Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Udsatterådets møde mandag 8. oktober 2018 kl. 13.00



Sagspunkter der blev behandlet på mødet

34. Rundvisning på Kløverengen

Resume

Forstander for Kløverengen Anette Rix giver en rundvisning og fortæller om Kløverengens arbejde.

Beslutning

Grundet en presset dagsorden nåede Udsatterådet ikke at få en rundvisning på Kløverengen. Det blev derfor aftalt, at der vil blive afholdt møde i Udsatterådet på Kløverengen i starten af det nye år.

35. Tema - ensomhed og social isolation - fokus på frivillighed

Resume

Rådsmedlemmer Helle Nees og Malene Højkjær fortæller om deres erfaringer med at udføre frivilligt arbejde.

Nina Fabricius, leder for team for Frivillighed og Lokalsamfund, og Ane Jensen, udviklingskonsulent i team for Frivillighed og Lokalsamfund, fortæller om indsatser på frivilligområdet, der afhjælper ensomhed.

Erfaringer og udviklingsmuligheder drøftes efterfølgende.

Beslutning

Helle og Malene fortalte om deres erfaringer med at være frivillige. Helle Nees fortalte bl.a. om SIND Nettet, som er en frivillig støtte- og kontaktpersonordning. Sind Nettet formidler kontakt mellem psykisk syge og frivillige besøgsvenner, som fungerer som støtte- og kontaktpersoner, der har overskud og omsorg i hverdagen at dele ud af. Sind Nettet er meget brugt i Albertslund Kommune. Derudover blev hygge-banko omtalt, som foregår 1 gang om måneden. Malene Højkær fortalte om hendes arbejde med at igangsætte og drifte næstehjælperne og de mange initiativer, der er udsprunget af næstehjælperne, bl.a. legetøjslager, tøjlager, fødselsdagsgruppe, madspildscafe m.m.

Team Frivillighed og Lokalsamfund fortalte om de indsatser, der er for at forebygge ensomhed. Fx navigatorprojektet, som nu er overtaget af Røde Kors. Boblberg er meget brugt i Ishøj med over 690 brugere.

Udsatterådet drøftede, om man kan igangsætte noget lignenede Sind Nettet i Ishøj Kommune? Udsatterådet foreslog også, at man kan iværksætte en indsats for skyggesøskende, som er søskende til en syg bror eller søster. Team Frivillighed og Lokalsamfund vil drøfte mulighederne for at igangsætte nye initiativer, og modtager meget gerne flere inputs.

36. Evaluering af frivilligfest

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune afholdte for første gang frivilligfest den 28. september 2018, som Udsatterådet var med til at finansiere. Her evalueres det kort, hvordan arrangementet forløb.

Beslutning

Der var ca. 140 deltagere til festen. Der var i alt 32 ud af 40 foreninger repræsenteret. Det var en god fest, hvor der blev sagt tak for hjælpen til nogle af de mange frivillige i Ishøj. Festen vil blive yderligere evalueret, hvor man bl.a. vil evaluere på, om man fik alle med. Godt arbejde til Team Frivillighed og Lokalsamfund.

37. Meddelelser

Sagsfremstilling

Der afholdes netværksmøde for lokale udsatteråd på Sjælland og Bornholm torsdag den 1. november kl. 12:00-15:00 i Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard, 2630 Taastrup. Der er tilmeldingsfrist den 10. oktober.

Status på budget 2019 v/Merete Amdisen.

Malene Højkjær er blevet indstillet til at være Udsatterådets medlem af Medborgerforum. Der skal også indstilles en suppleant, som vælges på mødet.

Ishøj Kommune repræsenterer Vestegnskommunerne i et samarbejde om at udarbejde en samarbejdskontrakt mellem kommunerne, Hvidovre og Amager Hospital og Akuttelefonen 1813 ved udskrivning af udsatte borgere. Administrationen ønsker på den baggrund at modtage inputs fra Udsatterådet. Administrationen ønsker at høre om:

  • erfaringer fra rådsmedlemmerne selv eller nogen, de kender/har hørt om ved udskrivning fra hospitalet til hjemmet/botilbuddet - både de erfaringer, hvor det er gået godt, og hvor det er gået mindre godt.

På Udsatterådets møde den 20. august blev der fremlagt udkast til pixi-udgaver af kvalitetsstandarder. Der vil blive fremlagt en opdateret version på fællesmødet med Handicaprådet i december 2018.

Det foreslås, at fællesmødet med Handicaprådet i december flyttes fra den 5. december til den 6. december fra klokken 16.00-19.00. Inputs til dagsordnen drøftes.

Beslutning

Malene, Kenneth og Anne vil gerne deltage. Lisbeth sørger for, at de bliver meldt til.

Budget for 2019 er vedtaget med få ændringer. For SSUs område er besparelserne på medicinområdet i Pitstop taget af. Derudover er besparelsen i hjemmeplejen blevet halvveret.

Vedr. samarbejdskontrakt:

Positivt: Udskrivning, hvor hjemmeplejen har været kontaktet og stod klar da borgeren kom hjem.

