Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Økonomi- og Planudvalgets møde mandag 23. oktober 2017 kl. 17.00


Fraværende:

 

Møde slut: 18.30


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

148. Retsagsafgørelse (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt

149. Likviditetsopgørelse 3. kvartal 2017

Resume

Likviditeten opgjort efter ”kassekreditreglen” udgjorde 199 mio. kr. pr. 30. september 2017, mens den faktiske likviditet ved 3. kvartals udgang var 117,4 mio. kr. Begge nøgletal er inkl. den overskudslikviditet, der er placeret til forvaltning pt. ca. 92. mio. kr. (markedsværdi).

Sagsfremstilling

Ifølge ”Budget- og regnskabssystem for kommuner” skal kommunerne kvartalsvis udarbejde en likviditetsoversigt efter kassekreditreglen. Likviditeten efter kassekreditreglen opgøres som gennemsnit over de seneste 12 måneder af de daglige saldi på kontiene for likvide aktiver og kassekredit.

Kassekreditreglen overholdes, når saldoen er positiv.

Likviditetsoversigten skal forelægges byrådet og indsendes til Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Den gennemsnitlige likviditet i de enkelte kvartaler i perioden 2014 – 2017 ses i nedenstående tabel.

 År

1. kvartal

2. kvartal

3. kvartal

4. kvartal

2014

139,2

132,3

127,4

125,6

2015

123,9

119,0

116,6

121,6

2016

126,0

135,7

157,2

177,2

2017

195,0

204,2

199,0

 

Den gennemsnitlige likviditet i de tre kvartaler i 2017 har ligget på knap 200 mio. kr., og har dermed været på det højeste niveau i perioden.

Som supplement til likviditetsoversigten vises den faktiske kassebeholdning ultimo kvartalet i perioden 2014 til 2017.

 Kassebeholdning ultimo kvartalet. mio. kr.

År

1. kvartal

2. kvartal

3. kvartal

4. kvartal

2014

76,1

49,6

63,5

46,1

2015

36,8

17,0

48,4

66,2

2016

68,3

111,3

122,7

117,9

2017

119,2

88,0

117,4

 

Den faktiske likviditet pr. 30. september 2017 udgjorde 117,4 mio. kr. hvilket er en stigning på ca. 29,0 mio. kr. i forhold til kvartalet før. Byrådet har vedtaget som mål, at likviditeten ultimo året skal udgøre minimum 25 mio. kr.

I vurderingen af likviditetens størrelse skal det bemærkes, at kassebeholdningen pr. 30. september 2017 på 117,4 mio. kr. ikke er udtryk for den disponible likviditet. Der er således f.eks. disponeret udgifter til både drift og anlæg i resten af året, jf. budgettet, der er regningsforskydelser, lige som der er overført drifts- og anlægsmidler fra 2016 til afholdelse i 2017.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om kommunernes budget og regnskabssystem revision mv.

Økonomi

Som angivet i sagsfremstillingen.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at likviditetsoversigten pr. 30. september 2017 tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

150. Bevilling til fælles vagtcentral i Østsjællands Beredskab

Resume

Implementering af den fælles vagtcentral i Østsjællands Beredskab er ved at være gennemført. Beredskabskommissionen har besluttet, at investeringer i den fælles vagtcentral på 2,4 mio.kr. skal finansieres af puljen til investeringer, som er en del af Østsjællands Beredskabs kassebeholdning. Jf. fællesskabets vedtægter skal dette godkendes af interessentkommunerne.

Sagsfremstilling

Sammenlægningen af de tidligere vagtcentralsløsninger til én fælles vagtcentral hos Hovedstadens Beredskab har bidraget med en årlig besparelse på 1,2 mio.kr., der indgår i budgettet for Østsjællands Beredskab.  

Østsjællands Beredskab anmoder interessentkommunerne om en tillægsbevilling på 2,4 mio. kr. i 2017. Tillægsbevillingen foreslås finansieret af puljen til investeringer, der er en del af Østsjællands Beredskabs kassebeholdning. Der forventes med udgangspunkt i regnskab 2016 og budgettet for 2017 en kassebeholdning ultimo 2017 på 6,1 mio. kr. Efter en tillægsbevilling forventes kassebeholdningen at udgøre 3,7 mio. kr. 

