Hvad kan vi hjælpe med?

Det Centrale Personregister (CPR)

Alle personer, der bor i Danmark, er registreret i et samlet register, CPR-registret

Selvbetjening

Se de oplysninger, der er registreret om dig i CPR

Ansøg om navne- og adressebeskyttelse

Afmeld navne- og adressebeskyttelse

Bestil bopælsattest

Søg adresseoplysninger - adresseforespørgsel

Beskyttelse mod direkte markedsføring (Robinsonlisten)

Anmeld flytning til folkeregistret

Notification of change of address to the national registration office

Anmod om beboerforespørgsel

Dit Europa - råd og vink

Læs om det Centrale Personregister (CPR)

Se de oplysninger, der er registreret om dig i CPR

Der er en lang række oplysninger om hver enkelt borger i CPR, som kommer fra forskellige myndigheder. Oplysningerne er knyttet til personnummeret. Du har ret til at få at vide, hvilke oplysninger der er registreret i CPR om dig (registerindsigt).

Oplysningerne er gratis.

De oplysninger, som registreres om dig som borger, er:

  • navn, adresse og evt. stillingcivilstand (fx gift, ugift, fraskilt, enke, enkemand, registreret partner, tidligere registreret partner)
  • fødselsregistreringsoplysninger (fx oplysninger om fødselssted)
  • statsborgerskab eller evt. andet
  • slægtskab (fx oplysninger om forældre og forældremyndighed)
  • forhold til folkekirken (fx medlem, eller tidligere medlem)
  • evt. oplysninger om umyndighed
  • evt. oplysninger om beskyttelse (fx navne- og adressebeskyttelse)
Registerindsigt på andre

Du kan ikke få registerindsigt på andre. Hvis du har del i forældremyndigheden over et barn, kan du henvende dig til CPR-kontoret og bede om at få tilsendt en registerindsigt på barnet.

Ændre oplysninger i CPR

Hvis du mener, nogle af oplysningerne skal ændres, skal du ikke henvende dig til CPR, men til den relevante myndighed, fx kommunen.

Folkeregistrering

Siden 1968 har Danmark haft et register over alle folk, der bor eller har boet i Danmark. Dette register hedder Det Centrale Personregister (CPR). Formålet med CPR er at registrere grundlæggende personoplysninger om personer og sikre, at personerne er registreret i CPR på den adresse, hvor de faktisk bor eller opholder sig.

CPR ajourføres derfor løbende af kommunerne med ændringer af adresseoplysninger. Kommunerne modtager oplysningerne om ændring af adresser fra borgerne selv, men kan også træffe afgørelse om at ændre en adresse uden borgerens samtykke.

Ansøg om navne- og adressebeskyttelse

Du skal ansøge digitalt om at få registreret navne- og adressebeskyttelse i CPR. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice eller på biblioteket.

Når anmodningen er gået igennem, vil privatpersoner som udgangspunkt være afskåret fra at få udleveret dit navn og adresse fra CPR, og dine oplysninger bliver heller ikke udleveret fra CPR til private vejvisere.

Du skal selv sørge for at kontakte det lokale posthus og bede om beskyttelse hos Post Danmark og gøre det samme hos dit teleselskab.

Adressebeskyttelse gælder for et år ad gangen, og du skal selv sørge for at anmelde det igen inden udløbet heraf.

Hvem har adgang til oplysninger fra CPR?

En række af de oplysninger, som er registreret i CPR, kan både private og virksomheder få adgang til. Der er tale om de samme oplysninger, som enhver person kan få oplyst om en anden person ved henvendelse til en kommune, fx navn og adresse.

Hvis du ønsker at begrænse privates adgang til dine navne- og adresseoplysninger, kan du søge om registrering af navne- og adressebeskyttelse. Du skal dog være opmærksom på, at navne- og adressebeskyttelse i CPR betyder, at fx din bank eller forsikringsselskab ikke kan få besked fra CPR, når du flytter.

Hvis du har navne- og adressebeskyttelse i CPR, kan du herudover ikke samtidig beskytte dig via CPR mod at få tilsendt reklamer fra forskellige virksomheder, da navne- og adressebeskyttelse betyder, at dit navn- og adresse ikke kommer med på den liste (Robinsonlisten), der udsendes til virksomhederne over de personer, der har registreret markedsføringsbeskyttelse i CPR.

Personnummer

Alle, der bopælsregistreres i CPR, får tildelt et personnummer, som består af 10 cifre. De første 6 cifre er den registrerede persons fødselsdag, og de sidste fire tal er såkaldte løbenumre, som er 'tilfældige'. Det er dog sådan, at kvinder altid har lige numre, og at mænd har ulige numre som det sidste ciffer.

