Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Teknik- og Bygningsudvalgets møde onsdag 18. februar 2015 kl. 18.30

Sagspunkter der blev behandlet på mødet

9. Dispensationer på Fasanskellet 3, matr. nr. 19eb, Ishøj

Resume

Scandi Byg A/S søger om en række dispensationer i forbindelse med opførelse af 34 almene boliger på ejendommen Fasanskellet 3.

Sagsfremstilling

Ejendommen er omfattet af lokalplan 1.69 - Terrasseret boligbebyggelse ved Ishøj Strandvej/Fasanskellet.

Scandi Byg A/S søger dispensation til følgende:

1. At bygge 3364 m
2 etageareal. Den samlede overskridelse er ca. 64 m2. Dette er godkendt af Byrådet den 3. februar 2015, under forudsætning af, at Teknik- og Bygningsudvalget giver dispensation.

Byggeriet opføres som et boksmodulært industrielt fremstillet byggesystem og dermed er sværere at tilpasse til et præcist antal kvadratmeter.
Udover det indgår arealet af de 8 depotrum, som er beliggende i boligerne med i det samlede etageareal, se pkt. 2.


2. At placere 8 depotrum inde i boligerne, 14 udhuse under trapperne og 14 udhuse på fællesareal. Udhusene opføres i 6 grupper, med to udhuse i hver og ligger spredt i det fælles grønne område jf. situationsplanen (Bilag B).

Placering i mindre grupper i det fælles grønne område samt 8 depotrum inde i boligerne, virker mindre dominerende i området og sikrer udsigt fra boligerne ud til det fælles grønne areal.


3. At udhusene opføres med stålplader som tagmateriale i stedet for tagpap.

Stålpladerne har grå farve som ikke reflekterer.

Anvendelse af stålplade som tagmateriale har følgende fordele:
At simplificere arbejdsprocessen  i forhold til at lægge et tag bestående af krydsfiner med tagpap,
At det ikke kræver vedligeholdelse,
At merudgiften til tagpaptag, vil udgøre ca. 75.000 kr. ekskl. moms.


4. At havearealer anlægges tættere på skel end 2 m.
På bebyggelsens sydvestlige side (Blok 1, se situationsplan bilag B) er haver etableret tættere på skel end 2 m. Haverne mod vest har 1,5 m fra ydre side af hæk til skel. Den sydligste have har en afstand mod sydøst (mod det grønne kile) 90 cm til skel.

For at opnå en større have, ønskes det at udvide den til skel så havens brugbarhed og kvalitet øges.


5. At undlade stiforbindelsen mellem den offentlige sti og stien i det indre fællesareal syd for blok 1, som det er vist i lokalplanen, for at give plads til den sydligste have.

Der er sikret stiadgang til kilen vest for bebyggelsen.


6. At opføre bebyggelse, der ikke har grønne tage, da tagkonstruktionen opføres i træ.
Byggeriet indgår som en del af AlmenBolig+ systemet og er derfor et 'let' byggesystem, der er udført i boksmoduler og dermed sænker omkostningerne ved byggeriet.

Byggeskadefonden betegner det som et risikobehæftet forhold i byggeriet, at opføre en tagkonstruktion, som indeholder vand oven på en let trækonstruktion. Byggeskadefonden vurderer også, at det er svært at foretage en tilfredsstillende inspektion af tagfladen, når der oven på tagpappen ligges et beplantet tag.
Scandi Byg oplyser, at de på et møde med Byggeskadefonden i efteråret 2014 blev bekendt med dette forhold, altså efter at lokalplanen blev vedtaget.

Lovgrundlag

1) Af lokalplanens § 6.2 fremgår det, at der må opføres op til 3300 m2 samlet etageareal.

2) Af lokalplanens § 6.5 fremgår det, at der skal opføres et udhus pr. bolig, på maksimalt 10 m
2.
Alle udhuse skal enten placeres i have (mulighed A) eller samlet i tre grupper ved fælles grønt område (mulighed B) som vist på kortbilag 2.

