Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Teknik- og Bygningsudvalgets møde tirsdag 8. april 2014 kl. 17.00

Sagspunkter der blev behandlet på mødet

32. Orientering om opgaver i Plan- og Byggeafdelingen

Sagsfremstilling

Mødet vil blive indledt med en orientering på ca. ½ time fra nøglemedarbejdere i Plan- og Byggeafdelingen om arbejdsopgaver, der har betydning for udvalgets ansvarsområde.

Beslutning

Til efterretning.

33. Tilladelse fra lokalplan 1.49, vedrørende opførelse af 4 vindfang på 4x12 m2 udenfor byggefeltet, Industridalen 4.

Resume

Arkitekt firmaet Pro-Visual søger om tilladelse til opførelse af 4 nye vindfang udenfor byggefeltet, for ejendommen beliggende på Industridalen 4, matr.nr. 9gq Ishøj By, Ishøj.  

Sagsfremstilling

Plan-, Bygge-og Miljøcenter har den 21. januar 2014 modtaget en ansøgning fra Arkitektfirmaet Pro-Visual, om tilladelse til opførelse af 4 nye vindfang placeret udenfor byggefeltet på ejendommen Industridalen 4.

Ejeren af ejendommen ønsker at ombygge eksisterende forretningslokaler og dermed også gøre bygningens facade ud mod parkeringsarealet mere synlig samt give bygningen et arkitektonisk løft.

Der er et ønske om, at opføre 4 nye vindfang med hver et areal på 12 m2. Vindfangene vil få en maksimal højde på 4,0 m. Der vil henholdsvis på højre og venstre side af vindfangene være opsat pynte skærme af klar metal.

Administrationen vurderer, at vindfangene i størrelsen og i fremtoningen ikke vil ødelægge områdets karakter. Det vil give byggeriet et arkitektonisk løft og gøre det mere atraktivt og synligt for de bilister, der vil komme kørende til området som kunder.

Der er foretaget høring i lokalplanområdet, og der er ikke modtaget indsigelser.

  

Lovgrundlag

En tilladelse til det ansøgte kræver tilladelse i henhold til lokalplan 1.49 §7.5 som foreskriver, at :"Udenfor byggefelter kan der kun efter Byrådets nærmere godkendelse placeres mindre bebyggelse til forsyningsanlæg, skure og klimaskærme, under forudsætning af, at bebyggelsens totale højde ikke overstiger 4 m".   

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedlager, at der gives tilladelse til det ansøgte.   

Beslutning

Tiltrådt.  

Bilag

34. Tilladelse fra lokalplan 1.60, skiltning ved Sunset, Ved Stationen 2.

Resume

Plan- Bygge- og Miljøcentret har d. 29. januar 2014 modtaget en ny ansøgning fra Sunset Boulevard, beliggende på Ved Stationen 2, om tilladelse til at opsætte 2 stk. udskiftelige net PVC-reklamebannere på bygningens facader. 

Sagsfremstilling

PVC-reklamebannerne har størrelsen 2700 x 1550 mm monteret på 2 grå aluskinner i top og bund og kan dermed skiftes ud til andre net PVC-reklamer, som opsættes på bygningens nordøstlige metalfacade ved varegården og på hjørnet af bygningens nordvestlige grå facade.

Administrationen vurderer, at opsætning af PVC-reklamebanner på bygningens facade ved varegården vil harmonere med eksisterende ”drive in” reklame, som er opsat for de bilister, der kommer kørende via den vej. PVC-reklamebanner, opsat på bygningens nordvestlige grå facade, er nedtonet i størrelsen med en afgrænsning  af 2 grå aluskinner i top og bund. Dermed fremstår det som en bedre helhedsløsning for bebyggelsens og områdets nedtonede reklamepolitik.
 
Der er foretaget høring i lokalplanområdet, og der er ikke modtaget indsigelser.

 

Lovgrundlag

En tilladelse til det ansøgte kræver en tilladelse i henhold til lokalplan 1.60 §10.1 som foreskriver:” Skiltning og reklamering skal ske i henhold til bilag 6. Øvrig skiltning må kun ske efter aftale med Ishøj Kommune”. 

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der gives tilladelse til det ansøgte. 

Beslutning

Tiltrådt. 

Bilag

35. Delegation landzonesager

Resume

Administrationen fremlægger forslag til en delegation til at give afslag på ansøgninger om landzonetilladelser i sager, som ligger indenfor de grønne kiler og transportkorridoren, der er fastlagt Fingerplan 2013. 

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune får et stigende antal ansøgninger om bebyggelse og ændret anvendelse af bygninger og arealer, der ligger i landzone. Sagerne behandles efter reglerne i planlovens §§ 34-38.

Store dele af kommunens landzonearealer er omfattet af den ydre og indre grønne kiler samt kystkilen og af transportkorridoren, der er fastlagt i landsplandirektivet Fingerplan 2013.

