Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Økonomi- og Planudvalgets møde mandag 25. september 2017 kl. 17.00


2. behandling af budgettet.

Byrådsmedlemmer, som ikke er medlemmer af Økonomi- og Planudvalget inviteres i henhold til styrelseslovens § 20, stk. 5, til budgetbehandlingen kl. 17.00 

Fraværende:

 

Møde slut: 18.30


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

130. Forslag til budget 2018 og budgetoverslagsårene 2019-2021

Resume

Ifølge styrelseloven skal Økonomi- og Planudvalget udarbejde forslag til kommunernes årsbudget for det kommende budgetår, således at årsbudgettet kan vedtages i Byrådet senest den 15. oktober. Forslaget skal ledsages af budgetoverslag for budgetårene 2019, 2020 og 2021.

Sagsfremstilling

Budgetforslaget er 1. behandlet i Byrådet den 28. august 2017.

Budgetforslaget 2018-2021, som skal 2. behandles, er udarbejdet med udgangspunkt i budgetstatus på Byrådets budgetseminar den 7. september 2017.

I forhold til 1. behandlingsforslaget bemærkes følgende:

- at de stående udvalg har behandlet budgetforslaget (udvalgenes indstillinger fremlægges)

- at konsekvenserne af lov-og cirkulæreprogrammet er fordelt og indarbejdet i budgettet

- at ændringer efter 1. behandlingsforslaget er indarbejdet.

- at budgetforlig mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Venstre er indarbejdet i budgetmaterialet.

- at ændringer i takster som følge af budgetforliget er indarbejdet i budgettet, og fremgår af bilaget.

- at forslag fra Social- og Sundhedsudvalget om hjemtagelse af borgere fra botilbud samt generel forøget opfølgning og tættere monitorering af sagsforløb med opnormering af en rådgiver (nettobesparelse 400.000 kr.) er indregnet i budgettet.

- at udgiften til opgradering af officepakken, der er overført fra anlæg til drift, ændres fra 3,5 mio. kr. i 2018 til 1.346.500 kr. årligt. Dette som følge af, at der indgås lejeaftale frem for egentlig køb. Det giver en række fordele, fx løbende opgraderinger.

- at opnormeringen med en erhvervskonsulent ophører med udgangen af 1. kvartal 2018, jf. budgetforliget fra budget 2015 (tre årig periode).

Med disse ændringer udgør det samlede driftsbudget i 2018 1.682 mio. kr., hvoraf serviceudgifterne udgør 1.215 mio. kr. Dermed udgør serviceudgifterne ca. 4,4 mio. kr. mere end den tekniske serviceramme som KL har beregnet for Ishøj.

Anlægsbudgettet i 2018 udgør 53,2 mio. kr. i udgifter.

Den samlede balance udgør 2.331 mio. kr. i 2018.

I henhold til styrelsesloven skal der være balance mellem udgifter og indtægter i budgetåret og budgetoverslagsårene. Det fremlagte budgetforslag afbalanceres over kassebeholdningen.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller,

at forslaget til budget 2018 og budgetoverslag 2019-2021 godkendes, idet der samtidig meddeles bevilling i henhold til bevillingsoversigten (med undtagelse af anlæg) med de bindinger, der i bemærkningerne er gjort til de enkelte poster. Der meddeles samtidig anlægsbevilling til de med stjerne (*) markerede anlæg på investeringsoversigten.

at administrationen bemyndiges til eventuelt at foretage mindre tekniske justeringer i forbindelse med den talmæssige indberetning af budgettet

 

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

131. Budget 2018, grundskyldspromiller

Resume

I forbindelse med budget 2018 skal grundskyldspromillerne og dækningsafgiften fastsættes.

Sagsfremstilling

I budgetforslaget for 2018 og overslagsårene 2019-2021 er der forudsat uændrede grundskyldspromiller og promille for dækningsafgift, jf. vedhæftede bilag.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at grundskyldspromillerne og dækningsafgiften fastsættes i overensstemmelse med budgetforslaget, dvs. med uændrede satser.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

132. Budget 2018, fastsættelse af kommuneskatteprocent

Resume

I forbindelse med budgetvedtagelsen skal kommuneskatteprocenten fastsættes, og det skal besluttes at vælge mellem det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for skatter, tilskud og udligning, eller selvbudgettering. Beregningerne viser, at det statsgaranterede udskrivningsgrundlag vil give 675.000 kr. mere end ved selvbudgettering.