3) Af lokalplanens § 7.7 fremgår det, at udhuse skal opføres i materialer tilsvarende bebyggelsen med tag i tagpap.

4) Af lokalplanens § 8.5 fremgår det, at havearealer til boliger ikke må anlægges tættere på skel end 2 m.

5) Af lokalplanens kortbilag 3 fremgår det, hvor stiforbindelserne skal anlægges.

6) Af lokalplanens § 7.2 fremgår det, at tagflader skal fremstå med mos, stenurt og/eller græsarter, der forsinker og begrænser afledningen af regnvand. 

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at imødekomme dispensationerne, bortset fra dispensation til stålplader på tag på udhuse, jf. pkt. 3.

Beslutning

Tiltrådt. 

Bilag

10. Delegation - Byg Strandvangen

Resume

Administrationen ønsker bemyndigelse til at kunne dispensere fra Byplanvedtægt 20 til småbygninger, såsom udhuse, drivhuse, legehuse mv. på Strandvangen, indenfor søbeskyttelseslinjen.

Sagsfremstilling

Plan- Bygge- og Miljøcentret har i forbindelse med geokodning på Strandvangens østlige vejside konstateret småbygninger såsom udhuse, drivhuse, legehuse mv., der ligger indenfor søbeskyttelseslinjen.

Bilaget viser småbebyggelse, der ligger indenfor zone C i Byplanvedtægt 20, og er omfattet af søbeskyttelseslinjen.

Størstedelen af småbygningerne er under 20 m2, herudover er der tre småhuse mellem 20-30 m2, to på ca. 40 m2, en på ca. 60 m2 og en på ca. 120 m2.

Lovgrundlag

For den del af haverne, som er omfattet af søbeskyttelseslinjen, gælder Byplanvedtægt 20.

I byplanvedtægten § 2 stk. 2, defineres områdets anvendelse som: "friområder i overensstemmelse med arealernes hidtidige karakter af friarealer (haver) til den tilgrænsende boligbebyggelse."

Iht. bebyggelsens omfang og placering fremgår det af § 4 stk. 3: "Indenfor zonerne C må der ikke opføres bygninger eller andre faste anlæg".

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at administrationen bemyndiges til at meddele dispensationer administrativt fra § 4 stk. 3 i Byplanvedtægt 20 til placering af småbygninger i zone C iht. byplanvedtægt 20, herunder udhuse, drivhuse, legehuse mv. på ialt max. 20 m2, såfremt der ikke modtages væsentlige indsigelser i forbindelse med en høring.

Beslutning

Tiltrådt. 

Bilag

11. Geokodning videre forløb i 2015

Resume

Der er udarbejdet en tids- og områdeplan for fortsættelsen af geokodningen i Strandområdet.

Sagsfremstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtog på møde den 18. juni 2014, at der kan ske en opfølgning på geokodning i Strandområdet. Der fremlægges derfor forslag til en tids- og områdeplan for det videre forløb af geokodning i 2015.

Forslag til tids- og områdeplan (se bilag):

- Februar-april: ca. 50 ulovlige bygninger og ca. 40 BBR problemer
  (Søvangs Alle, Søsvinget, Søvangen, Friisvej, Tranegilde Strandvej og Akselsvej)

- Maj-juli: ca. 50 ulovlige bygninger og ca. 50 BBR problemer
  (Søvangen, Friisvej, Tranegilde Strandvej, Astridsvej, Ishøjvej, Lille Strandvej, Ishøj Strandvej og Jægerkrogen)

- August-oktober: ca. 50 ulovlige bygninger og ca. 50 BBR problemer
 (Søvangen, Tranegilde Strandvej, Lille Strandvej, Ishøj Strandvej, Jægerkrogen, Skyttekrogen, Lærke alle og Strandvangen)