Negativt: samarbejdet fungerer sjældent. Fx omkring medicin, udskrivning, ansvarsfordeling m.m. derudover kan der være mangel på ressourcer fx i vejlederteamet til at skrue op for hjælpen til borgere, der er blevet udskrevet. Smidigheden mellem forskellige "kasser" i systemet fungerer ikke, og borgeren tabes mellem de forskellige indsatser. Der er venteliste, fx i distriktspsykiatrien, så borgeren kan ikke komme i gang med behandling.

Udsatterådet peger endvidere på følgende opmærksomhedspunkter:
- Akutberedskab til borgere, der har et akut behov hjælp samt ekstra hjælp i en periode.

- Borgere, der ikke har vejledning, men som udskrives.

- Borgere med nichesygdomme - hvor går de hen?

Yderligere inputs må meget gerne formidles til administrationen.

 

Det blev besluttet, at fællesmødet med Handicaprådet rykkes til kl. 13-15 d. 5. december, under forudsætning af, at det passer Handicaprådet.

Bilag

38. Orientering om tilsyn på Kløverengen i november 2017

Resume

Styrelsen for Patientsikkerhed har den 22. juni 2018 udarbejdet en tilsynsrapport for det socialpsykiatriske bosted Kløverengen. Tilsynsrapporten er udarbejdet på baggrund af et besøg fra det risikobaserede tilsyn på Kløverengen den 8. november 2017 samt et høringssvar fra Kløverengen fra den 1. juni 2018. Konklusionerne fra rapporten fremlægges hermed til orientering, og det er ikke forventet, at selve rapporten læses.

Sagsfremstilling

Styrelsen for Patientsikkerhed konkluderer i tilsynsrapporten, at medicinhåndteringen er grundig og systematisk og lever op til standarderne, men det konkluderes også, at der er mangler vedrørende sundhedsfaglige instrukser og journalføring på Kløverengen, som udgør en mulig risiko for patientsikkerheden. Styrelsen for Patientsikkerhed har givet Kløverengen påbud om, inden 6. juli 2018, at sikre:

  1. Tilstrækkelig journalføring, herunder implementering af instruks for sundhedsfaglig dokumentation.
  2. Implementering af instruks for håndhygiejne og instruks om patienters behov for behandling.

Kløverengen har på baggrund af påbud vedrørende journalføring gennemført følgende tiltag inden 6. juli 2018:

  • Der er udarbejdet og implementeret instruks for sundhedsfaglig dokumentation.
  • Samtlige beboere er vurderet ud fra de 12 sygeplejefaglige områder.
  • Der er udarbejdet sundhedsfaglige behandlingsplaner for samtlige beboere.
  • Der er indkøbt det sundhedsfaglige modul Plan, som er en del af journaliseringssystemet KMD-Nexus, der benyttes på Kløverengen. Plan anvendes til sundhedsfaglig dokumentation om beboernes somatiske sygdomme, blodtryk, diabetes og lignende. Der er lavet en procesplan for implementering, opsætning og undervisning i systemet.

Kløverengen har på baggrund af påbud vedrørende instrukser gennemført følgende tiltag inden 6. juli 2018:

  • Instrukser for håndhygiejne, beboeres behov for behandling samt beboeres behov for akut behandling er formidlet til personalet på Kløverengen. Personalet har enkeltvis skriftligt tilkendegivet, at de har læst og forstået instrukserne.
  • Instruks for håndhygiejne er hængt op på medicinkontorerne og på personaletoiletter.

Kløverengen har i høringssvaret af 1. juli 2018 informeret Styrelsen for Patientsikkerhed om de gennemførte tiltag. Styrelsen for Patientsikkerhed anerkender, at Kløverengen har gjort tiltag for at forbedre den sundhedsfaglige journalisering og har sikret tilstedeværelsen af de nødvendige instrukser. Dog er det styrelsens vurdering, at det ikke alene på baggrund af Kløverengens oplysninger kan vurderes, om tiltagene har haft den tilsigtede virkning i praksis, og at påbuddene derfor kun kan ophæves ved et nyt tilsynsbesøg. Kløverengen afventer et nyt tilsynsbesøg.

Beslutning

Forstander på Kløverengen oplyste,a t tilsynet har været på besøg igen, og påbud er fjernet.

Taget til efterretning.

Bilag

39. Hjemløsestatus

Resume

Der er lavet opfølgning på antal hjemløse i Ishøj Kommune pr. juni 2018. Opgørelsen forelægges Social- og Sundhedsudvalget til orientering.

Sagsfremstilling

Antallet af hjemløse i Ishøj Kommune opgøres, hvormed det er muligt at følge udviklingen i, hvor mange hjemløse der er i Ishøj Kommune, og hvilken form for hjemløshed den enkelte borger er i. Optællingen og kategoriseringen følger VIVE'S (tidligere SFI) definition på hjemløshed (se vedhæftede notat). Af opgørelsen over hjemløse i Ishøj Kommune i juni 2018 fremgår det, at:

  • Der er i alt 85 borgere registreret uden fast bopæl og 8 borgere i akutboliger eller på herberg/forsorgshjem.
  • Det vurderes, at der er i alt 28 hjemløse. De opholder sig blandt andet på herberg, i akutboliger, hos venner/familie, på gaden, 'rundt omkring'.
  • De resterende 65 borgere er udrejst, flyttet til anden kommune eller forsvundet, hvormed de indgår i kategorien 'ved ikke', da der ikke er tilstrækkelig information på borgerne i forhold til at vurderer, om de reelt er hjemløse.

