Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Teknik- og Bygningsudvalgets møde onsdag 13. april 2016 kl. 19.00


Mødet hævet kl.: 20.45


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

29. Dispensation fra lokalplan 1.56 til betontagsten som tagbeklædning på Torslundevej 79A

Resume

Eurodan-huse har søgt dispensation fra lokalplanen til at beklæde taget med røde betontagsten i stedet for traditionelle tegl.

Sagsfremstilling

I forbindelse med opførelsen af et nyt enfamiliehus ønsker ansøger at beklæde taget med betontagsten (se bilag B). En tilladelse til det ansøgte kræver en dispensation fra lokalplanen. Tagstenene er betontagsten (se bilag C) og ligner de traditionelle vingetegl. Ansøger mener ikke, at der vil være stor æstetisk forskel på de to materialer. Som det fremgår af ansøgningen søges der ligeledes dispensation i forbindelse med terrænregulering. Der er tale om en mindre udjævning af terrænet omkring selve huset for at sikre rimelige tilgængelighedsforhold jf. bygningsreglementet, hvilket i dette tilfælde ikke kræver dispensation.

Området er omfattet af lokalplan 1.56 - Boligområde i Torslunde.

Af § 8.2 fremgår det, at tage skal beklædes med uglaserede røde, gule eller sorte vingetegl.

Bestemmelsen i lokalplanen er for at sikre det traditionelle landsbyudtryk, der er karakteristisk for området. Af lokalplanens formålsbestemmelser fremgår det også, at ny bebyggelse skal tilpasses Torslunde landsbys hovedtræk, således at de kulturhistoriske og naturmæssige værdier styrkes og bibeholdes.

Sagen har været i høring hos planafdelingen, der anbefaler, at der ikke dispenseres. I landsbyerne er der krav om, at tagene beklædes med teglsten, og dette ønsker man at bibeholde. Hvis der dispenseres vil man udvande bestemmelsen og åbne op for alternative tagmaterialer i landsbyerne. På den baggrund vurderes det, at blive sværere at afvise andre ansøgninger med eksempelvis ståltag udformet som tegl. Desuden er der tvivl om, hvordan betontagstenene vil ældes i forhold til de traditionelle tegl, som de øvrige tage er beklædt med.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at meddele afslag på det ansøgte. Kommunen ønsker at fastholde lokalplanens bestemmelse, der er gennemgående i alle lokalplaner for landsbyerne, for at bevare det traditionelle landsbyudtryk.

Beslutning

Tiltrådt.

Udvalgets beslutning vedrører tagmaterialer.
Vedrørende terrænregulering henvises til Bygningsreglementet.

Bilag

30. Dispensation fra bestemmelserne om areal og dimensioner for småbygninger i Lokalplan 1.61 Gadekæret på Bødkerpladsen 20

Resume

Der er søgt dispensation fra lokalplanens bestemmelser om areal og dimensioner på en overdækning på Bødkerpladsen 20.

Sagsfremstilling

Vridsløselille Andelsboligforening søger, på vegne af lejer, en dispensation fra bestemmelserne om areal og dimensioner for småbygninger i Lokalplan 1.61 – Gadekæret, på Bødkerpladsen 20.

Der er på ejendommen opført et skur med overdækning på i alt 12 m² bagerst i haven, og der ønskes yderligere opført 34 m² overdækning med placering som vist på bilag B. I alt 46 m².  

Boligforeningen er positiv for, at der kan opføres småbygningerl på op til 20 % af havearealets størrelse. De ansøgte 46 m² svarer til 35 %, og overskrider således boligforeningens eget ønske.

Ejendommen er omfattet af lokalplan 1.61 - Gadekæret. En tilladelse til det ansøgte kræver en dispensation fra lokalplanens § 7.8 og § 7.9 vedrørende henholdsvis dimensioner og areal. § 7.8 fastsætter, at pergolaer, overdækninger og udestuer skal opføres i dimensionerne 4,8 meter i bredden og enten 2,4 meter eller 3 meter i dybden. § 7.9 fastsætter, at der maksimalt må opføres 20 m² overdækket areal i hver have.

