Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Klima- og Miljøudvalgets møde onsdag 21. oktober 2015 kl. 17.00


Fraværende:


Mødedeltagere: Kasper Dibbern, Vestforbrænding pkt. 48+49, Poul Jørgensen, Kasper Bjering.


Mødet hævet kl.: 18.25.


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

46. Trafiksikkerhedspolitik

Resume

Ishøj Kommune skal have en trafiksikkerhedspolitik. Det foreslås, at visionen for trafiksikkerhed i Ishøj Kommune skal være, at det skal være sikkert at færdes i trafikken i Ishøj Kommune. Trafiksikkerhedspolitikken indeholder en række ambitioner og konkrete mål samt en angivelser af en række områder, hvor politikken særligt tænkes realiseret.

Sagsfremstilling

En tværfaglig arbejdsgruppe har udarbejdet et forslag til en trafiksikkerhedspolitik. Arbejdsgruppen har blandt andet hentet inspiration hos Rådet for Sikker Trafik når det gælder formuleringen og realisering af politikken.

I forslaget til trafiksikkerhedspolitik er der formuleret en række ambitioner og mål for trafiksikkerhedsområdet. Disse ambitioner og mål er overordnede og vil blive realiseret indenfor og imellem tre forskellige tilgange nemlig:

  • Trafiksikkerhed i forhold til veje og stier.
  • Trafiksikkerhed for skoler og i dagtilbud.
  • Trafiksikkerhed i relation til Ishøj Kommune som arbejdsplads.

Ambitionerne for de tre tilgange er, at

  • det skal være sikkert, at færdes på veje og stier i Ishøj Kommune
  • ruste børn og unge til, at kunne færdes sikkert i trafikken
  • Ishøj Kommunes medarbejdere agerer ansvarligt i trafikken. 

For hver ambition er der opstillet en række mål, som skal realisere den enkelte ambition. 

Forslaget har været sendt til høring i diverse råd og bestyrelser samt til information og drøftelse i kommunens MED-system.

Trafiksikkerhedspolitikken sætter retningen indenfor trafiksikkerhed i Ishøj Kommune, og det er herefter meningen, at realiseringen af politikken skal ske i samarbejde med myndigheder, interesseorganisationer, brugerbestyrelser, MED-udvalg mv. 

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller,
at forslaget til Ishøj Kommunes Trafiksikkerhedspolitik vedtages

Beslutning

Til indstillingen tilføjes.
at realiseringen af politikken skal ske i samarbejde med myndigheder, interesseorganisationer, brugerbestyrelser, MED-udvalg mv. 

Tiltrådt.

Bilag

47. Forslag til Helhedsplan for Tranegilde og Vallensbæk Moser

Resume

Der skal træffes beslutning om at sende Forslag til Helhedsplan for Mosen i offentlig høring i minimum 8 uger, samtidig med at afgørelse om ikke at foretage en egentlig miljøvurdering af planforslaget offentliggøres med en klagefrist på 4 uger.

Sagsfremstilling

Park- og Vejcenter har i samarbejde med Vallensbæk Kommune udarbejdet et forslag til Helhedsplan for Tranegilde og Vallensbæk Moser (Mosen). Klima- og Miljøudvalget blev på møder i september 2014 og marts 2015 orienteret om planens udarbejdelse og processen i forbindelse hermed. I forløbet med udarbejdelsen har været afholdt workshops på Bredekærgård i efteråret 2014 samt i foråret 2015, hvor lokale interesseorganisationer har deltaget.

De mange input er efterfølgende blevet bearbejdet, og planen imødekommer mange af ønskerne. Planen er udarbejdet ud fra et princip om at højne de mange naturværdier i Mosen samt at forbedre de rekreative anvendelsesmuligheder. Helhedsplanen er koordineret med Kloaksammenslutningens planer om anvendelse af moseområdet til nødbassin ved ekstrem regn.  

Der er udarbejdet en miljøscreening, der viser, at der ikke er behov for en egentlig miljøvurdering.

Efter politisk behandling i Byrådet sendes forslaget til Helhedsplan for Mosen i offentlig høring i minimum 8 uger. Afgørelsen om ikke at foretage en egentlig miljøvurdering af planforslaget offentliggøres samtidig med en klagefrist på 4 uger.

Lovgrundlag

Lov om naturbeskyttelse § 3 og § 52
Lov om miljøvurdering af planer og programmer

Økonomi

Før plejetiltag for Mosen iværksættes skal det undersøges, om det er muligt at opnå medfinansiering gennem fondsbevillinger, støtteordninger mv.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at Forslag til Helhedsplan for Mosen sendes i offentlig høring i minimum 8 uger. Offentliggørelsen finder sted umiddelbart efter at sagen har været forelagt Vallensbæk Kommunalbestyrelse den 25. november 2015.
Der udarbejdes en pixi udgave til byrådsmedlemmer og til brug for offentliggørelsen.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 22. oktober 2015