- November-?: ca. 70 ulovlige bygninger og ca. 40 BBR problemer
  (Tranegilde Strandvej, Ishøj Strandvej, Jægervangen, Lærke Alle, Vibevej, Svalevej, Rosenvangen og Strandvangen)

Forslag til forløb:
1. Orientering til borgere og virksomheder via hjemmesiden om, at de skal få lovliggjort deres ulovlige bygninger
2. Udsendelse af standardbreve til ejendommene om henvendelse for lovliggørelse af bygningerne på deres ejendom
3. Registrering i BBR med notat linje om, at bygningerne er opført uden tilladelse
4. Opstart af påbudssag 

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at gennemføre forslaget om videre forløb af geokodning i Strandområdet.

 

Beslutning

Tiltrådt. 

Bilag

12. Orientering om trafikuheld på kommunale veje og stier i perioden 2010 - 2014

Resume

På de kommunale veje og stier samt private fællesveje registrerede Politiet 49 uheld i 2014.
Uheldene i 2014 medførte, at 3 trafikanter fik lettere skader, og 4 trafikanter fik alvorlige skader. 1 trafikant blev dræbt i 2014. 

Sagsfremstilling

Park- og Vejcenteret har på baggrund af Politiets uheldsregistrering, udarbejdet en orientering om uheld på de kommunale veje, stier og private fællesveje i perioden 2010 - 2014.

Formålet med orienteringen er at give et overblik over uheldssituationen i Ishøj Kommune.

Orienteringen er vedlagt som notat (Bilag A). og et kort med uheldenes placering (Bilag B).

Indstilling

 Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at orienteringen tages til efterretning

Beslutning

Tiltrådt. 

Bilag

13. Pendlerparkering ved Ishøj Station

Resume

Drøftelse af behovet for ekstra pendlerparkering ved Ishøj Station på baggrund af en borgerhenvendelse.

Sagsfremstilling

På baggrund af en borgerhenvendelse vedrørende manglende parkering for pendlere ved Ishøj Station, er der udarbehjdet en kort gennemgang af de nuværende parkeringsforhold.

Pendlerne ved Ishøj Station har i dag mulighed for at parkerer personbiler gratis følgende steder:

  • 32 pladser bag ved Aldi (kommunale pladser)
  • 21 pladser ved Sunset Boulevard (kommunale pladser)
  • 54 pladser ved Stenbjeggårds Alle (kommunale pladser)
  • 60 pladser hos Ishøj Centrum, pladsen over for Aldi (privat område)
  • 68 pladser hos Ishøj Centrum, pladsen over for Sunset Boulevard (privat område)
  • 66 pladser i Ishøj Bycenter, Parkering Øst (privat område)

 Pladserne fremgår af Bilag 1.

Park- og Vejcenteret modtager løbende henvendelser fra borgere, som oplyser at alle pladserne på pendlerparkeringen bag ved Aldi er optaget. Park- og Vejcenteret henviser pendlerne til pladserne ved Sunset Boulevard, hvor der indtil nu ikke har været kapacitetsproblemer. Parkeringspladsen ved Sunset Boulevard inddrages til letbaneprojektet inden for nogle få år. Tidsplanen for letbanen er endnu ikke fastlagt i etaper, men det må forventes at pladserne forsvinder i 2016 eller 2017.

Det er Park- og Vejcenters vurdering, at der ikke mangler parkeringspladser til pendlerne, så længe Ishøj Centrum stiller 128 pladser til rådighed.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at orienteringen tages til efterretning, og at Ishøj Kommune samarbejder med Ishøj Centrum omkring opretteholdelse af de nuværende frie parkeringspladser inde hos Ishøj Centrum.

Beslutning

Tiltrådt.

Park og Vej udarbejder en redegørelse over parkeringsforholdene på Stationspladsen.

Bilag

14. Pulje til fremme af cykling

Resume

"Pulje til fremme af cykling" 2015 er åben for ansøgninger.