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at der gives en tillægsbevilling på 2,4 mio.kr. i 2017, der jf. Beredskabskommissionens beslutning finansieres af puljen til investeringer, der indgår i Østsjællands Beredskab.

Beslutning

Tiltrådt

151. KAB, Balders Have - fristforlængelse for fremsendelse af afsætningsregnskab

Resume

KAB har, den 9. oktober 2017, på vegne af Sydkystens Boligselskab afd. Balders Have, søgt om fristforlængelse på fremsendelse af endeligt afsætningsregnskab vedrørende skema C.

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd har på møde den 4. april 2017 godkendt skema C (byggeregnskab) samt bilag med et afsætningsbeløb (endnu ikke afholdte udgifter på godkendelsestidspunktet) på kr. 2.878.855. Endeligt afsætningsregnskab skulle være fremsendt til Ishøj Kommune senest 6 måneder efter, at byggeregnskabet var godkendt.

I det tidligere godkendte skema C var der i afsætningsbeløbet afsat et beløb til udskiftning af MgO-plader. KAB søger nu om fristforlængelse for fremsendelse af afsætningsregnskabet til den 1. februar 2018, da afgørelsen på nogle principielle retssager, der afgør, hvor udgiften til udskiftning af MgO-pladerne ender, endnu ikke er afsluttet.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om støtte til almene boliger m.v. § 47 stk. 6.

Økonomi

Ingen økonomisk betydning.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at fristen for fremsendelse af endeligt afsætningsregnskab ændres til den 1. februar 2018.

Beslutning

Rettelse i indstilling: at fristen rettes til den sidste frist.

KAB kan om nødvendigt fremsende midlertidigt regnskab.

Tiltrådt

Bilag

152. Ansøgning om brug af reguleringskonto til renovering i Vildtbanegård

Resume

DAB har den 12. september 2017, på vegne af Vildtbanegård afd. 3, fremsendt ny opdateret ansøgning til kommunens godkendelse, om at anvende kr. 6.095.000,- på renovering fra afdelingens reguleringskonto.

Sagsfremstilling

Ishøj Byråd har på møde den 6. maj 2014 godkendt et større renoveringsprojekt (Helhedsplan) i boligafdelingen Vildtbanegård afd. 3. Renoveringsprojektet indeholdt blandt andet udskiftning af vinduer, nye facader, forbedring af parkeringsområder o.m.a.

I forbindelse med den omfattende renovering af afd. 3, har renoveringsprojektets byggeudvalg et ønske om, at benytte reguleringskontoen til følgende arbejder:

  • Ændring af parkeringsarealet mod Vejlebrovej, så der skabes et sammenhængende parkeringsareal med adskillelse af gående og kørende trafik, fornyelse af lamper/belysningsanlæg og ny beplantning m.m.
  • Belægningsarbejderne i gårdrum opgraderes fra 5 - 8 cm flise, samt områdevis udskiftning af bærelag iht. graveprøver der sikrer, at driften (mandskabet) vil kunne færdes med traktor/fejemaskiner på arealerne uden at skade flise belægningen.
  • Opdatering af eksisterende - samt etablering af nye lege- og opholdspladser i de indre gårdrum med nyt inventar, beplantning og belægninger. Herunder forbedring af cykelparkeringsmulighederne ved opgange og i gårdrummet.

Samlet ansøger DAB på vegne af VBG. afd. 3, om godkendelse til at færdigprojektere og udføre ovenstående arbejder på kr. 6.095.000,- inkl. moms og omkostninger. Ansøgningen er godkendt af Vildtbanegårds selskabsbestyrelse den 12. september 2017 og af Landsbyggefonden den 8. september 2017.

Lovgrundlag

Almenboligloven § 94.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.

I afdelinger med støtte fra Landsbyggefonden skal der regnskabsmæssigt oprettes en reguleringskonto. Her opføres tilskud m.v. som kommer til udbetaling; men hvor udgifterne til de støttede foranstaltninger endnu ikke er gennemført/faktureret.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Ishøj Kommune godkender, at kr. 6.095.000 af reguleringskontoen benyttes til de ansøgte belægningsarbejder.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

153. BO-VEST, Gadekæret - Byggeregnskab vedr. bolignet

Resume

BO-VEST har i brev af 5. september 2017, på vegne af VA, afd. 12, Gadekæret, fremsendt endeligt byggeregnskab vedrørende renovering af afdelingens bolignet til Ishøj Kommune. BO-VEST anmoder om, at Ishøj Kommune øger det tidligere tilsagn af 3. februar 2015, på kommunal lånegaranti til kreditinstitut, fra kr. 5.831.000 til kr. 8.211.000 (jf. mail af 18. oktober 2017).  

