Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Klima- og Miljøudvalgets møde onsdag 20. august 2014 kl. 19.00

Sagspunkter der blev behandlet på mødet

39. Ren By Rar By

Sagsfremstilling

Park og Vejcenter orienterer om dette års Kampagne Ren By Rar BY, som i år har området: Stationsforpladsen og CPH West, som fokusområde.     

Beslutning

Til efterretning.
Merete Ancher van Leeuwen deltog under sagens gennemgang.
Udvalget udtrykte opbakning til forslag om blåstempling af forretninger, som har salg af "ud af huset varer".

    

Bilag

40. Forslag til indsatser i vandplan 2 for Køge Bugt hovedvandopland

Resume

Staten har i foråret 2014 fastlagt rammerne for de  kommende vandløbsindsatser i næste generation af statslig vandplan (vandplan 2), der vil være gældende for perioden 2015 - 2021.

Ishøj Kommune ligger inden for Køge vandopland, der er blevet tildelt en økonomisk ramme på 9,5 millioner kr.

Staten har på webkort (Miljøministeriets MiljøGIS) kortlagt strækninger, hvor kommunerne kan foreslå indsatser. Inden for Køge Bugt oplandet har der i foråret været nedsat et Vandråd og en teknikergruppe, som har drøftet og prioriteret indsatser inden for oplandet.

Vandløbsindsatser i Ishøj Kommune er imidlertid ikke blevet drøftet, idet statens kortlægning ikke lægger op til betydende indsatser i kommunen. På baggrund heraf har administrationen i samarbejde med Greve Kommune formuleret et brev til Naturstyrelsen, hvor der foreslås 2 supplerende indsatser i Lille vejleå.

Sagsfremstilling

Staten er ved at forberede Vandplan II, der skal gælde for perioden 2015 - 2021. Landet er inddelt i 23 hovedvandoplande. Ishøj Kommune ligger inden for hovedvandopland 2.4 Køge Bugt, der strækker sig over 21 kommuner. Hvert hovedvandopland tildeles et rammebeløb, som det er muligt at gennemføre statsfinansierede vandløbsforbedrende indsatser for i den kommende vandplanperiode. Staten har afsat 9,5 mio. kroner til indsatserne i Køge Bugt hovedvandopland.
 
Op til den nye vandplanperiode gennemføres i 2014 og 2015 en afklarende proces om hvilke vandløbsstrækninger, der mest meningsfyldt kan foreslås kommende indsatser for. På baggrund af analyser har Staten vurderet hvilke vandløb, der i deres nuværende tilstand ikke kan leve op til en god miljøtilstand i 2021. I den videre proces tages der udgangspunkt i disse vandløbsstrækninger. Vandløbene fremgår af digitale webkort (Miljøministeriets MiljøGIS).
 
Den 14. maj afholdt Vandrådet for Køge Bugt en besigtigelsestur til udvalgte vandløbsstrækninger inden for oplandet. Parallelt med Vandrådet har der i foråret været nedsat en teknikergruppe med repræsentanter fra Albertslund, Faxe, Greve, Køge, Solrød og Stevns Kommuner. Teknikergruppen har udarbejdet forslag til vandløbsindsatser inden for Køge Bugt oplandet, der ligger inden for den statslige ramme på 9, 5 millioner kr.
 
Der er i forbindelse med Vandrådets og teknikergruppens arbejde ikke blevet peget på indsatser langs vandløb i Ishøj kommune. Dette skyldes, at der af Miljøministeriets kortlægning (MiljøGIS) ikke fremgår nogle oplagte vandløbsstrækninger i Ishøj Kommune, hvor en meningsfuld vandløbsindsats kan foreslås.
 
Ishøj Kommune er uenig med Miljøministeriets kortlægning og foreslår derfor, i samarbejde med Greve Kommune, 2 supplerende indsatser langs Lille Vejleå:

  1. Omlægning af Lille Vejleå udenom Ishøj Sø, hvilket vil muliggøre, at fisk kan vandre op gennem vandløbet

  2. Fjernelse af fliser på en ca. 2.900 meter lang strækning af Lille Vejleå fra golfbanen og til umiddelbart vest for Torslunde Landsby. Fjernelse af fliser vil med tiden give vandløbet et mere naturligt forløb og muliggøre indvandring af vegetation og opbygning af gydebanker.

 

Vandrådet er gjort opmærksom på disse to indsatser på deres besigtigelsestur d. 14. maj, men idet Lille Vejleå ikke er i risiko for manglende målopfyldelse jf. statens kortgrundlag, har Vandrådet ikke forholdt sig yderligere til indsatserne.

