Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Teknik- og Bygningsudvalgets møde onsdag 18. april 2018 kl. 19.00


Fraværende:


Mødedeltagere: Poul Jørgensen, Henrik Olsen, Lennart Hartmann Nielsen, Annelise Madsen, Johnna Stark, Erling Skovgaard-Holm, Inge Sørensen, Marie Louise Madsen, Anja Carlslund,
Louise Ochmann, Joan Jacobsen, Anbreen Safdar, Jens Lemche, Kimmie Lerche Nielsen - deltog under præsentationen.


Mødet hævet kl. 22.10


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

31. Præsentation af Plan og Byg

Sagsfremstilling

Præsentation af Plan - herunder planhierarki og lokalplan samt fredning og bevaringsværdige begreber.

Præsentation af Byg - herunder byggesager, landzoneadministration og administration af lokalplaner.

Beslutning

Til efterretning

32. Delegationer - Veje og Trafik

Resume

Ved en valgperiodes start er det hensigtsmæssigt, at træffe beslutning om hvilke delegationer, som byrådet skal give til de forskellige stående udvalg i den kommende valgperiode. På denne baggrund fremlægges forslag til delegering på Vej- og Trafikområdet.

 

Sagsfremstilling

Byrådet er kommunens øverste myndighed. Byrådet har det overordnede ansvar for hele den kommunale virksomhed og har kompetence til at tage stilling til enhver sag, som vedrører kommunen.

Det betyder ikke, at alle beslutninger skal træffes af Byrådet. Byrådet har som udgangspunkt fri adgang til at overlade sin kompetence til et udvalg eller til den kommunale administration.

I tilfælde af delegation bevarer kommunalbestyrelsen ansvaret og kompetencen. Det er alene udøvelsen af kompetencen, som kan delegeres.

På denne baggrund fremlægges forslag til delegationer inden for Vej- og Trafikområdet. Se bilagsmaterialet.

Vej- og trafikområdet administreres primært efter følgende love:
- Lov om offentlige veje m.v.
- Lov om private fællesveje.

Delegationen gives til Park-, Vej- og Miljøcenter. (PVM)

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at forslag til delegationer indenfor Vej- og Trafikområdet godkendes og sendes til byrådet til endelig vedtagelse.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

33. Delegationer - Byggesag

Resume

Ved en valgperiodes start er det hensigtsmæssigt, at træffe beslutning om hvilke delegationer, som Byrådet skal give i den kommende valgperiode. På denne baggrund fremlægges forslag til delegering på Byggesagsområdet. 

Sagsfremstilling

Byrådet er kommunens øverste myndighed. Byrådet har det overordnede ansvar for hele den kommunale virksomhed og har kompetence til at tage stilling til enhver sag, som vedrører kommunen.

Det betyder ikke, at alle beslutninger skal træffes af Byrådet. Byrådet har som udgangspunkt fri adgang til at overlade sin kompetence til et udvalg eller til den kommunale administration.

I tilfælde af delegation bevarer kommunalbestyrelsen ansvaret og kompetencen. Det er alene udøvelsen af kompetencen, som kan delegeres.

På denne baggrund fremlægges forslag til delegationer inden for Teknik- og Bygningsområdet.

Fra en borger/virksomheds rettet vinkel er der tale om en lang sagsbehandlingstid, når sager udvalgsbehandles. Den enkelte borger/virksomhed skal vente op til 4 uger yderligere udover den normale sagsbehandlingstid på op til 6 uger. Sagsbehandlingstiden på byggesagsområdet er i fokus i både medier og erhvervsundersøgelser, og der er af KL fastsat servicemål ift. sagsbehandlingstider, som skal overholdes af kommunerne.

Det forslås derfor at ensarte bemyndigelsen på de forskellige områder, således at udvalget sætter retningen og rammer igennem principper og politikker og får forelagt alle sager af principiel/særlig afvigende karakter og sager, hvor der kommer væsentlige indsigelser ved naboorientering.