Der er tidligere meddelt dispensation fra § 7.8 til, at pergolaer, overdækninger og udestuer kunne opføres mindre end 4,8 meter i bredden, men ikke større, da man i så fald også skulle dispensere fra arealet beskrevet i § 7.9 (se bilag C). Kommunen dispenserede på baggrund af, at mange haver var så små, at de ikke kunne harmonere med de fastsatte dimensioner.

For at imødekomme ønsket om at bygge større end lokalplanen foreskriver, kan der åbnes op for, at man i haver over 100 m², kan bygge op til 30 m² og opføre pergolaer, overdækninger og udestuer i frie bredder, men med en maksimal dybde på 4 meter. Dette vil i nærværende sag, ikke være tilstrækkeligt i forhold til det ansøgte, men så har man tilgodeset haver, der efter lokalplanens vedtagelse, er udvidet.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der meddeles afslag på det ansøgte. Det samlede areal af småbygninger på grunden ligger langt over det normale for området, og hvad boligforeningen selv vurderer rimeligt.

Det kan vedtages, at der i fremtidige sager dispenseres til et større areal på op til 30 m² og større dimensioner, som beskrevet i sagsfremstillingen. Det vurderes, at der er større behov og bedre mulighed for overdækkede arealer i haver over 100 m².

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

31. Dispensation fra bestemmelserne om areal og dimensioner for småbygninger i Lokalplan 1.61 Gadekæret på Brolæggerpladsen 39

Resume

Der er søgt dispensation fra lokalplanens bestemmelser om areal og dimensioner i forbindelse med en overdækning på Brolæggerpladsen 39.

Sagsfremstilling

Vridsløselille Andelsboligforening søger, på vegne af lejer, en lovliggørende dispensation fra bestemmelserne om areal og dimensioner for småbygninger i Lokalplan 1.61 – Gadekæret, på Brolæggerpladsen 39.

Der er opført flere småbygninger rundt om i haven (se bilag A), som ikke fremgår af ansøgningen og som ikke er omfattet af lokalplanen. Der søges om en overdækning på 19 m² som vist i bilaget. Skuret bagerst i haven, på 7,5 m² kræver ikke godkendelse da alle boliger i området har et tilsvarende fra før lokalplanen blev vedtaget. I alt 26,5 m². En evt. dispensation bør betinges af, at øvrige småbygninger fjernes.

Boligforeningen selv er positive for, at der kan opføres småbygninger på op til 20 % af havearealets størrelse. De ansøgte 26,5 m² svarer til ca. 18 %.

Ejendommen er omfattet af lokalplan 1.61 - Gadekæret. En tilladelse til det ansøgte kræver en dispensation fra lokalplanens § 7.8 og § 7.9 vedrørende henholdsvis dimensioner og areal. § 7.8 bestemmer at pergolaer, overdækninger og udestuer skal opføres i fastlagte dimensioner. 4,8 meter i bredden og enten 2,4 meter eller 3 meter i dybden. § 7.9 fastsætter, at der maksimalt må opføres 20 m² overdækket areal i hver have.

Der er tidligere meddelt dispensation fra § 7.8 til, at pergolaer, overdækninger og udestuer kunne opføres mindre end 4,8 meter i bredden, men ikke større, da man i så fald også skulle dispensere fra arealet beskrevet i § 7.9. Kommunen dispenserede på baggrund af, at mange haver var så små, at de ikke kunne harmonere med de fastsatte dimensioner.

For at imødekomme ønsket om at bygge større end lokalplanen foreskriver, kan der åbnes op for, at man i haver over 100 m², kan bygge op til 30 m² og opføre pergolaer, overdækninger og udestuer i frie bredder, men med en maksimal dybde på 4 meter. 

Lovgrundlag

Planlovens § 19

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget kan vedtage, at der dispenseres til et større areal på op til 30 m² og større dimensioner, som beskrevet i sagsfremstillingen. Det vurderes, at der er større behov og bedre mulighed for overdækkede arealer i haver over 100 m².