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune godkendte den 3. februar 2015 BO-VEST's anmodning om den forbundne økonomi, herunder låneoptagelse og kommunal garantistillelse overfor realkreditinstitut til renovering af afdelingens bolignet, i alt kr. 5.831.000. BO-VEST har i mail af 18. oktober 2017 oplyst, at det samlede byggeregnskab lyder på i alt kr. 8.309.029; men da Antenneforeningen Brøndby har ydet afdelingen et tilskud på kr. 97.688, søges der kun om kommunal lånegaranti til kreditinstitut på i alt kr. 8.211.000.

BO-VEST oplyser, at det samlede merforbrug primært kan henføres til en nødvendig ændring af kabelføringen til boligerne samt udførelse af diverse ekstraarbejder. Kabelføringen til boligerne var oprindelig planlagt via afdelingens krybekældre, men efter licitation viste det sig, at denne løsning ikke var teknisk mulig. Kablerne blev derfor trukket på bygningernes facadeelementer, skjult i facadesamlingerne.

BO-VEST oplyser i mail af 5. oktober 2017, at afdelingen har modtaget tilsagn om optagelse af et 15-årigt kreditforeningslån med en årlig ydelse på kr. 618.000 - svarende til en gennemsnitlig stigning pr. md. på kr. 79 pr. bolig. Regnskab og finansiering er forelagt og godkendt af afdelingsbestyrelsen den 8. juli 2017 og i organisationsbestyrelsen i VA den 29. august 2017.

Lovgrundlag

Almenboligloven § 37b.

Økonomi

100% kommunal garantistillelse på lånet.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at det fremsendte byggeregnskab godkendes, herunder låneoptagelse og kommunal garantistillelse overfor kreditinstitut.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

154. Partnerskabsaftale med Dansk Byggeri

Resume

Ishøj Kommune har deltaget i en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri. Konjunkturændringer har gjort en forlængelse mindre attraktiv.

Sagsfremstilling

I 2015 indgik Ishøj, Høje-Taastrup, Brøndby, Rødovre og Vallensbæk kommuner en 2-årig partnerskabsaftale med Dansk Byggeri, Roskilde Tekniske Skole, Københavns Tekniske Skole (NEXT), UU-Center Syd og UU-Vestegnen. Aftalen er vedlagt som bilag.

Partnerskabsaftalen havde tre indsatsområder:

1) praktikpladser til unge indenfor bygge- anlæg,

2) nyledige unge svende indenfor bygge-anlæg hjælpes i arbejde,

3) folkeskoleelever motiveres til at søge erhvervsuddannelser.

Status fra marts 2017 (vedlagt som bilag) viser, at der blev indgået 131 bygge- og anlægsuddannelsesaftaler i 2016 samlet for de fem kommuner. Det var en stigning fra 2015, hvor det var 123 aftaler. Tilsvarende viser status 2015/2016 (vedlagt som bilag) at der i november 2015 var formidlet 6 CV profiler på unge praktikpladssøgende til 309 medlemmer af Dansk Byggeri i hovedstadsområdet. Ingen elever fra partnerskabskommunerne havde valgt at benytte muligheden for at blive formidlet til virksomhederne i lærepladskampagnen.

Fagligt vurderet har konjunkturændringer gjort partnerskabsaftalen mindre attraktiv for Ishøj Kommune. De opnåede resultater er sket i kraft af opadgående konjunkturer på arbejdsmarkedet og ikke som en effekt af partnerskabsaftalen. Bygge- og anlægsbranchen er i vækst. UU-Center Syd oplever ikke længere en aktuel problematik med lokale unge, der mangler praktikpladser. Aftalen har skabt et tættere samarbejde mellem UU Center Syd og Dansk Byggeri på fælles indsatser omkring folkeskolen og virksomhedsbesøg. Der kræves dog ikke en partnerskabsaftale for at fortsætte dette samarbejde.

