Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Social- og Sundhedsudvalgets møde mandag 9. maj 2016 kl. 16.30


Lennart Hartmann Nielsen, deltog til og med punkt 50.


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

46. Misbrugsområdet i Ishøj Kommune - status ved Pitstop

Sagsfremstilling

Pitstop, som er Ishøj Kommunes misbrugsbehandlingstilbud til unge i alderen 13-35 år, åbnede i marts 2014. I Pitstops første år har fokus været på at udvikle og implementere Pitstops organisatoriske og faglige rammer. Faglig leder samt forebyggelseskoordinator ved Pitstop, vil derfor fortælle om de foreløbige erfaringer med Pitstop, herunder status på antal unge, der har være i behandling samt status på det forebyggende arbejde, der er igangsat i regi af Pitstop. Derudover vil de fortælle om kommende tiltag, der er ved at blive udviklet i regi af Pitstop.

Slides vil blive omdelt på mødet.

Indstilling

Social- og Sundhedudvalget tager orientering ved Pitstop til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

47. Meddelelser

Resume

Stine Fahnøe deltager i KL's sociale årsmøde.

 

Der afholdes sommerudflugt for pensionisterne i Ishøj d. 30. og 31. maj samt d. 1., 2., 8. og 9. juni 2016.

Beslutning

- Aktivitetsoversigt kommer op på kommende møde.

48. Nøgletal

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget tager nøgletallene til efterretning.

 

Beslutning

Tiltrådt.

Social- og Sundhedsudvalget henstiller til, at tal for beskæftigelseområdet foreligger til kommende ØPU med henblik på oversendelse til SSU i rettidig form.

Bilag

49. Udbygning af Pitstop ved pavillon

Sagsfremstilling

Pitstop, som er Ishøj Kommunes misbrugsbehandlingstilbud til unge i alderen 13-35 år, åbnede i marts 2014. Siden åbningen af Pitstop er det blevet tydeligt, at der er et større behov end først antaget for misbrugsbehandling blandt Ishøjs unge, hvorfor der løbende er 30-40 borgere indskrevet frem for 25-30 borgere, som var forventningen ved etableringen af Pitstop. Ligeledes har det vist sig, at der også er et behov for at opprioritere den forebyggende indsats på misbrugsområdet, således at det forebygges, at Ishøjs børn og unge udvikler et stof- eller alkoholmisbrug.

Dette har medført, at Pitstop er vokset fra to til nu i alt fem ansatte, hvoraf fire har arbejdsgang i huset på daglig basis. Hertil kommer, at Pitstop deler bygningen med Lænken, der benytter sig af lokalerne to eftermiddage om ugen og Stabsenhed for Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse, der bruger Pitstops køkken og udestue til projektet En Vej Ind. Endelig skal Pitstop pr. 1. juni 2016 huse en medarbejder/projektleder et par dage om ugen i forbindelse med tværkommunalt projekt om behandlingstilbud for børn og unge fra familier med stof- eller alkoholmisbrug i samarbejde med Greve og Vallensbæk kommuner

Pitstop er dermed udfordret på pladsen, da der pt. kun er to kontorer, som også fungerer som samtalerum. Derudover er der et køkken og et gennemgangslokale, der pt. fungerer som venteværelse og samtalerum. Der er derfor behov for at udvide de fysiske rammer i Pitstop, således at der sikres kontorpladser samt samtale - og grupperum til individuel behandling såvel som gruppe- og pårørendebehandling.

Administrationen anbefales derfor, at der opføres en midlertidig løsning i form af en pavillon på grunden ved Pitstop. Center for Ejendomme og Byggesager har med udgangspunkt i de ønsker, der er til midlertidige lokaler ved Pitstop, undersøgt muligheden og foreslår følgende løsning: Der opsættes en midlertidig pavillon på 36 m2, der rummer to kontorer samt et samtalerum. Pavillonen placeres på grunden ved Pitstop ud mod Tranegilde Strandvej - se tegning. Der anlægges fliser mellem hovedhuset og pavillonen.

Vedhæftet er forslag til pavillonløsning indeholdende to kontorer og et samtalerum. Derudover er vedhæftet uddybet budget for leje af pavillon over en femårig periode.

Økonomi

Prisoverslag for leje af pavillon:

Udgifter til etablering og nedtagning af pavillon                    kr. 76.370 

Lejepris inkl. drift pr. måned ved min. 3 år og max 5 år:     kr.  6.819

Priserne er eksl. moms.

Udgiften til pavillonen tages inden for den eksisterende ramme på misbrugsområdet.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at der opføres en midlertidig pavillon på grunden ved Pitstop og at udgiften hertil tages inden for den eksisterende ramme på misbrugsområdet.

Beslutning

Tiltrådt.

- Et flertal af udvalget ønsker, at naboerne efterfølgende orienteres om etableringen.

 

- Lennart Hartmann Nielsen (V) ønsker at pavillonerne, bør komme i nabohøring, så borgerne har mulighed for at  komme med deres indsigelser.

 

Der bor børnefamilier i området. Der ønskes nabohøring som forklarer, hvad kommunen har til sinde. Venstre har ikke noget imod projektet, men vi bør, når det er misbrugere, som kommer i området, orienterer beboerne om de ønsker, vi har i kommunen. Det er ikke rimeligt, at kun skole og daginstitution er blevet underrettet.