 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

32. Dispensation fra krav om facade- og tagbeklædning i lokalplan 1.54 i Ishøj Havn

Resume

Aqua-Teknik A/S søger om dispensation til opførsel af en bådhal. Bådhallen kræver en dispensation fra kravet om facade- og tagbeklædning i lokalplanen.

Sagsfremstilling

Aqua-Teknik A/S søger om dispensation fra lokalplan 1.54 til at opføre en bådhal på 924 m2 til opbevaring af lystbåde på ejendommen Søhesten 2B, matr.nr. 44q, Tranegilde By Ishøj.

Hallens udvendige mål er 22 m x 42 m og 6,5 m/8,5 m i højde med ensidig taghældning på 5 grader.

Aqua-Teknik ønsker at beklæde bådhallens ydervæg- og tagbeklædning med Lindab Coverline sorte metalplader (visualisering af hallen vedlagt).

Området er omfattet af lokalplan 1.54 – Ishøj Havn. Af § 7.2 fremgår det, at facader kun må udføres med bræddebeklædning og skal overholde gældende brandmæssige krav til udvendige vægoverflader. Af § 7.3 fremgår det, at tage kun må udføres med beklædning i tagpap med listedækning.

Den 24. juni 2009 har Ishøj Byråd meddelt dispensation til, at bygningen Engstrøm kan opføres med ståltrapezplader. Engstrøm er en bygning med salgs- og udstillingslokaler til bådforhandling beliggende på ejendommen Søhesten 1C overfor Søhesten 2B.

Tagbeklædning, der ønskes udført med Lindab Coverline sorte metalplader, ligner tagpap. Hallens højde taget i betragtning samt den flade tagkonstruktion, vil gøre det svært at se tagbeklædningen andet end fra meget lang afstand.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Indstilling

Teknik - og Bygningsudvalget vedtager, at give dispensation til det ansøgte, såfremt der ikke modtages væsentlige indsigelser fra naboerne.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

33. Dispensation fra lokalplan 1.54 til beboelse

Resume

Ansøgning om dispensation til beboelse på ejendommen Søhesten 6B, "Havneshoppen". 

Sagsfremstilling

Kommunen har den 17. februar 2016 modtaget en ansøgning fra Anne og Torben Jakobsen om forlængelse af tidligere givet dispensation til beboelse på ejendommen Søhesten 6B, Matr.nr. 44k, Tranegilde By, Ishøj.

Anne og Torben Jakobsen, der er indehavere af ”Havneshoppen”, Søhesten 6B, fik den 21. juni 2007 behandlet deres ansøgning på TMU om dispensation til at anvende 1. sal over butikken til fast bopæl. Der blev på mødet givet en tidsbegrænset dispensation på 5 år, dvs. frem til 1. juli 2012. Anne og Torben Jakobsen har været tilmeldt folkeregisteret på adressen siden 15. juni 2007.

Den 17. marts 2011 blev dispensationen forlænget på TBU igen på 5 år.
(Dagsordner fra hhv. 2007 og 2011 er vedlagt som bilag).

Denne dispensation søges nu forlænget.

Søhesten 6B er omfattet af lokalplan 1.54 for Ishøj Havn, delområde I. Ifølge lokalplanens anvendelsesbestemmelse § 3.2 kan der i delområde I etableres havnerelaterede virksomheder beskæftiget med reparation, service, aptering og salg af både og maritimt udstyr, klubhuse, kiosk, galleri, samt restaurationsvirksomhed o.l., som har en naturlig tilknytning til områdets funktion som lystbådehavn.

Ifølge planlovens § 19 kan der ikke dispenseres fra principperne i en lokalplan, herunder formåls- og anvendelsesbestemmelserne, som er fastsat ud fra formålet med lokalplanen.

Ishøj Kommune er også omfattet af Fingerplan 2013 – Landsplandirektiv for hovedstadens planlægning. Ishøj Havn indgår i de grønne kystkiler og ifølge planen må der ikke etableres overnatningsanlæg i området.