Høje-Taastrup, Rødovre og Vallensbæk kommuner forlænger aftalen med Dansk Byggeri for perioden 2017-2019. Det er deres hensigt, at partnerskabsaftalen skal fokusere på udviklingen indenfor bygge- og anlægsbranchen og vidensdeling på tværs af kommunerne og Dansk Byggeri. Udkast til partnerskabsaftale 2017-2019 fra Høje-Taastrup Kommune (sekretariat for partnerskabet) er vedlagt som bilag. Brøndby Kommune forlænger ikke aftalen, da kommunen ikke vil fraskrive sig fra muligheden for at kunne tage sociale klausuler og uddannelsesklausuler i brug. Klausuler stiller typisk krav i udbudsmateriale om ansættelse i et læreforhold eller anden beskæftigelse, og bruges på projekter over 10 mio. kr. eller en varighed på over 6 måneder

Alt i alt er det den faglige vurdering, at der var gode intensioner bag indgåelsen af partnerskabsaftalen, men at der ikke længere er behov for en særlig indsats på bygge-anlægsområdet. Dansk Byggeri indgår ikke samarbejdsaftaler med kommuner, der benytter sociale klausuler og uddannelsesklausuler. Ishøj Kommune er uden en partnerskabsaftale frit stillet til at benytte sociale klausuler og uddannelsesklausuler. Det tætte samarbejde med Dansk Byggeri om folkeskoler og virksomhedsbesøg kan opretholdes selvstændigt. I Dansk Byggeris undersøgelse af "Erhvervs- og byggevenlige kommuner" er det et af parametrene, hvorvidt kommunen har en partnerskabsaftale.

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser.

Indstilling

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget vedtager, at partnerskabsaftalen ikke forlænges.  

 

Beslutning

Tilføjelse i indstilling: at sagen kan genoptages hvis Dansk Byggeri er villige til fravige kravet om, at sociale og uddannelsesklausuler ikke kan indgå i en partnerskabsaftale.

Tiltrådt.

Bilag

155. Ligestillingsredegørelse 2017

Resume

Alle kommuner skal efter Ligestillingsloven indberette en ligestillingsredegørelse i ulige år. Ifølge Ligestillingsloven skal redegørelsen behandles og godkendes af byrådet.

Sagsfremstilling

Ligestillingsredegørelsen indeholder blandt andet spørgsmål om de ansattes kønssammensætning.

Formålet med ligestillingsredegørelsen er at gøre status for ligestillingsindsatsen og indsamle god praksis som inspiration til det videre arbejde med ligestilling. Ligestillingsredegørelsen beskriver perioden 1. november 2015 til 31. oktober 2017.

Derudover indeholder ligestillingsredegørelsen et afsnit med tabeller med fakta om kønsfordelingen i kommunen blandt henholdsvis ledere og personale fordelt på stillingskategorier. Data i disse tabeller er leveret af Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Tallene er automatisk indsat af det ansvarlige ministerie.

Redegørelsen vedlægges som bilag.

Lovgrundlag

Ligestillingslovens § 5a.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Ligestillingsredegørelsen tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

156. Støjafskærmning langs Køge Bugt Motorvejen (M10)

Resume

Høring af projektforslag for støjafskærmning langs Køge Bugt Motorvejen

Sagsfremstilling

Hasløv & Kjærsgaard har udarbejdet et projektforslag for støjafskærmning langs Køge Bugt Motorvejen (M10). Projektet tager udgangspunkt i de tanker og idéer, som fremkom på workshoppen i forbindelse med borgermødet den 5. april 2017.

Projektet, som bliver en udbygning af den eksisterende støjvold, bliver ca. 2,7 km lang med en bredde på 60-100 meter og op til 12 meter høj. Volden afgrænses mod nordøst af Vejleåstien nær kommunegrænsen til Vallensbæk og mod sydvest af Ørnekæret. Støjvolden bliver brudt af Ishøj Stationsvej.

Når støjvolden er udbygget, etableres der ny beplantning, og der anlægges rekreative aktiviteter på og langs volden, hvor det hældende terræn udnyttes. Der etableres f.eks. klatre- og bevægelsespladser og løbestier af forskellige sværhedsgrader.