Sagsfremstilling

I budgetforslaget for 2018 og overslagsårene 2019-2021 er anvendt det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, og Ishøj Kommune har historisk også altid valgt det statsgaranterede udskrivningsgrundlag. Endvidere er der i budgetforslaget forudsat en uændret kommuneskatteprocent på 25.

Ifølge beregningen vil det statsgaranterede udskrivningsgrundlag – under de givne forudsætninger – samlet give et merprovenu på 675.000 kr. i forhold til selvbudgettering. Dette skal ses i lyset af, at der er risikofyldte elementer ved at vælge selvbudgettering, jf. det vedhæftede notat.

Økonomi

Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for 2018 udgør 3.299.288.000 kr.

Med en skatteprocent på 25,0 bliver provenuet 824.822.000 kr.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at kommuneskatten fastsættes uforandret til 25,0 %, og at der vælges det statsgaranterede udskrivningsgrundlag.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

133. Kirkeskat 2018

Resume

I forbindelse med budgetlægningen skal kirkeskatteprocenten fastlægges.

Sagsfremstilling

Høje-Taastrup Provsti har den 12. september 2017 fremsendt meddelelse om ligningsbeløb samt oversigt om ligningsbeløbets fordeling på de enkelte kirkekasser i Ishøj Kommune.

 

Budget 2017

Budget 2018

Ishøj sogn

11.280.000

11.882.600

Torslunde sogn

2.729.278

2.527.000

Provstiudvalgskassen og skoletjeneste

723.000

723.000

Kirkekasser i alt

14.732.278

15.132.600

Landskirkeskatten

2.929.799

3.001.986

I alt

17.662.077

18.134.586

48,6 % af Ishøj Kommunes indbyggere var medlemmer af Folkekirken den 1. januar 2017 (50,1 % den 1. januar 2016).

Økonomi

Indenrigs- og Socialministeriet har udmeldt det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for kirkeskatten i Ishøj Kommune

 

2.014.954.000 kr.

Med kirkeskatteprocent på 0,90 vil provenuet blive

 

     18.134.586 kr.

 

Indstilling

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at kirkeskatteprocent fastsættes til uændret 0,90%.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

134. Udbud af daglige bankforretninger (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt

135. Årsregnskaber 2016 for de almene boligselskaber i Ishøj Kommune

Resume

Årsregnskaber 2016 for de almene boligselskaber i Ishøj Kommune.

Sagsfremstilling

De almene boligselskaber i Ishøj Kommune har fremsendt reviderede årsregnskaber 2016 for afdelinger/boligorganisationer hjemhørende i kommunen. Lejerbo, Køge Bugt, har fremsendt reviderede årsregnskaber 2015/2016.

Der vedhæftes oversigt over de enkelte afdelingers regnskaber.

Årets resultater vil blive drøftet på de kommende styringsdialogmøder, der afholdes med boligselskaberne fra september til november 2017.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at regnskaberne tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

136. Strategi for det forpligtende samarbejde med Vallensbæk

Resume

Godkendelse af Ishøj Kommunes strategi for det forpligtende samarbejde med Vallensbæk.

Sagsfremstilling

På seminar den 17. maj 2017 drøftede byrådet det forpligtende samarbejde med Vallensbæk Kommune. Drøftelsen skete på baggrund af et debatoplæg fra kommunaldirektøren. Formålet med drøftelsen var at indhente bidrag til formulering af en strategi for Ishøj Kommunes ønsker til det forpligtende samarbejde. 

På byrådsseminaret blev det aftalt at forelægge et udkast for Vallensbæk Kommune før vedtagelse i Ishøj Byråd. Vallensbæk Kommune har ikke ønsket at behandle udkastet i styregruppen for det forpligtende samarbejde, da det betragtes som et internt Ishøj - anliggende. Der foreligger derfor ikke bemærkninger til udkastet fra Vallensbæk Kommune. Det blev dog på styregruppemøde den 19. juni 2017 aftalt, at udarbejde en fælles strategi for det forpligtende samarbejde i første halvår 2018. 