Lovgrundlag

Planlovens § 19, Fingerplan 2013

Indstilling

Teknik - og Bygningsudvalget vedtager, at der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Beslutning

Tilføjelse til indstillingen:
at boligen fraflyttes senest 1.10.2016 og beboerne flytter folkeregisteradresse.

Tiltrådt.

Bilag

34. Tilladelse til overskridelse af Bygningsreglementets bestemmelser om højde, længde og afstandsforhold

Resume

Ejeren af Baldershøj 16 søger om tilladelse til at opføre en hal i skelbræmmen. Hallens højde, længde og afstandsforhold er ikke omfattet af byggeretten og kræver tilladelse efter bygningsreglementet BR15 ud fra en helhedsvurdering.

Sagsfremstilling

Lars Mouritsen fra Thurah ApS søger om opførelse af en hal på 420 m2 til modtagelse og omlastning af gods til videre transport på ejendommen Baldershøj 16, matr.nr. 68o Ishøj By Ishøj.

Hallen ønskes placeret i skelbræmmen mod Go-kartbanen, som ligger i landzone. Hallen har en højde på ca. 6.5 m, en længde på 30 m og opføres med sorte metalplader.

Området er omfattet af lokalplan 1.19, men lokalplanen foreskriver ikke retningslinjer for ansøgte, som derfor skal behandles iht. Bygningsreglementet.

Den ønskede hal overholder ikke byggeretten i BR15 kap. 2.2 i forbindelse med højde, længe og afstandsforhold og kræver derfor en helhedsvurdering af byggeriets samlede omfang og indvirkning på omgivelserne, jf. BR15, kap. 2.3.

Helhedsvurderingen er foretaget under hensyn til de generelle kriterier i BR15 kap. 2.3.1, se vedlagte bilag.

Området er et industriområde, dvs. at der i forvejen er opført flere haller i området. Hallen placeres i det sydlige hjørne mod Go-kartbanen og vil ikke være til gene for de omkringboende ift. skyggegener eller virke dominerende i området. 

Sagen har været i nabohøring, og der er ikke modtaget nogen indsigelser.

Lovgrundlag

Byggeloven § 22.

Indstilling

Teknik - og Bygningsudvalget vedtager, at der meddeles tilladelse til det ansøgte.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

35. Dispensation fra krav om bebyggelsesprocent i lokalplan 1.32 i Strandområdet

Resume

Ejeren af Lille Strandvej 19 søger om lovliggørelse af en tilbygning til garage og en overdækket terrasse. Lovliggørelsen kræver en dispensation fra kravet om bebyggelsesprocent i lokalplanen. 

Sagsfremstilling

Ejeren af Lille Strandvej 19 har i forbindelse med geokodning, søgt om lovliggørelse af en tilbygning til sin garage og en overdækket terrasse. Sidstnævnte er den senest opførte og kræver en dispensation fra den maksimale bebyggelsesprocent. Med lovliggørelsen af den overdækkede terrasse vil bebyggelsesprocenten for ejendommen komme op på 32 %.

Området er omfattet af lokalplan 1.32 – Strandområdet. Af § 6.1 fremgår en bebyggelsesprocent på 30.

Der er på ejendommen opført småbygninger bestående af en carport på 30 m
2, en garage på samlet 40 m2 (hvoraf tilbygningen på 22 m2 ønskes lovliggjort) og en overdækket terrasse på 28 m2, når udhæng på 0,5 m er fratrukket (ønskes lovliggjort).

Overskridelsen af bebyggelsesprocenten på 2 % svarer til et areal på 18 m2, hvilket vurderes at virke for dominerende i forhold til grundens størrelse og bebyggelsens omfang.

Der er ikke foretaget naboorientering.

Lovgrundlag

Planlovens § 19.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at give afslag til overskridelse af bebyggelsesprocenten på 30 %, da byggeriet på ejendommen virker for dominerende.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

36. Tilladelse til overskridelse af byggelinien mod Baldersbækken i landzone

Resume

Ejeren af Pedersborgvej 12 søger om tilladelse til at opføre en garage med indbygget udhus. Et hjørne af udhuset er beliggende i byggelinjen mod Baldersbækken og dermed i strid med gældende deklaration.