Af større infrastrukturændringer kan nævnes forlægning af Ishøjstien, hvilket betyder reduktion af Vibeholmskolens boldbane, flytning af Vibeholmskolen sfo ved motorvejen, og så skal det afklares, hvorvidt Landlyst Vænge 170 (Landlystgården) skal bevares eller eksproprieres.

Anlægsfasen opdeles i to hovedetaper, hvor etape 1 er strækningen mellem Ishøj Stationsvej og Store Vejle Å, og etape 2 er strækning mellem Ishøj Stationsvej og Ørnekæret. Anlægsfasen forventes at løbe fra 2018 til ultimo 2023.

Tilkørsel af jord til de berørte arealer vil ske via Ishøj Stationsvej ved rampekrydset til Køge Bugt Motorvejen.

Inden projektet igangsættes, udarbejdes der en opdateret støjberegning og en fremskreven støjberegning for 10 år frem.

Projektforslaget sendes i høring i fagudvalgene og efterfølgende indledes en borgerhøring af projektforslaget i forbindelse med offentliggørelsen af lokalplanen.

Udarbejdelse af lokalplan og miljøvurdering for projektet er igangsat.

Økonomi

Se bilag.

Indstilling

Børne- og Undervisningsudvalget indstiller, at projektet godkendes med følgende kommentarer:

  • Berørte skoler og daginstitutioner inddrages tidligt i planlægningsprocessen, det gælder særligt Vibeholmskolen og Vibeholmskolens sfo.
  • Børne- og Undervisningsudvalget ønsker, at skoler og daginstitutioner får mulighed for at benytte arealet på støjvolden til udeundervisning, bevægelse og leg.

Enhedslisten har følgende særindstilling:
Enhedslisten henleder opmærksomheden på, at beslutningen af projektforslaget om støjafskærmning langs Køge Bugt Mortorvejen ikke kan træffes, da det som en del af budgetforliget for 2018 skal undersøges, om der er alternative muligheder til en støjvold. Dette giver ikke mening, hvis projektforslaget bliver besluttet, før disse undersøgelser er gennemført, og der er fremkommet en konklusion. På den baggrund kan Ole Wedel-Brandt, Enhedslisten, ikke tilslutte sig en godkendelse af projektforslaget.

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at projektforslaget godkendes.

Kultur- og Fritidsudvalget indstiller, at projektforslaget sendes i høring, samt at kultur- og fritidsområdet inddrages i det forbredende arbejde med bevægelses- og aktivitets faciliteter og arealer.

Kalbiye Yüksel (F) kan ikke tiltræde indstillingen.

Social- og Sundhedsudvalget indstiller, at projektforslaget tages til efterretning, men henleder opmærksomheden på, at der kan være afledte sundhedsmæssige konsekvenser, hvorfor det er vigtigt med støjafskærmning.

Venstre kan ikke tilslutte sig projektforslaget:

"Venstre henleder opmærksomheden på, at beslutningen af projektforslaget om støjafskærmning langs Køge Bugt Motorvejen ikke kan træffes, da det som en del af budgetforliget for 2018 skal undersøges, om der er alternative muligheder til en støjvold. Dette giver ikke mening, hvis projektforslaget bliver besluttet, før disse undersøgelser er gennemført, og der er fremkommet en konklusion. På den baggrund kan Lennart Hartmann Nielsen, ikke tilslutte sig en godkendelse af projektforslaget."

Der vedlægges notat om sundhedsmæssige konsekvenser ved støj.

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at projektforslaget godkendes, og at der indledes en borgerhøring af projektet i forbindelse med offentliggørelsen af lokalplanen.
Særindstilling fra Venstre:
Venstre kan ikke tiltræde, at projektforslaget godkendes, før alternative løsningsmuligheder er belyst, både økonomisk og teknisk. Endvidere at det totale økonomiske grundlag for etablering af den omtalte støjvold er synliggjort.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at udvalgenes indstillinger med bemærkninger godkendes. Spørgemålene vedr. kombinationen af støjvold og støjafskærmning undersøges nærmere, og afklares i borgerhøringsperioden.

Beslutning

Tiltrådt

Lennart Nielsen (V) og Sami Deniz (SF) kan ikke tiltræde indstillingen.

