Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Social- og Sundhedsudvalgets møde mandag 9. januar 2017 kl. 16.30



Sagspunkter der blev behandlet på mødet

1. Orientering om ressource- og jobafklaringsforløb

Sagsfremstilling

Jobcenter Vallensbæk har i december 2016 undersøgt målgrupperne for ressourceforløb og jobafklaringsforløb i Ishøj Kommune. Målgruppen for et ressourceforløb er borgere, der har komplekse problemer ud over ledighed, og som i høj grad risikerer at komme på førtidspension, hvis de ikke får en særlig indsats. Målgruppen for jobafklaringsforløb er sygemeldte, der efter fem måneder ikke kan få forlænget sygedagpengene efter forlængelsesmulighederne, hvormed de overgår til et jobafklaringsforløb.

Formålet med undersøgelsen har været at præsentere hvor mange borgere, der aktuelt er i de to ordninger, og hvad der karakteriserer dem.

Rene Mikkelsen, Jobcenterchef, deltager på mødet og vil præsentere:

  • En statistisk gennemgang af målgrupperne for ressource- og jobafklaringsforløb.
  • Fire cases, der eksemplificerer typiske forhold ved borgerne

Borgmester Ole Bjørstorp deltager under dette punkt.

Notat om målgrupperne for ressource- og jobaklaringsforløb er vedlagt som bilag.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

 

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

2. Meddelelser

Sagsfremstilling

Indsats for spiseforstyrrede:
Ishøj Kommune samarbejder med Rigshospitalet om en fælles indsats for spiseforstyrrede. Der er 3 ishøjborgere med spiseforstyrrelser, der har fulgt et forløb. De foreløbige konklusioner er, at indsatsen er en succes. Senest har Information bragt en artikel om en af Ishøjs borgere, der aktuelt får støtte fra Ishøj Kommune til at håndtere sin spiseforstyrrelse. Artiklen kan læses ved at følge dette link: https://www.information.dk/debat/2016/12/kommunedamen-sultet-doede?utm_medium=social&utm_campaign=btn&utm_source=facebook.com&utm_content=tp

Sanktioner: Vedhæftet er notat om sanktioner fra Jobcenter Vallensbæk.

Udsættelser:Der har været 0 boligudsættelser i december 2016.

Status på AAB-projektet og Vikarkorpset i Ishøj Kommune: Jobcenter Vallensbæk har udarbejdet status på de to jobprojekter AAB-projektet og vikarkorpset i Ishøj Kommune. Status forelægges Social- og Sundhedsudvalget til orientering. Status er vedhæftet.

På Social- og Sundhedsudvalgets møde d. 12. september 2016 blev det besluttet, at Ishøj Kommune deltager i en ansøgning til Velux Fonden i samarbejde med SFI og Aarhus Universitet. Projektet skal omhandle etniske minoritetsældre og selvudpegede hjælpere. Velux Fonden har imødekommet den fælles ansøgning, og projektet starter op i september 2017.

Projekter: Oversigt vedrørende projekter på Social- og Sundhedsudvalgets områder er vedhæftet.

 

Beslutning

Taget til efterretning. Social - og Sundhedsudvalget besluttede, at notat om sanktioner sendes til byrådet.

Bilag

3. Forslag til organisering og opgaveløsning for Sundhedsstaben

Sagsfremstilling

På Social- og Sundhedsudvalgets møde i december tog udvalget en overordnet beskrivelse af reorganiseringen af sundhedsområdet til efterretning. Dette notat bygger videre på ideerne i det første notat om Fokus på Sundhed og beskriver, hvordan sundhedsarbejdet kan organiseres fra januar 2017 med særligt fokus på snitfladerne mellem de opgaver, der løses i Sundhedsstaben og de opgaver, der løses i fag-centre og andre stabe.

 

Formålet med Sundhedsstaben er:

  • At sikre økonomisk og faglig dokumentation, der kan lægges til grund for politiske og ledelsesmæssige beslutninger på sundhedsområdet.  