Sagsfremstilling

Ejeren af Pedersborgvej 12 søger om tilladelse til at opføre en garage med indbygget udhus i skel på samlet 64 m2. Et mindre hjørne af udhuset på 3,6 m2 er placeret i deklareret areal mod Baldersbækken og ønskes opført som overdækning. Byggelinjen overskrides med maksimalt 1,5 m. Ejendommen er beliggende i landzone, og der er ikke vedtaget lokalplan for området.

Sagen har været i gang over en længere periode, og der er modtaget et revideret projekt, hvor den del af garagens udhus, der ligger i byggelinjen, er udformet som en let konstruktion.

Sagen har ift. byggelinjen mod Baldersbækken været i høring hos Ishøj Forsyning. Placeringen godkendes under forudsætning af, at den del af garagens udhus, der ligger i byggelinjen, er en let konstruktion, der relativt hurtigt kan fjernes, hvis det bliver nødvendigt. 

Af deklaration af 6. januar 1975 fremgår: "Hvor Baldersbækken fremtræder som åbent vandløb, gælder følgende bestemmelser til afløsning af vandløbsregulativet: ... at bygninger og lignende anlæg af blivende art ikke må opføres nærmere Baldersbækkens øverste skråningskant end 5,00 m."

Kommunen kan vælge ikke at benytte sig af påtaleretten ift. deklarationen på betingelse af, at den del af garagens udhus, der ligger i den deklareret område, til enhver tid kan fjernes på ejers egen bekostning, hvis det bliver nødvendigt i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde inden for deklarationsbæltet.

Lovgrundlag

Planloven § 43.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at ikke håndhæve påtaleretten ift. byggelinjen mod Baldersbækken under forudsætning af, at den del af garagens udhus, der er placeret i byggelinjen, til enhver tid kan nedrives på ejers egen bekostning, hvis det bliver nødvendigt i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde inden for deklarationsbæltet, og at dette noteres i BBR.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

37. Forslag til Natur- og Friluftspolitik for Ishøj Kommune

Resume

Der skal træffes beslutning om at sende Forslag til Natur- og Friluftspolitik for Ishøj Kommune i offentlig høring i 8 uger.

Sagsfremstilling

Park-, Vej- og Miljøcenter har i samarbejde med Plan udarbejdet et forslag til Natur- og Friluftspolitik for Ishøj Kommune. Politikken er omtalt i Ishøj Kommuneplan 2009, Plan- og Klimastrategi 2012 og Ishøj Kommuneplan 2014.

Politikken tager udgangspunkt i Ishøj Kommunes mangfoldige natur og de muligheder, som naturen giver for friluftsliv og klimatiltag. I politikken arbejdes med 4 temaer: Natur, Sundhed, Oplevelser, Klima. For hvert tema opstilles en række visioner og målsætninger, der alle arbejder henimod at få endnu flere til at benytte de mange rekreative tilbud i vores omgivelser, samt at sikre den fortsatte udvikling af kommunens grønne områder i byen og på landet.

I processen med udarbejdelsen af politikken er der lagt vægt på en bred inddragelse af interessenter. I foråret 2014 blev der således holdt en workshop for ca. 20 medarbejdere i kommunen samt en workshop for Grønt Forum. Til workshoppen for medarbejdere deltog rerpæsentanter fra Park og Vejcenter, Plan-, Bygge- og Miljøcenter, Ishøj Forsyning, Strandparken, Kulturel Forvaltning, Sundheds- og Ældrecenter, Ishøj Naturcenter, Turistbureauet samt Kommunikation. I den aktuelle politiske behandling af politikken fremlægges den for alle fagudvalg inden behandling i Byrådet.

Den offentlige høringsproces foreslås udover høring på hjemmesiden at omfatte gå- og cykelture samt bustur, for herved at involvere og møde borgerne ude i naturen. Vi ønsker med den aktive høringsform, at synliggøre flere af de grønne og blå værdier i Ishøj Kommune. Forslag til offentlig høringsproces er vedlagt. Den offentlige høring forventes at forløbe fra uge 18 til uge 26.

