Hvad kan vi hjælpe med?

Dagsorden for Økonomi- og Planudvalgets møde tirsdag 5. september 2017 kl. 16.15


Ekstraordinært møde

 

Fraværende:

 

Møde slut:


Sagspunkter der skal behandles på mødet

126. Ishøj Fællesantenne - status på det fysiske net

Resume

Der fremlægges status på undersøgelse af den tekniske tilstand af Ishøj Fællesantenne og forslag til beslutning om yderligere undersøgelse af nettet.

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede på mødet d. 8. august at igangsætte en uvildig analyse, der skal belyse tilstanden af Ishøj Fællesantenne. Kabelplus havde inden byrådets beslutning d. 8. august bedt Kamp & Brix om at udarbejde en rapport, der 1) vurderer anlæggets generelle tilstand, og 2) om den af YouSee udarbejdede dokumentation af nettet er i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Antenne-branchen i Danmark er kendetegnet ved at være en lille branche, hvor alle kender alle. Brancheforeningen BFE har bekræftet dette, og har ligeledes sagt, at det er vanskeligt at pege på et i alle sammenhænge uvildigt firma til at varetage analysen af Ishøj Fællesantenne. Brix & Kamp har stor erfaring fra arbejder i antenneforeninger vest for Storebælt, og firmaet er generelt respekteret i branchen.

Brix & Kamp rapporten er udarbejdet på baggrund af ca. 4 % af antennenettets husstande, hvor halvdelen af de undersøgte punkter er fra områder med boligblokke og halvdelen fra rækkehuse og villakvarterer. Dette udgør ikke et repræsentativt udsnit af det samlede antennenet, men resultaterne er forholdsvis tydelige og viser, at nettet ikke er i den gode tilstand, som det var forventet.

Rapportens samlede vurdering er, at tilstanden på anlægget, er væsentlig under middel set i forhold til, hvad man forventer af et anlæg i 2017, der forsyner med digitalt TV og bredbånd. Desuden peger rapporten på, at de faktuelle forhold på nettet i flere tilfælde ikke er i overensstemmelse med dokumentationen. Det giver anledning til at stille spørgsmål ved, om YouSee har levet op til sine forpligtelser i den hidtidige koncessionsaftale.

Resultaterne fra Brix & Kamp rapporten peger i samme retning som resultaterne fra gennemgangen af nettet i Vildbanegård, jf. sag nr. 127.

For at få bekræftet eller afkræftet resultaterne af denne undersøgelse kan der udarbejdes en udvidet analyse, der tager udgangspunkt i et repræsentativt udsnit af nettet. Der er indhentet tilbud hos Brix & Kamp på at gennemføre en sådan undersøgelse. Tilbuddet lyder på max. 450.000 kr., idet der dog foretages afregning efter forbrug og til en fast timepris. Undersøgelsen kan gennemføres i løbet af 3 måneder.

Det kan overvejes om undersøgelsen ønskes suppleret med, at de indsamlede data om nettet samtidig registreres digitalt mhp. en opdateret, digital dokumentation af antennenettet. Der kan hermed - udover et overblik over nettets stand - også opnås en driftsmæssig værdi af undersøgelsen. Det kan ligeledes overvejes på stedet at udbedre mindre fejl og mangler, der findes ved gennemgangen. Begge dele vil i forskelligt omfang forlænge tidsrammen og øge prisen.

Alternativt kan der udarbejdes en totalundersøgelse af nettet. Det skønnes, at omkostninger til en totalundersøgelse vil udgøre ca. 1 mio. kr. En totalundersøgelse vil tage ca. 6 måneder at gennemføre. I bilag A er typerne af undersøgelser nærmere beskrevet.

Økonomi

Omkostningerne ved en udvidet analyse af et repræsentativt udsnit af nettet udgør ca. 450.000 kr. Udgiften søges så vidt muligt afholdt indenfor de eksisterende budgetter og vil blive søgt tillægsbevilget i forbindelse med 2. budgetopfølgning 2017.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller,

at der iværksættes en udvidet analyse, der dokumenterer nettets tilstand, og om den udarbejdede dokumentation er i overensstemmelse med nettets faktuelle forhold,

at udgiften på max. 450.000 kr. så vidt muligt søges afholdt indenfor de eksisterende budgetter og vil blive søgt tillægsbevilget i forbindelse med 2. budgetopfølgning i 2017, og 

at Kabelplus indtil videre fortsætter som koncessionshaver, og at en endelig vurdering af Kabelplus’ opgaveløsning foretages, når der foreligger en udvidet analyse af nettets tilstand.