Bilag

157. Lokalplanforslag 1.82 Støjdæmpning langs Køge Bugt Motorvejen

Resume

Der skal træffes beslutning om at sende lokalplan 1.82 Støjdæmpning langs Køge Bugt Motorvejen med kommuneplantillæg nr. 4 i offentlig høring i 8 uger.

Sagsfremstilling

For at mindske støjgener for boligområderne langs Køge Bugt Motorvejen, er der er udarbejdet en lokalplan, der giver mulighed for, at forhøje den eksisterende støjvold langs Køge Bugt Motorvejen med støjafskærmning og/ eller støjvold. Lokalplanen giver også mulighed for at indarbejde rekreative tiltag såsom legepladser, nye stier og beplantning. Derudover kan der etableres klimaprojekter såsom regnvandsbede. Støjafskærmningen kan være op til 12 meter høj.

Lokalplanområdet er placeret langs Køge Bugt Motorvejen i et 60-100 meter bredt bælte, og går fra Vejleåstien mod Vallensbæk Kommune og til søen Ørnekæret mod Greve Kommune.

Med lokalplanen kan en del af Ishøjstien omlægges, så der bliver plads til støjdæmpningen, og en del af Vibeholmsskolens areal inddrages til sti og støjdæmpning.

Kommuneplantillægget medfører i alt 4 nye rammer. Rammerne er ændret, så de følger støjafskærmningens kommende afgrænsning, både i forhold til omfang og i forhold til de tilstødende områder, der berøres af støjvoldens udvidelse.

Lokalplanen og kommuneplantillægget udelukker ikke muligheden for at afsøge mulighederne for at kombinere jordvold og skærm.

På grund af projektets omfang er der udarbejdet en miljørapport, der belyser potentialet for støjdæmpningen og forbedringen af de rekreative muligheder, påvirkningen af natur- og landskabsinteresser og visuelle forhold herunder påvirkningen af naboer. Der er lagt op til, at miljørapporten vedtages af Klima- og Miljøudalget, og at den sendes i offentlig høring sammen med lokalplanen og det tilhørende kommuneplantillæg.

Lovgrundlag

Planlovens § 13 og 15.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at sende lokalplan 1.82 Støjdæmpning langs Køge Bugt Motorvejen med kommuneplantillæg nr. 4 i offentlig høring i 8 uger.

Særindstilling fra Venstre:
Venstre kan ikke tiltræde, at den udarbejdede lokalplan sendes i høring, før alternative løsningsmuligheder er belyst, både økonomisk og teknisk. Endvidere at det økonomiske grundlag for etablering af den omtalte støjvold er synliggjort.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

Lennart Nielsen (V) og Sami Deniz (SF) kan ikke tiltræde indstillingen.

Bilag

158. Miljørapport "Støjdæmpning langs Køge Bugt Motorvejen"

Resume

Ishøj Kommune har udarbejdet forslag til lokalplan 1.82 samt forslag til kommuneplantillæg nr. 4, som skal muliggøre etablering af støjafskærmning langs Køge Bugt Motorvejen. Planerne er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Der skal træffes beslutning om, at sende miljørapporten i offentlig høring i minimum 8 uger samtidig med forslag til lokalplan 1.82 med tilhørende kommuneplantillæg 4.

Sagsfremstilling

Det nye plangrundlag skal muliggøre en bedre støjbeskyttelse af et boligområde sydøst for en del af Køge Bugt Motorvejen.

Miljøvurderingen belyser miljøpåvirkningerne af de ændringer, som lokalplanen og kommuneplantillægget medfører. I forbindelse med at fastlægge omfanget og indholdet af rapporten, har Ishøj Kommune hørt en række berørte myndigheder.

For lokalplanen og kommuneplantillægget er de væsentligste ændringer fra de eksisterende rammer, at den eksisterende støjvold kan udbygges, så den bliver højere og bredere. Desuden udformes den, så den kan bruges til rekreative aktiviteter, og der bliver mulighed for klimaløsninger. Lokalplanen og kommuneplantillægget udelukker ikke muligheden for at afsøge mulighederne for at kombinere jordvold og skærm.

Miljørapporten har særligt fokus på:
›        Potentiale for støjdæmpning og forbedring af de rekreative muligheder.
›        Påvirkning af natur- og landskabsinteresser.
›        Visuelle forhold og påvirkning af naboer.
›        Muligheden for at benytte lettere forurenet jord i kernen.
›        Akæologiske forhold, herunder fortidsminder.