Udkast til strategi er vedlagt som bilag.

Lovgrundlag

Lov om forpligtende kommunale samarbejder.

Økonomi

Strategien har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser. I det omfang strategien realiseres kan det få økonomiske og personalemæssige konsekvenser, fx i form af virksomhedsoverdragelse.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at strategien godkendes.

Beslutning

Tiltrådt

Lennart Nielsen (V) afventer stillingtagen.

Bilag

137. Grundlag for Lederskab & Følgeskab

Resume

Direktionen har vurderet, at tiden er inde til at modernisere Ishøj Kommunes ledelsesgrundlag. Det eksisterende ledelsesgrundlag er udarbejdet i 2009, og der er sket meget i forhold til ledelsesforskning og organisationsudvikling i de seneste 8 år.

Sagsfremstilling

Vi kalder det nye ledelsesgrundlag for ”Grundlag for Lederskab & Følgeskab”, fordi det er tænkt som alle ledere og medarbejderes fælles referenceramme for den kultur, vi gerne vil fremme i hele organisationen, og for at signalere, at alle både ledere og medarbejdere har et ansvar for at bidrage til at skabe denne kultur.

"Grundlag for lederskab & følgeskab" har været til information og drøftelse i alle LokalMED, og HovedMED har behandlet og godkendt udkastet den 4. september 2017.

Lanceringen af materialet vil ske på den årlige lederdag den 4. oktober og på en tilsvarende dag for alle tillidsrepræsentanter den 31. oktober. Herefter vil arbejdet med at udbrede både kendskab og forståelse gå i gang på alle arbejdspladser i kommunen henover efterår/vinter.

I foråret 2018 bliver der fulgt op på ”Grundlag for Lederskab & Følgeskab” i forbindelse med en 3-i-1 måling, som både indeholder ledelsesevaluering, trivselsmåling og måling af psykisk arbejdsmiljø (APV). Denne 3-i-1 måling vil således blive en nulpunktsmåling i forhold til kendskabet til og forståelsen af det nye grundlag for lederskab og følgeskab.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager ”Grundlag for Lederskab & Følgeskab” til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Videresendes til byrådet under åbne efterretningsager. Gammelt ledelsesgrundlag vedhæftes som bilag.

Bilag

138. Ny ledelsesstruktur på Ishøjgård

Resume

På Børne- og Undervisningsudvalgets møde den 21. august 2017 besluttede udvalget, at centercheferne for Børn og Forebyggelse og Dagtilbud og Skoler udvikler en ny ledelsesstruktur på Ishøjgård med én overordnet leder, og at det sker i samarbejde med de relevante parter.

Sagsfremstilling

Centercheferne for Børn og Forebyggelse og Dagtilbud og Skoler har drøftet en ny ledelsesstruktur med skolelederen på Skolen på Ishøjgård, afdelingslederen for Aflastningen og afdelingslederen for Familieværkstedet på Ishøjgård. På den baggrund foreslår administrationen vedhæftede ledelsesstruktur bestående af en overordnet leder og tre afdelingsledere. Formålet med den nye ledelsesstruktur er at styrke et samlet Ishøjgård.

Centercheferne har ligeledes orienteret den samlede personalegruppe på Ishøjgård om baggrunden for, og tankerne bag, en ny ledelsesstruktur på Ishøjgård.

Det endelige forslag til en ny struktur sendes til information og drøftelse i MED-udvalget på Ishøjgård og til udtalelse i skolebestyrelsen på skolen på Ishøjgård.

Økonomi

Den nye ledelsesstruktur udvikles inden for den eksisterende økonomi. 

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at der ansættes en overordnet leder for Ishøjgård, og at den endelige struktur fastlægges efter udtalelser fra MED-udvalg og skolebestyrelse.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget vedtager, at Børne- og Undervisningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

139. Ishøj Varmeværk (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt

140. Loop City's høringssvar til revision af Fingerplan 2017

Resume

De ti LOOP City kommuner har udarbejdet et fælles høringssvar til revision af Fingerplan 2017 – spor 2. Høringssvarene handler om behovet for at revurdere, hvordan Fingerplanen skal regulere den fysiske arealanvendelse i hovedstaden. Høringssvaret er et principielt oplæg mere end egentlige arealudpegninger. 