Fingerplan 2013 §§ 16-18 fastlægger bestemmelser for de grønne og kyst kiler. Kilerne har til formål, at tilgodese behovet for arealer til det almene fritidsliv. Kilerne er udlagt til rekreative friluftsformål, hvor områderne skal friholdes for bebyggelse og anlæg af bymæssig karakter, hvilket typisk også omfatter  anlæg, som kræver en landzonetilladelse eller lokalplan.

Transportkorridoren er fastlagt i Fingerplan 2013 § 23. Korridoren er reserveret til fremtidige infrastruktur anlæg. Kommunen skal i sin planlægning friholde korridoren for ny bebyggelse og anlæg, som ikke er nødvendige for den landbrugsmæssige drift.

Fingerplanen skal sikre, at kommunen i sin planlægning ikke meddeler landzonetilladelse til ny bebyggelse til beboelse, erhverv eller andre bymæssige formål samt tekniske anlæg.  Kommunerne skal overholde bestemmelser om at friholde kiler og transportkorridoren for ny bebyggelse og anlæg.

I landzonesager, som vedrører arealer indenfor de grønne kiler eller transportkorridoren, anbefales det, at administrationen får delegation til at afslå sagerne administrativt. Således at det kun er sager, hvor administrationen anbefaler en landzonetilladelse, som bliver forelagt til udvalgets behandling.

 

Lovgrundlag

Planlovens §§ 34-38. Fingerplan 2013 

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at give administrationen bemyndigelse til indenfor de grønne kiler og transportkorridoren:

  • At give afslag på ansøgninger om landzonetilladelser til bebyggelse, anlæg af bymæssig karater og ændret anvendelse

  • At give afslag på ansøgninger om udarbejdelse af lokalplan.

 

Beslutning

Tiltrådt. 

Bilag

36. Opsigelse af beboelse i lystbåde i Ishøj Havn

Resume

Fingerplan 2013 giver ikke mulighed for at lovliggøre beboelsen i lystbåde i Ishøj Havn ved udarbejdelse af ny lokalplan.

Beboerne i havnen skal på den baggrund fraflytte deres lystbåde.

Sagsfremstilling

Med vedtagelsen af Fingerplan 2013 stod det klart, at Miljøministeriet ikke havde imødekommet og ikke ønskede at give mulighed for beboelse i lystbåde i havnen.

Borgmestrene i Greve, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj Kommune klagede efterfølgende til ministeren over denne beslutning. Borgmestrene bad om et møde med ministeren for at drøfte sagen.

Ishøj Kommunes borgmester modtog sammen med de andre borgmestre i februar 2014 et svar fra ministeren, som fastholdt den linje, der er lagt i Fingerplanen om principperne i de grønne kiler og kystkiler, som ønskes friholdt for beboelsesformål. Ministeren ønskede ikke et møde med kommunerne.

Der er idag givet tilladelse til beboelse i 20 lystbåde. Tilladelsen gives et år ad gangen og skal fornyes pr. 1. april af havnebestyrelsen, der efterfølgende indhenter godkendelse fra kommunen.

Det er adminstrationes vurdering, at en to årig fraflytningsperiode er en rimelig frist for at kunne finde et andet sted at bo.

Såfremt udvalget træffer beslutning herom udsendes et afgørelsesbrev til havnebestyrelsen om, at tilladelsen ikke kan forlænges efter 1. april 2016

Brugsretsaftalen mellem Ishøj Havn og Kommunen skal rettes svarende hertil..

Lovgrundlag

Den eksisterende lokalplan 1.54  §3.1 fastlægger, at lokalplanområdet kun må anvendes til havneformål (lystbådehavn, klubhuse og havnerelaterede erhverv) Lokalplanen giver således ikke mulighed for at anvende lystbåde til beboelsesformål.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller,

  • at der pr. 1. april 2016 ikke er tilladelse til beboelse i lystbåde og at beslutningen sendes til havnebestyrelsen, der bedes orientere nuværende beboere.

  • at brugsretsaftalen med Havnen rettes svarende hertil.

Beslutning

Sagen er taget af dagsordenen.

Bilag

37. Godkendelse af vedtægtsændring for Haveforeningen Ishøjgård

Resume

Godkendelse af ændringer i vedtægter for Haveforeningen Ishøjgård.   

Sagsfremstilling

Haveforeningen Ishøjgård har på en ekstraordinær generalforsamling den 11. december 2013 besluttet at ændre to punkter i foreningens vedtægter.

Haveforeningen er omfattet af lokalplan 1.50. §10, stk.2, der foreskriver, at Ishøj Kommune skal godkende ændringer i foreningens vedtægter.

Haveforeningen har besluttet at:
§7.7 bliver ændret til, at hvis en lejer bliver sat ud af lejemålet, er det den pågældende lejer, der hæfter for omkostningen indtil et salg finder sted.

Punkt 11.2 tilføjes i vedtægterne, at alle fakturaer attesteres af formanden og kasseren i fællesskab eller af den samlede bestyrelse.

Det er administrationens vurdering, at vedtægterne efter ændring forsat er i overensstemmelse med lokalplan 1.50.

  

Indstilling

Teknik og Bygningsudvalget vedtager, at godkende ændringerne til vedtægterne for Haveforeningen Ishøjgård.  