Parallelt med udarbejdelse af miljørapporten for lokalplan og kommuneplantillæg udarbejdes en miljøkonsekvensrapport for projektet efter §§ 15 og 18, stk. 2, i miljøvurderingsloven.

Lokalplan og kommuneplantillæg er behandlet i Teknik- og Bygningsudvalget. 

Lovgrundlag

Bekendtgørelse nr. 448 af 10. maj 2017 af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at Miljørapporten vedtages og sendes i offentlig høring i 8 uger samtidig med lokalplan 1.82 med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 4 samt Miljøkonsekvensrapport for projektet.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Klima- og Miljøudvalgets indstilling følges.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

159. Forundersøgelse af en sydlig Ring 5-vejforbindelse

Resume

Vejdirektoratet har, på vegne af Transport- Bygnings- og Boligministeriet, udarbejdet forslag til ”Forundersøgelse af en sydlig Ring 5-vejforbindelse”, og der skal nu tages stilling til kommunernes medfinansiering af forundersøgelsen.

Sagsfremstilling

Såvel person- som godstransport ventes fortsat at stige betydeligt i de kommende år, og selv med de senest gennemførte og igangværende udvidelser af motorvejsnettet, forudses et behov for at udvide kapaciteten yderligere.

Blandt de langsigtede løsninger på fremkommelighedsproblemerne er etablering af en Ring-5-syd-løsning fra Køge til Frederikssundsmotorvejen. Det vil være oplagt at se dette i sammenhæng med færdiggørelsen af Frederikssundsmotorvejen.

Regionsrådet har på sit møde den 22/8-2017 besluttet at deltage i projektet samt medfinansiering af en forundersøgelse.

Hvis interessentkommunerne tilslutter sig forundersøgelsens indhold og finansiering, vil næste skridt i sagen være en fælles henvendelse til Transport- Bygnings- og Boligministeren. 

Økonomi

Af Vejdirektoratets forslag til ”Forundersøgelse af en sydlig Ring 5-vejforbindelse” fremgår, at Vejdirektoratet vurderer, at forundersøgelsen kan gennemføres på 1 ½ år indenfor en ramme på 12 mio. kr.

Da der er opnået tilsagn for regionen, vil udgifter til kommunerne herefter fordele sig således: Køge Kommune 1,2 mio. kr., Høje Taastrup Kommune 1,2 mio., Ballerup Kommune 1 mio. kr., Ishøj Kommune 0,3 mio. kr. og Vallensbæk 0,1 mio. kr.

Udgiften kan anlægsfinansieres.

Indstilling

Teknik- og Bygningsudvalget indstiller, at der træffes en principbeslutning om medfinansiering for Ishøj Kommunes vedkommende på 0,3 mio. kr.

Venstre kan ikke tilslutte sig indstillingen.

Forslag til beslutning:

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at Teknik- og Bygningsudvalgets indstilling følges.

 

Beslutning

Lennart Nielsen (V) kan ikke tilslutte sig indstillingen.

Tiltrådt

Bilag

160. Nøgletal på beskæftigelsesområdet

Sagsfremstilling

Nøgletal for beskæftigelsesområdet består dels af oversigt over udvalgte ydelser fordelt på målgrupper pr. måned samt notat, som viser udviklingen over en længere årrække. De to bilag supplerer hinanden, og er med til at skabe et mere nuanceret billede af udviklingen på beskæftigelsesområdet.

 

Bilag 1: Notat der giver et overblik over udvikling i ledighedsprocenten for Ishøj Kommune, Vallensbæk og hele landet fra januar 2007- juli 2017. Notat viser også jobomsætningen i Ishøj og Vallensbæk Kommune.

Bilag 2: Nøgletal fra Jobcenter Vallensbæk, eftersendes den 23. oktober og uddeles på Økonomi- og Planudvalgsmødet.

Bilag 3: Nøgletal for arbejdsmarkedet, september 2017, RAR Hovedstaden. Udgives ca. 3. gange årligt. Bilaget er vedlagt til orientering.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget vedtager, at nøgletal for beskæftigelsesområdet tages til efterretning.

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 24. oktober 2017