Hvad kan vi hjælpe med?

Dagsorden for Teknik- og Bygningsudvalgets møde tirsdag 19. juni 2018 kl. 16.30


Fraværende:


Mødedeltagere:


Mødet hævet kl.:


Sagspunkter der skal behandles på mødet

47. Tilladelse til overskridelse af det skrå højdegrænseplan i Strandområdet (LP 1.32)

Resume

Teknik og Bygningsudvalget har 20. januar 2016 meddelt dispensation til et enfamiliehus i 2 etager på Engsvinget 8. Der er efterfølgende givet byggetilladelse. Under byggeriets opførelse har de bagvedliggende naboer påklaget byggetilladelsen til Statsforvaltningen ift., at skorstenen overskrider det skrå højdegrænseplan. Statsforvaltningen har hjemsendt sagen til fornyet vurdering. Sagen er sendt i partshøring og der er lavet helhedsvurdering iht. BR15 ift. det skrå højdegrænseplan. Det indstilles, at der gives tilladelse til overskridelse af det skrå højdegrænseplan. 

Sagsfremstilling

Statsforvaltningen hjemsendte sagen til fornyet vurdering af, om skorstenens omfang kan anses for værende af sædvanligt omfang jf. BR15, eller om der skal laves en helhedsvurdering af skorstenens samlede indvirkning på omgivelserne.

I den forbindelse er skorstenen undersøgt nærmere, hvilket har vist, at skorstenen ikke falder ind under den klassiske opfattelse af, hvad en skorsten er, dvs. som koblet til et åbent ildsted eller et fyr. Skorstenen fungerer her udelukkende som en skakt og indeholder installation fra et gasaftræk og andre tekniske installationer. Ud fra et forsigtighedsprincip og for at sikre naboer og ejer mulighed for at kommentere sagen, er det valgt at sende sagen i partshøring og efterfølgende lave en helhedsvurdering ift. det skrå højdegrænseplan efter BR15. kap. 2.3.

I sin arkitektoniske helhed og design fremstår skakten pænt integreret i bebyggelsen med en god helhedsløsning i forhold til bebyggelsens samlede omfang. Skakten fremstår ikke som en ekstra etage for sig. Alternativt til skakten vil de tekniske installationer stå synlige på taget og virke generende og mindre pæne for omgivelserne i et parcelhuskvarter.

Der er foretaget partshøring og i den forbindelse modtaget indsigelser fra naboerne, som hovedsageligt går på, at skorstenen ikke har funktion som en skorsten, at omfanget af den er for stort og at der er skyggepåvirkning.

Lovgrundlag

Byggeloven § 9.

Indstilling

Teknik - og Bygningsudvalget vedtager, at der meddeles tilladelse til, at skakten overskrider det skrå højdegrænseplan.

Bilag

48. Dispensation fra krav om etageantal og forhøjelse af terræn i Strandområdet (LP 1.32)

Resume

Der søges om opførelse af nyt enfamiliehus i delvis 2 etager. Det ansøgte kræver en dispensation fra krav om etageantal og krav om yderligere terrænregulering ift. niveauplan samt helhedsvurdering iht. BR15 ift. det skrå højdegrænseplan. Ansøgningen er tilpasset Teknik- og Bygningsudvalgets principielle beslutning fra november 2017. Det indstilles, at der dispenseres til 2 etager og forhøjelse af terræn.

Sagsfremstilling

Ejer af Strandvangen 14 ansøger om opførelse af et enfamiliehus på 260 m² i delvist 2 plan. Huset sammenbygges med udhus på 13 m², garage på 73 og overdækninger på samlet 60 m². Bebyggelsesprocenten bliver 9.

Sagen har været forelagt TBU 15. november 2017 til en principiel beslutning, hvor udvalget har stillet sig positive til det ansøgte med betingelse om, at skelbremmen friholdes for byggeri. Projektet er tilpasset udvalgets beslutning.