 

Lovgrundlag

  • Lov om vandplanlægning. Lov nr. 1606 af 26. december 2013

  • Bekendtgørelse om vandråd, vandråds samarbejde med kommunalbestyrelser og samarbejde mellem kommunalbestyrelser i et hovedvandopland om udarbejdelse af forslag til indsatsprogrammers supplerende vandløbsforanstaltninger, BEK nr. 121 af 07. februar 2014

  • Vejledning til kommuner og vandråd om arbejde med forslag til indsatsprogrammer for vandløbsindsatsen, Naturstyrelsen 2014

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser for Ishøj Kommune. Eventuelle indsatser i Lille Vejleå vil blive finansieret af staten. Kommunens udgifter til administrative opgaver er finansieret via DUT midler.    

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at brev til Naturstyrelsen med forslag om 2 supplerende indsatser i Lille Vejleå godkendes af Byrådet og sendes til Naturstyrelsen.      

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

41. Godkendelse af forslag til Tillæg 1 til spildevandsplan 2014-2022 for Ishøj Kommune

Resume

Fremtidig anvendelse af området Kirkebjerggård medfører, at der skal udarbejdes et tillæg til Spildevandsplanen, idet Ishøj Forsynings ønsker om, at regnvandet fra det nye byggeri bliver håndteret lokalt, ikke er omfattet af Spildevandsplan 2014 til 2022 for Ishøj Kommune.

Sagsfremstilling

Ishøj Forsyning ønsker at etablere lokal afledning af regnvand via forsinkelsesbassiner og vil udbygge bassinkapaciteten ved blandt andet at etablere yderligere 1 til 2 bassiner.
 
Forslag til Spildevandsplan for 2014 til 2022 for Ishøj Kommune er i høring og indeholder ikke udbygning af bassinkapaciteten ved Kirkebjerggård. Den nye Spildevandsplan forventes at være gældende med Byrådets godkendelse i oktober 2014, og forventes således  at være endelig godkendt inden spildevandstillægget kan forelægges til endelig godkendelse.

Spildevandstillægget foreslås derfor sendt i offentlig høring som tillæg til den spildevandsplan, der forventes af være gældende når spildevandstillægget forlægges til endelig godkendelse.

Spildevandsplanen er det retlige grundlag for spildevandsprojekter i kommunen,
og da forslaget ikke tager højde for den planlagte fremtidig anvendelse ved Kirkebjerggård, er der udarbejdet forslag til tillæg nr. 1 til spildevandsplanen, der omfatter dette.

Tillægget er screenet i henhold til miljøvurderingsloven, og det er vurderet, at spildevandsprojektet ikke påvirker miljøet væsentligt. Der udarbejdes derfor ikke en miljøvurderingsrapport. Screeningen har været i høring hos berørte myndigheder og Kroppedal Museum har indsendt bemærkninger. Museet gør opmærksom på, at det skal kontaktes tidligt i planlægningsfasen, at der skal foretages arkæologiske undersøgelser før jordarbejder kan påbygyndes på matr. 3 ac, samt at museet skal underrettes ved ændringer omkring gadekæret. Dette er indarbejdet i spildevandsplantillægget.

Forslag til tillæg 1 til spildevandsplanen vil efter Byrådets godkendelse blive sendt i høring fra den 5. september til den 31. oktober 2014.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at Forslag til spildevandstillæg 1 til Ishøj Kommunes spildevandsplan 2014 - 2022 godkendes og sendes i høring fra den 5. september til den 31. oktober 2014.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

42. Vedtagelse af Kommuneplan 2014

Resume

'Forslag til Kommuneplan 2014 har været i høring i 8 uger. Der er udarbejdet et høringsnotat, hvor der er samlet op på de bemærkninger, der er indkommet i høringsperioden. Visse høringssvar har givet anledning til ændringer i planen, andre svar forelægges med indstilling om, at der ikke foretages ændringer af kommuneplanen.

Sagsfremstilling

'Forslag til Kommuneplan 2014' har været i høring i perioden den 10. marts 2014 til den 12. maj 2014. Der har i forbindelse med den offentlige høring været afholdt et borgermøde den 22. april 2014 i byrådssalen på Rådhuset.

 

Der er i forbindelse med den offentlige høring indkommet 7 høringsvar; fra Grundejerforeningerne i Ishøj landsby, Vejdirektoratet, Energistyrelsen, Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, Banedanmark, Enhedslisten og Naturstyrelsen. Derudover har administrationen har haft nogle enkelte bemærkninger. Visse høringssvar har givet anledning til ændringer i planen. Samtlige bemærkninger er samlet i høringsnotatet, der ligeledes indeholder administrationens bemærkninger samt forslag til eventuelle ændringer i kommuneplanen. Derudover vil administrationen foretage mindre redaktionelle og sproglige rettelser.

 

Der har gennem hele arbejdsforløbet med kommuneplanen været en tæt dialog med Naturstyrelsen, som har tilkendegivet, at under forudsætning af, at deres bemærkninger, som ligeledes er beskrevet i høringsnotatet, indarbejdes i kommuneplanen, gør de ikke indsigelse mod kommuneplanen.