Politikken fremlægges i en fuld version og i en PIXI version til brug for høringen. Der er i materialet lagt vægt på en illustrativ og formidlingsvenlig opsætning. Enkelte billeder i materialet vil inden høringen blive udskiftet til billeder med mennesker på, heriblandt forsiden.

Politikken vil efter offentlig høring og endelig politisk vedtagelse blive fulgt af et handlingskatalog med konkrete handlinger til forbedringer indenfor natur- og friluftsområdet. Handlingskataloget vil ligeledes blive politisk forelagt.

 

Økonomi

Politikken har i sig selv ikke økonomiske konsekvenser. Økonomiske forhold skal afklares før realisering af konkrete handlinger i det efterfølgende handlingskatalog.

 

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at Forslag til Natur- og Friluftspolitik for Ishøj Kommune sendes i offentlig høring i 8 uger. Offentliggørelsen finder sted umiddelbart efter behandling i Ishøj Byråd.

Beslutning

Tiltrådt.

Udvalget ønskede, at friluftsmuligheder skal indtænkes i forbindelse med skovrejsning.

Udvalget foreslog følgende konkrete initiativer:
- hundelufterskov
- udendørs motions/fitnessredskaber på udvalgte steder
- naturstier skal vedligeholdes, så de er tilgængelige.

 

Bilag

Tillægssager

41. Delegation - bemyndigelse til dispensation fra bestemmelserne om areal og dimensioner for småbygninger i Lokalplan 1.61 Gadekæret

Resume

For hurtigere at kunne imødekomme ønsket om at bygge større end lokalplanen for Gadekæret foreskriver foreslår Center for kommunale ejendomme og byggesager en delegationsbemyndigelse til at kunne dispensere administrativt for småbygningers dimensioner og areal i Gadekæret.

Sagsfremstilling

Center for ejendomme og byggesager foreslår bemyndigelse til delegation til at behandle sager, hvor der søges om dispensation for småbygninger dimensioner og areal i Gadekæret.

Ejendommene er omfattet af lokalplan 1.61 – Gadekæret, hvor:

§ 7.8 bestemmer, at pergolaer, overdækninger og udestuer skal opføres i fastlagte dimensioner 4,8 meter i bredden og enten 2,4 meter eller 3 meter i dybden.

§ 7.9 fastsætter, at der maksimalt må opføres 20 m² overdækket areal i hver have.

Boligforeningen er positivt stemt for, at der kan opføres småbygninger på op til 20 % af havearealet.

Der er tidligere meddelt dispensation fra § 7.8 til at pergolaer, overdækninger og udestuer kan opføres mindre end 4,8 meter i bredden, men ikke større, da der i så fald også skulle dispenseres fra arealet beskrevet i § 7.9. Kommunen dispenserede på baggrund af, at mange haver var så små, at de ikke kunne harmonere med de fastlagte dimensioner i § 7.8.

For hurtigere at imødekomme ønsket om at bygge større end lokalplanen foreskriver, ønskes bemyndigelse til administrativt at kunne dispensere fra lokalplanens bestemmelser, således at der i haver over 100 m² kan bygges op til 30 m² og opføres pergolaer, overdækninger og udestuer i frie bredder, men med en maksimal dybde på 4 meter.  

Der ønskes samtidigt bemyndigelse til administrativt at give afslag på ansøgninger, hvor det samlede areal af småbygninger på grunden overstiger ovenstående.

Ansøgningerne behandles individuelt med udgangspunkt i gældende lokalplan for området.

Lovgrundlag

Planlovens § 19

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller,
at Center for ejendomme og byggesager bemyndiges til at kunne dispensere administrativt i sager med haver over 100 m² til at kunne bygge op til 30 m² og opføre pergolaer, overdækninger og udestuer i frie bredder/større dimensioner, men med en maksimal dybde på 4 meter.
at Center for ejendomme og byggesager bemyndiges til administrativt at kunne give afslag i sager, hvor arealet overskrider 30 m² og hvor dybden af pergolaer, overdækninger og udestuer overskrider 4 meter.

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 14. april 2016