Området er omfattet af lokalplan 1.32 – Strandområdet.
Af § 6.2 fremgår, at bygninger højst må opføres i 1½ etage med en maks. højde på 8,5 m.
Af § 6.3 fremgår, at ved nybyggeri fastsættes et niveauplan svarende til det gennemsnitlige niveauplan for de omkringliggende ejendomme, dog maksimalt til vejmidtekote for den adgangsgivende vej.
Af BR15 kap. 2,3 fremgår, at en byggesag skal helhedsvurderes, hvis byggeretten ikke overholdes. Det ansøgte overskrider det skrå højdegrænseplan.

Der søges om dispensation til en bygningskrop i 2 plan, som placeres parallelt med Strandvangen.

Bygningsstilen passer ind i områdets blandede bebyggelse med et moderne og afdæmpet udtryk. Mod Strandvangen fremstår byggeriet som en bygning i 1 plan.

Niveauplan er af administrationen efter § 6.3 fastsat til kote 1.37. Der søges om dispensation til at hæve grundens terræn omkring bygningen med 7 cm til kote 1.44 pga. problemer med regnvand. Kote 1.44 svarer til laveste vejmidtekote i Strandvangen.

Det ansøgte skal helhedsvurderes efter BR15, da bygningen overskrider det skrå højdegrænseplan mod nord med 0,85 m og mod syd og fællesarealet med 2,96 m. Det vurderes, at eventuelle indbliks- og skyggegener er mindre ved det ansøgte end potentielt ved en bygning i 1½ plan indenfor byggeretten. Der er ikke vinduer i gavl mod nord.

Der er afholdt nabohøring med en indsigelse fra nr. 16 grundet en misforståelse af placeringen af bygningen på tilsendte tegninger. Indsigelsen er siden trukket tilbage efter revideret tegning og under forudsætning af, at der ikke opføres vinduer på 1. sal ind mod nr. 16.

Lovgrundlag

Planloven § 19.
Byggeloven § 9.
BR15. kap. 2.3.

Indstilling

Teknik og bygningsudvalget vedtager,
at der dispenseres til opførelse af et enfamiliehus i delvis 2 plan, da bygningen proportionsmæssigt ikke er større end et tilsvarende enfamiliehus i 1½ plan, passer godt ind i områdets blandede bygningsstil og mod Strandvangen fremstår som en bygning i 1 plan,
at der dispenseres til, at terræn reguleres 7 cm mere end fastsat niveauplan til midtvejskoten på 1.44 for at mindske generne fra regnvand,
at det tinglyses, at skelbremmen friholdes for byggeri og
at det tinglyses, at der ikke opføres vinduer på 1. sal mod naboen i nr. 16.

Bilag

49. Forslag til Lokalplan 1.81 Dagsinstitution, Industrivangen 26

Resume

Der skal træffes beslutning om at sende lokalplanforslag 1.81 Dagsinstitution i Det lille erhvervsområde i offentlig høring i ti uger.

Sagsfremstilling

Lokalplanforslaget giver mulighed for at opføre en dagsinstitution i Det lille erhvervsområde.

Ishøj Kommune oplever en stigning i børnetallet og har derfor brug for en ny dagsinstitution, som også vil kunne understøtte de nye familier i Det lille erhvervsområde,. Lokalplanområdet er på ca 3.400 m2 og daginstitutionen skal være på 800 m2. Det skal være integreret daginstitution med vuggestue og børnehave til 100 børn fordelt på 40 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn. Bygningen opføres i maks. tre etager med en maks. bygningshøjde på 10 meter. Lokalplanen sikrer gode muligheder for legeplads til børnene og sætter krav om cykel- og bilparkering til forældre og de ansatte. Ud over selve institutionen skal der opføres krybberum og skure til legeredskaber og lignende.

 

Lokalplanen offentliggøres på Ishøj Kommunes digitale planportal.

Det kan tilgås via dette link: http://ishoj.viewer.dkplan.niras.dk/dkplan/dkplan.aspx?lokalplanId=108

Lovgrundlag

Planloven § 13 og 15

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at sende lokalplanforslag 1.81 Dagsinstitution i Det lille erhvervsområde i offentlig høring i ti uger.

