25. oktober 2017