Bilag

127. Ishøj Fællesantenne - Vildtbanegårds anlæg

Resume

På baggrund af en gennemgang af det tekniske anlæg i Vildtbanegård 1, 2 og 3 foreslås det, at igangsætte vedligeholdelsesarbejder for at sikre stabilt internet samt tv, der ikke pixelerer.

Sagsfremstilling

Vildtbanegård er det område i kommunen, hvor flest borgere fortsat oplever problemer med ustabilt internet og tv, der pixelerer. Bestyrelsesformændene i Vildtbanegård, Kabelplus og Ishøj Kommune aftalte d. 7. august at foretage en gennemgang af anlægget i Vildtbanegård 1, 2 og 3 mhp. at afdække, hvad der skal til for at imødegå driftsproblemerne. Vildbanegård 4 oplever ikke de samme problemer, da bebyggelsen (og dermed de tekniske installationer) er nyere.

Rapporten er udarbejdet af Kabelplus og deres underleverandør ES Kabeltv. Rapporten blev færdig og fremlagt for bestyrelserne og Ishøj Kommune d. 28. august. 

Rapporten peger på, at der er behov for udbedring af stikdåser, stik, fordelere, forstærkere og noder i alle tre afdelinger. Problemerne er størst i afdeling 1.

Der afholdes beboermøder i de fire afdelinger hhv. 31/8, 4/9, 5/9 og 11/9, hvor beboerne skal tage stilling til fremtidig løsning for foreningernes tv- og internetforbindelse, herunder om de fortsat ønsker at være medlem af Ishøj Fællesantenne.

Vildtbanegård afdelingerne er hovednetstilslutninger til Ishøj Fællesantenne og ejer derfor selv deres installationer. Koncessionshaver for Ishøj Fællesantenne er ansvarlig for den løbende drift og vedligeholdelse.

Det foreslås, at de i rapporten omtalte nødvendige vedligeholdelsesarbejder til ca. 2,9 mio. kr. udføres etapevis, og at arbejderne igangsættes snarest i samarbejde med bestyrelserne. Det foreslås, at Ishøj Kommune og Kabelplus står for finansieringen af arbejderne under forudsætning af, at foreningerne fortsat er medlem af Ishøj Fællesantenne i minimum 2 år.

Økonomi

I henhold til koncessionsaftalen betaler Kabelplus årligt 2 mio. kr til Ishøj Kommune. De 2 mio. kr. skal dække Ishøj Kommunes omkostninger til Fællesantennen og over tid balancere i sig selv. Af de 2,9 mio. kr. betaler Kabelplus de 0,8 mio. kr. i form af fremrykning af opgraderinger, som Kabelplus i henhold til koncessionsaftalen er forpligtet til inden okt. 2018. De resterende 2,1 mio. kr. foreslås finansieret af den årlige indtægt på 2 mio. kr. fordelt på 1,1 mio. kr. i 2017 og 1,0 mio. kr. i 2018.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller,

At Ishøj Kommune og Kabelplus finansierer vedligeholdelse og opgradering af antennenettet i Vildtbanegård 1, 2 og 3 under forudsætning af, at foreningen er en del af Ishøj Fællesantenne i 2 år fra indgåelsen af en aftale herom, og at Vildtbanegård, hvis de vælger at melde sig ud inden da, tilbagebetaler investeringen.

At Ishøj Kommunes andel på 2,1 mio. kr. finansieres af den årlige indtægt på 2 mio. kr. fordelt på 1,1 mio. kr. i 2017 og 1,0 mio. kr. i 2018 (budgetteknisk vil det ske som en tillægsbevilling i forbindelse med 2. budgetopfølgning i 2017, og ved indarbejdelse i budget 2018).

Bilag

128. Ishøj Fællesantenne - status på drift ifb. med ny koncessionshaver

Resume

Der fremlægges status for teknisk drift og kundeservice for koncessionshaver til efterretning.

Sagsfremstilling

For at følge overgangen til samt drift og kundeservice for den nye koncessionshaver, er der de sidste to måneder fremlagt en statusrapport med måltal for teknisk drift og kundeservice.

Der fremlægges tilsvarende oversigt over udviklingen i disse måltal, med sidste tal pr. 30. august 2017. Tallene fremgår af følgende bilag:

Bilag A – Måltalsark med seneste tal fra kundeservice og tekniskservice samt driftsalarmer.

Bilag B – Seneste oversigt over modemmer, der er forbindelse til.