Ikke to personnumre er ens, og personnummeret bliver derfor brugt som hjælp til at identificere folk, men personnummeret må ikke bruges som eneste dokumentation for en persons identitet.

Kan jeg få nyt personnummer?

Hvis du har været udsat for misbrug af dit personnummer, kan du fra 1. april 2014 i særlige tilfælde få et nyt. Der stilles en række krav for at få et nyt personnummer.

Social- og Indenrigsministeriets CPR-kontor vurderer de enkelte sager om tildeling af nyt personnummer.

Bestil bopælsattest

Hvis du har brug for at dokumentere din nuværende eller tidligere adresser, kan du få udskrevet en bopælsattest hos en kommune. En bopælsattest koster op til 78 kr. (2016).

Du skal anmode om bopælsattesten digitalt. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice eller på biblioteket.

Du kan kun få bopælsattest på en anden person, hvis du har skriftlig fuldmagt fra vedkommende.

Civilstandsattest

En civilstandsattest er en udskrift fra CPR, der viser din civilstand (fx om du er ugift, gift, fraskilt, enke/enkemand). Attesten udleveres af kommunen og kan koste op til 78 kr. (2016).

Find adresse på person - adresseforespørgsel

Du kan få udleveret oplysninger fra CPR om andre personer og få f.eks. aktuelle navne- og adresseoplysninger - med mindre personen har registreret navne- og adressebeskyttelse. Du kan også få at vide, om personen er død, rejst til udlandet eller er umyndig.

For at få udleveret oplysninger skal du dog forud kunne identificere den person, du ønsker oplysninger om ved enten navn og adresse, navn og fødselsdato eller navn og CPR-nummer.

Hver henvendelse koster op til 78 kr. (2016), også selvom det ikke er sikkert, at kommunen kan finde den person, du søger. Du skal være opmærksom på, at den tidligere adresse ikke kan bruges, hvis den er fra før år 1972, fordi den ikke findes elektronisk. Du kan kontakte Landsarkivet for at få en nyere adresse, som kan bruges i selvbetjeningsløsningen.

Du skal søge om adresseforespørgslen digitalt.

Hvem bor på min adresse?

Hvis du vil vide, om andre har registreret folkeregisteradresse på din adresse, skal du henvende dig til kommunen. Du skal kunne dokumentere overfor kommunen, at du er (med) ejer eller lejer af boligen. Det gælder også, hvis den eller de personer der er tilmeldt din bolig, har navne- og adressebeskyttelse.

Virksomheder og CPR

Virksomheder kan også få adgang til personoplysninger i CPR. Ligesom for privatpersoner gælder det også for virksomheder, at de skal kunne identificere personen, før de kan få udleveret oplysninger. Desuden må virksomheder kun få oplysninger om personer, fx kunder eller ansatte, som de i forvejen er i forbindelse med.

Flytning og adresseændring

Når du flytter, har du pligt til at anmelde det til den kommune, du skal bo i. Flytningen skal som udgangspunkt anmeldes digitalt.

Kommunen har også mulighed for at træffe afgørelse om at ændre din registrerede adresse i CPR, hvis kommunen ikke mener, at den er korrekt. Du kan klage til Social- og Indenrigsministeriet over afgørelsen.

Læs også

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575



Skriv via Digital Post (e-Boks), hvis du sender os personlige oplysninger eller dokumenter.

Skriv til Ishøj Kommunes hovedadresse via Digital Post (e-Boks)

Telefontider

Ishøj Rådhus

Mandag-onsdag kl. 9.00-15.30
Torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 9.00-13.30.

Hovednummer: 43 57 75 75

Borgerservice

Mandag-tirsdag kl. 9 -15
Onsdag kl. 12-15
Torsdag kl. 9-17
Fredag kl. 9.00-13.30.

Tlf. 43 57 75 75

Åbningstider

​Ishøj Rådhus

Mandag-onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-14 og kl. 15.00-16.30
Fredag kl. 10-13

Ishøj Rådhus
Store Torv 20
2635 Ishøj

Borgerservice

Mandag-tirsdag kl. 10-14
Onsdag (kun hjælp til selvbetjening) kl. 10-14
Torsdag kl. 10-14 og kl.15.00-17.30
Fredag kl. 10-13.

Borgerservice
Nørregade 13
2635 Ishøj

Senest opdateret 13. september 2016