Til sammenligning var der ved sidste optælling i november 2017 84 borgere uden fast bopæl og 29 hjemløse. Vedhæftet findes notat vedrørende opgørelse af hjemløse i Ishøj Kommune i juni 2018.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

40. Status vedrørende Pitstop

Resume

På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 12. januar 2018 blev 'Årsrapport for Pitstop 2017' behandlet og taget til efterretning. Udvalget havde i den forbindelse nogle ønsker til misbrugsområdet. I denne sagsfremstilling, der også forelægges Social- og Sundhedsudvalget i Vallensbæk Kommune, redegøres for målsætninger for Pitstop for resten af 2018 og 2019.

Sagsfremstilling

Baggrund:
De tre ønsker, udvalget havde til det videre arbejde for misbrugsområdet i 2018, var:

  1. Der ønskes en plan for samarbejdet med øvrige undervisningssteder i kommunen, herunder skoler og SSP for at skabe tiltag og forebyggelse på skolerne.
  2. Det ønskes, at Pitstop fastsætter fornyede ambitiøse og realistiske mål for stoffrihed og reduktion, som der skal arbejdes med de næste 4 år.
  3. Der ønskes en benchmarking af Pitstop med 4-5 sammenlignelige kommuner.

Der var oprindeligt aftalt tilbagemelding til Social- og Sundhedsudvalget i maj 2018, hvilket dog på grund af omorganisering i kommunen og ny ledelse i Pitstop blev udsat til september 2018. Pitstop var tidligere organiseret under social myndighed i Center for Socialservice, men er efter omorganiseringen nu organiseret direkte under Kløverengens forstander i Center for Voksne og Velfærd. I vedlagte notat findes uddybende tilbagemeldinger på Social- og Sundhedsudvalgets tre ønsker. Det skal dog allerede her bemærkes, at benchmarkingen har sine begrænsninger.

Målsætninger:

Den nye ledelse har i samarbejde med Pitstops medarbejdere afholdt en temadag, hvor det dels blev præciseret, at Pitstop er et socialt behandlingstilbud for misbrugere i Ishøj/Vallensbæk i alderen 13-65 år. Der blev opstillet klare mål, som forventes indfriet efter henholdsvis ½ år (december 2018), 1 år (maj 2019) og 1½ år (december 2019):

December 2018

  • At udbrede det generelle kendskab til Pitstop.
  • At øge volumen af borgere der anvender Pitstops ambulante sociale behandling.
  • At opstarte anonym rådgivning og kampagne i forbindelse med dette (omtale).
  • At øge fokus på den gruppeorienterede tilgang som den primære tilgang.
  • At øge fokus på anvendelsen af SMART-mål og tidsafgrænsede indsatser.

Maj 2019

  • Flere grupperettede tilbud er etablerede (herunder evt. motivationsgruppe, tilbagefaldsgruppe og pårørendegruppe).
  • Udvidelse af åbningstiden i foråret 2019, således at denne også omfatter aften (for skolesøgende, folk med job og pårørende).
  • Der er etableret samtalecaféer hver 14. dag (aftenarrangement) med vekslende relevante emner.

December 2019

  • Reduktion i ”drop-out-rate/afbrudte forløb” (borgere der ophører behandling i utide).
  • Stigning i andelen af færdigbehandlede.
  • Eventuel udvidelse af tilbuddet (hjemtagelse af alkoholbehandlingen eller andet).

Der aflægges en status til Social- og Sundhedsudvalget primo 2019.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

41. Møderække for 2019 og inputs til årshjul

Resume

Datoer for møder i Udsatterådet i 2019 besluttes, og inputs til årshjul diskuteres. På mødet den 20. august 2018 blev det besluttet, at oplæg omkring økonomi- og budgetforståelse udsættes til mødet i juni 2019, inden budget 2020 sendes i høring efter sommeren.

Beslutning

Administrationen skal komme med forslag til mødedatoer for 2019. Møderne skal ligge om onsdagen fra 13-15.

 

Følgende temaer for 2019 blev foreslået:

Fokus på psykiatrien

Socialt frikort

Arbejdsmarked/jobcenter: hvordan får vi virksomheder til at tage mere socialt ansvar. Evt. invitere en repræsentant fra erhvervslivet med til mødet.

Mental sundhed via naturen

Naturcenter Ishøj

Boligselskaber som brobyggere

Sundhedstjek udsatte borgere

Tandsundhed for udsatte

Social sygeplejerske som koordinator ved udskrivning

Brobyggerne "En af os".

 

42. Evt.

Beslutning

Der var ikke noget til evt.

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 12. oktober 2018