Sagsfremstilling

Erhvervsstyrelsen har inviteret hovedstadskommunerne til at byde ind med ønsker til revision af Fingerplan 2017.

LOOP CITY ønsker generelt en tydeligere sammenhæng mellem den politiske vision for hovedstaden og Fingerplanens regulering, at udviklingen i Hovedstadsområdet skal ske med udgangspunkt i Fingerbystrukturen samt en konstruktiv dialog og kommunalt råderum.

Hovedemnerne i LOOP CITY’s ønsker handler om:
•       Stationsnærhedsprincippet.
•       De grønne kiler.
•       Erhvervsplanlægning for hele LOOP CITY.

Ønskerne er inddelt i syv forslag. Overskrifterne på de syv forslag er grupperet under hver af de fire udfordringer:

Plads til voksende befolkning og ændret livsstil:
1.    Mulighed for stationsnær byudvikling.
2.    Justering af begrebet byfunktioner af regional karakter.

Erhvervslokalisering:
3.    Anvendelsen af motorvejsnære erhvervsområder.
4.    Udtagelse af Avedøre Holme som areal forbeholdt virksomheder med særlige beliggenhedskrav.

Effektiv mobilitet for personer og varer:
5.    Fastlæggelse af stationsnære yderområder omkring letbanestationer.
6.    Nye stationsnære områder.

Grønne kiler:
7.    Justering af afgrænsning af de grønne kiler og samlet planlægning for anvendelsen af kilerne.

Forslagene skal vedtages af de enkelte kommuner, hvorefter det indsendes som den fælles indmelding til revision af Fingerplanen spor 2, fra LOOP CITY. 

Lovgrundlag

Planloven.
Fingerplanen - Landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at forslag til LOOP CITY's fælles høringssvar til revision af Fingerplan 2017 godkendes.

Formanden traf beslutning om at godkende indstillingen under henvisning til, at der er en frist for høringssvar til Fingerplanen, som skal overholdes.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

141. Strandparkens udviklingsønsker - Revision af Fingerplan 2017

Resume

Køge Bugt Strandpark har i samarbejde med beliggenhedskommunerne udarbejdet et forslag til ændringer i Fingerplanen. Forslaget tager udgangspunkt i en ny vision for Strandparken.

Sagsfremstilling

Visionen handler om et mere varieret friluftsliv. Det betyder fokus på bl.a. integration, sundhed, iværksætteri, oplevelsesøkonomi, events og turisme i en bæredygtig helhed. Strandparken ønsker at være et ’Fyrtårn’ for turismen.

Køge Bugt Strandpark er, jf. vedhæftede bilag, opdelt i en række delområder, som danner grundlag for Køge Bugt Strandpark’s ønsker til fremtidige reguleringer af kystkilen.
Delområderne er:

·         Strandparkens naturområder

·         Bynære strande

·         Lystbådehavne/havneøer

·         Støttepunkter

·         Forbindelser by/kyst og grønne kiler

·         Sammenhængende kyst

·         Klimasikring.

De ønskede udviklingsmuligheder skal fokusere på Strandparkens primære værdi som unikt naturområde, men også understøtte udviklingen af flere og nye kunst- og kulturtilbud.

Forslaget skal vedtages af de enkelte beliggenhedskommuner, hvorefter det indsendes til Erhvervsstyrelsens som fælles indmelding til revision af Fingerplanen spor 2, for Strandparken.

Lovgrundlag

Planlov.
Fingerplanen - Landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at forslag til fælles høringssvar om ”Udvikling af Køge Bugt Strandpark som særlig kystkile" godkendes.

Formanden traf beslutning om, at godkende indstillingen under henvisning til, at der er en frist for høringssvar til Fingerplanen, som skal overholdes.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

142. Ishøj Kommunes høringssvar til Revision af Fingerplan 2017

Resume

Alle hovedstadsområdets kommuner er blevet inviteret til at komme med ønsker til revision af Fingerplan 2017 samt til landsplandirektiv for detailhandel i hovedstadsområdet. Indmeldelse af ønsker skal ske inden den 15. oktober 2017. Fingerplan 2018 forventes vedtaget i slutningen af 2018. Landsplandirektiv for detailhandel i hovedstadsområdet forventes at træde i kraft i 2. kvartal 2018.