Det er Sundhedsstabens opgave:

  • At holde det overordnede overblik over projekter på sundhedsområdet
  • At indsamle og analyserer data fra sundhedsprojekter og udvalgte indsatser i den daglige drift, der er relateret til borgernes sundhed
  • At udarbejde et overblik over det kommunale medfinansieringsbidrag
  • At bistå ved evaluering af sundhedsprojekter
  • At fremstille ledelsesinformation til det politiske niveau og til direktion og chefniveau
  • At informere det politiske udvalg om ny lovgivning på sundhedsområdet og nye initiativer fra Region Hovedstaden
  • At deltage med en medarbejder i rehabiliteringsteamet
  • At være tovholder på Sundhedsforum. Fagcentre og stabsenheder, der har fokus på borgernes sundhed, driver de borgervendte sundhedsindsatser både som daglig drift og som projekter. Den daglige drift og de aktuelle projekter er styret enten af lovgivningen eller af beslutninger truffet af byråd og fagudvalg i Ishøj Kommune. Forslag til nye projekter kvalificeres fagligt i Sundhedsforum og drøftes strategisk af Velfærdscheferne inden forslagene behandles politisk.

Indstilling

Forslag til beslutning:
Social- og Sundhedsudvalget indstiller,
at forslag til organisering samt opgaveløsning for Sundhedsstaben godkendes.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

4. Orientering om status på handleplan for Ishøj og Vallensbæk kommuners misbrugspolitik

Resume

Udvalget orienteres om status på handleplan for Ishøj og Vallensbæks kommunes misbrugspolitik. Sagen fremlægges enslydende for de respektive fagudvalg i Vallensbæk og Ishøj Kommuner.

Sagsfremstilling

En gang årligt forelægges status på handleplan for Ishøj og Vallensbæk Kommuners misbrugspolitik. Handleplanen er et dynamisk redskab, som beskriver de konkrete indsatser, som kommunerne implementerer for at forebygge og behandle misbrug. Handleplanen er som politikken gældende for perioden 2014 – 2018.

Status for handleplan er udarbejdet af en tværfaglig arbejdsgruppe med repræsentanter fra henholdsvis Ishøj og Vallensbæk kommune.

Fokusområde 2016: Individuelt behandlingsforløb/god overgang til et liv uden misbrug.
I 2016 var det målet, at 50 pct. af de borgere, der blev udskrevet fra Pitstop, enten være stoffri eller have fået reduceret deres stofmisbrug. Pitstop har i gennemsnit haft 35 indskrevne borgere pr. måned. Aktuelt er der pr. november 2016 indskrevet 36 borgere, hvoraf 27 borgere er fra Ishøj, 8 fra Vallensbæk og 1 fra København. Der er udskrevet 67 borgere fra tilbuddet, heraf er 54 pct. udskrevet som stoffri eller har reduceret deres stofmisbrug. Der er lavet opfølgning på borgerne efter 3 måneder. Målet for indsatsen i 2016 er således opfyldt.  

Der er udarbejdet status på alle øvrige aktiviteter i handleplanen, ligesom der er tilført de nye aktiviteter, som er kommet til. Dette er gjort for at handleplanen kan fremstå aktuel, og dermed give et retvisende billede af status generelt på misbrugsområdet i de to kommuner.

For 2017 er fokusområdet kompetenceudvikling og vidensdeling af medarbejdere.

Status på Handleplan for Ishøj og Vallensbæk kommunes misbrugspolitik 2016 er vedlagt som bilag.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orientering om status på handleplan for Ishøj og Vallensbæk kommuners misbrugspolitik til efterretning.

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget ønsker:

- At der laves en opgørelse over, hvor mange borgere der indskrives igen efter færdigbehandling.

- At der laves en opgørelse over, hvor mange af de 67 borgere, der er stoffri efter udskrivning fra Pitstop.

