Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Klima- og Miljøudvalgets møde onsdag 19. september 2018 kl. 16.30


Fraværende: Ole Beckmann Skourup

Mødedeltagere: Erkan Yapici, Annelise Madsen, Ole Wedel-Brandt, Ebbe Rosenberg, Marie Louise Madsen, Inge Sørensen, Hans Schmidt.


Sagspunkter der blev behandlet på mødet

57. Program for Klima- og Miljøudvalgsmøde den 19. september på Vestforbrænding

Sagsfremstilling

1. Velkomst ved Vestforbrændings Udviklingschef Yvonne Amskov

2. Oplæg om affaldets vej fra borgernes skraldespand til behandling på Vestforbrænding og endelig videresalg til genanvendelse v/Vestforbrændings formidlingschef Allan Laumann.

2. Rundvisning i modtagehallen på Vestforbrænding v/Vestforbrændings formidlingschef Allan Laumann

3. Buffet

4. Temadrøftelse affaldsplaner
  Præsentation af konceptet for affaldsplaner samt drøftelse af initiativer i affaldsplanen og borgerinddragelse ved Henrik Dalgaard, Vestforbrænding.
 Der serveres kaffe og kage til præsentationen

 5. Klima- og Miljøudvalgets ordinære møde. 

Beslutning

.

58. Klima- og Miljøpris 2018 (lukket punkt)

Beslutning

Tiltrådt

59. Status på solceller på kommunale bygninger

Resume

Der fremlægges en orientering om kommunens solcelleanlæg placeret på kommunale bygninger til orientering, samt udkast til svar på henvendelse fra privat klimabevægelse vedr. solceller.

Sagsfremstilling

Ishøj Kommune har 10 solcelleanlæg placeret på kommunale bygninger. 7 af disse har dispensation fra ordningen vedr. selskabsgørelse og producerer strøm til institutionen og overskudsstrøm til forsyningsnettet. Kommunen er i dialog med Energistyrelsen om de resterende 3 anlæg. 2 af de 3 anlæg (Ishøj Svømmehal og Strandgårdskolens forsøgsanlæg) har ikke tilstrækkelig dokumentation, og anlægget på Firkløverens hus2 havde kun dispensation for en del af anlægget. De 3 anlæg er i drift, og dette forventes at fortsætte indtil en afklaring nødvendiggør andet. Notat om status på kommunens anlæg og tilhørende oversigt over kommunale anlæg med beskrivelse af de enkelte anlæg vedlægges som bilag.

I august modtog Klima og Miljøudvalget en henvendelse fra 350 Klimabevægelsen i Danmark og Frederikssund Klimaforening om at underskrive en støtteerklæring vedr. solceller. Sagen blev drøftet under meddelelser fra formand og administration på Klima og Miljøudvalgets møde i august. Henvendelsen og svar vedlægges. I svaret anerkender udvalget problemet med den nuværende lovgivning vedr. selskabsgørelse og orienterer om, at kommunen bruger kræfterne i regi af KL og desuden ønsker at støtte klimaforeningernes indsats.

Indstilling

Klima og Miljøudvalget indstiller:
at orienteringen om status på kommunens solcelleanlæg tages til efterretning
at Klima og Miljøudvalget fremsender svar og underskrevet støtteerklæring til 350 Klimabevægelsen i Danmark og Frederikssund Klimaforening

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

60. Forlængelse af aftale om Solhøj Fælled

Resume

Den eksisterende aftale fra 2013 mellem HOFOR Vand København A/S, Miljø- og Fødevareministeriet v/Naturstyrelsen, Ishøj Kommune og Høje-Taastrup Kommune om etablering af et skovrejsningsprojekt ved Solhøj Kildeplads: ”Solhøj Fælled” ønskes forlænget med 5 år.

Sagsfremstilling

I 2007 indgik Naturstyrelsen og HOFOR (dengang KE Vand A/S), Høje-Taastrup Kommune og Ishøj Kommune en aftale om skovrejsning i et projektområde på 300 ha – Solhøj Fælled.