Bilag

50. Forslag til Lokalplan 1.85 Erhvervsområde ved Vejleåvej og Kommuneplantillæg nr. 7

Resume

Der skal træffes beslutning om at sende Lokalplanforslag 1.85 "Erhvervsområde ved Vejleåvej" og Kommuneplantillæg nr. 7 i fornyet høring i fire uger.

Intentionen med lokalplanen er at udlægge et erhvervsområde for håndværks- og produktionsvirksomheder langs Vejleåvej samt give mulighed for eventuelt at placere en genbrugstation i området. Da kommunen ønsker at udvide anvendelsesmulighederne til også at omfatte et selskabslokale, bliver lokalplanen med tilhørende kommuneplantillæg sendt i fornyet høring.

Sagsfremstilling

Lokalplanforslaget, som allerede har været i offentlig høring i otte uger, giver mulighed for at udlægge et erhvervsområde for håndværks- og produktionsvirksomheder med mulighed for at placere en genbrugsstation. Kommunen ønsker at udvide anvendelsesmulighederne til også at omfatte et selskabslokale med op til 1000 besøgende, med tilhørende antal parkeringspladser i hvad der svarer til 25 % af selskabslokalets kapacitet. Dette anses for at være en mindre ændring i forhold til det forslag, der allerede har været i offentlig høring. Derfor sendes lokalplanforslag med tilhørende kommuneplantillæg i fornyet høring i kun fire uger.

Grundstørrelsen for erhvervsgrundene er på op til 6.000 m². Dog kan grundstørrelsen for henholdsvis genbrugsstation og selskabslokale være op til 10.000 m². Bebyggelsesprocenten for lokalplanområdet er på 100.

Med lokalplanen planlægges et område, hvor veje, beplantning, belysning og bebyggelse har et overordnet samlet udtryk og skaber en helhed med de øvrige erhvervsområder i umiddelbar nærhed.

Der er i forbindelse med lokalplanforslaget udarbejdet et kommuneplantillæg.

Lokalplanområdet er i Kommuneplan 2014 ikke omfattet af eksisterende rammer, og lokalplanen forudsætter derfor, at der bliver udlagt en ny ramme og et kommuneplantillæg, der følger lokalplanens fysiske afgrænsning.

Planforslagene offentliggøres med en afgørelse om, at der ikke udarbejdes en miljørapport for lokalplan og kommuneplantillæg.

Planforslagene offentliggøres på Ishøj Kommunes digitale planportal.

Lokalplanforslaget er digitalt og kan tilgås via dette link: http://ishoj.viewer.dkplan.niras.dk/dkplan/dkplan.aspx?lokalplanId=107

Lovgrundlag

Planloven

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller at sende Lokalplanforslag 1.85 Erhvervsområde ved Vejleåvej med Kommuneplantillæg nr. 7 i fornyet offentlig høring i fire uger, da anvendelsesmulighederne er udvidet.

Bilag

51. Trafiksikkerhed ved de kommunale skoler, Ishøj Skole

Resume

Ubrugte anlægsmidler kr. 100.000 fra Ishøj Skole søges anvendt til istandsættelse af skolens parkeringsplads til forbedring af trafiksikkerheden.

Sagsfremstilling

Center for Park, Vej og Miljø har fået en henvendelse fra Ishøj Skole, der ønsker at forbedre trafiksikkerheden omkring skolens parkeringsplads.

Den store udfordring er specielt om morgenen, når børnene møder i skole. Trafikafviklingen er dokumenteret ved besigtigelse og droneoptagelse.

I samarbejde med Ishøj Skole er der udarbejdet et løsningsforslag, hvor de forskellige problemstillinger er løst. Langs facaderne indrettes et areal til lette trafikanter, og for at gøre plads til parkeringspladserne skal eksisterende plantestensvæg ud mod Ishøj Bygade rykkes ca. 3 m. På parkeringsarealet etableres et ”kys & kør” felt til afsætning af børn.