Det forslås, at Bygge- og Planmyndigheden (Byggesager) administrativt kan træffe afgørelser og dispensationer i de mere generelle sager ift. Byggeloven og Planloven indenfor de rammer og retningslinjer, som udvalget har besluttet, hvor de fleste lokalplaner/byplanvedtægter og områder i Bygningsreglementet er blevet afprøvet med dispensationer/tilladelser/afslag gennem årene.

Der henvises til bilagene "Forslag til bemyndigelse Center for Byudvikling", "Eksempel TBU 2017 og sammenligning" og "Oversigt over administrative beføjelser til Byggesager 1. februar 2018".

Delegationen gives til Center for Byudvikling.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at forslag til delegationer indenfor Byggesagsområdet godkendes og sendes til Byrådet til endelig vedtagelse.

 

Beslutning

Tiltrådt

 

Bilag

34. Retningslinjer for administration af søbeskyttelseslinjen i Strandvangen

Resume

Naturmyndigheden ønsker retningslinjer for håndtering af ulovlige samt fremtidige anlæg/byggeri indenfor søbeskyttelseslinjen i Strandvangen.

Retningslinjerne ønskes vedtaget for så vidt muligt at sikre en ensartet administration af byggeri og anlæg, både eksisterende og fremadrettet. 

Sagsfremstilling

I 2013 opstartede man overflyvninger strandområdet mhp. at få foretaget en geokodning. Geokodningen har til formål at skabe en én-én sammenhæng mellem bygninger, der er registreret i BBR, og bygninger på et kort. I Strandområdet blev det konstateret, at der ligger småbygninger i Strandvangen, som ikke er redegjort for. Flere af disse småbygninger ligger inden for søbeskyttelseslinjen som reguleres af naturbeskyttelseseslovens § 16 og byggefri zone som reguleres af Byplanvedtægt 20.

I den forbindelse blev der i februar 2015 vedtaget en delegation (bilag 1), som giver mulighed for administrativt at dispensere fra Byplanvedtægten til småbygninger på i alt max 20 m2. Delegationen forholder sig udelukkende til småbygninger og ikke andre forhold som kan være gældende i forhold til søbeskyttleseslinjen.

I 2016 og 2017 er der sendt breve ud til 16 grundejere i Strandvangen, som har ejendomme der vender ud mod Jægersø. I brevene spørges der til de uafklarede forhold, som i sin tid blev opfanget af geokodningen. Flere af disse grundejere har efterfølgende vendt tilbage med ansøgning om lovliggørelse af udhuse o.a.

Det er naturmyndigheden som sidder med administrationen af søbeskyttelseslinjen, og har med modtagelsen af ansøgninger om lovliggørelse inden for søbeskyttelseslinjen screenet området via luftfotos, for at se om der ligger andre forhold som ikke er opfanget af geokodningen, men som potentielt kan stride i mod bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven. Der blev under screeningen fundet flere potentielle forhold (bilag 2).

Med udgangspunkt i delegationen givet i 2015, foreslås det at ændre retningslinjerne for gældende praksis, så der tages hensyn til reglerne gældende for søbeskyttelseslinjen.

Nuværende delegation ift. Byplanvedtægten:
• Delegationen giver mulighed for at dispensere til småbyggerier på i alt max 20 m2 i hele zone C. Se bilag 3

Ændringsforslag ift. både byplanvedtægt og søbeskyttelseslinjen:
• Der gives mulighed for at dispensere for småbygninger på i alt max 20 m2 inden for en zone af 15 meter inden for søbeskyttelseslinjen. Der kan gives mulighed for at dispensere til 10 m2 udhus i en zone på max 30 meter inden for søbeskyttelseslinjen, hvis man i forvejen kun har 10 m2 inden for 15 meter zonen. Se bilag 4

Dagsordenspunktet er også sendt til behandling i Klima- og Miljøudvalget 

Lovgrundlag

Bekendtgørelse af lov om naturbeskyttelse (BEK nr. 934 af 27/06/2017)

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager det foreslåede ændringsforslag for den fremadrettede administration af søbeskyttelseslinjen i Strandvangen.