Beslutning

Tiltrådt.

Ishøj Kommune og Teknik- og Bygningsudvalget sammen med Ishøjgårds bestyrelse fortsætter med at påse at lokalplan og andet i relation hertil overholdes, herunder forbuddet mod helårsbeboelse.  

Bilag

38. Godkendelse af beplantningsplan for Tranehusene beliggende ved Fasanvangen

Resume

Lejerbo opfører på matr. nr. 19 eq Ishøj 18 stk 0-energiboliger med solceller på taget  I skellet til kystkile og kommunalt naturområde på matr. nr. 19a Ishøj By, ishøj står en beplantning med flere store træer. En beplantningsplan for hele matrikel nr. 19 eq fremlægges til godkendelse.     

Sagsfremstilling

Af lokalplanen fremgår, at der skal udarbejdes en samlet beplantningsplan samt plan for udformning af terræn for området til Byrådes nærmere godkendelse.
 
Park- og Vejcenter og Plan-, Bygge- og Miljøcenter har været i dialog med Lejerbo og arkitektfirmaet Thing & Brandt landskab Aps om den nærmere udformning af områdets beplantning. Der har i dialogen været særligt fokus på bevaring af beplantningen i skellet mellem det nye boligområde og det tilgrænsende kommunale naturområde på matrikel nr. 19a Ishøj By, Ishøj. Naturområdet er beliggende i kystkilen langs Lille Vejleå, der er fastlagt i Fingerplanen for hovedstadsområdet samt i Ishøj Kommuneplan. I kommuneplanen er området med tilgrænsende beplantning i skel endvidere udpeget til spredningskorridor for plante- og dyreliv. Engarealet ned mod åen er registreret som beskyttet strandeng efter naturbeskyttelseslovens § 3.
 
Notat og beplantningsplan for matrikel nr. 19eq Ishøj By, Ishøj er vedlagt sagen.
 
Ialt 15 træer bliver bevaret på matrikel nr. 19eq Ishøj By, Ishøj langs skellet mod den kommunale matrikel nr. 19a Ishøj By, Ishøj. Træerne står i en afstand fra skel på 1- 2 meter, hvilket giver en omtrentlig afstand til de nye boliger på minimum 3.5-4 meter. De bevarede træer er primært birk og fyr, som er lystræer, der tillader et vist lysindfald, og det vurderes derfor ikke at ville skabe store skyggevirkninger på de fremtidige boliger og private haver.

Det levende hegn på den kommunale matrikel nr. 19a vil ikke blive berørt af de forestående bygge- og anlægsarbejder.
 
Park- og Vejcenter finder, at den fremsendte beplantningsplan imødekommer beskyttelsesinteresserne i området, idet en væsentlig del af beplantningen i skellet mellem det nye boligområde og naturområdet bevares. Park- og Vejcenter anbefaler derfor en godkendelse af den fremsendte beplantningsplan (situationsplan) dateret d. 26.02.2014.   

Lovgrundlag

Lokalplan nr. 1.62 Boliger og Bydelscenter ved ishøj Strandvej   

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at beplantningsplanen for Tranehusene omhandlende ny beplantning samt bevaring af 15 træer i skel godkendes     

Beslutning

Tiltrådt.   

Bilag

39. Vejbump i Strandområdet

Resume

Park- og Vejcenteret har på anmodning fra Grundejerforeningen Tranegilde Strand udført hastighedsmålinger på Birkevej, Solvej og Mirabellevej for at vurderet behovet for at hastighedsdæmpe vejene med bump.  

Sagsfremstilling

Park- og Vejcenteret har modtaget en ansøgning fra Grundejerforeningen Tranegilde Strand om etablering af vejbump (bilag A) på Birkevej, Solvej og Mirabellevej.

På anmodning fra Grundejerforeningen udførte Park- og Vejcenter hastighedsmålinger i perioden 31. oktober – 7. november 2012 på de berørte vejstrækninger. Hastighedsmålingerne er lavet midt på vejstrækningerne.

Målingerne har følgende hovedresultater:

Birkevej ud for nr. 14:
Alle køretøjer overholder hastighedsbegrænsningen på 50 km/t
85 % fraktil er 36,7 km/t
Gennemsnitshastighed er 28,0 km/t

Solvej ud for nr. 22:
Alle køretøjer overholder hastighedsbegrænsningen på 50 km/t
85 % fraktil er 34,6 km/t
Gennemsnitshastighed er 26,4 km/t

Mirabellevej ud for nr. 20:
2 af de målte køretøjer overholdt ikke hastighedsbegrænsningen på 50 km/t
85 % fraktil er 39,7 km/t
Gennemsnitshastighed er 30,3 km/t

Det er Park- og Vejcenterets vurdering, at der med de målte hastigheder, ikke er grundlag for at hastighedsdæmpe strækningerne.

  

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget vedtager, at der meddeles afslag til etablering af vejbump på Birkevej, Solvej og Mirabellevej  

Beslutning

Tiltrådt.  

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 13. maj 2015