Link til Digital Kommuneplan 2014:
http://ishoej-kp13.cowi.webhouse.dk/

Link til PDF-udgave af Kommuneplan 2014: http://ishoej-kp13.cowi.webhouse.dk/download/pdf/ishoej_kommuneplan_final_v3.pdf




Lovgrundlag

Planloven

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at forslag til Kommuneplan 2014 vedtages og at forslag til ændringer jf. høringsnotatet indarbejdes i den endelige Kommuneplan 2014

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

43. Miljøvurdering af Kommuneplan 2014 - Sammenfattende redegørelse

Resume

Kommuneplan 2014 samt miljøvurdering har været i høring i 8 uger.  

Der er udarbejdet en sammenfattende redegørelse for, der samler op på høringssvarene, der knytter sig til Kommuneplanen. Den sammenfattende redegørelse indsættes i den endeligt vedtagne Kommuneplan 2014

Sagsfremstilling

Miljøvurderingen af Kommuneplanen har sideløbende med 'Forslag til Kommuneplan 2014' været i høring i 8 uger fra den 10. marts 2014 til den 12. maj 2014.

I forbindelse med udarbejdelse af kommuneplanen er der udarbejdet en miljøvurdering efter ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer”.

Miljøvurderingen har været udarbejdet med henblik på at sikre en integration af miljøforhold i planens indsatsområder. Allerede i forbindelse med udarbejdelse af planen har miljøforhold indgået som en væsentlig del af planlægningen. Miljøvurderingen har bidraget til at sikre, at dette arbejde er dokumenteret, og at den nødvendige hensyntagen til miljø- og naturbeskyttelse er indgået i udarbejdelsen af kommuneplanen.

Der er indkommet 7 høringssvar i forbindelse med den offentlige høring, fra Grundejerforeningerne i Ishøj landsby, Vejdirektoratet, Energistyrelsen, Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, Banedanmark og Naturstyrelsen. Derudover har administrationen har haft nogle enkelte punkter. Visse høringssvar har givet anledning til ændringer i planen.


Lovgrundlag

Ifølge miljøvurderingslovens § 9 skal der i forbindelse med den endelige vedtagelse af Ishøj Kommuneplan 2014 udarbejdes en sammenfattende redegørelse, som:

  • beskriver hvordan miljøhensyn er integreret i planen, og hvordan miljørapporten og de udtalelser, der er indkommet i offentlighedsfasen, er taget i betragtning,

  • redegør for hvorfor den vedtagne plan er valgt på baggrund af de rimelige alternativer, der også har været behandlet, og

  • beskriver hvorledes myndigheden vil overvåge de væsentlige miljøpåvirkninger af planen

Den sammenfattende redegørelse skal offentliggøres samtidig med den endelige vedtagelse af Kommuneplanen.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at den sammenfattende redegørelse af 'Miljøvurdering af Forslag til Kommuneplan 2014' vedtages, idet der ikke har været indsigelser, der angår miljøvurderingen.

Beslutning

Tiltrådt.

Bilag

44. Handleplan 2014 for kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende indsatser i Ishøj Kommune

Resume

Byrådet vedtog på mødet den 4. februar 2014 ”Ishøj – En tryg by”, som er den overordnede strategiske ramme for kommunens tryghedsskabende og kriminalitetsforebyggende arbejde.

Sagsfremstilling

Stabsenheden for Tryghed og Kriminalitetsforebyggelse har udarbejdet "Handleplan 2014 for kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende indsatser i Ishøj Kommune", der beskriver de indsatser, der udmøntes for at forebygge kriminalitet og øge trygheden. De konkrete indsatser sigter mod at opnå de fire fælles mål, som fremgår af "Ishøj - En tryg by":  

  • Ishøj er en tryg by

  • Færre ofre for kriminalitet i Ishøj

  • Nye generationer af børn, der vokser op i Ishøj, begår mindre kriminalitet end de forrige

  • Ishøjborgere, der har begået kriminalitet, har - uanset alder – gode betingelser for at vælge en fremtid uden kriminalitet.

Når behovet for nye indsatser på det tryghedskabende og kriminalitetsforebyggende område opstår, skrives de ind i handleplanen, som er et dynamisk dokument, der udvikles i takt med, at nye indsatser sættes iværk.

Handleplan 2014 for kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende indsatser i Ishøj Kommune er vedhæftet dagsordenen til orientering.

 



Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller "Handleplan 2014 for kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende indsatser i Ishøj Kommune" til efterretning.

Beslutning

Til efterretning.
I kommende revision af planen indarbejdes tiltag til minimering af risiko for afbrænding af affald og forebyggelse af henkastning af affald.

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 14. april 2015