Beslutning

Tiltrådt

 

Bilag

35. Flextur i Ishøj Kommune

Resume

Administrationen undersøgte i foråret 2017 muligheden for busbetjening af Torslunde for to buslinjer. Da det er dyrt at indsætte en ekstra bus, foreslås det i stedet, at Ishøj Kommune tilslutter sig Movias Flexturordning fra den 1. juli 2018.

Sagsfremstilling

Administrationen undersøgte i foråret 2017 muligheden for busbetjening af Torslunde for to buslinjer, buslinje 116 fra Reerslev til Høje Tåstrup st. og buslinje 127, som kører mellem Tåstrup st. og Ishøj st. via Ishøj Landsby. For en passende dækning af Torslunde ville der for begge linjer være tale om at indsætte en ekstra bus, hvilket Movia estimerede til en ekstra årlig udgift på ca. 1 mio. kr. ekskl. moms, for hver af de to linjer.

Det foreslås i stedet, at Ishøj Kommune tilslutter sig Movias Flexturordning. Flextur er et supplement til den almindelige kollektive trafik. Det er et tilbud til alle borgere om at blive kørt fra adresse til adresse mod en egenbetaling. Ordningen benyttes især i områder og på tidspunkter, hvor de normale busruter ikke dækker.

Movia har udarbejdet et estimat af den potentielle årlige udgift til Flextur, hvis kommunen tilslutter sig ordningen. Movia har estimeret udgiften på baggrund af udgiften til Flextur i 2017 i de kommuner, som er mest sammenlignelige med Ishøj Kommune. Den estimeret til en årlig udgift på 300.000 – 350.000 kr. ekskl. moms.

Med indførelse af Flextur vil Kommunen tilmed kunne spare penge, hvis selvhjulpne borgere henvises til Flextur i stedet for at få tildelt visiteret kørsel til eksempelvis læge og genoptræning.

Flexturordningen kan træde i kraft fra den 1. juli 2018.

Økonomi

Årlig udgift til Flextur er estimeret til ca. 300.000 – 350.000 kr.

Udgiften til Flextur i 2018 beløber sig til ca. 150. 000 kr.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller,
at Ishøj Kommune tilslutter sig Flextur gældende fra den 1. juli 2018.
at udgiften til Flextur i 2018, ca. 150.000 kr., afholdes af kassebeholdningen.
at budgettet for den kollektive trafik fra 2019 forhøjes med 350.000 kr.

Beslutning

Til første "at" tilføjes "for borgerne lavest mulige takst" - Lennart Hartmann Nielsen afventer stillingtagen.
Sidste "
at" rettes til - at budgettet for den kollektive trafik fra 2019 på 350.000 kr. årligt, fremsættes som budgetønske.

Tiltrådt.

Bilag

36. Trafikale forhold (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt

37. Byggesag (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt

38. Meddelelser fra Formand og Administration

Sagsfremstilling

Orientering om geokodning i Bredekærparken
Administrationen har været i dialog med grundejerforeningen Bredekærparken med forslag om at få godkendt en overdækket terrasse som en del af standardprojektet for området. Grundejerforeningen har dog ikke ønsket at påtage sig opgaven med udarbejdelse af og ansøgning om et nyt standardprojekt.

Administrationen har derfor gjort ejerne med de ulovlige overdækkede terrasser bekendt hermed og videre oplyst, at de enten kan fysisk lovliggøre de overdækkede terrasser eller sammen med andre beboere udarbejde et standardprojekt og søge kommunen om at få godkendt denne efter gældende procedure.

Etape 2 i Bredekærparken er igangsat i overensstemmelse med orientering på sidste udvalgsmøde.


Status på Engsvinget 8


Gennemgang af projektoversigt for plan v/Anja Carlslund.
Bilag:
Projektoversigt


Delegationer
Oversigt over sager, hvor Byggesager har benyttet delegationer. 
Der er ikke givet dispensationer i marts.


Opfølgning fra forrige møde
Bilag: Notat

Beslutning

Tiltrådt

Projektoversigt for plan - udsat til næste møde.

 

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 19. april 2018