- At der laves en sammenligning med andre kommuner.

- At der laves en opfølgning på borgerne efter 12 måneder.

- At der på udvalgets møde i april 2017 forelægges status på ovenstående punkter.

Bilag

5. (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

6. Uanmeldt tilsyn på Løkkekrogen 2016

Resume

Socialtilsyn Hovedstaden har d. 22. september 2016 gennemført uanmeldt tilsyn på bofællesskabet Løkkekrogen. Tilsynet resulterede i, at Løkkekrogen blev godkendt, men med en række påbud, som der skal følges op på i løbet af 2016 og 2017. Tilsynsrapporten fremlægges hermed Social- og Sundhedsudvalget til orientering. Sagen forelægges enslydende for Social- og Sundhedsudvalget i Vallensbæk Kommune.

Sagsfremstilling

Socialtilsyn Hovedstaden (herefter Tilsynet) har d. 22. september 2016 gennemført uanmeldt tilsyn på Løkkekrogen. Løkkekrogen er et bofællesskab efter almenboliglovens § 105, hvor der leveres ydelser efter servicelovens §§ 83 (hjemmehjælp) og 85 (hjemmevejledning). Vallensbæk Kommune er udførende på § 83 ydelsen og Ishøj kommune er udførende på § 85 ydelsen. Der bor 7 voksne borgere med udviklingshæmning på Løkkekrogen.
Pr. d. 1. januar 2017 overgår den fulde drift af Løkkekrogen til Vallensbæk Kommune.

På baggrund af det uanmeldte tilsyn blev der d. 9. november 2016 afholdt dialogmøde mellem Løkkekrogens ledelse fra både Vallensbæk og Ishøj Kommune og Tilsynet. I forbindelse med dialogmødet konkluderer Tilsynet, at indførelse af daglig leder på Løkkekrogen har medført en mere tydelig og retningsangivende ledelse. Derudover konkluderer Tilsynet, at der er iværksat en overordnet ledelsesmæssig strategi, der skal sikre en sammenhængende og stabil drift af tilbuddet. Endelig konkluderer Tilsynet, at tilbuddet er i proces med at stabilisere personalesituationen samt iværksætte tiltag, der skal sikre, at medarbejdere har de rette kompetencer til at varetage indsatsen for borgerne og dermed skabe tryghed, udvikling og trivsel for alle borgere.

Tilsynets påbud:
På baggrund af det uanmeldte tilsynsbesøg samt det afholdte dialogmøde konkluderer Tilsynet, at det er nødvendigt at underlægge tilbuddet 6 påbud med henblik på at sikre:

1. At der laves indsatsplan vedrørende brug af relevante faglige tilgange og metoder

2. Implementering af faglige tilgange og metoder

3. Indsatsplan for, hvordan alle borgere sikres aktuelle og konkrete mål

4. En systematisk dokumentationspraksis

5. Borgernes trivsel og udvikling

6. Korrekt håndtering af magtanvendelser
Der er efterfølgende udarbejdet handleplaner for hvert af de angivne påbud, hvormed det sikres, at Løkkekrogen fremadrettet kan tilbyde borgerne de rette rammer for trivsel og udvikling. Der er allerede igangsat en række initiativer, som understøtter en mere stabil og sikker drift af Løkkekrogen til gavn for både borgere og medarbejdere. Driften af Løkkekrogen overgår som nævnt til Vallensbæk Kommune pr. d. 1. januar 2017, hvormed det er Vallensbæk Kommune der fra denne dato har det fulde ansvar for at sikre, at ovenstående påbud imødekommes. Der vil således ikke fremlægges yderligere tilsynsrapporter vedr. Løkkekrogen fremadrettet.
Tilsynsrapport samt afgørelse om påbud og svarskrivelse er vedhæftet.