Bilag C – Seneste oversigt over modemmer i Vildtbanegård, der er forbindelse til.

For de generelle måltal om kundeservice og teknisk service ses en fortsat stabil tendens med forbedringer på de fleste måltal. Dog er der stadig et opmærksomhedspunkt i forhold til fejlretningstider ved ustabilt net, og Kabelplus har sat ekstra bemanding på for at nedbringe fejlretningstiden.

I forhold til det særlige fokus på udfordringerne med stabilitet på internettet samt pixeleringer på TV i Vildtbanegård, viser bilag C, at der pr. 30. august 2017 umiddelbart er flere modemmer, der er forbindelse til, end det var tilfældet ved udgangen af juli. Forbedringen formodes at skyldes, at Kabelplus har gennemført ’quick-fixes i Vildtbanegård siden midten af august i forbindelse med gennemgangen af anlægget. Problemerne i Vildtbanegård er dog ikke løst. Der er fortsat boliger i området, der oplever udfordringer, og de quick-fixes, der er gennemført, er ikke langsigtede løsninger.

Overordnet ses en positiv udvikling i leverancerne og sikkerheden af TV og internet i gennem de seneste måneder.

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller, at måltal for teknisk drift og kundeservice pr. 30. august 2017 vedr. Ishøj Fællesantenne tages til efterretning.

Bilag

Tillægssager

129. Ishøj Fællesantenne - uvildig undersøgelse af Kabelplus' kundeservice

Resume

På baggrund af byrådets beslutning om igangsættelse af uvildig undersøgelse af Kabelplus’ kundeservice skal byrådet træffe beslutning om analysens form og tidsplan.

Sagsfremstilling

På Byrådsmødet d. 8. august blev det besluttet at igangsætte en uvildig undersøgelse af Kabelplus’ kundeservice. Der er derfor indhentet et tilbud på denne opgave fra analyseinstituttet TNS Gallup (bilag A). Formålet med undersøgelsen er at få skabt et bredere billede af, hvordan borgerne oplever Kabelplus’ leverance af tv og internet nu, samt hvordan borgerne oplever kundeservice.

TNS Gallup anbefaler at gennemføre undersøgelsen som en stikprøve undersøgelse, hvor der tages telefonisk kontakt til 400 tilfældigt udvalgte medlemmer af Ishøj Fællesantenne. I udvælgelsen tages der højde for, at opnå en repræsentativ fordeling, så alle boligområder er med i målingen. Der lægges desuden vægt på at indhente 100 besvarelser specifikt fra Vildtbanegård. Dette er med henblik på at kunne lave en repræsentativ analyse indenfor området. I et ca. 10 minutter langt interview lægges der vægt på at spørge til den enkelte borgers egen oplevelse med overgangen samt evt. konkrete oplevelser med kundeservice. Spørgeguiden udarbejdes i samarbejde med kommunens administration.

Med udgangspunkt i undersøgelsen kommer TNS Gallup med langsigtede anbefalinger til, hvor kundeservice kan optimeres og forbedres.

Det foreslås af TNS Gallup at igangsætte analysen i medio september og lade denne være en form for ’nul-punkts-måling’. Hele undersøgelsen vil tage 10 uger, og der vil dermed kunne ske en afrapportering i december 2017. Derefter kan det overvejes at igangsætte en tilsvarende undersøgelse efter seks måneder for at følge udviklingen i borgernes oplevelse af kundeservicen. TNS Gallup har desuden måltal fra branchen, som de kan holde resultaterne op imod, og dermed lave en benchmarking.     

Ved at lave en kundeundersøgelse med TNS Gallup kan der opnås 1) en uvildig undersøgelse af oplevelsen af kundeservice, 2) at der indhentes direkte, nuancerede og retvisende data fra borgerne om deres oplevelse af service (pt. indhentes statistiske informationer om kundeservice, f.eks. ventetider på telefonen og svartider på mail) og 3) at der fremskaffes grundlag til forventningsafstemning med Kabelplus om fremtidig kundeservice.

Økonomi

TNS Gallups tilbud lyder på Kr. 144.800 (se bilag A for yderligere specificering).

Indstilling

Økonomi- og Planudvalget indstiller,

at TNS Gallup igangsætter den i bilaget beskrevne analyse medio september med henblik på afrapportering i december 2017,

at analysen finansieres af rammen på 150.000 kr. fra ØPU’s pulje, som byrådet bevilgede til uvildige undersøgelser den 8. august 2017.

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 1. september 2017