Ishøj Kommune peger på fem forslag, som vil udvide kommunens muligheder for vækst.

Sagsfremstilling

De statslige rammer for den fysiske planlægning i hovedstadsområdet - Fingerplanen - er under revision. Ligesom moderniseringen af planloven har revisionen af Fingerplanen til formål at give kommuner, virksomheder og borgere mere frihed til at skabe vækst og udvikling under hensyntagen til natur og miljø.

Vores fem forslag vil give mulighed for byudvikling både i form af mere areal til erhverv, nye udviklingsmuligheder omkring den nye letbanestation samt nye muligheder for at placere udvalgsvarebutikker i vores store erhvervsområde.

Forslagene er:
1. Byudvikling inden for stationsnært område.
2. Nyt erhvervsområde vest for Winthersminde.
3. Bedre muligheder for udvikling i Winthersminde.
4. Byudviklingsarealer til erhverv og boligområde.
5. Udpegning af aflastningsområde.
  

Såfremt Erhvervsstyrelsen imødekommer kommunens høringssvar, vil det efterfølgende være op til byrådet om de nye byudviklingsmuligheder skal bringes i anvendelse og hvornår. Det centrale er, at kompetencen hermed flyttes fra staten til Ishøj Byråd.

Lovgrundlag

Planloven.
Fingerplanen - Landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning.

Landsplandirektiv for detailhandel i hovedstadsområdet.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at de fem forslag til revision af Fingerplan 2017 godkendes.

Formanden traf beslutning om at godkende indstillingen under henvisning til, at der er en frist for høringssvar til Fingerplanen, som skal overholdes.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

Lennart Nielsen (V) afventer stillingtagen.

Bilag

143. Permanent lukning af Pilemøllevej

Resume

Der søges frigivelse af 130.000 kr. til afslutning af den permanente lukning af Pilemøllevej.

Sagsfremstilling

På byrådsmødet en 14. juni 2011 blev det besluttet at lukke Pilemøllevej permanent for gennemkørende biltrafik (Bilag A). Lukningen skete i forbindelse med anlæggelsen af den ny højhastighedsbane København – Ringsted. Ved lukningen leder man trafik til og fra kolonihaverne udenom Ishøj Landsby.

Vejen blev lukket med opsætning af betonklodser som en midlertidig løsning. Nu er Ringstedbanen ved at være afsluttet, så derfor er der udarbejdet et projekt for permanent lukning af Pilemøllevej (bilag B). I forbindelse med vendepladser, som blev etableret i forbindelse med den midlertidige lukning, vil der blive etableret en indsnævring af vejbanen med plantebede, samt opsætning af vejbom.

Økonomi

Udgifterne til arbejdets udførelse er ifølge overslag opgjort til kr. 130.000 kr. eksklusiv moms.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at den permanente lukning med vejbede igangsættes, og at udgiften hertil kr. 130.000 finansieres af ubrugte anlægsmidler, der er sat af til opgradering af tunneller.

Formanden traf beslutning om, at godkende indstillingen under henvisning til, at byrådet tidligere har truffet beslutning om at lukke vejen permanent. 

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

144. Ishøj Fællesantenne - Generel Status

Resume

Der fremlægges status for teknisk drift og kundeservice for koncessionshaver samt en status for arbejdet med kundetilfredshedsundersøgelse.

Sagsfremstilling

Drifts- og kundeservicestatus

For at følge overgangen til samt drift og kundeservice for den nye koncessionshaver, er der de sidste to måneder fremlagt en statusrapport med måltal for teknisk drift og kundeservice.

Der fremlægges tilsvarende oversigt over udviklingen i disse måltal, med sidste tal pr. 20. september 2017. Tallene fremgår af bilag A.

For de generelle måltal om kundeservice og teknisk service ses en fortsat stabil tendens med forbedringer på de fleste måltal. Dog er der stadig et opmærksomhedspunkt i forhold til fejlretningstider ved ustabilt net.

Overordnet ses fortsat en positiv udvikling i leverancerne og sikkerheden af TV og internet.