 

Lennart Hartmann Nielsen afventer på denne baggrund endelig stillingtagen til punktet.

Bilag

50. Status på hjemløse - maj 2016

Sagsfremstilling

2 gange årligt opgøres antallet af hjemløse i Ishøj Kommune. Opgørelsen forelægges Social- og Sundhedsudvlaget til orientering.

Af opgørelsen over hjemløse i Ishøj Kommune maj 2016 fremgår det, at:

  • Der er 102 borgere, der er registreret uden fast bopæl i Ishøj Kommune
  • Der er i alt 54 hjemløse. De hjemløse har "ophold" på herberg/forsorgshjem, akutbolig, kolonihavehus m.m. (se vedhæftede notat)
  • De resterende 48 borgere er enten udrejst fra Danmark eller falder ind under kategorien "ved ikke", hvilket betyder, at der ikke er tilstrækkelig information til at vurdere om borgeren reelt er hjemløs.

Til sammenligning var der ved sidste optælling i december 2015 102 borgere uden fast bopæl og 50 hjemløse i Ishøj Kommune.

Vedhæftet er notat vedr. opgørelse af hjemløse i Ishøj Kommune for maj 2016.

 

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget tager status på hjemløse maj 2016 til efterretning

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

51. Uddybende orientering om Jobreform Fase I

Resume

Social- og Sundhedsudvalget blev på mødet d. 11. april 2016 orienteret om de lovgivningsmæssige ændringer på kontanthjælpsområdet, herunder indførelsen af et kontanthjælpsloft og en 225-timersregel samt ændringer i kontanthjælpsmodtagernes ret til ferie.

 

Social- og Sundhedsudvalget udsatte punktet til næste møde med ønske om genberegning af de udarbejde cases vedrørende konsekvenserne for de berørte borgere i Ishøj Kommune inklusiv alle sociale ydelser samt en opgørelse over udviklingen i antallet af borgere, der udsættes af boligselskaberne.

Sagsfremstilling

Kontanthjælpsloftet udgøres af selve ydelsen (kontanthjælp, integrationsydelse, uddannelseshjælp) samt særlig støtte og boligstøtte - hvis de forskellige ydelser tilsammen overstiget kontanthjælpsloftet, reduceres den særlige støtte og boligstøtten.

 

225-timersreglen betyder, at en person, der har modtaget kontanthjælp, integrationsydelse og/eller uddannelseshjælp i sammenlag 1 år, skal have arbejdet mindst 225 timer i ordinær ustøttet beskæftigelse (6 ugers fuldtidsarbejde) inden for de seneste 12 måneder for at bevare retten til fuld kontanthjælp, integrationsydelse og/eller uddannelseshjælp.

 

Kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen vil medføre et væsentligt lavere rådighedsbeløb for de berørte borgere og deres familier jf. uddybede cases udarbejdet af Borgerservice jf. vedhæftede bilag.

 

Kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen forventes at påvirke udviklingen i antallet af borgere, der udsættes af boligselskaberne. Social- og Sundhedsudvalget vil få forelagt en status over antallet af borgere, der udsættes af boligselskaberne kvartalsvis pr. august 2016. For en status over antallet af borgere, der er udsat af boligselskaberne i årets første 4 måneder, se vedhæftede bilag.

 

 

Lovgrundlag

Lov nr. 296 af 22. marts 2016 om ændring af lov om socialpolitik, lov om individuel boligstøtte, integrationsloven og forskellige andre love (kontanthjælpsloft, 225-timersregel, ferue til uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere mv.)

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget tager uddybende orientering om Jobreform Fase I til efterretning og beslutter, at Jobcenter Vallensbæk skal opprioritere målgruppen for 225-timersreglen for at sikre ordinær beskæftigelse til denne.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

52. Studietur til Amsterdam

Sagsfremstilling

Arbejdsgruppen vedr. fremtidens plejeboligbehov i Ishøj har på baggrund af bevilling fra Økonomi- og Planudvalget været på en udbytterig og spændende studietur til Amsterdam for at besøge demenslandsbyen De Hogeweyk.

 

Vedlagt er et notat, der samler op på pointerne fra turen.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget indstiller orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

53. Værdighedspolitik

Sagsfremstilling

På byrådsmødet d. 3/5-2016 under punktet 'borgmesteren nævner' blev udkast til Værdighedspolitik for Ishøj Kommune samt redegørelse for brug af midlerne fra værdighedsmilliarden sendt i høring hos følgende parter:

- Foreninger på ældreområdet

- Seniorrådet, Handicaprådet samt Medborger- og demokratiforum

- Med-udvalg i Ældre og Rehabilitering

 

Der er høringssfrist d. 31/5-2016.

 

Tidsplanen for den politiske behandling af Værdighedspolitikken samt redegørensen er herefter følgende:

 

9/5-2016: Udkast til politikken samt redegørelsen fremlægges til drøftelse i Social- og Sundhedsudvalget

13/6 -2016: Den endelige politik samt redegørelsen behandles i Social- og Sundhedsudvalget

21/6 -2016: Den endelig politik samt redegørelsen behandles i byrådet

 

Umiddelbart efter mødet d. 21/6 offentligggøres Værdighedspolitikken på kommunens hjemmeside.

Indstilling

Social- og Sundhedsudvalget drøfter udkast til værdighedspolitik samt godkender tidsplanen.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 10. maj 2016