Lovgrundlag

Lov om socialtilsyn.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager tilsynsrapporten til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

7. Uanmeldt tilsyn på Kløverengen 2016

Resume

Socialtilsyn Hovedstaden har aflagt uanmeldt tilsyn på Kløverengen torsdag den 7. juli 2016. Tilsynsrapporten forelægges Social- og Sundhedsudvalget til orientering. Sagen forelægges enslydende for Social- og Sundhedsudvalget i Vallensbæk Kommune.

Sagsfremstilling

Socialtilsyn Hovedstaden (herefter Tilsynet) har aflagt uanmeldt tilsyn på Kløverengen torsdag den 7. juli 2016. Tilsynet have alene fokus på temaet "målgrupper, metoder og resultater". Kløverengen er et kommunalt socialpsykiatrisk botilbud i henhold til servicelovens §§ 104, 107 og 108.

Vurderinger

Tilsynet havde følgende vurderinger i forbindelse med tilsynsbesøget:

  • At borgerne beskrives nøgtern og objektivt i dokumentationen samt, at der fremstår sammenhæng mellem beskrivelser i de daglige notater og opstillede mål og delmål for borgerne.
  • At der siden sidste tilsyn ses en væsentlig styrkelse af dokumentationen.
  • At overensstemmelsen mellem husorden og obligatorisk kostordning kan styrkes.
  • At sammenhængen mellem målgruppes psykiske udfordringer og tilbuddets forventninger og krav til borgernes forudsætninger, ressourcer og kompetencer kan styrkes.
  • At sammenhængen mellem de aktuelt ansatte medarbejderes uddannelsesbaggrund og tilbuddets oplyste pædagogiske faglige tilgange og metoder kan styrkes.

Opmærksomhedspunkter
Socialtilsynet vil ved de kommende tilsyn have særlig opmærksomhed på:

  • Kløverengens målgruppebeskrivelse og fravær af målgruppeafgrænsning.
  • Kløverengens husorden og obligatoriske kostordning.
  • Kløverengens håndtering af beboermidler i foreningsregi og ledelsens ansvar vedrørende beboermidler.
  • Tilbuddets oplyste faglige tilgange og metoder.
  • Personalegennemstrømning samt medarbejdernes uddannelsesmæssige sammensætning.

Tilsynets påbud:

Der var ingen påbud.

Tilsynsrapporten er vedhæftet.

Lovgrundlag

Lov om socialtilsyn

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager tilsynsrapport for uanmeldt tilsyn på Kløverengen til orientering.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

8. Foreløbig beskrivelse af sundhedstjek for udsatte borgere

Sagsfremstilling

Handicaprådet har på baggrund af konferencen om "mere lighed i sundhed" (afholdt i oktober 2016) ønsket, at der etableres et tilbud om sundhedstjek af udsatte borgere i Ishøj Kommune. På den baggrund har administrationen i Center for Socialservice udarbejdet foreløbig beskrivelse af "sundhedstjek for udsatte borgere". På Handicaprådets møde d. 13. december 2016 redegjorde administrationen kort for beskrivelsen samt kommende proces om sundhedstjek for udsatte borgere. Handicaprådet ønskede i den forbindelse, at man i "sundhedstjek for udsatte borgere" er særlig opmærksom på målgruppen af unge, der overgår fra børneområdet til voksenområdet. Handicaprådet tilsluttede sig den foreløbige beskrivelse vedr. sundhedstjek for udsatte borgere. Handicaprådet besluttede derudover, at beskrivelsen oversendes til orientering i Social- og Sundhedsudvalget.

Der vil i løbet af foråret 2017 blive udarbejdet endelig beskrivelse af "Sundhedstjek for udsatte borgere".

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager foreløbig beskrivelse af "sundhedstjek for udsatte borgere" til efterretning.