Park- og Vejcenteret foreslår, at der søges om tilskud til følgende projekt:
Forlængelse af Supercykelstien til Greve Kommune.

Ansøgningen udarbejdes i samarbejde med Greve, Solrød og Køge Kommune.

Teknik- og Bygningsudvalget træffer beslutning om projektet, når resultatet af ansøgningen foreligger.

 

Sagsfremstilling

I Trafikaftalen 2014 af den 24. juni 2014 mellem regeringen (Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og det Konservative Folkeparti blev der afsat 50 mio.kr til tilskudsprojekter og statsvejsprojekter under "Pulje til fremme af cykling".

Vejdirektoratet behandler ansøgningerne i løbet af foråret.

Park- og Vejcenteret foreslår, at der søges til følgende projekt:

Forlængelse af Supercykelstien til Greve Kommune.

Strækningen er 1,4 km og det foreslås at der i krydset Ishøj Strandvej / Vejlebrovej / Ishøjvej opsættes et countdown modul for cyklister. Countdown modul og øvrig skiltning vurderes at kunne udføres for kr. 180.000.

Ansøgningen udarbejdes i samarbejde med Greve, Solrød og Køge Kommune, hvor hovedformålet er at undersøge, beslutte og anlægge forlængelsen af Ishøjruten til Køge. Forundersøgelsen består af en trafiksikkerheds- og tilgængelighedsrevision og Ishøj Kommunes andel vurderes at udgøre kr. 50.000

Kravet til medfinansiering er normalt 40 %.

Lovgrundlag

Trafikaftalen 2014 af den 24. juni 2014 mellem regeringen (Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og det Konservative Folkeparti

Økonomi

Tilskuddet udgør maksimalt 60 % af projektet.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at Park- og Vejcenteret søger om tilskud til følgende projekt fra "Pulje til fremme af cykling" - Forlængelse af supercykelstien til Greve Kommune

Beslutning

Tiltrådt. 

Tillægssager

17. Udvidelse af Ishøj Bycenter i kælderetagen ud mod Byhaven, matr. nr. 6a Tranegilde By Ishøj

Resume

Rullebåndet ind til Bilka skal vendes, så der bliver direkte adgang fra Parkeringskælderen ind i Bycenteret. Herved udvides kælderplanet ud mod Byhaven for at få plads til rullebåndene, og det kræver en dispensation fra lokalplan 1.42.

Sagsfremstilling

Steen og Strøm søger på vegne af Danica Ejendomsselskab APS om at etablere 2 nye rullebånd i Bycenteret fra Bilka`s parkeringskælder op til Lille Torv i stueplanet.

Ejendommen er omfattet af lokalplan 1.42.

Bycenteret udvides i kælderplanet med ca. 28 m
2 ud mod Byhaven, og der etableres en ny flugtvejstrappe fra kælderen ud til Byhaven. Tagkonstruktionen, i forbindelse med udvidelsen, indeholder et ovenlysvindue, der er udformet som glaspyramide på terrænet i Byhaven.

Byhaven ejes af Ishøj Kommune, (matrikel nr. 6do Tranegilde By, Ishøj).

Ishøj Bycenter, ligger iht. lokalplan 1.42 § 7.0 i område 1, og bebyggelsens afgrænsning er vist på kortbilag C-områdeinddeling og arealudlæg. Udvidelsen i kælderplan kræver en dispensation fra lokalplanens § 7.0, da den overskrider byggefeltet iht. kortbilag C.

Naboorienteringen vurderes at være af underordnet betydning og udelades. 

Lovgrundlag

Lokalplan 1.42 § 7.0 foreskriver, at:" Ny bebyggelse og lignende må kun opføres inden for de på Bilag C med krydsskravering viste byggefelter".

Indstilling

Teknik og Bygningsudvalget vedtager, at der gives dispensation til det ansøgte, da arealet der inddrages ikke forringer brugsværdien af Byhaven 

Beslutning

Tiltrådt. 

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 13. maj 2015