Hvad kan vi hjælpe med?

Referat for Klima- og Miljøudvalgets møde onsdag 17. december 2014 kl. 17.00

Sagspunkter der blev behandlet på mødet

63. Godkendelse af forslag til Tillæg 1 til Spildevandsplan 2014 - 2022 for Ishøj Kommune

Resume

Byrådet godkendte den 2. september 2014 forslag til Tillæg 1 til Spildevandsplan 2014 - 2022 for Ishøj Kommune.
Tillægget beskriver håndtering af regnvand fra nyt byggeri på Kirkebjerggård.

Sagsfremstilling

Forslag til Tillæg 1 til spildevandsplanen beskriver et spildevandsprojekt til lokal afledning af regnvand via forsinkelsesbassiner  og udbygning af bassinkapaciteten.
Forslaget har været i høring fra 3. september til den 30. oktober 2014. Der er ikke indkommet bemærkninger til planforslaget.

Jf. Lov om Miljøvurdering har Ishøj Kommune screenet forslaget og vurderet, at spildevandsprojektet ikke påvirker miljøet væsentligt, der er derfor ikke udarbejdet en miljøvurderingsrapport.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens § 3 og 4.
Bekendtgørelse af Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at forslag til Tillæg 1 til spildevandsplan for Ishøj Kommune 2014-2022 godkendes endeligt 

Beslutning

Tiltrådt

Ole Beckmann Skourup deltog ikke ved sagens behandling. 



Fraværende:
Bayram Yüksel

Bilag

64. Ændret gebyr for erhvervsvirksomheders benyttelse af genbrugsstationen 2015

Resume

Vestforbrændings bestyrelse har vedtaget nye gebyrer for 2015 for virksomheders brug af genbrugsstationen. Udregningen er udført så den tilgodeser en indsigelse fra Statsforvaltningen, der har oplyst, at tidligere praksis for beregningerne ikke var lovlig.

Sagsfremstilling

Statsforvaltningen underkendte, på baggrund af klage fra Dansk Transport og Logistik i februar 2014, Vestforbrændings praksis for beregning af gebyr for virksomheders brug af genbrugsstationen. Statsforvaltningen var af den opfattelse, at fordelingen af betalingen for benyttelse af genbrugspladsen mellem husholdninger og virksomheder ikke var lovlig, idet affald, der bringes til genbrugsstationen fra en virksomhed må betragtes som erhvervsaffald. Vestforbrændings antagelse om, at 60% af virksomheders affald er husholdningsaffald, kan derfor ikke anvendes som grundlag for beregning af gebyrer.

Vestforbrænding har derfor udarbejdet nye takster for virksomhedernes brug af genbrugsstationen. Taksterne fremgår af vedlagte gebyrblad.

Udregningen af gebyret er nu baseret på en model, der antager, hvor stor en del af en virksomheds affald, der er husholdningsaffald, og hvor stor en andel, der er erhvervsaffald, men også hvordan fordelingen mellem husholdnings- og erhvervsaffald varierer indenfor forskellige virksomhedskategorier. Fordelingen er fastsat på grundlag en spørgeskemaundersøgelse, der har belyst, hvor stor en andel af de forskellige virksomheders affald, der er husholdningsaffald.

Modellen har været forelagt Miljøstyrelsen, der ikke har haft indvendinger imod denne nye gebyrberegning. Plan-, Bygge- og Miljøcentret vurderer, at beregningen af de nye gebyrer  tilgodeser Statsforvaltningens indsigelse mod den tidligere gebyrberegning.  

Lovgrundlag

Affaldsbekendtgørelsen 

Økonomi

Den nye model medfører højere gebyrer end i 2014.

Engangsbillet for personbiler nedsættes fra 150 til 100 kr. Engangsbillet for kassebil og ladvogn er uændrede. I forhold til 2014 er årskortene steget kraftigt – varierende mellem 60 % og 100 % stigning. En mindre del af stigningen skyldes større læs pr. bil. De hidtidige gebyrer samt gebyrer for 2015 fremgår af gebyrblad.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at gebyrblad 2015 for erhvervsvirksomheders benyttelse af genbrugsstationen for 2015 godkendes.

Beslutning

Tiltrådt 



Fraværende:
Bayram Yüksel

Bilag

65. Aftale mellem Ishøj Kommune og Banedanmark om erstatningsskov

Resume

Aftalen mellem Ishøj Kommune og Banedanmark om rejsning af erstatningsskov er udvidet med 5 ha til i alt 26,45 ha. De ekstra 5 ha er kommer til i processen med den nye kommuneplan, hvor det blev muligt at udvide det kommunale skovrejsningsareal.

Sagsfremstilling

Banedanmark har sendt aftalte om erstatningsskov til underskrift hos Ishøj Kommune (se Bilag A). Aftalen vedrører kommunale arealer beliggende nord og syd for Ishøj Landsby samt mellem landsbyen og Den nye bane København-Ringsted (se Bilag B).

Ishøj Byråd har d. 5. marts 2013 principgodkendt, at Natur- og Miljøadministrationen bemyndiges til at indgå aftale med Banedanmark om tilplantning af erstatningsskov på kommunale arealer.

Den forelagte aftale er udvidet med 5 ha til i alt 26,45 ha siden den politiske fremstilling i marts 2013, hvor det samlede kommunale areal udgjorde 21,45 ha.

Præmisserne for aftalen er enslydende med fremstillingen i 2013 og det fremgår, at Ishøj Kommune selv tilplanter 26,45 ha skov mod at få udbetalt en kompensation på 40.000 kr. pr. ha, dvs. at Ishøj Kommune i alt modtager 1.058.000 kr.

Det udbetalte beløb må forventes overvejende at kunne dække omkostninger i forbindelse med skovens etablering. Ishøj Kommune må selv afholde udgifter i forbindelse med den fremtidige drift. I forbindelse med etablering af friluftsfaciliteter mv. i området må Ishøj Kommune endvidere forvente selv at skulle afholde udgifterne. Der vil dog formentlig være mulighed for at søge om støttemidler (medfinansiering), bl.a. fra Friluftsrådet.

Indstilling

Klima- og Miljøudvalget indstiller, at aftale om erstatningsskov på i alt 26, 45 ha kommunale arealer godkendes af Byrådet og sendes til Banedanmark.

Beslutning

Tiltrådt 



Fraværende:
Bayram Yüksel

Bilag

Kontakt

Ishøj Kommune

Ishøj Store Torv 20
2635 Ishøj

ishojkommune@ishoj.dk

Tlf. 43577575

Senest opdateret 13. maj 2015