Beslutning

Social- og Sundhedsudvalget tiltræder, at der udarbejdes mere konkret projektbeskrivelse med tilhørende Skandia-beregning for "Sundhedstjek af udsatte borgere". Der skal rettes henvendelse til Region Hovedstaden vedrørende stigningen i antal indlæggelser for denne borgergruppe.

Bilag

9. Status på kontanthjælpsloft, 225-timersregel og udsættelser

Resume

Status på kontanthjælpsreformen forelægges Social- og Sundhedsudvalget til orientering.

Sagsfremstilling

Det bemærkes, at tal fra forrige måned kan ændres, hvis Jobcenter undtager med tilbagevirkende kraft.

 225-timersregel

November 2016

December 2016

Borgere i alt

201

236

Heraf ægtepar

36

44

 

Kontanthjælpsloft

November 2016

December 2016

Omfattet

793

727

Reduceret

299

266

Heraf: over 3.000 kr.

17

13

2-3.000 kr.

62

61

< 2.000 kr.

220

192

 

Integrationsydelse

November 2016

December 2016

29

30

 

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt.

10. Vejledende rådighedsbeløb

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsudvalget godkendte på møde den 12. januar 2015, principperne for beregning af det vejledende rådighedsbeløb der bruges i forbindelse med ansøgninger om enkeltydelser efter aktivlovens §§ 81-85.

Rådighedsbeløbet er det, som ansøger har tilbage efter at have betalt sine godkendte faste månedlige udgifter.

Økonomisk hjælp bevilges ikke kun efter denne økonomiske beregning - men efter en konkret og individuel vurdering af ansøgers økonomiske forhold, ansøgers sociale forhold og om det ansøgte har været forudsigeligt m.v.

Udvalget besluttede i 2015 også, at rådighedsbeløbet skulle prisfremskrives og her anvendes Forbrugerprisindekset der fra 2015 til 2017 forventes at stige med 1,5 %.

Dette betyder at det vejledende rådighedsbeløb ved ansøgning af enkeltydelser efter Aktivloven i 2017 er:

  • Enlige kr. 3.250
  • Ægtepar/samlevende kr. 5.500
  • Tillæg som forsørger kr. 710 pr. barn indtil 3 børn

Det vejledende rådighedsbeløb ved ansøgning om personligt tillæg efter Pensionsloven, der anvendes for folkepensionister og førtidspensionister efter den gamle ordning, reguleres ikke og forbliver for 2017:

  • Enlige kr. 6.366
  • Ægtepar/samlevende kr. 8.245

Der vedlægges notat af januar 2015, her blev der nærmere redegjort for beregningsmetode og sammenlignet med omkringliggende kommuner. Det er kun beløb, der er pristalsreguleret i forhold til notatets indhold. 

Lovgrundlag

Aktivlovens (LBK nr. 1193 af 13. november 2014) §§ 81.85.

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension mv. (LBK nr. 1145 af 20. oktober 2014) § 17, stk. 2.

Pensionsloven (LBK nr. 1137 af 20. oktober 2014) § 14, stk. 1.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget godkender takster for rådighedsbeløb 2017.

Beslutning

Tiltrådt. Social- og Sundhedsudvalget ønsker, at bilaget til udvalgets møde i februar er opdateret med 2016-tal. Sagen om rådighedsbeløb skal genoptages i forbindelse med budgetforhandling.

Bilag

11. Nøgletal

Sagsfremstilling

Der fremlægges nøgletal på udvalgte områder.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Social- og Sundhedsudvalget tager nøgletal for beskæftigelsesområdet og det specialiserede socialområde til efterretning. Notat om førtidspension og notat om sanktioner på beskæftigelsesområdet sendes til orientering i byrådet.

Beslutning

Tiltrådt. Jf. punkt 2, så skal bilag vedr. sanktioner sendes til orientering i byrådet.

Bilag

12. Efterretningssager (lukket punkt)

Intet indhold til denne sag.

13. EVT.

Beslutning

Der var ikke noget til evt.

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 10. januar 2017