I 2012 har parterne drøftet aftalen, og Ishøj og Høje-Taastrup Kommuner besluttede at skærpe målet om grundvandsbeskyttelse i indvindingsoplandet til Solhøj Kildeplads ved at udvide projektområdet med 145 ha. Da der er tale om intensiv indvinding på et forholdsvis lille areal, blev det vurderet, at grundvandsbeskyttelsen i de grundvandsdannende arealer til Solhøj Kildeplads var omkostningseffektiv, og arealet blev derfor udvidet. Projektområdet fremgår af vedlagte Bilag A.

I 2013 blev aftalen med den omtalte udvidelse godkendt af parterne. Aftalen med bilag blev vedtaget af Ishøj Byråd d. 2. april 2013 ( se vedlagte bilag B).

Naturstyrelsen har løbende opkøbt arealer og ejer nu samlet 110 ha i Solhøj Fælled af de i alt 445 ha. I april 2015 er der blevet tilplantet ca. 60 ha samt etableret ca. 40 ha med slettelandskab. Arealerne er fordelt på to områder henholdsvis øst og syd for Reerslev Landsby i Høje Taastrup Kommune.

I henhold til den eksisterende aftale om etablering af Solhøj Fælled skal aftalen forlænges for 5 år af gangen, jf. aftalens § 13. Aftalen skal derfor genforhandles i år 2018. HOFOR A/S og Naturstyrelsen har aftalt, at forlængelsen af aftalen sker på uændrede vilkår. Aftalen forlænges ved, at alle parterne underskriver et tillæg til aftalen (se vedlagte bilag C).

Projektet med etablering af Solhøj Fælled tager udgangspunkt i en etableringsperiode på 30 år med start i 2007. Administrationen i Ishøj finder, at Kommunen fortsat skal støtte op om projektet, idet det på sigt bidrager til en bedre beskyttelse af drikkevandet samt muliggør udviklingen af et nyt skov- og naturområde med stor naturmæssig og rekreativ værdi.

Lovgrundlag

Miljømål for grundvandsbeskyttelse, jf. Statens vandområdeplan samt vandsektorloven

Økonomi

Naturstyrelsen afholder udgifter til opkøb, tilplantning og drift af nye arealer ved Solhøj Fælled. Naturstyrelsen opkræver HOFOR beløb for pålæggelse af deklaration om ingen brug af pesticider, gødskning samt slam og returjord, når arealer er erhvervet. Kommunerne bidrager ikke økonomisk til projektet, men forpligter sig til at arbejde for projekts realisering.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at aftale mellem HOFOR Vand København A/S, Miljøministeriet v/Naturstyrelsen, Høje-Taastrup Kommune og Ishøj Kommune om et skovrejsningsprojekt ved Solhøj Kildeplads: ”Solhøj Fælled” forlænges for 5 år jf. vedlagte tillæg 1 til aftalen (Bilag C).

Beslutning

Tiltrådt

Bilag

61. Forslag budget 2019 samt overslagsårene 2020-2022

Resume

Byrådet 1. behandlede budgetforslaget den 27. august 2018. Der blev afholdt budgetseminar den 6. september, og der er planlagt forhandlinger med byrådets partier i de kommende uger.

Sagsfremstilling

I budgetforslaget til 1. behandlingen var der en ubalance på 33,4 mio.kr. i 2019.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har meddelt, at Ishøj får 22 mio. kr. i særtilskud. Korrigeret herfor og for forskellige tekniske korrektioner, og under forudsætning af, at hele sparekataloget vedtages, er der en positiv ubalance på ca. 4,3 mio. kr. i 2019.

Budgetforslaget har været udsendt til høringer i råd, institutioner, brugerbestyrelser mv. samt til drøftelse og information i MED-udvalgene. Alle indkomne høringssvar vil indgå i Økonomi- og Planudvalgets 2. behandling af budgettet den 24. september 2018.

Der vil være forhandlinger med byrådets partier i de kommende uger forud for byrådets 2. behandling af budgettet den 2. oktober.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget tager budgetsituationen til efterretning, under henvisning til de igangværende politiske drøftelser.

Beslutning

Til efterretning

Bilag

62. Meddelelse fra Formand og Administration

Sagsfremstilling

Liste over administrativt meddelte afgørelser.

 

Beslutning

Til efterretning

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 20. september 2018