Der har den seneste uge (uge 38) været to større afbrydelser. Den ene var en planlagt afbrydelse d. 19. september kl. 01-04. Afbrydelsen var varslet bredt, da den berørte alle medlemmer. Afbrydelsen skyldtes en teknisk opgradering. Opgradering foregik planmæssigt. Den anden afbrydelse var ligeledes d. 19. september kl. ca. 18, og skyldtes en strømafbrydelse i dele af Ishøj. Strømafbrydelsen var således en generel strømafbrydelse, der berørte andet end Ishøj Fællesantenne. Nedbruddet den 19. september varede i 45 min. og ramte ca. 900 medlemmer af Ishøj Fællesantenne.

Kundetilfredshedsundersøgelse

Administrationen arbejder sammen med TNS Gallup, der på vegne af Ishøj Fællesantenne skal forestå kundetilfredshedsundersøgelsen. Der vil blive gennemført 375 interview med tilfældigt udvalgte medlemmer af Ishøj Fællesantenne. Interviewene vil blive foretaget i ugerne 41-43. Forud for interviewene vil kommunen informere om gennemførelsen af undersøgelsen via alle relevante brede kommunikationskanaler – IK hjemmeside, IK Facebookside, Fællesannoncen i Sydkysten. Der forventes en afrapportering fra Gallup i december 2017, som forventes præsenteret politisk i december/januar.  

Indstilling

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at måltal for teknisk drift og kundeservice pr. 20. september 2017 vedr. Ishøj Fællesantenne samt status på kundetilfredshedsundersøgelsen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

145. Ishøj Fællesantenne – proces for dialog med YouSee

Resume

Byrådet drøftede på temamøde d. 5. september at indlede et dialog med YouSees om håndteringen af den tidligere koncessionsaftale med Ishøj Fællesantenne. Til efterretning fremlægges status og beskrivelse af videre forløb.

Sagsfremstilling

Der er afholdt møde med Ishøj Kommune og Kabelplus og de respektive advokater vedr. Kabelplus' krav mod Ishøj Fællesantenne. Kravet handler om antenneanlæggets tilstand ved overtagelsen og den ikke retvisende dokumentation fra YouSee. Krav fra Kabelplus forventes fremsendt til kommunen d. 22. september. 

Derefter vil kommunens advokat udarbejde krav mod YouSee med henblik på fremsendelse og efterfølgende møde(r). Kommunens advokat vurderer, at kravet skal fremsendes snarest. De vurderer desuden, at der vil skulle aftales et syn og skøn.

Kommunen har for nylig været nødsaget til at skifte advokat. Dette skyldes, at kommunens oprindelige advokatfirma DLP Piper har måtte erklære sig inhabil. Det viser sig, at en anden advokat i firmaet har YouSee/TDC som kunde. DLP Piper har meddelt kommunen, at firmaet trækker sig fra begge kunder og i øvrigt holder kommunen skadesfri. Kommunen benytter sig derfor nu af Advokatfirmaet Horten i denne sag. Horten har omfattende erfaring med håndtering af udbudssager, herunder særligt udbud af komplekse kontrakter.

Horten er også blevet bedt om at vurdere de aktindsigtsanmodninger, som kommunen har modtaget fra bl.a. YouSee i sagen. Horten vil komme med deres risikovurdering af disse med henblik på at belyse fordele og ulemper ved at give (mer-) aktindsigt i oplysninger om Ishøj Fællesantenne, som kommunen ikke er forpligtet til at videregive.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Økonomi og Planudvalget indstiller, at status for dialog med You See tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

146. Nøgletal på beskæftigelsesområdet

Sagsfremstilling

Nøgletal for beskæftigelsesområdet består dels af oversigt over udvalgte ydelser fordelt på målgrupper pr. måned samt notat, som viser udviklingen over en længere årrække. De to bilag supplerer hinanden, og er med til at skabe et mere nuanceret billede af udviklingen på beskæftigelsesområdet.

Bilag 1: Notat der giver et overblik over udvikling i ledighedsprocenten for Ishøj Kommune, Vallensbæk og hele landet fra januar 2007- juni 2017. Notat viser også jobomsætningen i Ishøj og Vallensbæk Kommuner.

Bilag 2: Nøgletal fra Jobcenter Vallensbæk, pr. 20. september 2017.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget tager orienteringen til efterretning.

 

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 26. september 2017