Ubrugte anlægsmidler kr. 100.000 fra projekt om udearealer ved Ishøj Skole søges anvendt til projektet og arbejdet forventes udført i skolerne sommerferie. Resterende beløb kr. 50.000 tages fra Trafikhandlingsplankontoen.

Økonomi

Belægningsarbejder,  kr. 100.000 (Ishøj Skole)
Afmærkningsarbejder, kr. 50.000 (Trafikhandlingsplan)

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at anvende ubrugte anlægsmidler kr. 100.000 fra Ishøj Skole til istandsættelse af skolens parkeringsplads til forbedring af trafiksikkerheden.

Bilag

52. Trafiksikkerhed ved de kommunale skoler, Vibeholmskolen

Resume

Driftsmidler fra slidlagsarbejder 2018 anvendes til istandsættelse af Vibeholmskolens parkeringsplads til forbedring af trafiksikkerheden, hvilket betyder at slidlagsarbejder i krydset Ishøj Stationsvej / Køgevej udgår og slidlagsarbejder i krydset Ishøj Stationsvej / Ishøj Boulevard reduceres i omfang.

Sagsfremstilling

Center for Park, Vej og Miljø har fået en henvendelse fra Vibeholmskolen, der ønsker at forbedre trafiksikkerheden omkring skolens parkeringsplads.

Den store udfordring er specielt om morgenen, når børnene møder i skole. Trafikafviklingen er dokumenteret ved besigtigelse og droneoptagelse.

Center for Park, Vej og Miljø har udarbejdet et løsningsforslag som er vedlagt sagen og beskrevet nedenfor :
- Eksisterende belægning (chaussésten) i indkørsel fjernes og udskiftes med asfalt for at forbedre vigepligtsforholdene
- Opsætning af pullerter ved sti, skolegård og cykelparkering for at forhindre kørsel med biler
- Etablering af nyt plantebed ved indkørsel, så man undgår færdsel på tværs af parkeringspladsen
- Fjernelse af sti til parkeringsplads ved containergård for at undgå færdsel af lette trafikanter på tværs af parkeringspladsen
- Etablering af spærreflade ved eksisterende afsætningsplads, for at undgå afsætning af børn fra forældrekørsel
- Etablering af ny adgang til cykelparkering fra Ishøjstien mod vest
- Etablering af ”kys & kør” areal, som vil fungere som almindelige parkeringspladser efter kl. ca. 8
- Opsætning af nye belysningsmaster og udskiftning af eksisterende armaturer for at få en bedre belysning

Center for Park, Vej og Miljø foreslår at driftsmidler fra slidlagsarbejder 2018 anvendes til istandsættelse af Vibeholmskolens parkeringsplads til forbedring af trafiksikkerheden, hvilket betyder at slidlagsarbejder i krydset Ishøj Stationsvej / Køgevej udgår og slidlagsarbejder i krydset Ishøj Stationsvej / Ishøj Boulevard reduceres i omfang.

Arbejdet forventes udført i skolernes sommerferie og inden skolen markerer sin 50 års fødselsdag.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der anvendes kr. 660.000 fra slidlagsarbejder 2018 til istandsættelse af Vibeholmskolens parkeringsplads til forbedring af trafiksikkerheden.

Bilag

53. Anlægssag (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

54. Trafiksag (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

55. Trafiksag (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

56. Bevillingssag (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

57. Bevillingssag (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

58. Ishøj Kommunes seks hovedpolitikker

Resume

Som et resultat af den struktur, der ligger i Ishøjblomsten har Ishøj Byråd den 7. marts 2017 truffet beslutning om, at kommunens politiske styredokumenter revideres og samles i seks hovedpolitikker.

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd vedtog kommissorium for revidering af kommunens politikker på mødet den 5. september 2017. Politikkerne er værdibaserede og skal fungere som overliggeren for strategier, indsatsområder og projekter.

Medborgerpolitikken er en tværgående politik, der sikrer et fælles værdigrundlag. De fem øvrige hovedpolitikker viser, hvilke visioner, Ishøj Kommune har for indsatser på områderne børn & unge, velfærd, erhverv & beskæftigelse, kultur samt miljø.

Hver politik har defineret og udfoldet temaer, der er centrale for netop det område, som politikken repræsenterer. I udviklingen af de enkelte politikker har der været afholdt involverende processer for de relevante interessenter og målgrupper. Alle politikker med tilhørende høringssvar er godkendt i de stående udvalg, der har været primært udvalg for de respektive politikker. Alle seks hovedpolitikker behandles på alle stående udvalg forud for den endelige behandling på byrådsmødet den 26. juni 2018.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at Ishøj Kommunes seks hovedpolitikker godkendes.

Bilag

59. 1. budgetopfølgning 2018

Resume

Administrationen har foretaget den første budgetopfølgning ud af to, jf. kommunens Økonomiregulativ, som fremlægges til politisk behandling. Der forventes på nuværende tidspunkt en samlede mindreudgift på 3,6 mio. kr.

Sagsfremstilling

I kommunens økonomiregulativ fremgår det, at der skal foretages to budgetopfølgninger om året til politisk forelæggelse. Der er nu foretaget den første opfølgning for 2018 med udgangspunkt i forbruget pr. 31. marts. Opfølgningen viser overordnet en forventet mindreudgift på 3,6 mio. kr. Det er endnu tidligt på året, og der kan ske bevægelser i retning af både mer- og mindreforbrug i den resterende del af året, og budgetopfølgningen skal derfor ses i dette lys. Den anden budgetopfølgning foretages til efteråret.

De forventede mindreudgifter fordeler sig med 3,9 mio. kr. inden for servicerammen, mens der uden for servicerammen forventes merudgifter på 0,3 mio.kr. Der er til denne første budgetopfølgning ikke skønnet afvigelser på anlæg og finansiering.

Under Teknik- og Bygningsudvalgets områder er der forventning om et mindreforbrug på 1,4 mio. kr. Det indstilles, at der gives tillægsbevilling hertil. 

Der er udarbejdet notat af 4. juni 2018 (bilag A), som mere detaljeret beskriver den samlede budgetopfølgning, herunder resultatet under Teknik- og Bygningsudvalgets områder. Bilag B viser en specifikation af den samlede budgetopfølgning.

Bilag C udgør Jobcentrets (Vallensbæk Kommune) budgetopfølgning på de områder der varetages der.

Budgetopfølgningen fremlægges i samme form til alle fagudvalg for at sikre gennemsigtighed og en fælles information om den økonomiske situation.

Lovgrundlag

Den kommunale styrelseslov. Bekendtgørelse om kommunernes budget og regnskabsvæsen.

Økonomi

Som angivet i notatet og oversigten.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at budgetopfølgningen tiltrædes, og der gives bevilling inden for fagudvalgets område i henhold til oversigtsskemaet. 

Bilag

60. Budget (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

61. Meddelelser fra Formand og Administration

Sagsfremstilling

Nyt Læge- og Sundhedshus
Tirsdag, den 29. maj var der licitation for det nye Læge- og sundhedshus på etage 5N. Der blev afgivet 3 bud. Laveste bud kom fra Julius Nielsen & Søn, som der nu er indledt forhandling om entreprisekontrakten med.
Det forventes at kunne indgå kontrakt i løbet af indeværende uge, hvorefter den endelige aftalesum er kendt.



Stiforbindelse langs erhvervsområdet
Ishøj Kommune holdt 7. juni 2018 møde om den ønskede stiforbindelse i det grønne areal langs erhvervsområdet mod Køge Bugt motorvejen. Med til mødet var grundejerne og en lejer. Alle er i udgangspunkt positivt indstillede for at indgå en frivillig aftale om afgivelse af areal til sti.  



Delegationer
Oversigt over sager, hvor Byggesager har benyttet delegationer. 

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 13. juni 2018